Remembered or Forgotten? - One Direction

Kylie er en hel normal pige. Det eneste der er ved hende, er nok hendes venskab til Zayn, som hun dog ikke tror på mere. Hun siger aldrig noget til nogen, om dette men det er altid i hendes hjerne, og hendes hjerte. Hvad sker der så, når han pludselig kommer hjem fra London og USA, og hvor han nu ellers har været, for at være lidt sammen med sin familie, og holde sommerferie?

19Likes
12Kommentarer
2804Visninger
AA

13. Fantastic Baby.

 

 

"Wow, fantastic baby."  -Fantastic baby, af Bigbang.

 

Ind  af døren kommer en læge. Jeg sukker lettet. Jeg ved ikke hvad jeg regnede med, men det er ligesom om, at Zayn og jeg hele tiden bliver afbrudt på grund af døre. Mon man skulle smadre alle døre, bare for at få lidt privat liv? Det ville nok ikke hjælpe. Men alligevel. Zayn trækker sig væk fra mig, og sætter sig i stolen, ved min side. Han rødmer ikke, men han har lidt farve i kinderne. Det klæder ham utrolig godt. Personligt, er jeg sikker på, at mit ansigt minder utrolig meget om en tomat. Men så er vi bare sikre på at det er mig.

”Nå, han løj ikke, da han sagde i var kærester…” mumler lægen med et lille smil, og glimt i øjet. Jeg kan foreløbig ret godt lide ham, udover det faktum, at han afbrød os.

”Nå, men jeg skulle egentlig bare lige snakke med dig, om hvordan det går,” forklare han. Jeg nikker.

”Jeg er sulten, men mit hoved er ikke ømt mere,” svare jeg, med et mindre smil. Lægen nikker.

”Så går det jo helt hundrede i den rigtige retning. Eftersom klokken er halv syv lige nu, holder vi dig natten over, også så vi kan se om du holder maden i dig, os hvis det er tilfældet, kan vi snakke om, at du kan tage hjem i morgen,” siger han. Jeg kan slet ikke beskrive hvor stort mit smil blev lige der. Jeg kunne komme hjem igen. Slippe for dette dødssyge hospital.

”Tusind tak,” smiler jeg til lægen. Han nikker, og går ud. Så snart døren går i, er Zayn over mig igen. Jeg griner lidt af ham, men lader ham kysse mig. Jeg kysser også med.

Endnu engang går døren op, men vi høre det ikke. Vi har lige noget der skal indhentes.

”Hey, der var altså lang kø i kantinen!” råber en eller anden. Den en eller anden, viser sig at være Louis. Vi kigger alle sammen underligt på ham. Hvad fanden mener han lige med det?

”Jeg mener, siden i var sultne, at i blev nød til at æde hinanden,” forklare han, og peger på Zayn og jeg. Jeg smiler lidt. Louis er sgu ikke helt normal, altid. Vent, hvornår er han det?

”Lægen kom bare med gode nyheder,” siger Zayn med et lille smil.

”Og derfor vil i have en baby?” spørger Harry med et grin. Jeg kigger surt på ham, i omkring tre sekunder. Så begynder jeg at grine. De andre følger trop, men vi stopper igen, efter lidt tid.

”Han sagde, at jeg måske kan komme hjem i morgen,” siger jeg, med et lille smil. Drengene smiler stort til mig, og derefter fordeler de maden. Jeg vil ikke sige at det ser lækkert ud, men det ser spiseligt ud, og jeg er sulten.

Jeg vågner om morgnen, til en masse snakkende stemmer. Hvor længe har jeg sovet? Jeg sukker indvendigt, gaber så lidt, og rejser mig op, på mine albuer.

”Morgen?” mumler jeg, stadig med halv lukkede øjne.

”Godmorgen skat,” svarer Zayn, og giver mig et kys. Jeg smiler til ham. Jeg kigger rundt i rummet, efter mine øjne er åbnet.

”Hvorfor er her to læger?” hvisker jeg til Zayn.

”Vi er bare ved at arrangere det, så du kan komme hjem,” svarer han med et smil. Jeg smiler tilbage.

”Oh, hun er vågnet!” udbryder lægen fra i går. Jeg nikker lidt. Han smiler til mig.

”Er dine forældre hjemme?” spørger hende den anden læge. Jeg ryster på hovedet.

”Nej,” næsten hvisker jeg. Jeg er nok mest af alt lidt ked af, at jeg er helt alene, men sådan er det jo nu engang.

”Hvor kan du så tage hen? Vi skal have nogen til at passe på dig, så det ikke er dig, der passer hele huset,” siger lægen, med hans monotone stemme, som dog slet ikke er så monoton, som sådan en godt kunne have været. Heldigvis for det. Jeg hader monotone læger. Tror jeg. Jeg har aldrig rigtig været på sygehuset, jo. Men for at vende tilbage til lægens spørgsmål; jeg aner ikke hvor jeg skal tage hen.

”Det ved jeg ik-…” mere når jeg ikke at sige, før Zayn afbryder mig.

