Remembered or Forgotten? - One Direction

Kylie er en hel normal pige. Det eneste der er ved hende, er nok hendes venskab til Zayn, som hun dog ikke tror på mere. Hun siger aldrig noget til nogen, om dette men det er altid i hendes hjerne, og hendes hjerte. Hvad sker der så, når han pludselig kommer hjem fra London og USA, og hvor han nu ellers har været, for at være lidt sammen med sin familie, og holde sommerferie?

19Likes
12Kommentarer
2812Visninger
AA

4. Ham, igen.

 

”Kylie, op nu!” råber min mor ude på gangen. Jeg sagde jo det er sjældent de kommer herind. Det kommer for det meste ind, hvis de tror jeg er ved at begå selvmord eller noget. Så sjældent. Men det tror de faktisk. Et par gange, er de kommet styrtende ind af døren, og har råbt stop, fordi der har været en smule skramlen, så ingenting, udover Avril Lavigne’s toner, i hendes ”Nobody’s Home”, og så var de åbenbart helt sikker på, at jeg ville tage en ende på mit liv. Jeg aner virkelig ikke hvorfor. Så måtte jeg forklare dem, at jeg bare havde flyttet rundt på lidt ting, og så havde jeg lagt mig på sengen, for at slappe af, og lytte til musik. Det gør jeg stadig ind i mellem. Det er virkelig rart. Nå, jeg må hellere stå op, inden min mor tror jeg begår selvmord igen. Nogle gange ved jeg altså ikke helt, hvad jeg skal mene om mine forældre. Jeg tager lige noget tøj på, så kan jeg tænke videre derefter. Vent, jeg kommer også til at tænke, mens jeg vælger tøj? Nå, så må i vel bare følge med? Jeg tror jeg vil have min pink top på i dag. Jep, det er jo sommerferie, lige om lidt.

Holy fudgecake! Det er sidste skoledag i dag! Hvordan kunne jeg glemme det? Vent, måske fordi mine forældre aldrig snakker om sådan noget? Det er sikkert det. Hvor er det bare typisk. Så skal jeg jo finde noget pænere tøj. Crap. Nå, så må vi jo kigge langt ind i skabet. Vi holder os til shorts. Gider ikke en kjole i dag. Vent, det gør jeg jo aldrig? Nå, nevermind. Ah, det tager jeg på! jeg tager mine sorte shorts, med den hvide kant, min sorte T-shirt, med ærmerne der går så langt ned, at man skal enten have bikini eller top under, for ellers kan man se hele bh’en. Ikke så populært på skolen – blandt lærerne altså. Nå, jeg tror jeg tager min bikini under, det andet bliver for varmt. Jeg elsker virkelig den bluse. Og bare roligt, den er ikke helt sort. Der er trykt noget band lignende noget, med dyr foran. Det ser lidt sjovt ud. Men også fedt nok. Jeg smiler ved mig selv, og så skal jeg bare finde en bikini overdel. Hvad synes i? Jeg tror jeg tager min stribede. Det er bare en helt normal, med trekanter, og som bindes om halsen. Jeg elsker bare farverne. Den er stribet i blå nuancer, og så er der på begge sider, oppe ved halsen, en stribe i gul, en i lyserød, og en i rød. Den er så sød. Nå, jeg tager lige det her med ud på badeværelset, i kan vel bare vente? Eh, det her er mærkeligt. Ja? Det synes jeg i hvert fald.

Nå, nu må jeg hellere komme i skole. Bare rolig, jeg har spist, jeg ville lige ordne det, før i kom med igen. Så kunne jeg nemlig lige snakke med mine forældre. Jeg nupper lige mine sorte sandaler, og så går vi. Ja, jeg går til skole. Det tager kun fem minutter. Og nu går jeg også med musik i ørene, så går det vildt hurtigt. Jeg elsker min playliste. Der er alt det jeg elsker. I dag hører jeg All Time Low, med The Wanted. Hvad tror i egentligt om One Direction? Tror i jeg har dem på, eller tror jeg slet ikke lytter til det, på grund af Zayn? Jeg kan sige, at jeg lytter til nogle af deres sange, nogle gange. På denne playliste har jeg Na Na Na, og One Thing akustisk. Jeg elsker de to sange, men jeg har intet i mod de andre sange, de har lavet.

