Remembered or Forgotten? - One Direction

Kylie er en hel normal pige. Det eneste der er ved hende, er nok hendes venskab til Zayn, som hun dog ikke tror på mere. Hun siger aldrig noget til nogen, om dette men det er altid i hendes hjerne, og hendes hjerte. Hvad sker der så, når han pludselig kommer hjem fra London og USA, og hvor han nu ellers har været, for at være lidt sammen med sin familie, og holde sommerferie?

19Likes
12Kommentarer
2813Visninger
AA

2. Sindssyge tanker.

 

Dengang det hele skete. Sådan tænker vi vel alle ind i mellem. Eller er det bare mig? Den mulighed har vi selvfølgelig, men jeg ville ikke bide mig sikker på noget, hvis jeg var mig. Vent, det er jeg. Nå, velkommen til min tankegang. Den er ikke altid helt normal, men så ville det også være alt for kedeligt. Jeg kan da lige fortælle jer lidt om mig – bare så i måske føler i kender mig lidt bedre? Ja, jeg ved så ikke om det vil hjælpe, men prøve kan man vel. Jeg er Kylie Higgins. Nej, min far er ikke den ’berømte’ Paul Higgins. Ikke fordi jeg ikke kender denne Higgins. For det gør jeg skam. Ja, jeg er da i familie med ham. Det er min fars bror. ”Neeeej! Ej hvor er du heldig! Så må du da kende One Direction drengene, ikke?” det er jeg sikker på i tænker. Jeg må skuffe jer. Jeg kender dem ikke. Eller, jeg kender én af dem, men den historie kan i få senere. Jeg er jo slet ikke færdig med at fortælle om mig selv. Er det nu jeg skal snakke om, at jeg er alt for tyk, så jeg sulter mig selv? At jeg cutter? At alle hader mig? Bare for at få jeres opmærksomhed? For sådan er jeg altså ikke. Jeg er en livsnyder. Eller rettere, det var jeg. Ikke at jeg brokker mig nu, jeg er bare ikke lige så glad som dengang. Men jeg er videre. Sådan næsten. Når jeg altså ikke lige for et flashback. Jeg føler, at jeg er virkelig god til at snakke udenom? Tja, i ved i hvert fald langt fra halvdelen om mig endnu, men det kommer vel hen af vejen, ikke? Ellers, så må i huske mig på det. Det kan i godt, ikke? Super, så er det vores lille aftale, smiley. Ej, nu tænker jeg, som om jeg skriver en sms. Det er altså noget jeg gør ind i mellem, det må i leve med. Jeg snakker også med mig selv, i mine tanker. Ja, i hørte rigtig. Mand, jeg burde stoppe det her, før det bliver for sindssygt. Nå, videre med mig. Jeg burde tænke lidt oftere? Så kan jeg bare tænke om mig selv, mig selv og mig selv. Det er helt vildt fedt. Har i prøvet det? Nej? Nå, men det burde i altså. Det er så fedt!

