Remembered or Forgotten? - One Direction

Kylie er en hel normal pige. Det eneste der er ved hende, er nok hendes venskab til Zayn, som hun dog ikke tror på mere. Hun siger aldrig noget til nogen, om dette men det er altid i hendes hjerne, og hendes hjerte. Hvad sker der så, når han pludselig kommer hjem fra London og USA, og hvor han nu ellers har været, for at være lidt sammen med sin familie, og holde sommerferie?

19Likes
12Kommentarer
2803Visninger
AA

8. Frygt.

 

Jeg når kun lige at tænke den tanke, så er hans læber plantet på mine. Og selvom jeg ikke ønsker at være mere end venner med ham, lader jeg ham kysse mig. Jeg kender ikke selv grunden, men jeg lader ham gøre det. Først da han trækker sig væk, trækker jeg mig væk. Han smiler et sødt, men spørgende smil til mig. Jeg prøver bare at ryste oplevelsen af mig, ved bare at spørge om noget helt andet.

”Skal vi ikke tage hjem? Mine forældre bliver bare urolige,” spørger jeg, så roligt som man nu kan, når Zayn Malik lige har kysset en. Jeg er stadig ikke sikker på mine følelser, men alligevel føltes det skræmmende godt. Zayn virker først forvirret, men nikker så. Hans hånd finder min, og jeg lader ham tage den. Han smiler lidt, og så er vi på vej tilbage til bilen. Det tager heldigvis ikke alt for lang tid. Derfor sidder vi snart efter i den, men Zayn har ikke tændt den endnu.

”Betød det kys intet for dig?” mumler han. Jeg er ikke sikker på om jeg skal svare, men jeg gør det alligevel.

”Jeg ved det ikke, Zayn. Jeg tror bare gerne, at jeg vil være venner med dig. Jeg kan slet ikke overskue at have en verdenskendt kæreste,” svare jeg. Jeg mumler ikke, jeg siger det højt og tydeligt. Eller, i hvert fald i en hel normal røst. Zayn tænder langsomt bilen, inden han snakker videre.

”Så du er bange? Du er bange for at være kærester med mig?” spørger han stille. Han lyder ikke anklagende. Okay, måske en smule, men det havde jeg altså også gjort i hans position.

”Det ved jeg ikke. Det tror jeg,” mumler jeg denne gang. Jeg føler mig ikke længere sikker på min stemme. Jeg er bange for at den skal knække.

”Vil du så ikke slippe frygten? For min skyld?” Zayn virker direkte bedende.

”Jeg… Jeg tror ikke jeg tør,” mumler jeg stille, for nu er jeg helt sikker på, at min stemme kan knække når som helst.

”Se? Der var frygten igen. Vil du ikke bare love mig, at finde ud af noget?” spørger han så. På en måde lyder han skuffet, men jeg kan ikke rigtig fortænke ham i det. Jeg ender med at nikke. Han smiler lidt, og kort efter holder vi foran mit hus.

”Vi ses vel?” spørger jeg, helt roligt. Han nikker.

”Jeg kommer forbi i morgen, eller i overmorgen,” afslutter han. Jeg nikker, og krammer ham, inden jeg smutter indenfor.

 

Jeg ligger sammenkrøbet og forvirret på min seng. Hvad fanden gør man i sådan en situation? Jeg er så forvirret, så glad, så ked af det, så fortvivlet, så vred, så træt, så vågen, så sur. Så mange forskellige følelser. Og jeg ved, at jeg ikke kan tillade mig at være sur eller vred, men det er jeg, for der sker så utrolig meget inde i hovedet på mig, at jeg ikke kan finde ud af andet. Og så typiske som mine forældre er, kommer de selvfølgelig og banker på døren, lige når jeg er mest forvirret. Jeg åbner irriteret døren.

”Hvad?” vrisser jeg. Jeg ved godt, at det ikke er i orden at lade min vrede gå ud over dem, men puden er altså ikke lige effektiv altid. For det første svare den ikke igen, og for det andet, så prøver den heller ikke at trøste. Forældre er meget lettere.

”Kylie… Din far og jeg.. Vi skal ud og rejse, og..” starter min mor, men jeg afbryder hende, for jeg ved skam godt, hvad hun vil sige nu.

”Og i kan desværre ikke have mig med. Mor, sådan er det altid. Jeg skal nok klare mig som altid. Det er jo jeres job,” jeg lyder ikke direkte venlig, men jeg er da ligeglad. Det er så typisk dem, at smutte, når mit liv er ved at gå helt ned. Så skal de jo til at være forældre, sådan for real. Det vil jeg vædde med, at de er sikre på, var slut, da jeg blev tretten. Well, bad luck, ’cause it aint. Men de smutter bare altid, når der så er noget. Så kan jeg bruge min sommerferie, sådan helt loner agtigt. Som altid.

