Remembered or Forgotten? - One Direction

Kylie er en hel normal pige. Det eneste der er ved hende, er nok hendes venskab til Zayn, som hun dog ikke tror på mere. Hun siger aldrig noget til nogen, om dette men det er altid i hendes hjerne, og hendes hjerte. Hvad sker der så, når han pludselig kommer hjem fra London og USA, og hvor han nu ellers har været, for at være lidt sammen med sin familie, og holde sommerferie?

19Likes
12Kommentarer
2807Visninger
AA

3. Deprimerende tanker.

Okay, nu skal min vrede mod verden gå ud over mit tastatur, men det er i vel bare glade for? Nu får i, i hvert fald et kapitel (;

 

Han er Zayn. Ja, jeg sagde Zayn. Og kan sikkert også gætte hvilken Zayn? Også rigtigt. Igen ringere end Zayn Malik, plejede at være min ven. Indtil han blev kendt, og jeg blev til støv for ham. Det tror jeg da i hvert fald jeg er. Jeg mener, ellers havde han vel kontakte mig? Jeg havde i hvert fald kontaktet ham, det jeg er helt hundrede på. Lige meget hvordan. Hvis det var mig der var kendt, ville han blive hævet med mig, til tusind steder. Nu ved jeg jo godt, at drengene har være mange spændende steder, på deres tourné, men hvis jeg var den kendte, så er jeg sikker på, at jeg havde slæbt Zayn med. Jeg ved godt, at jeg tidligere snakkede om ham som en flirt, og nu snakker jeg om ham, som en ven. Nu skal i få svaret.

Zayn og jeg, havde altid været venner. Eller, altid og altid, det er måske så meget sagt, men i hvert fald siden fjerde klasse. Eller, hans fjerde klasse, min tredje klasse. Jeg ved ikke hvordan, men vi endte hurtigt med at blive gode venner, da vi først havde mødt hinanden. Vi gjorde det meste sammen. Nogle troede endda vi var kærester, og det var ikke så populært, hos flere af pigerne, som havde et ret godt øje til Zayn. Det var dog ikke mit problem, og desuden forsikrede jeg dem om, at jeg ikke var hans kæreste – forudsagt, at jeg kunne lide den pige der spurgte, for hvis det bare var en dullet barbie, tja, så var jeg altså hans kæreste. Og så blev de skide sure, smed deres næser i vejret, drejede rundt på hælen, og forsvandt så, stadig med næsen i sky. I kan tro det så sjovt ud. Det sjoveste, det var dog når de kom med et lille fnys, eller hvæs.

Zayn fik aldrig noget at vide om dette. Det var min lille joke, og det måtte han bare leve med, hvis han nu alligevel skulle finde ud af det. Han ville forhåbentligt have været glad for det, hvis han havde fundet ud af det, for så slap han jo, for alle de der dullede typer. Vi plejede jo at lave sjov med dem, Zayn og jeg. Derfor vidste jeg, at de ikke var hans type.

I hvert fald ikke dengang. Måske nu? Det kunne sagtens være, for nu ville alle piger jo have ham. Og der var altså rigeligt med duller, blandt de der ”Directioners”. Nå, videre med mit flashback.

