Remembered or Forgotten? - One Direction

Kylie er en hel normal pige. Det eneste der er ved hende, er nok hendes venskab til Zayn, som hun dog ikke tror på mere. Hun siger aldrig noget til nogen, om dette men det er altid i hendes hjerne, og hendes hjerte. Hvad sker der så, når han pludselig kommer hjem fra London og USA, og hvor han nu ellers har været, for at være lidt sammen med sin familie, og holde sommerferie?

19Likes
12Kommentarer
2798Visninger
AA

9. Sammen.♥

 

Sjovt, nu er det morgen. Eller, det synes jeg ikke det er, men klokken er fire, og mine forældre vil køre af sted til lufthavnen nu. Jeg har stadig ikke tilgivet dem, men alligevel ved jeg, at jeg nok skal klare mig. Ellers ringer jeg bare til Zayn. De har fortalt mig, at de skal være væk i omkring en måned – mine forældre. Jeg har kigget lidt på det. det fra arbejdet tager omkring tre uger, men da jeg spurgte benægtede de heller ikke. de havde åbenbart bare brug for en ferie, uden børn. Aka. Mig. Er jeg den eneste der finder det ondt? Helt ærligt, jeg er aldrig sammen med dem, jeg forstyrrer dem aldrig. Men alligevel har de brug for en ”pause”. Lamme forældre. Måske de skulle få en læge til at kigge på sig? Vent, de er selv læger. Dorh, typisk. Hey, har jeg præsenteret mit yndlings ord, når jeg er irriteret? Nej? Nå, men nu får i det. mit yndlings ord når jeg er sur, er… dadadammm! Dorh! Der var det, mit yndlings ord, når jeg er sur. Okay, total sidespring, men så ved vi, at det er mig. Jeg har sådan en fantastisk evne, til at komme med en helvedes masse sidespring. Faktisk var min snakken om sidespring, også et sidespring, for jeg skulle jo til at sige farvel til mine forældre. De ser ikke specielt trætte ud. Hvad er de, aliens eller noget? Jeg ved snart ikke mere. Det er lidt dumt at vække mig klokken fire om morgnen, for jeg sover bedst om morgnen. Hvis jeg sover fra klokken tre til klokken otte – jeg ved det er for lidt, men det er meningen lige nu, er jeg ikke veludhvilet, men hvis jeg derimod sover fra klokken fem til ti, så er jeg skam frisk nok. Jeg ved det kun, fordi jeg har prøvet det. Den nat jeg først sov klokken fem, havde jeg brugt en time på at tegne. Det blev en virkelig grim tegning, men jeg gjorde det alligevel.

Jeg har nu sagt farvel til mine forældre. Ikke noget tårevæddet eller noget, hvis det er det i tro. Nej, jeg krammede dem farvel, og de sagde godnat, da jeg ønskede dem en god tur. Nu ligger jeg i min seng og skal sove, mens Lighters køre i baggrunden. Jeg hører den egentlig mest på grund af Bruno Mars, men jeg har overhovedet intet imod Bad Meets Evil. Helt ærligt, kunne han ikke bare have beholdt hans navn, Eminim? Det ville være død meget lettere. Helt ærlig, det andet er skide svært at huske – men det er dog lettere at udtale, så det får det lige et plus for. Og det var så det eneste plus. Nogensinde. Mand, jeg falder aldrig i søvn igen. Jeg er faktisk utrolig dårlig til det med at sove, for tiden.  Hvornår mon Zayn kommer? Argh, det er så typisk mig, allerede at bekymre mig om det. Han er jo ikke engang stået op endnu. Hvem er egentlig oppe på det her tidspunkt – udover mig? Altså ja, nattearbejdere, og dem der skal ud at rejse, men normale mennesker? Ingen, det er jeg ret sikker på. Nå, men jeg kan larme så meget som jeg vil. Vores hus er egentlig ikke skræmmende, men når man er helt alene, er det ikke det rareste sted at være. Jeg ved bare ikke hvor jeg ellers skulle være. Tror sgu bare jeg smutter ned i stuen med min dyne, og ser tv. Så kan jeg måske falde i søvn der? Tja, jeg kan i hvert fald håbe.

Jeg vågner ved min telefon der ringer. Nå, så faldt jeg i søvn. Fedt nok. Nu skal jeg bare finde min telefon. Det bliver svært. Eller nej, den ligger på sofabordet. Jeg er virkelig væk, når jeg vågner om morgnen.

