Remembered or Forgotten? - One Direction

Kylie er en hel normal pige. Det eneste der er ved hende, er nok hendes venskab til Zayn, som hun dog ikke tror på mere. Hun siger aldrig noget til nogen, om dette men det er altid i hendes hjerne, og hendes hjerte. Hvad sker der så, når han pludselig kommer hjem fra London og USA, og hvor han nu ellers har været, for at være lidt sammen med sin familie, og holde sommerferie?

19Likes
12Kommentarer
2796Visninger
AA

7. En middag for to.

 

Jeg har efterhånden fået mit tøj på – not! Jeg aner ikke hvad jeg skal tage på, men okay, Zayn kørte også kun lige for en halv time siden, og skulle jo lige forklare det hele til mine forældre, så det i sig selv, tog lidt tid. Men altså, nu står jeg med hovedet inde i mit skab, og jeg aner ikke hvad jeg skal tage på. Jeg er sikker på, at i kan sætte jer ind i situationen. Jeg vil ikke have noget alt for fint, men jeg vil heller ikke ligne en hjemløs. Okay, vi laver en plan. Vi starter oppefra. Jeg vil have en skjorte på. Kan man ikke tage en mørkeblå skjorte, med nitter på kraven, på? Jo, det synes jeg godt man kan. Jeg tager den i hvert fald på, med en sort top under. Tror bare det bliver en tubetop, så man kan se min mave. Det er ikke fordi den er vildt tynd eller noget, men for en gangs skyld, er det en varm sommer, her i Bradford, så jeg kan sagtens have den på. Så er det bare hvad jeg skal have af bukser. Det bliver bare et par sorte shorts. Så propper jeg skjorten ned i mine shorts, og wupti! tøj. Nå, men så vil jeg lige smutte i bad. Vent lige her, ikke? Jeg gider ikke have sådan nogle som jer med, når jeg er i bad. Tsk, hvad tænker i om mig? Nå, men jeg skal altså i bad, og i har bare at vente her!

Hej igen. Smiley. Rigtig dårlig vane. Lever i endnu? Det var godt, for jeg kan ikke gøre for det. Jeg har været i bad, og i kan godt følge med igen, for tøjet er skam også på. så er problemet bare mit hår. Mit store mørke, og krøllede hår. I ved, de der små krøller, som gør håret utrolig stort? Jep, sådan nogle er jeg i besiddelse af. Så skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal gøre med dem. Man kunne lave en stor hestehale? Ja, det gør jeg, det for mit hår til at virker stort, men ikke for stort. Ligesom jeg helst vil have det. Hvordan kan i lide at sætte jeres hår op? Ej, den hestehale her, den går bare ikke. Jeg glatter det. Det er det jeg gør. Så får jeg ret så langt hår, for det er i forvejen langt, når jeg har krøller. I kan vel selv regne det ud, det er første klasses matematik. Så kan jeg jo også bare sætte nogle hårnåle i noget af det forreste, og så har jeg egentlig en pæn frisure? Ja, det må være det jeg gør. Jeg slukker lige lidt for min tankegang, kan i leve med det? Godt nok. Jeg slukker for mit glattejern, og går over for at finde nogle hårnåle. Jeg har nogle sølv. Dem tager jeg i håret, for så skinner de lidt, i det ellers så mørke hår. Det må i kende. Nu er jeg så tilbage ved min tankegang. Det har jeg det bedst med, det virker altså mest naturligt, det må i da kende. Går i måske, og tænker over, at i tager stikket ud, fra glattejernet? Nej vel? I tænker sikkert på One Direction – eller noget i den stil, jeg kan jo ikke læse tanker. Det er jeres evne. Hey, det lød egentlig sjovt nok – not. Kan i se? Jeg har virkelig dårlig humor. Nå, men det sidste jeg mangler, er sko. Det bliver sølv stiletter. Bare rolig, ikke sådan nogle, med alt for meget farve, eller hvad man skal sige. De er meget neutrale, men de passer ret godt mod mit andet tøj. Og desuden, så er de ikke alt for høje. Jeg vokser omkring fem centimeter, når jeg har dem på. Altså er jeg lige nu enoghalvfjerds centimeter høj. For dem der er dygtige til matematik, kan i nu regne ud, hvor høj jeg i virkeligheden er. For de dovne – som mig selv, kan jeg sige, at jeg er seksogtres centimeter høj. Det er en meget fin højde, men jeg kan nu godt lide at tage hæle på ind i mellem, og være lidt højere.