Sommeren, inden X-Faktor, da Zayn var 17, og jeg var 16 brugte vi al vores tid sammen. Jeg havde da også følelser for ham. Jeg gjorde bare ikke noget ved det, for jeg var bange for, at de ikke var gengældt. Det ville altså være monsterpinligt, hvis nu jeg kyssede ham, og han så bare skubbede mig væk, og kiggede dumt på mig. Jeg kunne lige se det for mig, og derfor turde jeg ikke. Angsten for afslag, fraholdt mig fra min drøm. Først efter alle mennesker var taget på ferie, eller i hvert fald de fleste. Der midt i ferien, da virkelig mange mennesker tog ud og rejse, føltes det som om, det kun var Zayn og jeg. Det var fantastisk. Flere aftner, tog vi ned til stranden. Vi holdte i hånden, men ikke bare som venner. Jeg ved ikke hvad forskellen er, men jeg kunne mærke den. Den ene aften, tog han mod til sig. Han kyssede mig. Vi flirtede resten af sommeren, men det stoppede så snart Zayn meldte sig til X-Faktor. Vi havde ellers aftalt, at det ikke skulle ændre noget, men det gjorde det. det ændrede meget. Altså for meget. Virkelig meget. Dræbende meget. Han dræbte mit hjerte. Ingen af os, havde regnet med, at han ville komme så langt. Ikke fordi han ikke sang godt, men jeg kendte ham. Han var nervøs, ad helvedes til, og kunne sikkert let glemme en tekst. Men det gjorde han ikke. Det var først, da de skulle danse på bootcamp, at jeg troede jeg havde en chance. En chance for at få min Zayn tilbage. Men han dansede alligevel. Jeg vidste jeg burde være glad på hans veje, men det var jeg ikke. Jeg ville have min Zayn tilbage, og det kunne jeg ikke få. Det var med til, at dræbe lidt af min livsglæde. Den livsglæde, som Zayn elskede. Han elskede, at jeg altid var glad, og nød mit liv. Men det gjorde jeg jo kun, fordi han var i mit liv. Det var derfor jeg var så glad. Det fattede han bare ikke. Han troede bare det var min natur. Det var det også, til en hvis grad. Men altså, mest af alt, så var det jo hans skyld. Ikke at det gjorde noget før, for det gjorde det ikke. Det var først nu, at det gik mig en smule på nerverne. Hvordan kunne han tage en hel livsglæde med sig? Det gav overhovedet ingen mening i mit hoved, men det havde han altså gjort. Og på en måde, respekterede jeg ham for det. For hvis han ikke havde taget den med, ville jeg ikke have nogen at dele den med. Måske har jeg en stor vennekreds nu, men problemet er bare, at Zayn mangler. Det ved de dog intet om.

Da mændene fra bootcamp, skulle videre, kunne jeg ikke lade være med at håbe. Håbe på at Zayn ikke kom videre, så jeg kunne få ham hjem igen. Jeg vidste, at jeg var en forfærdelig veninde, men jeg følte mig nøgen, uden Zayn. Han havde jo altid været der for mig, og pludselig, så var han revet fra mig. Jeg savnede ham, som jeg aldrig havde savnet nogen. Da jeg ikke hørte hans navn blive råbt op, stod verden stille. Han skulle jo videre. Det var det jeg ønskede for ham. Jeg gemte det bare væk, bag løgnen om at han skulle tabe, bare for at jeg kunne få ham hjem. Egoistisk bitch. Men da han så røg ud, ville jeg faktisk få ham hjem. Jeg vidste bare, at jeg ikke ville kunne se ham i øjnene, længere. Jeg havde håbet han røg ud. Det var ondt. Det var ikke fair. Han fortjente jo en chance, her i livet. Men det havde jeg så hevet væk fra ham. Jeg følte hele tiden det var min skyld, fordi jeg ikke havde ønsket ham videre, selvom jeg godt vidste, at det var dommerne der bestemte det. Det nagede mig alligevel. Jeg kunne jo se, hvor meget han ønskede det her. Og jeg vidste da også, at jeg ønskede han skulle videre. For jeg kunne ikke se ham i øjnene mere. Men han var ude. Ude af X-Faktor. Jeg troede det ville være for evigt. Jeg havde i hvert fald tænkt mig, at tvinge ham til at møde op igen året efter, når han kom hjem. Jeg huskede også Harrys audition. Dengang kaldte jeg ham dog bare, ham med krøllerne, for jeg huskede ikke navnene, på alle dem der stille op. Udover Zayn, sjovt nok.

Min drøm bristede, da han blev kaldt ind igen. Eller min tidligere drøm bristede. Nu håbede jeg jo inderst inde, at han ville klare sig nogenlunde, i hvert fald komme med i live runderne. Det ville jo være en fantastisk chance, og jeg regnede jo ikke med, at han ville glemme mig. Men jeg vidste, at hvis han blev kendt, ville der blive meget mindre tid til mig. Men jeg regnede da med, at der ville blive bare lidt tid til mig.

Tsk, jeg var det vidst en ønsketænker dengang? Tid til mig? Not. Der er ingen tid til mig, men det må jeg vel have vendt mig til nu, ikke? Nej, det har jeg så ikke. Nå, jeg er da vidst virkelig dårlig til det med flashback? I hvert fald, så skal vi videre med det, ellers får jeg jo ingen søvn, og det ville være trist.

