Another life - 1D

Mira. En glad og åben 15 årig pige, med ingen bekymringer i livet. Eller det er i hvert fald sådan folk ser hende. Kun hendes bedste veninde, Avril har lille ide om hvad der sker bag hendes facade og har også hjulpet hende gennem hendes mørkeste tider og tanker. Men da Mira for et år siden flyttet til London faldt hendes verden fuldstændig sammen, da hun ikke længere havde Avril at støtte sig op af. Hendes måde at klare det på er ved at fester vildt og drikke sig så fuld at hun får en tid glemmer alt omkring hende. Den eneste passion hun har tilbage i livet er at skrive, så da hun får sommerferie tilmelder hun sig et sommer skriveprogram i LA sammen med en masse andre unge. På lejeren møder hun Niall som hun straks føler sig tryk ved. Men kan Niall trække hende op af det dybe hul hun er landet? Og vil hun lade ham gøre det?

8Likes
20Kommentarer
2445Visninger
AA

4. 3. Kapitel: Det første møde

Jeg trådte ind af døren og straks vendte 3 piger sig om mod mig ”Hej, jeg hedder Mira” udbrød jeg med falsk glæde i stemmen. Den første af pigerne var en pige med langt lyst hår og svagt mørkegrønne øjne. Hendes hår var helt klart farvet. Hendes øjnevipper var tunge af mascara og hun havde at for meget puder på. Falsk var det første ord der faldt mig ind. ”Heeej. Jeg er Camila, hvor er det godt at møde dig!” hvinede hun. Jeg smilede anstrengt til hende. ”Hey. Malu” kom det lidt efter fra en pige med store mørke krøller og brune øjne. Hendes øjne glimtede af ægte glæde da hun rakte hånden frem mod mig. ”Rart at møde dig” sagde jeg og tog hendes hånd. Hun mindede om en af mine veninder hjemme i London. En pige over i hjørnet rakte også genert hånden frem og mumlede nået i retningen af ”hej, jeg hedder Ellen”. Hun havde briller, blå øjne og lyst hår. Hun var til gengæld nervøs det var helt tydeligt at se. Hun irriterede mig. Ud fra badeværelse trådte min sidste værelseskammerat ud. Hun havde svagt rødt hår og fregner strået ud over hele hendes ansigt. ”Du må være Mira, vores sidste værelseskammerat. Jeg er Samantha” sagde hun og smilede til mig. ”Jeps det er mig!” min stemme lød måske en smule for skinger da jeg sagde det. Jeg kigget rundt i værelses efter en ledig seng. Over i hjørnet ved siden af Ellens seng stod en og jeg traskede ligeså stille derover. De fire andre piger var allerede begyndt at snakke igen. Jeg smed mig træt på sengen. Det havde været en lang dag for mig. Mit fly var taget af sted fra heathrow kl. 8 om morgnen og vi var først landet igen kl. 4 og fra lufthavnen tog det mig en time at kommer over til lejeren i en varm taxa. Ikke ligefrem den bedste start på min sommerferie. Pigerne sad stadig og snakkede. Normalt ville jeg også sidde derover. Sikkert være midtpunktet. Den pige alle ønskede at være, men i dag var jeg simpelthen for træt. Stille fandt jeg min taske frem. ”Jeg går ud over trækker noget lidt frisk luft” sagde jeg og åbnede døren for at gå ud. ”Okay, men bare husk at vi spiser kl. 18” hørte jeg nogle råbe efter mig, Malu tror jeg nok. ”Tak” mumlede, men døren var allerede lukket så jeg tvivler stærkt på at de faktisk hørte det.

Jeg stod på en lang hvid gang med røde døre på hver side. Lidt længere fremme var den dør som jeg var kommet fra. Da jeg kom ud stod jeg på en lille gårdsplads. Så kom grusvejen som jeg tidligere var gået op af, for enden af den var en stort messing port og rundt omkring den var der plantet buske. Sjovt, det så jeg slet ikke da jeg kørte herop. Vi var altså spærret inde, skønt. Jeg begyndte at tro at det hele bare var en stor fejl at tage herhen. Jeg kunne ikke komme ud og ryge og jeg kan jo heller ikke stå midt på gårdspladsen og ryge. Måske havde en have eller et eller andet hvor jeg kunne få lov til at ryge uforstyrret. Faktisk så det sådan ud, for på en af siderne af huset lå en meget tynd græsstig. Der kunne jeg måske få lov til at være i fred.  Og jeg havde ret. Da jeg kom derhen var der ingen og jeg smuttede der ind og fandt hurtigt en smøg frem.

Jeg tog en dyb indånding, endelig var alene. Nu kunne jeg smide min facade igen. Slut med det falsk smil. Her ude behøvet jeg ikke at være noget jeg ikke var.  

Som jeg sad derude kom jeg til at tænke på min mor. Hun havde været så glad da hun fandt ud af at jeg havde meldt mig til et skrivekursus i LA. Ikke fordi hun ville slippe af med mig, men fordi hun levede inde i sin egen lille naive verden.  Hvor at alting ville blive godt igen. Jeg ville få masser af venner herover og når jeg kom hjem igen ville jeg være som et forandret menneske. Jeg ville ikke længere skændes med min far og alting ville blive helt okay igen. Min søde naive mor. Jeg savnede hende så meget. Eller, jeg savnede ikke den mor der gik der hjemme som et spøgelse, men den mor som der var der før jeg ødelage vores familie. Min mor. Hende der holdt af mig.

En tåre trillede stille ned ad min kind og jeg tørret den irriterede væk. Hvorfor skulle jeg altid være så svag.

”Ved du godt at vi ikke må ryge her?” hørte jeg lige pludselig en drengestemme sige. Jeg vendte mig irriteret om. Kunne jeg dog aldrig få lov til at få bare 5 minutters fred. ”Ja” min stemme skælvet lidt da jeg sagde det. Drengen kigget forundret på mig ”er du okay?” spurgte han. ”Ja selvfølgelig, hvorfor skulle jeg ikke være det” jeg slog en høj og falsk latter op. ”Okay…” sagde han tøvende. ”Jeg er Niall. Hvad hedder du?” han smilede tillidsfuld til mig. ”Mi-ira” stammede jeg. Han gjorde et eller andet ved mig Måske var det den måde han så på mig. Det var som om at han så lige igennem min facade og så den rigtig mig. Men der var også noget andet ved ham. Noget der fik mig til at føle mig tryg. Og det var en følelse jeg ikke havde haft lige siden jeg flyttede fra Avril.

”Eh, jeg tror der er aftensmad nu” sagde jeg stille og begyndte at gå hen mod huset. Niall fulgte luntende efter mig.

 

Og jeg ville gerne lige sige et hurtigt tak til jer der læser med. Tak (: Det betyder rigtig  meget for mig! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...