Ups, nu ringer det vidst på døren, jeg må hellere smutte nu. I kommer vel bare med? Jaja, selvfølgelig gør i det. Det er ligesom efterhånden jeres ting, det der med at følge med. Er i sådan nogle stalker typer? Ej, bare rolig, jeg driller jer bare. Men i altså nogle stalkere, det kan i ligesom ikke rigtig komme uden om, vel? Nej. Men jeg er også ligeglad. Jeg kan da også finde på at stalke folk, hvis det er nødvendigt. Jeg tror det er sådan en egenskab som alle har. Men den er nu også i princippet god nok at have. Oh shit, dørklokken ringer igen. I stopper mig da også altid, når jeg har gang i noget. Vent, det er jo mig selv der stopper mig, ved at overanalysere alting? Argh Kylie! Stop nu det der, og få røven ned til den dør, så Zayn ikke skal vente alt for længe. For hvis han ringer bare en gang til, så er det sikkert, at mine forældre åbner døren, og det ville altså være pænt pinligt. Så skal de jo til at snakke med ham, og så kommer de simpelthen til at have en længere samtale, og til sidst er der slet ikke tid til vores middag. Det ville være pænt træls. Nå ben, nu må i gerne begynde at bevæge jer, så jeg kan komme ned og åbne for Zayn. Derfor slår jeg sikkert min tankegang fra. Det gør jeg nok, men det kan i godt klare, det har i bevidst før, så hvorfor skulle det nu pludselig blive et problem? Det kan jeg i hvert fald ikke se. Nu står jeg så lige foran døren. Er i klar til det her? Er i? Ja, for problemet er, at det er jeg ikke, selvom det egentlig ikke burde være sådan et stort problem. Nå, nu gør jeg det altså.

Jeg åbner døren, og der står Zayn, og ser godt ud. Jaja, hvad kunne man forvente? Han har håret sat flot, og hans tøj sidder perfekt. Han har beige bukser på, og en ternet skjorte. I det hele taget ser han bare godt ud, og wupti, så føler man sig grim.

”Hej,” Zayn smiler, og virker – heldigvis – langt mindre nervøs, end sidste gang. Eller rettere, tidligere på eftermiddagen.

”Hej. Har du ventet længe?” spørger jeg så, en smule forsigtigt. Det ville være pinligt, hvis han havde ventet i hundrede år. ”Kun længe nok til at ringe på to gange,” smiler Zayn, og blinker til mig. Jeg ryster bare på hovedet af ham.

”Jeg smutter!” råber jeg til mine forældre, i det jeg lukker døren efter os. Nu skal vi ud og spise, og jeg aner ikke hvor. Det skal skam nok blive spændende. Gad vide, om han kan huske hvor kræsen jeg er? Nå ja, han spiser jo bare kylling konstant, så han kan ikke klage over mig.

”Du ser godt ud,” Zayn river mig som altid ud af mine tanker.

”Hvad? Nåe, tak,” smiler jeg forlegent, mens jeg stiger ind i Zayns bil, som holder uden for vores hus. Han griner bare lavt til mig.

”Sød som altid,” kan jeg lige høre at han mumler, da han sætter sig ind. Jeg smiler bare, og venter på at vi køre af sted. Jeg skal dog ikke vente så længe, så det er jo rart nok.

”Hvor er det vi skal hen?” jeg er alt for nysgerrig, jeg ved det godt, men det kan i helt sikkert kende fra jer selv. Eller, i hvert fald hvis i er den nysgerrige type.

”Altså, nu er jeg ikke så opfindsom, men det bliver altså bare Nandos,” forklare Zayn roligt, med et lille smil.

”Jeg elsker Nandos,” smiler jeg roligt, og tjekker kort min make-up i sidespejlet, sådan helt diskret. Men åbenbart ikke diskret nok. Zayn opdager mig i hvert fald.

”Jeg troede du kendte vores musik?” så er det her, man skal virke total uskyldig, ikke? Det er i hvert fald min plan, lige nu.

”Eh, hvad mener du?” spørger jeg, bare sådan helt uskyldigt – præcis som i min plan. Altså, den jeg forklarede lige for tre sekunder siden.