Da alle fem drenge, og fire piger var samlet på scenen, genkendte jeg straks ham med krøllerne. Utroligt at hans stemme var ude. Ellers var der Zayn, en med Justin Bieber hår, og lyshåret én, og en mørkhåret en. Ham den mørkhårede, stirrede ret meget på ham med krøllerne ind i mellem. Lidt creepy, men sådan var det jo. Mens jeg sad i spænding og stirrede på skærmen, kunne jeg næsten høre noget knække. Nej, selvfølgelig ikke, men jeg følte at mit hjerte knækkede, da jeg så Zayn, kramme, og hoppe op i luften, sammen med disse fire ukendte drenge. Han skulle synge i band. Det lød slet ikke som den Zayn jeg kendte, men jeg ville alligevel følge X-Faktor, for måske var det lige Zayn?

Efter at have fulgt X-Faktor, vidste jeg, hvor glad Zayn var for det han lavede. Han levede med musikken i sig, og de drenge han sang med, var alle vildt talent fulde. Jeg var mere og mere sikker på, at jeg havde mistet ham til musikken. Specielt da han røg i finalen. Alligevel vidste jeg, at jeg ville støtte ham. Fra det tidspunkt af, ville jeg støtte ham, gennem alt han gjorde. Jeg håbede sådan at de drenge ville vinde. En del af mit hjerte, havde Zayn i sin hule hånd, og han kunne ikke give mig det tilbage. Han havde stjålet det. det gjorde dog intet. Jeg ville ikke have det tilbage. Han havde taget hans del, og den del skulle han beholde. For evigt. Det var også derfor jeg blev knust, da de fik tredje pladsen. De havde jo klaret sig fantastisk. De skulle jo have den pladekontrakt!

Det var så mit minde om Zayn. Det sidste jeg så til ham, var altså i fjernsynet. Træls ikke? Kun rigtig meget. Jeg kan ikke lade være med, at tænke på, om han nogensinde tænker på mig. For det er jeg ikke sikker på. Han er aldrig hjemme. Hvis han er i England, så er han i London, og ellers er han i USA eller Australien, eller et andet sted på verdenskortet. Det gør mig deprimeret ind i mellem. Jeg vil jo bare have min Zayn basse ved min side. Jeg har dog efterhånden accepteret, at det har jeg ikke. Men det med at savne ham, det er jeg vel efterhånden mester i. Han har jo stadig den del af mit hjerte, som han stjal.

Oh shit, de her tanker er altså vildt deprimerende. Jeg ved ikke… Lige nu kan jeg godt lide at være deprimeret. Bare grave mig ned i et sort hul. Eller rettere, min sorte dyne, som lige nu skal være mit hul. Så kan jeg sidde dernede og tænke, mens i lytter. Jeg fatter ikke rigtig at i gider, for lige nu er mine tanker da ikke så spændende? Eller hvad? Er nu interesserede i, om jeg nogensinde møder Zayn igen? For det tror jeg ikke, at jeg gør. Okay, jeg ved godt, at han faktisk kommer hjem, her til Bradford, for at være lidt sammen med hans familie denne sommer, men jeg tror stadig ikke at han vil huske mig. Ellers, så kan jeg jo bare campere i hans indkørsel, til han kommer hjem? Så ville han helt sikkert ligge mærke til mig, men han ville også tro, at jeg var en sindssyg fan. Så sindssyg, at jeg ikke nøjedes med at sove ude på vejen, ligesom de andre duller. Han ville tro, at jeg troede jeg var noget, som jeg ikke er. Men det vil jeg ikke gøre. Hvis han kan huske mig, så må han selv opsøge mig, for jeg er træt af nætter som disse, hvor jeg slet ikke får nok søvn, fordi jeg får et flashback, som det før. Hvor jeg husker hele forløbet under X-Faktor. Jeg har tudet før, det gør jeg dog ikke mere. Det stoppede jeg med, da jeg opdagede, at jeg bare savner ham. Ikke at det er godt ’bare at savne’. Jeg vil jo hellere have ham ved min side, men det har jeg glemt igen. Han fortjener slet ikke, at jeg hele tiden tænker på ham. Problemet er bare, at jeg ikke kan lade være. For jeg er jo stadig vild med ham – jeg elsker ham. 

 

_____________

Så. Kan i lide det? Jeg ved ikke hvor tilfreds jeg er med det her, men ja... Btw, så har jeg lavet nyt cover. Kan i lide det?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...