”Jeg er ked af det skat,” mumler min mor, og hiver mig ind i et kram. Jeg aner ikke hvad krammet er til for, men jeg lader hende gøre det. Jeg ved godt, at jeg tidligere forklarede, at jeg havde krammet alle mine venner og veninder farvel, som om det var det mest naturlige, men når det kommer til mine forældre, er det bare ikke det samme. Don’t ask me why! Min mor slipper endelig, og smiler lidt forfjamsket.

”Hvornår skrider i?” mit humør er ikke blevet bedre, så jeg fortsætter med at lade det gå ud over mine forældre. Min mor træder et skridt tilbage, og kigger overrasket på mig.

”Er du sikker på, at du har det godt?” spørger hun, mens hun bliver ved med at kigge på mig, på sådan en skræmmende måde.

Ja!” jeg råber næsten. Eller nej, det gør jeg egentlig ikke, men der er utrolig meget kraft bag mit ord. Min mor nikker.

”Okay, vi tager af sted i morgen,” siger hun, og virker helt kold. Jeg nikker bare. Så slipper jeg da for dem. Eller hvad? Vil jeg ikke i virkeligheden gerne have dem ved mig? Nu er jeg ikke typen der holder fest, så det er måske derfor de tør tage af sted? Jeg ved det ikke. I hvert fald vender jeg rundt på hælen, og går ind på mit værelse, da min mor bare står, og ser komplet fortabt ud. Typisk hende.

 

Foran mig, ligger en masse tuscher, alle er sorte bare i forskellig størrelse. Hvis i ikke har regnet det ud, sidder jeg foran min væg, og tegner. Jeg tegner hjerter. Nogle er hele, andre er halve. Jeg tænker på Zayn. Jeg er efterhånden sikker. Jeg ville ønske, at han var min, men jeg ved stadig ikke om jeg tør. Jeg mener, kysset føltes helt rigtigt, men hvis jeg kun får ham at se om sommeren, hvor fedt er det så? Desuden har jeg læst i blade, at han er den jaloux type, så hvad vil han sige til det faktum, at de fleste af mine venner er drenge? Hvis vi skal blive til noget, så må han i hvert fald acceptere dem. Men faktisk, så tror jeg, at han vil acceptere dem. Faktisk, så har jeg på fornemmelsen, at jeg skal lade frygten gå, og prøve at følge mit hjerte. Jeg ved det vil blive en prøvelse, men jeg tør prøve. Nogle gange, så skal man bare prøve. Ellers kan man få svært ved at komme videre i sit liv, og det kunne jeg egentlig helt vildt godt tænke mig.

 

Okay, her mangler én ting – musik! Lige nu, er det eneste jeg har lyst til, at starte min computer, gå på spotify, starte min ’Relax’ playliste, og så bare ligge på min seng og lytte til Florence + the machine, Bad Meets Evil ft. Bruno Mars, Little Mix, Natalie Imbruglia, Emeli Sandé, Ed Sheeran, One Direction og Ida. Jep, hende fra det danske x-faktor. Youtube er altså en gud. Ellers ville jeg jo ikke kende hende. Jeg ved godt, at jeg lige nævnte en masse kunstnere, men de er alle sammen rigtig gode, så jeg ville ikke udelade nogen. Venlig sjæl herovre. På sengen, kan jeg altid finde ro. Sangen Maybe med Emeli Sandé spiller i baggrunden. I princippet er den egentlig sørgelig, og jeg burde nok ikke lytte til den, når jeg lige har fundet ud af det med Zayn, men jeg elsker den sang. Den er fantastik og utrolig smuk. Hvis man kunne gifte sig med en sang, ville jeg helt hundrede gifte mig med den. Hvilken sang ville i gifte jer med? Baby af Justin Bieber? What Makes You Beautiful? I ved jo godt hvem den er af. Faktisk er jeg ikke sikker på at jeg vil gifte mig med Maybe… Der er jo så mange andre gode sange, her i verden. Jeg kunne jo gifte mig med Popular? Så ville jeg helt sikkert blive populær! Ej okay, syg humor. Jeg kunne også gifte mig med One More Night af Maroon 5? Den er jo faktisk ikke helt dårlig? Okay, jeg burde nok glemme det der med at gifte mig med en sang. Jeg ville bare blive dømt for, at være gift med alt for mange, på én gang. Eller også ville jeg være som Ross fra Friends, og komme igennem en hel masse skilsmisser. Men selvfølgelig, jeg vil ikke gifte mig med en bøsse. Ja, jeg ved godt at han er sammen med en lesbisk, men hvis jeg var det, ville jeg bare selv være lesbisk? Og så skulle grunden til skilsmissen jo være, at min partner pludselig blev hetero? Okay, jeg må nok hellere stoppe her, før vi kommer ud på det helt sindssyge plan. Selvom det er tæt på… Nej, jeg stopper nu, ellers smider mine forældre mig ind på den lukkede, og der gider jeg, som forklaret tidligere, ikke være.