”Du ved, ’don’t need make-up to cover up’?” Zayn synger det sidste ganske let.

”Altså, jeg synes bare den del af sangen viser, hvor længe siden det er, i har været sammen med piger,” siger jeg, og virker helt seriøs. Zayn kigger bare dumt på mig, og jeg begynder at grine. Jeg er så dårlig til at holde masken. Æv altså, hvorfor mig? Nå, men det er vel bare en lidelse. Ligesom jeres stalker lidelse. Nu er jeg ond igen. Elsker i det ikke bare? Jeg elsker i hvert flad at være ond. Ondskab er alt for godt.

”Kylie, hvad tænker du på?”  som altid river Zayn mig ud af min tankegang. Dårlig vane – fra hans side altså. Tsk altså.

”Jeg tænker sådan bare lidt på ondskab,” svarer jeg bare helt neutralt.

”Ondskab? Kylie, hvad foregår der inde i dit hoved?” Zayn lyder faktisk bekymret.

”Ikke noget – min tankegang er bare… ja,” svarer jeg roligt. Zayn nikker.

”Det er vel klart nok, med forældre der tror du begår selvmord,” Zayn smiler forsigtigt.

”Du har alt for ret,” griner jeg.

Vi sidder inde på restauranten, og har lige bestilt. Tjeneren kunne vidst godt kende Zayn, men hun flippede ikke, hvilket jo i princippet var rart nok. Vi havde begge bestilt et eller andet med kylling, jeg er ikke helt sikker på hvad det er, men jeg er i princippet ligeglad. Lige nu bruger jeg bare min tid sammen med Zayn, og vi fortsætter, fra da vi sad i bilen. Vi snakker og griner. Vi er ikke specielt seriøse, men det kan vi være, når vi bliver gamle – og det er der heldigvis mange år til. Ellers ville det være pænt træls. Forestil dig, bare at vågne op, og wupti, så er du gammel. Hm, jeg siger tit ’wupti’? nå, jeg kan godt lide ordet. Det lyder faktisk sjovt. Eller, sjovt og sjovt, men alligevel. Der har vi vores mad, så må vi vel hellere få spist. Det klarer vi lige selv. I kan bare hoppe med senere. Smut nu altså. Hallo? Smut så! Dorh, tak! Vi ses senere.

I kan godt komme med igen. Nu har vi nemlig spist, og er endnu engang på vej til stranden. Vi er alt for meget på den strand, men der er altså meget hyggeligt. Vi skal bare ned og gå en tur ved vandet, så tager vi hjem igen. Det er lidt sjovt. Vi elsker begge vandet, men ingen af os kan svømme. Okay, jeg kan svømme lidt, men for det meste går jeg bare rundt i vandet. Zayn er mere eller mindre helt handicappet. Okay, altså jeg er lidt bedre til vand end Zayn, men det er ikke så meget. Så derfor vil vi bare gå i vandkanten, og så kan vi tage hjem igen.

”Jeg nyder virkelig min tid med dig, Kylie,” gæt hvem der rev mig ud af min tankegang? Okay, det var ikke så svært, men alligevel. Det er selvfølgelig Zayn.

”Ja, det er rigtig hyggeligt, endelig at være sammen med dig igen,” svarer jeg bare. Hvad skulle jeg ellers sige? Det er også et fint svar. Zayn ser i hvert fald ud til at acceptere det. Resten af turen langs vandet, går vi i stilhed, og nyder aftnen. Det er helt perfekt. Jeg kunne virkelig ikke komme på noget meget bedre, lige nu. Alt er fantastisk, og hvis jeg kunne, ville jeg tage et billede af os to, med solnedgangen i baggrunden. Det ville være fantastisk. Men jeg kan bare tage billedet mentalt, hvilket jeg vel også har gjort omkring tusind gange, allerede.

Zayn stopper op, og river mig derved ud af min tankegang. Han læner sig tættere ind på mig, og vores læber er virkelig utrolig tætte på hinanden, lige nu. 

 

_______

 

Nu får i ikke mere, før om lidt mere end en uge. Jeg tager nemlig på ferie i morgen. Som sagt før, så tager jeg min iPad med, så kan nok skrive videre, men jeg kan ikke publicere. Derfor slutter jeg her, og så kan i finde på spørgsmål om, hvad der mon sker nu? God ferie alle sammen♥ Vi ses snart.♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...