Det er egentlig ikke så godt. Jeg aner ikke hvad jeg vil med mit liv efter skolen, og i dag slutter jeg mit 2. år på HHX. Jeg burde virkelig finde ud af noget, snart. Men problemet er, at i timerne, så sidder jeg også og tænker, ligesom nu. Okay, måske ikke lige så meget, for ellers havde jeg jo aldrig klaret prøverne. Jeg fik faktisk 10  mundtlig tysk! Jeg mener det. det gjorde jeg virkelig. Måske fordi jeg godt kan lide tysk? Det er måske en del af svaret. Jeg kan virkelig godt lide sprog. Skulle man flytte til udlandet? Nej... England er fint. Jeg ved godt, at det ikke er normalt at have tysk i England, men jeg har det som valgfag. Min bedste beslutning, nogensinde. Altså, sådan overordnet. I forhold til skolen, i hvert fald. Jaja, i ved hvad jeg mener.

Nå, nu er jeg på skolen, så må vi se hvad der sker.

”Hey Kylie!” det Simon som råber på mig. Jeg griner lidt, og løber hen til ham. Han er sød nok.

”Hej,” smiler jeg til svar. Nu slår mine tanker nok lidt fra, men i kan følge med alligevel. Smiley. Sms sprog. Flot, Kylie.

”Du ser godt ud,” smiler Simon, lidt fjoget.

”Drop det Simon,” siger jeg bare, stadig med et smil. Han er ikke altid helt normal. Han sender mig en sur mine, men følger så med mig, helt ind i klassen.

”Kylie,” griner flere af drengene. Jeg hilser på dem, og går over til mine to veninder.

”Hej Miranda, hej Helen,” smiler jeg. De kigger op, da de hører min stemme. Jeg ved ikke hvad de kiggede på, men nu har jeg deres opmærksomhed.

”Hej Kylie!” griner de begge, og omfavner mig. Jeg omfavner dem grinende med.

”Hvad så, hvad var det der var så interessant?” spørger jeg. Nu har de jo vakt min opmærksomhed.

”Du finder det nok ikke interessant,” svarer Helen roligt.

”Jo, kom nu bare,” smiler jeg. Det er sikkert noget med 1D drengene, men jeg er lidt ligeglad. Jeg hader, når jeg ikke ved noget. Kender i ikke godt den følelse. Selvom det de andre ved ikke vil interessere dig, vil du vide det alligevel, bare for at vide hvad snakken går ud på? Sådan har jeg det i hvert fald.

”Det er bare det, at 1D har fri i ferien, og de tager vidst hjem til deres familier. Zayn kommer hjem!” hviner pigerne. Jeg smiler bare skævt. Hvorfor fanden kommer han nu hjem? Okay, jeg vidste godt at han kom hjem, men alligevel. Han burde ikke komme hjem. Ikke nu. Vent, hvorfor flipper jeg? Han kan jo alligevel ikke huske mig. Resten af dullerne fra klassen kommer over for at hvine, og så er jeg smuttet. Over til drengene, så jeg ikke skal hører om One Direction hele dagen.

”Shit happens, jeg bor ret tæt på Maliks hus,” stønner Lucas. Jeg griner af ham.

”Du får ikke meget søvn i denne ferie,” griner jeg.

”Hvorfor ikke?” Nicolai ligner et spørgsmålstegn.

”Fordi der vil campere en masse tøser foran hans hus,” forklare jeg. Det dumme er, at jeg altid bruger hænderne, når jeg forklare, så det har Derek travlt med at lave sjov med. Så slår jeg ham bare på skulderen. Han ømmer sig, men er hurtigt klar igen.

”Jeg orker det ikke,” mumler Lucas. Jeg klapper ham forstående på skuldrene. Først efter det er gjort, knækker jeg sammen i grin. Drengene kigger underligt på mig, men lidt efter griner de også. Helt normale er vi ikke, i min klasse.

Skoledagen er sjov. Jeg er mest sammen med Miranda og Helen, men når de skal snakke om 1D, så smutter jeg. Det ved de godt jeg gør, så de er ligeglade. De kan ikke forstå hvad jeg har i mod dem, men de overlever. Det er lidt mærkeligt, sådan at løbe frem og tilbage mellem dem, men de andre griner bare af mig. Mine sandaler har en mindre hæl, men alligevel klapre det vildt når jeg går, så når jeg løber frem og tilbage, mellem drengene og Miranda og Helen, så kan alle hører det. Og så har Miranda det med, at sende mig over til drengene, før Helen bliver færdig med at snakke, så når jeg er halvvejs ovre, så vender jeg hele vejen rundt, og det gør, at jeg får ret så meget opmærksomhed, for hvem gider vende sig diskret? Ikke mig i hvert fald. Jeg gør et stort nummer ud af det. Det griner flere af. Jeg griner også. Det er altså sjovt. Har i prøvet det? Man føler sig lidt, som en flodhest, der prøver at være ballerina. Det er sjovt.

