Another life - 1D

Mira. En glad og åben 15 årig pige, med ingen bekymringer i livet. Eller det er i hvert fald sådan folk ser hende. Kun hendes bedste veninde, Avril har lille ide om hvad der sker bag hendes facade og har også hjulpet hende gennem hendes mørkeste tider og tanker. Men da Mira for et år siden flyttet til London faldt hendes verden fuldstændig sammen, da hun ikke længere havde Avril at støtte sig op af. Hendes måde at klare det på er ved at fester vildt og drikke sig så fuld at hun får en tid glemmer alt omkring hende. Den eneste passion hun har tilbage i livet er at skrive, så da hun får sommerferie tilmelder hun sig et sommer skriveprogram i LA sammen med en masse andre unge. På lejeren møder hun Niall som hun straks føler sig tryk ved. Men kan Niall trække hende op af det dybe hul hun er landet? Og vil hun lade ham gøre det?

8Likes
20Kommentarer
2386Visninger
AA

6. 5. Kapitel: Gotta Be You

Da vi var færdige med at spiste skyndte jeg mig at komme af sted. Væk fra Niall. Der var noget ved den dreng der gjorde noget helt forkert ved mig. Men Niall var ligeså hurtig og han fulgtes med mig op til der hvor vi havde fået af vide at vi kunne stille vores tallerkner. ”Hey Mira, vil du ikke gå en tur med mig?” spurgte han og bed sig nervøst i læben. Heldigvis havde jeg en god undskyldning, ”jamen Niall der er jo slet ikke noget sted hvor vi kan gå tur” sagde jeg og prøvede at lyde ked af det. Niall smilede et skævt smil og grinte lidt ”jo der er, kom nu skal jeg vise dig det” sagde han, tog fat i mit håndled og trak mig med sig. Han trak mig med hen mod den lille græsstig som vi havde mødtes på for et par timer siden. Jeg prøvede at holde et irriteret suk tilbage, der kunne vi ikke gå tur. Men i stedet for at stoppe ved græsstigen gik han videre op ad den selv om den blev smallere og smallere. Så lige pludselig drejede han til højre og vi kom ud til en stor blostermark fyldt med alle mulige forskellige blomster som lyste op i en smuk farvepalet af lilla, rød, gul, blå og mange andre farver. ”Wow” kom til spontant fra mine læber. Nialls smil blev større. ”Ja her er rimelig fantastisk” sagde han og begyndte at gå ind mellem blomsterne. Jeg fulgte efter, fuldstændig tryllebundet af blomsternes skønhed, det lignede slet ikke mig at reagere sådan. Normalt ville jeg havde trykket på skuldrende og vadet ind mellem blomsterne. Niall havde sat sig på sin jakke mit i mellem blomsterne og jeg satte mig ned ved siden af mig. ”Mira. Fortæl mig noget om dig selv” sagde han og lagde sit hoved lidt på skrå. ”Jo, jeg…” begyndte jeg

Vi snakkede længe, rigtig længe om alt og intet. Flere gange blev jeg nød til at lede samtalen over på noget andet fordi jeg synes at han kom lidt for tæt på den virkelige mig, men alligevel følte jeg at jeg havde givet mere af mig selv til ham end jeg havde gjort siden første gang jeg mødte Avril.