”Hos mig,” han smiler til mig, og giver min hånd et klem. Lægen nikker, og giver sig så til at hjælpe mig med, at slippe ned fra den her seng, og sådan. Til sidst giver han mig mit tøj, og så smutter han.

Vi sidder i bilen, på vej hjem til Zayn. Louis kører, og Harry sidder ved hans sidde. Niall sidder oven på Liam, hvilket Liam ikke er helt tilfreds med, men jeg skal ikke sidde på nogen, hvis man skal lytte til Zayn. Han er lidt overbeskyttende, men jeg er egentlig ligeglad. Jeg synes det er utrolig sødt. Jeg ved godt, at nogen ville finde det træls, men så egner de sig jo tydeligvis ikke til Zayn. Logik. Så derfor sidder Zayn i midten, og jeg sidder så på hans anden side. Zayn har åbenbart allerede snakket med sine forældre om det, så vi kan sagtens være der. Som hans mor sagde: ”Hvis vi kan have fem drenge, så kan vi også have en ekstra pige!” og tro mig, jeg kunne hører hendes smil i det hun sagde det. Men okay, hendes mand og døtre er lige taget på mini ferie, ved hans forældre, og hun lovede at blive hjemme, for at se efter drengene. Tro mig, når jeg siger at Zayn var træt af at få den nyhed, men drengene virkede ligeglade. Med mig på slæb, kan de jo ikke feste alligevel. Jeg ender bare med hovedpine, og så besvimer jeg bare igen. Eller måske ikke, men man ved aldrig.

 

”Hjemme!” råber Zayn, så snart vi åbner døren. Han tror stadig at jeg kan falde om når som helst, så han holder mig stadig oppe. Det finder jeg komplet åndssvagt, men det er vel hans eget valg. Drengene omkring mig, er i gang med at sparke deres sko af, da Tricia, Zayns mor, kommer ud i gangen til os.

”Hej drenge. Du må være Kylie?” hun rækker smilende en hånd frem mod mig, og jeg skal lige til at tage den, da Louis afbryder mig.

”Nej, det er mig,” hviner han.

”Zayn altså, slip nu Louis, så du kan holde hånd med mig,” han fortsætter med at hvine. Tricia sukker bare, og rækker hånden frem mod mig. Jeg når denne gang at tage den, og Louis står bare og smiler, ved siden af mig.

”Nå, men velkommen til familien,” smiler hun. Jeg takker hende, og følger så med drengene ind. Vi smider os bare i stuen, og der er vi så resten af dagen.

* * *

Så snart jeg er kommet mig oven på mit lille ’uheld’, begynder hverdagen rigtigt igen. Ellers har vi jo bare siddet hjemme, hvilket ikke har været så spændende, men jeg har da lært Zayns familie at kende. Lige nu sidder vi i bilen på vej hjem til mig. Jeg sidder ved Zayn, og Liam priser sig lykkelig over, at have fået følelsen tilbage i benene. Men helt ærligt, så tung kan Niall da heller ikke være? Jeg tror i hvert fald ikke på at han kan være så tung. Men okay, nu har jeg ikke haft ham siddende, i flere dage. Jeg har fortalt Zayn om mine tanker, mens jeg lå i mørket. Jeg ved godt, at det måske ikke er noget man vil vide, men jeg vil ikke holde noget tilbage for ham. Han blev selvfølgelig også slået over det jeg sagde, men han var også glad for ærligheden, i det jeg sagde. Så derfor har han holdt lidt ekstra øje med mig, men jeg har ikke sagt noget. Han har jo brug for at holde sig til sit ’Jeg-Er-En-Beskyttende-Kæreste’ – image ved lige. Og hvis han vil det, jamen så må han jo gøre det. Jeg synes egentlig bare det er sødt. Zayn har fortalt Louis vejen, så jeg slipper for at sidde og snakke. Heldigvis for det, for geografi er ikke ligefrem min stærke side. Men det er åbenbart Louis’ for han finder hjem til mig, uden at spørge en gang, eller køre forkert. Sejt gået, Kylie. Ha-Ha, nu bruger jeg det mod ham. Det gør vi faktisk alle sammen. Siden han sagde til Tricia, at han hed Kylie, har han heddet Kylie for os andre. Det er sjovt. Uha, jeg glæder mig også til at vise dem rundt i mit hus! Eller nej, faktisk ikke. Ironi længe leve… Virkelig, når de ser mit værelse, får de jo et føl på tværs. Og resten er mine forældres værk. Men det behøver jeg jo ikke sige, gør jeg? Nah, det gætter de sgu nok. I hvert fald Liam. Han er så logisk. Jeg vil ikke kalde nogle af dem genier. Men altså, dumme er de i hvert fald ikke. Så ville de nok også have det lidt svært med at lave musik. Eller skal man være klog for det? For hvis ikke, så har jeg lige besluttet min karriere retning. Så må de sgu bare lave min stemme om, indtil den er smuk. For helt ærligt, så tror jeg ikke, at folk gider høre på syngende hvaler? Men hvis jeg skal være sanger, så skal mit hår farves blåt, som T.O.P’s fra Bigbang. Seriøst, jeg elsker hans hår. Man kunne også bare farve det nu? Eller bare enderne af mit hår. Det kunne være sjovt. Men jeg tror ikke jeg skal spørge Zayn, for han siger bare nej. Jeg tror jeg snakker med Louis om det, når jeg sender de andre ud for at handle ind. Dét er min plan!