 

Faktisk minder det her mig om filmen ”Easy A” – fantastisk film, by the way. Nå, men i den siger den her bøsse – Brandon til Olive – hovedrollen, at han ikke ved om hendes plan er genial, eller sindssyg, men hun svare bare ved at spørge, om de to ikke går hånd i hånd. Faktisk så tror jeg hun har ret. Derfor må jeg i princippet være genial. Stik den! Noget andet ham Brandon fyren siger, er også ret sjovt. Til sådan en fest, siger han to gange: ”What’s up? I’m drunk bitches!” han er genial. Hvis i ikke har set filmen, så har jeg et råd. Se den! Vil også lige påpege, at jeg ikke kan huske Brandons sætning ordret, men det er noget i den stil. Bare så i ikke hænger mig op på det. Tusind tak.

 

Ej shit! Når mine forældre rejser, skal jeg jo selv lave mad? Øv altså, det gider jeg sgu ikke rigtig. Men sådan er det selvfølgelig. Prut på dem altså. Hey, det var egentlig sjovt. Eller var det? Jeg ved sgu ikke rigtig. Nå, det kan vel også være lige meget. Hm.. Jeg tror jeg vil høre Zayn ad, om han kommer i morgen, eller overmorgen, eller om han hader mig. Who knows? Oh well, he does, men altså. Ja. Jeg snupper min telefon fra pladsen på sengen, lige ved siden af mig, og sætter mig ordentligt op så jeg kan snakke normalt ind i telefonen.

”Det Zayn,” lyder Zayns stemme i røret. Jeg smiler lidt.

”Kylie her,” svarer jeg.

”Oh, hej Kylie!” udbryder Zayn glad. Jeg smiler lidt for mig selv.

”Hva… Hvornår kunne du komme forbi?” spørger jeg, så neutralt som muligt.

”Nårh! Savner du mig allerede? Søøøødt! Men altså, det ved jeg ikke lige? Hvorfor da?” det er så typisk ham at drille.

”Nej Zayn, jeg savner dig ikke, men jeg keder mig, og mine forældre rejser i morgen tidlig, så jeg er helt alene,” i slutningen af min talestrøm, får jeg min stemme til at lyde trist, men det er tydeligt, at det er påtaget. Det ved Zayn også, for jeg kan med det samme høre hans vidunderlige grin.

”Jeg kan vel godt komme? Så kan jeg også hjælpe dig med mad, hvis du ikke er blevet bedre, siden sidst,” griner han. Jeg ryster på hovedet, inden jeg svare.

”Zayn altså. Selvfølgelig er jeg ikke blevet bedre. Tsk, hvad regner du med? At jeg kan lave mad? Du må da have en skrue løs,” griner jeg. Zayn griner tilbage. Hans grin gør mig ligesom glad igen, så jeg ikke er så forbandet trist mere.

”Du bliver nød til at møde drengene en dag,” mumler Zayn bestemt.

”Hvorfor?” det virker som om han helt har skiftet emne, hvilket forvirre mig.

”Altså, Louis og Niall, så de kan lære noget af din humor – jeg er så træt af deres jokes, Liam fordi han er Liam, og Harry så han kan lære dig at lave mad,” forklare han. Jeg kan se for mig, hvordan han bevæge hånden, sådan som folk tit gør, når de snakker, og skal forklare noget.

”Du kan da lære mig at lave mad?” spørger jeg, mindre forvirret.

”Nej, jeg kan lave mad, men jeg kan ikke lære folk det, desværre søde,” jeg smiler bare.

”Nå, men jeg er dødtræt. Vi ses vel bare i morgen, gør vi ikke?” spørger jeg roligt, og gaber så. Zayn griner.

”Jo, vi ses,” siger han, inden han ligger på. Jeg smiler lidt, inden jeg går ud på værelset, for at gøre mig klar til natten. Da jeg er færdig smider jeg mig på min seng. Jeg burde kunne sove roligt, for jeg har jo stadig musikken kørende. Det har jeg altid, hele natten igennem. Det er virkelig behageligt, og afslappende. Godt at mine forældre er så tilpas søde, at de i det mindste gav mig spotify premium, så jeg slipper for de forbandede reklamer. Forestil jer, at ligge og sove om natten, og så der pludselig kom en reklame? Ikke så fedt. Nå men, godnat folk. Over and out.

 

Så fik i endelig et kapitel. Nå ja, jeg skulle jo lige hjem. Men ja, nyd kapitlet, ikke? Jeg synes det er fint nok. Der findes sikkert bedre kapitler, men det må i jo bestemme. Hehe. Lol, jeg stener lige nu. Nå, men kom med jeres mening, like, og gør til favorit, hvis i kan lide hvad i læser (:♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...