”Hallo?” mumler jeg søvndruknet ned i telefonen.

”Hey, det Zayn,” svare Zayn. Jeg ved ikke hvorfor, men det lyder næsten som om han står ude foran min dør. Mærkeligt.

”Hvad så?” jeg håber så inderligt ikke, at han aflyser. Så skal jeg jo til at finde på noget – selv.

Tænkte bare på, om du måske ville åbne døren? Det er så småt ved at blive pinligt,” griner han sagte. Jeg kan mærke blodet stige op til ansigtet. Jeg ved, at jeg er helt rød i hovedet. Han har bare stået derude og banket, mens jeg har sovet. Okay, ny regl Kylie – du skal ikke sove til fjernsynet. Jeg kommer tilbage til verden, da Zayn rømmer sig i telefonen.

”Ups ja, undskyld. Kommer nu,” siger jeg hurtigt, så ligger jeg på, og går ud til døren, hvor Zayn ganske rigtigt står. Han krammer mig hårdt ind til sig, og jeg krammer med. Men alligevel. Er det ikke et lidt stramt kram? Jeg mener, vi sås i går?

”Er der noget galt Zayn?” spørger jeg, en smule nervøst.

”Jeg blev bare bekymret da du ikke åbnede døren, det er alt. Jeg nikker mod hans skulder. Han har ikke sluppet mig endnu.

Først efter lidt tid. Så finder han sig selv, og smutter ind i stuen, med mig i hælende.

”Du burde gå mere rundt i nattøj,” siger han, og blinker. Hans blik er helt forkert. Jeg sukker. Jeg sover i en top, og hotpants, så måske det er derfor? Men don’t blame me, alt andet er altså for varmt, og sådan er det bare. Det i da kende. Det var da godt at jeg havde det set på, og ikke bare den T-shirt jeg ellers sover i.

”Jeg skifter lige,” mumler jeg kort, inden jeg skrider op på mit værelse. kæft hvor pinligt, egentlig. Nå, men det var det tøj der. Hm.. det bliver mine bukser, der går til knæene, med seler hængende ned om røven. Jeg elsker dem. Dertil tager jeg en stribet bluse, som er en smule udringet. Den er mørkeblå, og hvid. Sådan lidt marine agtig. Eller noget.

Jeg sidder i stuen med Zayn. Og ved i hvad? Han er mopset. Men ved i hvorfor? Fordi jeg skiftede tøj! Hold dog kæft, den dreng er uforbederlig.

”Nå, hvad skal vi så lave?” spørger jeg, så roligt som muligt.

”Kan vi lige snakke?” Zayn har mistet lidt af hans drenget hed, og virker nu mere seriøs. Men fordi jeg er dum som et æsel, kan jeg ikke regne ud hvad han vil. Og bare lige for at få noget på det rene – det var en fornærmelse. Mod æsler. Altså når jeg er på sommerferie, så slår min hjerne fra, og det er umuligt for den, nogensinde at vende tilbage til normal mode. I hvert fald ikke før skolen starter igen. Som er om lidt over en måned. Desværre.

”Selvfølgelig. Om hvad?” jeg beholder bare min rolige facade. Han skal ikke se rodet i mig. Det er der egentlig ingen der skal. Shit happens, nu lyder jeg jo som en af de der tøse tøser, som har tusind problemer, og en falsk facade. Jeg vil lige forklarer jer noget: sådan er det ikke. Min facade er rolig, fordi jeg har en masse forvirrende tanker, som ville blive svære at sætte ord på, hvis folk kunne se lige igennem mig. Det er derfor min facade eksistere. Ja, den skal skjule noget, men jeg har endnu ikke mødt en facade, som ikke skulle skjule noget. Og desuden, så bygger alle en facade op, ind i mellem. Man vil altid skjule et eller andet. Det kan være hvad som helst.

”Det i går. Kysset, du ved. Har du ’snakket’ med din frygt?” Zayn kigger dybt seriøst på mig. Han er bange for at jeg afviser. Det er tydeligt – ikke at jeg har nogen idé om hvorfor, men det er altså tydeligt, okay? Jeg smiler bare lidt til ham. Jeg svarer ham ikke med det samme, for i stedet kravler jeg over det lille stykke hen over sofaen, der var i mellem  os, og planter min læber mod hans. Først virker han forvirret, men kort efter kysser han med. Han trækker sig lidt væk. Men ikke særlig langt. Kun lige så vores læber ikke rører hinanden.

