You Are My One, And Only.[1D]

Okay, det er så første gang jeg deltager, i en movellas-konkurrence. Håber i kan lide min movella! :) Btw, så kommer Valeries outfit's til at blive linket her.
Kapitel 2: http://ccwlife.files.wordpress.com/2011/03/taylor-swift-floral-frock-easy-cardigan-and-bow-adorned-heels-in-london.jpg?w=604

11Likes
15Kommentarer
1656Visninger
AA

2. And you are...?

Jeg sad i toget, på vej til London. Hele to uger, med min fantastiske fætter. Jeg glædede mig rigtig meget. Jeg havde ikke set ham længe, da han hele tiden havde så travlt. Jeg har faktisk lidt ondt af ham, må jeg indrømme. Men han elskede hvad han lavede, og det var vel det vigtigste. Det var en glæde, at se min fætter så glad, for det fortjente han virkelig. Men det sårede mig bare ret meget, da jeg fik beskeden om, at han ikke kunne komme til min 16 års fødselsdag, et par dage før min fødselsdag. Jeg havde da en god fest, men det var bare slet ikke det samme, uden ham. Men det var så også derfor, at han havde lovet mig at vi skulle være sammen, de næste to uger, bare mig og ham. Det var næsten en uge siden, at jeg havde fået ferie nu, og jeg havde slet ikke kunnet tænke på andet. Jeg glæde mig bare så meget! Jeg havde egentlig aldrig været alene med Liam, i så langt tid før. Mig og Liam var altid sammen, til familiefester, og sådan, men vi havde aldrig været alene sammen, i hele to uger. Der var kun den ene gang, hvor Liam holdte hans 16 års fødselsdag, og vi begge var blevet ret fulde, hvor jeg havde sovet hos Liam. Jeg husker stadig tydeligt, hvor meget skæld ud jeg fik, da min mor fandt ud af det. Altså okay, jeg var også kun 13 dengang, men altså. Mig og Liam griner tit, over den historie. Den bliver aldrig gammel! Men det er så heller ikke sket siden. Ikke at jeg ikke drak længere, men Liam måtte ligesom ikke drikke, pga. hans nyre. Jeg havde så ondt af ham, selvom han efterhånden havde lært at leve med det. Faktisk, så vidste ingen af mine veninder, at Liam var Liam. Liam Payne, fra One Direction. For mig føltes det stadig meget mærkeligt at sige. De vidste sådan set bare, at jeg skulle til London og besøge min fætter, i to uger. Men nu var det så også sådan, at jeg heller ikke hed Payne til efternavn eller noget, så de kunne på ingen måde vide det. Især ikke, når folk aldrig havde set mig og Liam i offentligheden sammen før. Men det var jeg nu også kun glad for, da stort set alle på min skole var Directioners. Det var ret underligt, at høre om min fætters band, hver evig eneste dag. Men heldigvis snakkede de mest om ham Harry. Jeg måtte indrømme, at der var et eller andet charmerende over ham. Men jeg kunne aldrig komme til at have noget med ham. Især ikke, når jeg var Liams kusine. Jeg havde sådan set heller aldrig mødt dem før, såeh. Jeg kiggede op, og så at der stod 'Næste stop: London', på skærmen. Jeg tog mine høretelefoner ud af ørerne, og lagde min iPod i min taske.  Jeg tog min taske over armen, og min kuffert i hånden, og gik ud af toget, da det bremsede. Jeg stoppede op, da jeg havde gået ind på selve hovedbanegården, og tog mit papir op ad lommen. Ja, jeg havde google't min egen fætter. Jeg havde lavet en rutevejledning fra banegården, og hjem til Liams lejlighed, og printet den ud. Jeg fulgte min rutevejledning, til punkt og prikke, og nu stod jeg uden for en kæmpe skyskraber. Jeg kiggede op fra papiret, og på skyskraberen. Man, den var stor! Så enten var det kæmpe luksus lejligheder, eller også var der tusindvis af små lejligheder, selvom jeg nu mest hellede til det første. Jeg mener, det var jo Liam. Jeg gik ind i den kæmpe bygningen, og hen til elevatoren. Jeg gik over på den anden side, i håb om, at der var ledige elevatorer der, men heller ikke der. Lige da jeg var kommet over på den anden side, hørte jeg et pling, fra derovre jeg var først. Jeg sukkede, og gik så tilbage, til der jeg stod først, og så fire drenge med hætte trøjer gå ud af elevatoren, mens de kiggede ned i jorden. Sært. Liam bor samme sted, som gangstere. Og min fætter Liam, var ikke liiiiiigefrem gangster, om jeg så må sige. Den stoppede endelig på ottende sal, hvor Liam boede, og gik ud af elevatoren. Jeg fandt hurtigt hans lejlighed, nummer 417, og stod lidt foran døren. Liam havde sagt til mig, at når jeg ankom, skulle jeg bare gå ind, som om jeg var hjemme, men jeg vidste nu ikke helt. Jeg var ikke typen der var så vild med, bare at vade ind, i andres lejlighed. Efter at have stået der i et kort stykke tid, besluttede jeg mig for, bare at gå ind, som Liam havde sagt jeg bare skulle gøre. Jeg åbnede døren, og trådte ind i en kæmpe luksus lejlighed. Wauw! Jeg var virkelig stolt af, at min fætter var nået så langt, som han nu var. Jeg gik først lidt ligeså stille rundt i stuen, i håb om, at Liam ville opdage jeg var kommet. Da jeg havde stået i stuen, i næsten ti minutter, besluttede jeg mig for, at lede efter ham. Jeg gik lidt rundt i lejligheden, indtil jeg så hørte fordtrin, inde fra et værelse. Jeg tænkte, at det sikkert var Liams soverværelse. Jeg åbnede forsigtigt døren, og trådte ind. Ikke ligefrem det syn, som at jeg havde forventet. Jeg havde forventet, en spændt Liam, men i stedet fik jeg så Liams nøgne ven, med krøllerne. Jeg var sådan lidt i chok først, men så vendte han sig om, og opdagede mig. Han smilte charmerende, og rakte hånden frem. "Du må være Liams kusine? Jeg er Harry, en af Liams venner." Jeg smilte lidt kejtet, og nikkede med hovedet. Han tog sin hånd til sig, da han nok ligesom jeg kunne fornemme, at situationen var ret akavet. "Jeg, øhm... Jeg går bare ud igen..", sagde jeg, og rødmede ret groft, så jeg skyndte mig at vende mig om. Jeg åbnede døren, og nåede kun lige at høre Harry sige noget, inden jeg var ude. Han kaldte på mig. Jeg bed mig i læben, og vendte mig om. Thank god, han havde taget underbukser på! Ikke at jeg havde noget imod hans krop, den var skam god. Men det var en smule akavet. "Skrev Liam slet ikke til dig, at ham og drengene ville hente dig i lufthavnen? Det sagde han ellers.", sagde han, og kiggede undrende på mig. Jeg tog min iPhone op ad min taske, og så beskeden fra Liam, og at der var et mistet opkald. "Hov, jo. Ej, det havde jeg slet ikke set!", sagde jeg og rødmede igen. Han smilte charmerende, og sagde, at han ville ringe og sige det til Liam, så han ikke blev bekymret. Jeg nikkede, og smilte svagt, og gik så ind i stuen. Jeg satte mig forsigtigt i sofaen, og prøvede at slappe af, men det kunne jeg ikke rigtig. Jeg kunne ikke få hele den akavede situation, ud af mit hoved......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...