”Back to summer paradise”, ja, det beskriver mine følelser ret godt. Måske er det derfor, jeg så tit lytter til den sang? Jeg vil jo gerne tilbage. Tilbage til ham. Han var alt. Og helt sikkert mere til. Indtil han forsvandt. Ikke at jeg ikke har fundet ham, for det har jeg skam. Jeg ved det meste om ham. Men jeg er helt sikker på at han har glemt alt om mig. Hvorfor dog også huske mig, når man er kendt? Jeg ville sikkert også glemme mig, hvis jeg blev berømt. Altså, hvis jeg var en anden person, og blev kendt. Okay, det her giver virkelig ikke mening. Men altså. Prøv at følge mig, ikke? Jeg tror det går okay. Han følger da også mig på Twitter, hvilket gør at jeg har mange følgere, selvom jeg var jævnt ligeglad. Han fulgte mig jo før, han blev kendt. Men nu er han kendt, og har fire millioner følgere. Jeg har et par tusind. Ikke at det ikke er meget, for jeg synes det er pænt sindssygt. Før han blev kendt, havde jeg et halvt hundrede følgere. Altså en halvtreds – tres stykker. Ufatteligt de gad bladre alle hans følgere igennem, bare for at følge mig? Nå ja, det var vel deres problem. Folk spurgte ind i mellem om jeg var en gammel kæreste eller noget. Jeg svarede dem ikke. Han var ikke min kæreste, men han havde helt hundrede været min flirt. Vi nåede bare ikke at føre det videre. Nogle sagde at vi lignede søskende, når vi kom gående sammen. Det var dog mest de ældre. Noget siger mig, at de ikke havde pusset deres briller ordentligt. Mit hår var rigtig nok mørkt, men det var nok den eneste lighed. Ikke engang min øjenfarve matchede, for jeg har blå øjne. Har i nogen idé om, hvem jeg taler om? Nej? Nå, men i får det ikke at vide. Onde mig. Så tankegang! Styr dig lige lidt! Undskyld, min tankegang løber lidt løbsk ind i mellem. Den minder mig lidt om en hund. Som om jeg har en lille hund inde i mit hoved. Okay, der blev det lige lidt for syret. Kan i leve med det? Godt nok.

Jeg kan da lige fortælle, at jeg sad inde på mit værelse. Rettere, jeg sad på min seng. Nok mit yndlingssted, i hele det her hus. Min seng er ret stor. Jeg ligger lidt uroligt om natten… Og så er den bare helt vildt lækker! Helt vildt blød, præcis som en seng skal være. Jeg aner ikke hvor mange puder jeg har i den, men det er ikke få. Min dyne, er bare min dyne. Min fantastiske dyne. Skal i også have farver? Okay, puderne er grå, sorte, hvide og sølv. Jeg elsker de sølv. Min dyne er bare sort, med sølv mønster. Elsker den ret meget. I hvert fald mønsteret. Ellers er mit værelse holdt i de samme farver, da jeg ikke er den store fan af farver. Udover blå. Jeg elsker blå. Det er sådan en smuk farve. Dog har jeg den ikke så meget i mit værelse, da det ikke passer til resten. På mit bord, står min computer. Nej, det er ikke en Mac eller noget, det er en Acer, og den virker rigtig fint. Og ellers har jeg bare diverse ting, som man nu har på et bord, på mit bord. Ret normalt, ikke? Måske fordi jeg er helt normal? Ja, sikkert sådan noget.

”Kylie! Mad!” okay, jeg må nok hellere lette røven, som min mor ville sige. Hende har jeg slet ikke nævnt. Hvad er jeg for en datter? Nå, men jeg kan fortælle, at hun hedder Ariel, og er i slutningen er fyrrene. Hun bliver bare sur, hvis jeg siger præcis hvor gammel hun er. Det ville jeg nok også blive, hvis jeg havde hendes alder. Nå, jeg må vel hellere smutte ned til de gamle ikke? Ja, jeg er enebarn, så de er helt alene dernede, i køkkenet.

Så snart jeg sætter mig ved bordet, begynder snakken. Deltager jeg i den? Nej. Jeg er lidt ligeglad med deres liv. Wow, jeg er virkelig en forfærdelig datter. Nej. Egentlig er det bare fordi begge mine forældre er læger, og jeg gider ikke høre om deres forblødende patienter. De skal i hvert fald ikke regne med at jeg går i deres fodspor, for det kommer ikke til at ske. Jeg har simpelthen noget imod blod. Der har i forklaringen på hvorfor jeg ikke er cutter. Nej, selvfølgelig ikke. Det er kun en mikroskopisk del af det. Jeg er ikke cutter, fordi cuttere er mindre sindssyge, hvis i spørger mig. Hvorfor tænker jeg så meget på at cutte? Det er altså lidt creepy, synes i ikke? Det synes jeg i hvert fald.