Det var en kold efterårs morgen og jeg traskede vredt gennem New Yorks våde gader. Min far og mig havde haft endnu et skænderi. Det her havde værre end de andre. Måske var det min egen skyld. Hvorfor kunne jeg ikke bare indordne mig ligesom mine søskende? Jeg sparkede hårdt og irriteret til en tom sodavandsdåse. Den her gang havde vi skændes om mine karaktere. Jeg havde i længere tid prøvet at holde skjult for mine forældre at jeg i de sidste mange matematikprøver inden havde været tæt på at dumpe eller var dumpet. Det var ikke fordi jeg ikke anstrengte mig, det var bare det tallene nærmest hopper rundt på siden og giver mig hovedpine. Men min far havde åbenbart fundet en af mine prøver hvor jeg var dumpet. ”Hvad fanden er det?” havde han vredt råbt mens han trampede ned ad vores trappe og hen til morgenbordet hvor jeg sad. ”En matematiktest, gætter jeg på” svarede jeg flabet tilbage. ”Din lille forkælet snotunge” min far slog mig hårdt på kinden. ”Av, hvad laver du, din psykopat ” skreg jeg forskrækket og tog til mig til kinden. Rundt om bordet sad resten af min familie, det vil sige min mor, søster og bror. De kigget alle sammen skræmt op på mig. Alle var klar over hvad der skete når jeg svaret tilbage på den måde og det var ikke kønt. Lige så stille begyndte min mor at samle min søskendes skåle sammen. Det var efterhånden blevet en rutine, når mig og min far skændes at de forsvandt stille ud af rummet mig og min far var i. Det gjorde ondt på når de gjorde det, som om de bare havde opgivet og var ligeglade med mig. Men det var de måske også.

Mens de samlede skålene sammen stod min far bare og stirret på mig. Det var nyt, normalt ville han allerede være godt i gang. Jeg prøvede at regne ud om det var en god eller dårlig ting. Lige da min familie var på vej ud af spisestuen var det som om han vågnede op fra den trance han havde stået i og han flåede voldsomt fat i mit hår. ”Sådan skal du ikke snakke til mig, forstår du det” hvislede hans mens han trak mig ned ad min stol og ud på gulvet. Langsomt tog han sit bælte af og gjorde sig klar til at slå mig med det. Det var 3 dag i træk at han havde banket mig og jeg kunne ikke klare mere. Hans ansigt lyste af vanvid og jeg kom vaklende men hurtigt på benene. Det ville ikke være hurtigt overstået den her gang, det kunne jeg se. Måske vis jeg var hurtig kunne jeg nå ud inden han fik fat i mig. Jeg tog en hurtig beslutning og løb hen mod hoveddøren samtidig med at jeg samlede de nærmeste sko op. Overraskende nok var jeg nået ud og nu gik jeg så rundt i New York uden nogle ide om hvornår jeg kunne komme tilbage. Jeg satte mig fortvivlet på en bænk og begyndte at græde. Da jeg havde siddet der lidt kom en pige med langt brunt hår og klare mosgrønne øjne hen til mig, Avril. ”Er du okay?” hun satte sig ned ved siden af mig. ”Hvad ligner det” vrisset jeg af hende. Men i stedet for at gøre som jeg regnet med rejste hun sig ikke op og gik, i stedet gav hun mig et kram så godt hun nu kunne og hviskede stille ”fortæl mig hvad der er sket, du behøver jo aldrig nogensinde at se mig igen, men nogle gange er det godt at få det hele ud”. Jeg overraskede mig selv ved at faktisk hikende og hakkende at fortælle hende hvad der skete…

 

”Halloooo, Mira. Er du okay?” Niall kigget bekymret op på mig. Fuck. Bare jeg ikke havde grædt. Jeg kløede mig i øjet og kunne konstatere at det havde jeg ikke, heldigvis. Jeg følte mig lille, keglet og akavet da jeg kigget op i hans blå øjne. Men jeg nød følelsen. Den var ægte og det var første gang i land tid jeg kunne føle noget andet en smerte og had.   Så jeg tog en dyb indånding og prøvede at holde min stemme så meget i ro som muligt mens jeg svarede. ”Jeg har det fint, Niall. Bare lidt træt. Jeg tror jeg går i seng nu” jeg synes selv at min stemme lød nogenlunde rolig, men Niall havde allerede nu en tendens til at gennemskue mig så jeg skyndte mig at rejse mig og begynde at gå. ”Jamen så godnat” kunne jeg høre at han råbte efter mig. ”Nat” råbte jeg tilbage og skyndte mig ind ad døren og videre ind på værelset hvor de andre åbenbart allerede lå og sov. Stille sneg jeg mig hen til min seng og lage min ind under dynen. Det havde været en lang dag og jeg havde virkelig brug for at sove.

 

Hvis i gad skrive hvad i synes om den ville det gøre mig rigtig glad (: Kan sagtens klare kritik...! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...