Remembered or Forgotten? - One Direction

Kylie er en hel normal pige. Det eneste der er ved hende, er nok hendes venskab til Zayn, som hun dog ikke tror på mere. Hun siger aldrig noget til nogen, om dette men det er altid i hendes hjerne, og hendes hjerte. Hvad sker der så, når han pludselig kommer hjem fra London og USA, og hvor han nu ellers har været, for at være lidt sammen med sin familie, og holde sommerferie?

19Likes
12Kommentarer
2794Visninger
AA

12. Lyser i mørke.

 

Når solen den står op over Danmark(England), så ved jeg at jeg får en chance til

 

At se ud af mørket,

At se mig i spejlet,

At se ind i hjertet,

Jeg ser mine fejltrin,

At lære at mærke,

At lyse i mørke,

Jeg lyser i mørke,

Jeg lyser i mørke!

 

 

Mørket som omslutter mig, er ikke skræmmende. Nej, faktisk så er det smukt. Jeg føler mig utrolig draget af det, så jeg fortsætter med at lade mig falde. Falde mod dybet, og ende i det totale mørke, som jo så må være det smukkeste. Jeg tænker slet ikke på hvad jeg opgiver, mørket er alt opslugende, og helt igennem fantastisk. Og så tror jeg måske at de små glimt jeg ser, er stjerner? Det gør bare mørket endnu smukkere. Det er nok også derfor, jeg bliver muggen, og kæmper mig ned igen, da jeg kan mærke noget trække i mig. Jeg slipper ikke mørket, det kunne jeg ikke finde på, men alligevel. jeg bliver hævet længere væk, så der er igen langt ned til det alt opslugende mørke. Der hvor jeg gerne ville ende. Jeg ved ikke engang om det er et rart sted, men jeg er ligeglad. Det er smukt, og jeg har lyst til at ende der. Lade det være min ende station. Mon det var der mormor endte? Så kunne jeg jo også møde hende, og så ville mørket jo bare være endnu bedre. Helt seriøst, hvorfor bliver jeg stadig trukket mod overfladen? Jeg gider virkelig ikke derop. Jeg vil bare ligge her i mørket, og nyde det, med mig selv, eller dem der er der. Jeg kan jo ikke engang vide om der er nogen eller noget, men det tror jeg alligevel der er. Men jeg kan ikke finde ud af det, hvis jeg bliver trukket til overfladen. Alligevel virker det ikke som om den mystiske kræft stadig trækker i mig. Vent, plejer man at tænke, når man er døende? Eller bare mistet bevidstheden? Det ved jeg egentlig ikke, for jeg har, sjovt nok, aldrig prøvet det før. Jeg tror bare jeg vil ned i mørket, så kan jeg jo spørge nogen dernede?

Et plob lyder i mine ører. Det ved jeg ikke helt hvad jeg skal mene om. Jeg kan stadig se mørket, men det er efterhånden alt for langt væk, hvilket gør mig trist, og som altid vil jeg bare tilbage til det. Sjovt, jeg siger allerede ’som altid’ selvom det kun er anden gang jeg siger det. Er det virkelig muligt at lave sjov, mens man ligger døende? Hold da op, jeg må virkelig være langt ude.

Av. Av. Av. Hvorfor fanden er der nogen der slår mig på brystet? Det gør sgu da ondt? Hvem tror vedkommende lige han er? Jeg kan mærke min mund åbne sig, uden at jeg har bedt den op det. Hvad er der nu galt med mit vand? Det får mig til at føle mig tæt på mørket, hvor jeg gerne vil hen. Jeg tror jeg kan være mig selv i mørket. Eller også kan jeg også her på jorden, levende? Men nu vil jeg altså bare opleve mørket. Mørket som stadig virker utrolig indbydende. Mørket, hvor jeg har lyst til at være. Også selvom det måske er uden mine bedste venner. De må vel komme på et tidspunkt, om jeg så skal vente ét år, eller firs år, så er jeg ligeglad. Bare jeg kan gå mørket i møde, med åbne arme. For personligt, så kan jeg ikke vente en dag mere, på det mørke. Jeg vil kæmpe for at komme hen til det. Nu har jeg levet atten år i lyset, og er villig til at prøve noget nyt. Jeg forstår ikke de mennesker, der venter helt til de bliver næsten hundrede. Får de aldrig nok af det forbandede lys? Det gør de vel ikke så.