”Kylie? Kylie? Kylie!” min mor prøver vidst at få kontakt til mig.

”Undskyld, jeg sad lige i mine egne tanker,” smiler jeg bare til mine forældre. Min far griner.

”Tro mig, det kunne vi godt selv regne ud,” min mor griner med ham. Jeg smiler bare lettere akavet.

Derefter svarer jeg på deres spørgsmål, mens vi bliver færdige med at spise. Så tager jeg og sætter alt hvad der nu skal i opvaskeren, i opvaskeren. Derefter smutter jeg op til mig selv igen, så jeg kan tænke videre, om mig selv. Det er seriøst min nye yndlings hobby. Jeg tror jeg vil tegne lidt imens. Ja, det kunne være meget hyggeligt. Det har jeg slet ikke fortalt! På den ene væg i mit værelse, er den helt hvid, og der er intet på den. Eller, sådan plejede den at se ud. Nu er den helt tegnet til. Jeg tegner nemlig på den. Så er mit værelse mere personligt, hvis i spørger mig. Den vil jeg nu tegne på, mens jeg tænker.

Hvordan fik i egentlig adgang til min tankegang? Det er egentlig ret mærkeligt, sådan at have nogen med på en lytter. Wow, hvis mine forældre vidste noget om det her, ville jeg ryge direkte ind på den psykiske. Og der inde ville de komme mig ind i et hvidt rum. Og når de opdagede, at jeg tegnede på væggene som et lille barn, ville de komme mig i en spændetrøje. Og jeg ville aldrig nogensinde komme ud igen. Dam, dam, dam. Som jeg har sagt før: sindssyg tankegang. Altså, i må virkelig ikke sladre til mine forældre! Please? Tak, tusind tak! Jeg gider altså ikke ende i spændetrøje. Så kan jeg heller ikke fortsætte min total awesome tankegang. Hvad? Må man nu ikke engang være en smule selvfed? Nej, okay. Sad face. Hey, det var sms sprog igen. Hm, det må i være van til nu. Selvom det kun er anden gang. Men det er sikkert ikke sidste gang.

Intet i mit liv er sidste gang. Ikke endnu. Det er jeg alt for ung til. Udover en ting. Min tid med ham var sidste gang. Desværre. Eller, jeg ved ikke længere, om det er desværre. Lidt sørgeligt. Nej Kylie! Glade tanker! Ellers bliver din væg bare deprimeret! Tsk, nu taler jeg til mig selv igen. Mine forældre kender godt til min væg. De kan faktisk godt lide idéen, så måske slipper jeg for den psykiske lige nu? I hope so. Faktisk, så synes de, at den er ret fed, og at det er et godt initiativ. Godt at det ikke er særlig tit de kigger ind, for lige nu ser min væg sjov ud. Jeg har lige skrevet på den! Nogle af mine tanker, har jeg lige skrevet ned. Shit happens, det må vi strege over. Og så tegne et eller andet. Nu tror i sikkert, at jeg tegner godt, ikke? Nej, det gør jeg ikke. Faktisk tegner jeg rigtig slemt, men jeg gør det alligevel. For det er hyggeligt. Og så længe det er hyggeligt, er det godt nok til mig. Og så har mine tegninger bare personlighed, som jeg plejer at sige.