 

”Hvad skal vi have til aftensmad?” spørger Niall. Selvfølgelig er det ham.

”Det ved jeg ikke. Vi har ikke noget. Louis, vil du ikke blive hjemme hos mig? Så kan i andre købe ind?” siger jeg. Vi sidder i sofaen, og jeg har vist dem mit hus, som de af en eller anden grund elsker? De er ikke helt normale. Og nej, det er ikke mit hus, jeg ved det godt. Men det lyder fedt nok at sige.

”Hvorfor lige Louis?” spørger Zayn. Ikke noget anklagende tonefald, men alligevel. Jeg ville da nok også kigge lidt.

”Fordi vi har en hemmelig romance,” synger Louis. Jeg sukker af ham, slår ham i panden, inden jeg smiler overbærende til Zayn.

”Jeg skal bare lige snakke med ham om noget – en overraskelse,” forklarer jeg. Zayn smiler lidt forvirret, men nikker så. Derefter skynder han sig ud i gangen, for de andre er næsten smuttet. Niall var jo ved at sprænges, da jeg bad ham tage af sted.

 

”Nå, hvad skulle vi så snakke om?” spørger Louis, så snart døren er lukket.

”Jo altså, jeg sad i bilen, da jeg fik en genial idé,” starter jeg. Louis kigger bare på mig, som om jeg skal fortsætte.

”Fordi jeg finder mit hår kedeligt, vil jeg farve spidserne af det,” afslutter jeg. Jeg kigger afventende på Louis. Han ser lidt afventende ud.

”Hm.. Hvilken farve havde du tænkt?” spørger han så.

”Kender du bandet Bigbang?” spørger jeg.

”Eh, nej?” Louis virker forvirret. Fedt nok.

”Tag lige min iPad, den ligger på bordet,” Louis kigger dumt på mig, men tager den så. Lynhurtigt er jeg gået ind på youtube, og sangen ”Fantastic Baby” af Bigbang. Da der kommer et passende billede af T.O.P stopper jeg den, og peger.

”Den farve, i mine spidser,” siger jeg. Louis kigger lidt på det, inden han nikker.

”Skide god idé! Det kommer til at klæde dig. Vi ordner det i morgen, ikke?” spørger han.

”Hvorfor ikke nu? Vi kan købe farven lige rundt om hjørnet? Drengene er sikkert længe om det endnu. Louis trækker på skuldrende, men nikker så.

Vi er kun lige færdige, da drengene kommer ind. Jeg er helt vildt med farven på spidserne i mit hår, men jeg gemmer det alligevel væk. Man gemmer jo overraskelser, ikke? Det gør jeg i hvert fald. De får hurtigt slæbt deres poser ind i køkkenet, men pakker ikke ud. Udover det is, som de smider i fryseren. Klogt træk.

”Må jeg se min overraskelse?” spørger Zayn, med et lusket smil om læberne.

”Først når du har pakket ud,” kommandere jeg. Han sukker lidt, men begynder at pakke ud. Vi hjælpes alle sammen ad, så det tager kun ti minutter. De havde altså skræmmende meget pakket ned i de poser.

Vi sidder inde i stuen. Jeg har stadig ikke vist dem mit hår.

”Kom nu bare, Kylie, hvis os overraskelsen,” sukker Zayn. Jeg nikker lidt, og fjerner så det tørklæde jeg bandt om håret. Mine brune lokker falder ned, og lander i det blå skær. Drengene kigger lige i tre sekunder inden de alle smiler.

”Det klær’ dig,” siger Zayn. De andre nikker sig enige, og jeg smiler. Louis griner.

"Wow, fantastic baby!" råber han næsten. Jeg griner til ham, men de andre drenge kigger forvirret på ham. Vi viser dem sangen, og de nikker sig enige, selvom de, ligesom mig, ikke fatter et ord af den.

Resten af aftenen snakker vi frem og tilbage. Det gør vi faktisk resten af ferien. Når jo, og så er vi da også ved stranden, og i forlystelses parker, og sådan noget. Vi besøger også de andre drenge, udover de andre drenge, udover Niall, da han ligesom bor lidt for langt væk. Men sommeren kommer til en ende, og jeg skal sige farvel til mine fire bedste venner, og min store kærlighed. Jeg ved dog, at det ikke bliver et ’farvel’ men et ’vi ses’. Heldigvis for det.

 

_____________

 

Det tog mig lang tid at skrive dette kapitel.. Min inspiration er meget langt væk lige nu.. Men sådan er det jo nu engang. Håber i kan lide det. (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...