Another life - 1D

Mira. En glad og åben 15 årig pige, med ingen bekymringer i livet. Eller det er i hvert fald sådan folk ser hende. Kun hendes bedste veninde, Avril har lille ide om hvad der sker bag hendes facade og har også hjulpet hende gennem hendes mørkeste tider og tanker. Men da Mira for et år siden flyttet til London faldt hendes verden fuldstændig sammen, da hun ikke længere havde Avril at støtte sig op af. Hendes måde at klare det på er ved at fester vildt og drikke sig så fuld at hun får en tid glemmer alt omkring hende. Den eneste passion hun har tilbage i livet er at skrive, så da hun får sommerferie tilmelder hun sig et sommer skriveprogram i LA sammen med en masse andre unge. På lejeren møder hun Niall som hun straks føler sig tryk ved. Men kan Niall trække hende op af det dybe hul hun er landet? Og vil hun lade ham gøre det?

8Likes
20Kommentarer
2419Visninger
AA

2. 1. Kapitel

Når det kommer til stykket er der virkelig ingen der kender mig. Der er mange der tror de gør. Og det håber jeg også at de gør. Den kender nemlig den del af mig som jeg ønsker at være. Den sjove, glade pige uden nogle bekymringer i livet. Den pige som jeg engang var. Den pige som ikke kendte til tomhed, ensomhed eller had så dybt som mit. Den pige som jeg stadig ville have været hvis ikke det havde været for ham. Hans ord. Slagende. Hans hænder der greb fat om mine skuldre eller min hals hvis han var rigtig sur. Ham der ødelage mit liv. Min far. ”Vi er her nu” sagde taxichaufføren og udbrød mine tanker. Jeg nikkede og fandt nogle penge frem til at betale ham med. Så tog jeg mine solbriller på og klistret et falskt smil på mine læber. Min facade var tilbage på plads.

Jeg åbnede døren og kunne mærke grusset knase under mine fødder da jeg trådte ud. Lidt længere fremme lå et stort rødt hus med et træskilt hængende over døre ”LA´s skrivelejer - siden 1994” stod der skrevet. Foran huset myldrede det med andre unge på min alder. Jeg går ud fra at det var nu jeg skulle begynde at få sommerfugle i maven eller i det mindste bare føle mig en smule nervøs. Men jeg følte intet ud over en trang til at tage fat og ryste hver af en af dem så de kunne se verdens virkelige grusomhed. I stedet tog jeg mine kufferter og begyndte at gå.

Da jeg var nået der op kigget jeg forvirret rundt efter et sted hvor jeg kunne melde min ankomst. Da jeg ikke kunne finde noget sted sukkede jeg opgivende og rakte ned i min håndtaske efter en pakke smøger. Min taske var meget rodet så det tog mit et godt stykke tid at finde dem, men da jeg endelig fandt dem havde jeg også en stærk trang til en smøg. Alle de mennesker rundt omkring som fjollet rundt og ikke havde større problemer i livet end hvilken sko de skulle tage på, eller at deres kæreste lige havde slået op gjorde mig sindssyg. Det var utroligt at deres øjne kunne være så lukket for den virkelig verden. Det var som om de levet inde i deres egen lille boble og nægtet at se hvad der virkelig forgik omkring dem.  Jeg trak vred en smøg op fra cigaretpakken og tændte den. Efter et par sug, blev jeg prikket på skulderen og jeg vendte mig om for at se hvem det var. En dame på ca. 50 stod med en streng mine og kigget på mig. Jeg fik lyst til at grine ad hende. Hun var så ynkelig og klam at se på med sit kortklippet hvide hår der krøllet lidt og hendes fløjte hængende om halsen. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke i stedet smilede jeg så venligt jeg kunne til hende og spurgte hvad hun ville. ”Jeg er Karen” introducerede hun sig selv ”og jeg er leder af lejeren her” sagde hun. Indvendigt sukkede jeg højt, det kunne ikke være godt. Måske havde jeg haft for høje forventninger til det her sted hvis det var hende der styret det. ”Og en af vores vigtigste regler her er ingen rygning” fortsatte hun og kigget strengt på mig. Jeg havde lyst til at slå hende. Hun skulle fandme ikkeblande sig i hvad jeg skulle og ikke skulle! Men i stedet nikkede jeg og slukkede straks min smøg. Så sagde jeg med sukkersød stemme ”det er jeg virkelig ked af det. Det var jeg slet ikke klar over”. Hun nikkede ”jamen det er da helt okay. Skal vi ikke lige få krydset dig af og så kan du komme ind og møde dine nye værelseskammerater” svarede hun . Jeg kunne brække mig over hvor let det var at snyde folk. At få dem til at tror jeg vat noget som jeg aldrig kunne blive. At få dem til at tror at jeg var normal og uden nogle sorger i livet. Karen afbrød mig i min tankerækker ”dit navn, min søde ven?”. ”Mira Larsen” sagde jeg kort og pressede mine hænder hårdt rundt om mine kufferters håndtag for ikke at komme til at slå hende. ”Jamen så er du krydset af. Du skal sove på værelse med 4 andre piger. I sover på værelse 43. Det er lige derinde” sagde hun og peget på et vindue. Jeg sendte hende et sidste smil og mumlet tak inden jeg begav mig hen mod mit værelse.

Da jeg kom hen foran værelset kunne jeg høre små tøsede hvin og fire glad stemmer strømme ud derfra. Så begynder det tænkte jeg og tog fat i dørhåndtaget ind til de piger jeg skulle tilbringe de næste 2 måneder med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...