”Var det et ja?” spørger han. Jeg nikker med et smil, og han smiler tilbage. Derpå lader han sine læber ramme mine igen. Han hiver mig lidt ned, så jeg sidder på hans skød. Hans hænder holder et roligt tag om min talje, og mine hænder ligger bag hans nakke, efter at have taget turen over hans muskuløse mave.

Vi havde brugt det meste af dagen inde. Vi havde bare hygget med film og sådan. Men nu er vi ved at være sultne. Og det betyder at vi skal lave mad. Eller rettere, jeg skal sidde på bordet og snakke med Zayn, måske synge med på sange i radioen, mens Zayn laver mad. Jeg elsker allerede vores forhold. Men det gjordede jeg jo også før vi blev et par, så der er ikke den store forskel. Udover vores følelser.

”Hvad vil du have, prinsesse?” Zayn har allerede fundet mig et navn. Ikke fordi jeg er vild med det, men han insistere, og lige nu passer det godt til tidspunktet lige nu.

”Noget med spaghetti,” griner jeg. Han nikker.

”Som De ønsker,” smiler han, og bukker.

”Dorh, stop nu med at være så fornem altså!” griner jeg, og dasker ham.

”Puha, Prinsesse. De kan ikke bare slå folk, sådan uden videre,” han fortsætte bare, med et drillende smil. Jeg sukker højt, og dramatisk, inden jeg hopper ned på gulvet, og går hen og kysser ham. Da jeg trækker mig fra ham, smiler han bare dumt.

”Den virkelig verden, okay love?” smiler jeg roligt, men bestemt. Han nikker bare tamt.

”Fint, jeg laver noget mad,” mumler han, og lyder sur, selvom hans smil afsløre ham.

 

”Så er der serveret, prinsesse,” siger Zayn, efter omkring en time, hvor vi bare har snakket, og han har lavet mad.

”Hvad skal vi have, de Herre?” griner jeg sagte. Jeg stinker til det med at snakke fornemt, men det er sjovt alligevel. Desuden er det meget sjovere, når man ikke kan finde ud af det.

”I dag servere vi spaghetti carbonara. Køkkenet håber det falder i prinsessens smag,” siger han, helt formelt. Jeg derimod, kan ikke holde masken, så jeg falder om af grin. Zayn kigger fornærmet på mig, i omkring tre sekunder, så griner han også. Vi griner dog ikke alt for længe, da maden også skal spise, så snart efter sidder vi ved bordet. Jeg kan ikke lade være med at smile stort.

”Hvis det der synge noget kikser. Så skal du ikke være kok,” siger jeg. Zayn ser skuffet på mig. Måske ikke det fedeste at få at vide?

”Men du laver god mad,” forklarer jeg videre.

”Jeg ville bare savne den syngende Zayn, hvis han blev kok,” afslutter jeg. Zayn smiler stort til mig, fra hans side af bordet. ”Det var godt,” siger han, og så spiser vi ellers videre, og snakker.

Klokken er efterhånden ti, og Zayn vil hjem. Det er selvfølgelig helt i orden, vi har jo været sammen hele dagen. Vi står ude ved døren, hvor Zayn tager sine sko og sin jakke.

”Farvel prinsesse. Pas på dig selv. Godnat,” sagde han, med et lille smil, inden hans læber ramte mine, i et blødt kys.

”Skal jeg nok. Godnat. Vi ses,” smiler jeg tilbage. Han nikker, og forsvinder ud af døren. Alene, forladt til mine tanker, og mit hus, som er helt tomt. Jeg er den eneste sjæl i huset. Faktisk er det lidt skræmmende.

Efter at have tænkt lidt på diverse, og gået lidt frem og tilbage, beslutter jeg mig for, at jeg er træt. At jeg vil sove. Alene. I det her store hus. Som egentlig er skræmmende, når man er alene. Normalt virker det jo ikke stort. Og hvorfor er jeg pludselig sådan en kylling? Jeg plejer da at være ligeglad? Hvad fanden sker der med mig? Okay, jeg flipper lidt for meget nu. Nu går jeg bare op i min seng, helt roligt, og sover. Hvis jeg kan.

Efter jeg har ligget og vredet mig på sengen, i snart en time, tager jeg mig sammen. Jeg finder min telefon frem, og trykker nummeret, som lige nu virker alt for kendt. Jeg hørte kun en bib lyd, så blev telefonen taget i den anden ende.

”Hvem er det?” sagde stemmen, og den lød ikke ligefrem bekendt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...