Efter denne fantastiske skoledag, tager jeg hjem igen. Jeg har kysset alle farvel. Ej, jeg har bare krammet dem farvel. Drengene gav mig faktisk også et kram, hvilket var ret sejt af dem, da de bare plejer at give mig high-five eller noget. De er ikke kramme dyr, som os tøser. Jeg fik også kram af alle de tøser, der bare kan lide mig, på grund af min fars bror. Jeg krammede dem igen, men helt blottet for følelser. Jeg kan ikke komme med følelser, uden at have dem. Jeg krammer kun med følelser, hvis jeg er venner med personen, på den ene eller anden måde. Sådan tror jeg mange har det.

Nå, nu ligger jeg hjemme på min seng igen. Så kan jeg tænke videre. Det er egentlig mærkeligt, at det kun er mig, som kender Zayn. Jeg mener, vi bor alle i Bradford, og det er hans hjemby. Men selvfølgelig, jeg kender heller ikke alle i denne by, så hvorfor skulle de. Jeg er også den eneste der kommer fra den skole, jeg kommer fra. De andre kommer fra andre skoler, rundt om i byen. Sådan er det vel bare. Nu giver alting lidt mening igen. Jeg burde nok egentlig lave noget. Tage til stranden eller noget. Så kunne jeg jo få noget sol, og der er sikkert nogen fra klassen, så kan jeg snakke lidt med dem, i stedet for at sidde her på mit værelse, og stirre ind i væggen. Mine forældre regner jo med, at jeg dræber mig selv, eller er sunket ned, og er blevet deprimeret. Jeg skal bare lige have min bikini underdel på, så smutter vi.

Hurtigt har jeg fundet ned på stranden, og nu kigger jeg efter nogen fra klassen. Yes! Der sidder Simon, Lucas og Nicolai. Jeg smutter over til dem.

”Hey drenge,” smiler jeg. De smiler til mig, og gør plads til mig. Så kan jeg sidde med dem, i stedet for at sidde forever alone på stranden. Vi får også badet lidt. Det er sjovt! Selvom de hele tiden sprøjter vand på mig. Så hopper jeg bare op på Lucas’ ryg, og så kæmper vi mod de andre. Hvem tror i vinder? Nej i tror ikke seriøst jeg vinder vel? Godt. Lucas stinker til at gå rundt med mig på skuldrene, og jeg stinker til at kæmpe – specielt mod Simon, for han er sgu altid så fucking stærk.

Drengene er smuttet, og nu sidder jeg selv. Forladt og alene på stranden. Solen er der stadig, men den er alligevel ved at gå lidt ned. Jeg har allerede været her i flere timer. Mine forældre ved hvor jeg er, jeg skrev en seddel. Og en sms. De er stadig på arbejde, så de synes bare det er fint, at jeg ikke sidder på mit værelse, og dovner den, som de siger. De ved ikke, at jeg bruger tiden på at tænke, over alting, konstant. Men jeg er ligeglad. De skal nok finde ud af det, på et eller andet tidspunkt. Eller aldrig. Jeg er er egentlig ligeglad. De kan tænker hvad de vil. Jeg nyder bare det sidste af solen, mens folk forlader stranden. Klokken er næsten fem. Men jeg kan lide det. Jeg kan lide at være alene, med mine tanker, uden en masse mennesker, til at forstyrre mig konstant. Så kan jeg finde ud af, hvad jeg synes om Zayn situationen. Jeg er ikke just glad for den, men han kommer hjem. Han kan sikkert ikke huske mig alligevel. Jeg skal bare huske mig selv på, at jeg ikke skal hjem til Lucas det næste stykke tid. Han kan altid komme til mig, men jeg vil altså ikke for tæt på Maliks hus.

”Undskyld?” en eller anden prikker mig på skulderen. Jeg vender mig om, og ser ind i de smukke brune øjne, som jeg kender alt for godt.

”Hvad?! Har jeg taget din solplads? For så skal jeg da nok rykke mig,” vrisser jeg, så tager jeg mine ting, og samler dem sammen. Hvad lavede han lige der? Jeg vender mig om, for at være sikker på, at det er ham. Jeg havde ret. Der står Zayn i egen høje person. Han kigger denne vej.

”Kylie?”

 

_______________

 

Så fik i dagens kapitel. Måske der kommer et til i aften? Jeg lover intet, men der kommer et i morgen (:

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...