Hey wow vent! Hvad var det? Var det læber? Begynder mørket nu at kysse mig? For så er der altså noget sygt galt med det. Nej… Det kan ikke være mørket, for mørket ville aldrig skubbe mig væk på den måde. Luften strømmer ned i mine lunger lige nu. Eller nej, men der kommer da luft ned. Læberne mod mine er bløde, men det er tydeligt, at personen ikke prøver at kysse mig, men i stedet giver mig mund til mund. Jeg kan ikke helt finde ud af, om læberne virker bekendte, før de er væk igen. Nu bliver jeg igen løftet på, men ikke væk fra mørket, på samme måde som sidst. Hm, det var da egentlig også en kort løfte tur? Jeg er nemlig allerede lagt ned igen. Det føltes som noget, som det er meningen man skal ligge på, og ikke bare jorden, men det føltes ikke rart. Og hvorfor har jeg følelsen af at blive spændt fast? Regner de folk med at jeg flygter? Det eneste jeg vil flygte til, lige nu, er mørket. Og der skal jeg ikke slippe ud af nogle spænder eller seler, for at komme hen. Jeg skal bare finde min indre ro, og ligge mig helt stille ned. Dét er jo det, jeg hele tiden har prøvet på.

Argh! Bib lyde over det hele. Jeg kan ikke rigtig mærke noget, men jeg har en fornemmelse af, at jeg på en mystisk måde, laver de lyde. Eller i hvert fald er med til at fremkalde dem. Helt ærligt, hvem kan lide bib lyde? Helt seriøst? Har de lige proppet en maske over min næse og mund. Åh nej, ikke mere luft. Jeg gider ikke trække vejret lige nu, bitches. Jeg vil bare ned i mørket. Men nej, nej, lad være med at lytte til den atten årige mørkhårede pige, som ligger på briksen. Lyt til hvad i selv tænker. Så får i nok nærmere det rette svar. Not. Helt seriøst, hvis de alligevel ’redder’ mig, så skal jeg ikke være foredragsholder, for det går jo virkelig dårligt. Og hvorfor tænker jeg pludselig på at de skal redde mig? Og hvorfor virker mørket så fjernt? Der er noget helt galt her. Men jeg vil fortsætte med at kæmpe mod masken, mod de bibbende lyde, og mod lyset. Jeg vil ikke se lyset lige nu. Måske når jeg vågner? Nej… Jeg vil ikke vågne lige nu. Men på den anden side, har jeg virkelig lyst til kun at se mørke, resten af mit liv? For det har jeg jo egentlig ikke. Men hvorfor kæmpede jeg ikke mod vandet, så snart jeg faldt? Så var det her altså ikke sket, og så kunne mine tanker bare passe sig selv. Men nej nej. Det gider de ikke. Okay, det her er simpelthen for mærkeligt.

Bevæger jeg mig nu? Ja, det føles sådan. Så slipper jeg måske for bib lydende? Jeg håber! Oh shit, det gjorde jeg ikke. De følger simpelthen med mig? Måske jeg selv laver dem? Mon de kommer ud af min mund? Oh shit, jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan ingenting mærke. Er det sådan det føltes at være død? Eller stopper man også med at tænke? Hvis man ikke stopper med at tænke, så må det være virkelig dødsygt. Fik i den? Dødsygt. Ej okay, virkelig lam humor. Nu holder vi stille igen. Vi har også bevæget os langt. Jeg har næsten lyst til at åbne øjnene, for at se hvor jeg er. Men så overgiver jeg mig jo. Jeg overgiver mig til masken, de bibbende lyde, og lyset. Måske søvn ville få mig tættere på mørket? Jeg kan altid prøve. For det her, det er som at have åbne øjne, mens jeg sover, og det føltes forkert.

* * *

Jeg ved ikke hvor længe jeg har sovet, men mørket er så småt ved at fordufte fra mit sind, det smuldre mellem mine fingre, selvom jeg krampagtigt prøver at holde fast i det mørke. Jeg er ikke klar til det endnu. Lyset er stadig for skræmmende. Selvom det godt nok virker som en god idé, at finde ud af hvor jeg er. Hvad nu hvis jeg er blevet ført ned i en kælder ting, og det er af sådan nogle klamme mænd som voldtager mig? Okay, måske vil jeg ikke se hvor jeg er. Jeg vil da ikke vide det, hvis det er tilfældet. Men alligevel, jeg kan ikke flygte, hvis jeg bare ligger her over sover? Okay, jeg tror den her samtale har slået alle rekorder, for random/wierdness. Helt seriøst. Desuden, hvis det var sådan nogle voldtægtsmænd, hvor kommer bib lydende så fra? For jeg har efterhånden gættet, at det ikke er mig, som laver dem. Det ville også være mærkeligt, hvis jeg ind i mellem sagde et lille ’bib’.

Kan man mærke sine ører? Jeg føler ligesom at jeg kan høre noget. En hviskende stemme.