Venner. Hvorfor tænker jeg først på dem nu? Nu er jeg også en dårlig ven. Flot Kylie, rigtig flot. Nå, men jeg har altså en rimelig stor vennekreds. Men det er nu mest drengene som er mine rigtige venner. Jeg har kun to veninder, som jeg rent faktisk stoler på. De andre kalder sig ”Directioners”, og tror derfor at vi er bedste venner, fordi min fars bror er Paul. De ved ikke, at jeg kender ham. Hvis jeg ikke allerede har sagt, at han er en af 1D drengene, tja, så ved i det i hvert fald nu. Derfor har jeg meget få ordentlige pige venner. Det er meget praktisk, at jeg er venner med de fleste af drengene, for vi er ulige piger og drenge i vores klasse, så der er altid mindst én pige, der skal være sammen med en dreng. Det benytter jeg mig meget af, og de andre elsker mig for det. Okay, der var jeg selvfed igen. Sorry. Et eller andet smileyface. Orh, der var sms sproget igen. Måske er det dét, min mor mener med at jeg sms’er for meget? Hun bliver altid så sur på mig, fordi jeg går rundt med min mobil fireogtyve/syv. Men hvordan skulle jeg ellers kunne høre min musik? Min meget blandede musik. Hvis den ellers var på shuffle. Ellers stod den vel på ”Summer Paradise” med Simple Plan, og Sean Paul. Bare fordi den altid passede til mine tanker om ham. Nej Kylie! Ikke tænk på ham! Han er et passeret kapitel i dit liv. Fat det. Lige meget om du vil eller ej.

Nå, jeg må hellere stoppe med at tegne, og krybe i seng. Jeg skal jo være klar til endnu en skoledag i morgen. Ikke fordi jeg gider, men jeg skal da nok overleve, det plejer jeg jo. Jeg har overhovedet intet i mod at gå i skole. Hvor skulle jeg ellers have mine venner henne? I min lomme? Det ville egentlig være pænt sejt. Den må jeg huske, til senere.

Jeg smed mig på sengen, i ført mit nattøj. Aka. En stor T-shirt. Det er meget behageligt. Jeg elsker at ligge under min dyne. Og så lader jeg bare tankerne flyde, selvom jeg ellers tænker rigeligt i forvejen. Tja, måske man kunne kalde mig en hjernevrider? Haha, sjovt, Kylie. Not. Det minder mig om, at jeg må få styr på min humor. Jeg har det med at komme med dumme kommentarer, som jeg egentlig finder sjove, men så sidder alle bare og kigger på mig. Derfor holder jeg dem ind i mellem for mig selv. Hvis jeg husker det. Ellers så griner jeg bare af det meste. Og når der så er noget, som rent faktisk er sjovt, tja, så kigger jeg bare dumt på dem.

Jeg er tæt på at glide ind i drømmeland nu, det kan jeg mærke. Min drøm tager form. Nå, så må jeg vel hellere slukke lyset? Ellers får jeg i hvert fald ikke sovet særlig meget i nat.

Stranden. Jeg kunne genkende den, med det samme. Det var den drøm jeg altid havde. Den hvide strand, de flotte bølger, der slog mod stranden. Sådan nogle små, hyggelige bølger. Ja, jeg kaldte lige nogle bølger hyggelige. Længere henne sider der en på stranden. Han vender sig rundt, og først da, kan jeg genkende ham. Jeg genkender ham, som ham der knuste mit hjerte, ved at forsvinde. Jeg genkender ham, som en flot dreng, som jeg altid har været helt vild med. Ikke mere. Jo, han var stadig flot, og så videre, men han det var han personlighed ikke mere. Han havde glemt mig. Derfor, havde jeg prøvet at glemme ham. Det gik bare ikke så godt. For han dukkede altid op i mine drømme, som nu. Han vinkede mig hen, og som i trance, fulgte jeg ham. Resten af drømmen, var jeg sammen med ham. Det virkede perfekt, det ville det bare ikke være, når jeg vågnede op, for så ville jeg kunne huske hans navn.

Huske hans navn, huske hans navn, huske hans navn. Tanken køre rundt i mit hoved. Pludselig ved jeg hvem det er.

 

______________

Det var første kapitel. Kunne i lide det? Eller er der noget helt galt? Smid endelig en kommentar. Hvis i kan lide det, er i meget velkomne til at like, og sætte på favoritliste (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...