Kom nu tilbage, Kylie!” stemmen virker underligt trist. Hvad er det her for noget? Okay, jeg er måske alt for nysgerrig, men jeg må vide hvor jeg er. Jeg har også sådan er underlig fornemmelse af, at hvis jeg bare ligger mig til at dø, så forlader jeg nogle, og ikke mindst en højt elsket person. Én, som jeg tog en virkelig stor chance for. Jeg slap min frygt på det tidspunkt, og det burde jeg nok gøre igen. Slippe min frygt for lyset, og se det i øjnene. Personen jeg slap min frygt for, ville vel blive glad, hvis jeg gjorde det igen? Hm... Ja, det tror jeg. Jeg må hellere prøve.

Seriøst, er der nogen der har limet mine øjenlåg fast? God danm! De er slet ikke til at åbne. Argh, jeg prøver lige igen! Det her er altså virkelig svært. Vent, der var et glimt af noget. LYS! Hold op et stærkt lys. Jeg kniber mine øjne sammen igen, men jeg lukker dem ikke helt. Her er hvidt. Godt. Så er jeg ikke i en kælder, og bliver voldtaget af klamme mænd. Jeg ved egentlig ikke engang hvor det kom fra. Det ville jo være sygt og klamt.

Mit hoved er virkelig tungt. Hvorfor vågnede jeg også? Nu har jeg bare syg hovedpine? Mine øjne kan jeg vidst godt åbne lidt nu. Ja, det går.

”Kylie!” okay, hvem kalder på mig? Jeg kan ikke bevæge mit hoved. Eller måske lidt? Nej, det går ikke…

”Jeg… se… ikke!” mumler jeg, ud mellem mine læber, som ellers sidder godt sammen. Min hals er også helt tør.

”Kylie! Du er tilbage! Nu skal jeg hjælpe dig!” stemmen råber næsten. Men kort efter køre mit hoved ligesom op. Smart seng. Jeg kan faktisk mærke min krop nu. Det føltes godt. Da jeg er tilpas oppe, stopper drengen sengen. For enden af den, sidder fem drenge, med et smil. Jeg kan med det samme kende dem. Både Harry, Niall, Liam og Louis er der. Og Zayn. Min dejlige kæreste Zayn. Hans øjne er rødsprængte, og jeg ved han har grædt. Det giver mig sjovt nok dårlig samvittighed, at jeg bare ville efterlade ham sådan. For det vil jeg jo slet ikke. Jeg er helt sikker nu. Jeg hader mørket! Harry ser også ud til at have grædt. Jeg ved ikke hvorfor.

”Hvordan har du det?” spørger Zayn, som sætter sig i en stol, ved siden af min seng. Jeg vil vædde med, at han har siddet dér, det meste af tiden.

”Det ved jeg ikke,” mumler jeg. Jeg har stadig lidt svært ved at få min stemme på plads.

”Du gjorde os så bange! Du har været væk i to en halv dag nu! Hvor er jeg glad for, at du er vågnet. Det må du aldrig gør igen!” med de ord griber han min hånd. Han ser alvorlig ud, men alligevel er der noget trist over hans udtryk. Faktisk kan jeg godt lide hans udtryk. Det er fyldt med følelser. Jeg ved ikke hvilke følelser jeg selv udviser.

Der har været en læge inde, og min stemme er efterhånden på plads igen. Jeg har spurgt lidt til det faktum, at jeg kunne føle en masse, da jeg lå og var væk. Han havde fortalt, at det ikke var tit man hørte om det, men også, at jeg hurtigt ville være på benene igen, hvilket glædede mig. Jeg havde dog påtaget mig en mindre hjernerystelse. Det bedste var dog, at jeg ikke længere brugte den maske, som havde været en iltmaske. Lige nu var drengene ned for at hente mad. Alle udover Zayn. De ville tage noget med til os, også selvom jeg sagde, at jeg ikke var sulten.

”Zayn, hvad er det for nogle bibbende maskiner?” siger jeg, med så meget kraft i stemmen som muligt, selvom det mest lyder som en hvisken. Det er dog bedre end en mumlen.

”Det er din hjerterytme og noget,” mumler han til svar.

”Ved mine forældre noget?” er mit næste spørgsmål. Zayn nikker. Jeg fortsætte med at stille spørgsmål, indtil Zayn ligger en finger over min mund.

”Slap af, love,” smiler han forsigtigt. Jeg nikker forsigtigt, og læner mig tilbage. Jeg finder Zayns hånd, og kigger smilende på ham.

”Jeg elsker dig,” siger jeg, med en del kraft i stemmen. Han smiler.

”Jeg elsker dig højere,” mumler han, dog med alverdens alvor i stemmen, inden han læner sig ned over mig, og kysser mig. I det samme går døren op, og ind kommer…

 

____________

 

Uha, hvem tror i kommer? Kunne i lide kapitlet, eller var det kedeligt? Srkiv endelig en kommentar! (:♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...