Remembered or Forgotten? - One Direction

Kylie er en hel normal pige. Det eneste der er ved hende, er nok hendes venskab til Zayn, som hun dog ikke tror på mere. Hun siger aldrig noget til nogen, om dette men det er altid i hendes hjerne, og hendes hjerte. Hvad sker der så, når han pludselig kommer hjem fra London og USA, og hvor han nu ellers har været, for at være lidt sammen med sin familie, og holde sommerferie?

19Likes
12Kommentarer
2791Visninger
AA

5. Clown.

 

I guess it's funnier from where you standing, 'cause from over here I missed the joke - Emeli Sandé, Clown.

 

 

Måbende, tager jeg nogle skridt hen mod ham. Han kan huske mit navn. Da jeg står lige foran ham, smiler han dumt.

”Zayn,” vrisser jeg bare koldt. Kold stemme, koldt udtryk.

”Kylie, kom nu, har du ikke savnet mig?” nu virker han helt desperat. Trist, måske. Men alligevel.

”Spørgsmålet, Zayn, er om du overhovedet har savnet mig?” spørger jeg, stadig forholdsvis følelsesløst. Hvis jeg viser følelser nu, er jeg dummere end jeg troede.

”Selvfølgelig har jeg det!” svarer han hurtigt. Se, han viser følelser. Han spiller slet ikke det her spil rigtigt. Han er så dum, indimellem. Eller altid. Jeg tæller ikke.

”Det’ sjovt Zayn, for det virker ikke sådan,” svarer jeg ham bare. Han kigger forvirret på mig, så jeg fortsætter:

”Zayn, jeg har ikke set dig i to år. Siden du meldte dig til X-Faktor. Det var det sidste jeg så til dig. Så tog du ud og blev berømt. Bare rolig, det har jeg ikke noget imod. I laver rigtig god musik. Men du glemte mig. Jeg lyder helt sikkert egoistisk, men efter flere år. Flere år! Så glemmer du mig alligevel. Jeg fatter dig ikke, Zayn.” Han kigger lidt, før han svare:

”Jamen Kylie, jeg glemte dig jo aldrig!” han lyder desperat. Altså, som i virkelig desperat.

”Zayn, vi har ikke haft kontakt i to år! Jeg skrev til dig, selv da jeg fik ny mobil, skrev jeg til dig, i håb om et svar. Jeg ringede til dig, men fik enten Voicemail, eller også afslog du bare opkaldet. Til sidst stoppede jeg. Du måtte jo have glemt mig. Ellers havde du kontaktet mig. Jeg savnede dig Zayn. Mere end jeg nogensinde har savnet nogen. Men jeg opgav håbet til sidst. Jaja, jeg ved godt at dit bands motto er, at man skal blive ved med at drømme, men ved du hvad Zayn? Det er umuligt. Okay? Ind i mellem, så er det helt umuligt, at holde håbet oppe, og blive ved med at drømme. For du glemte mig. Du glemte mig, selvom jeg aldrig glemte dig.” min stemme er fyldt med følelser. Jeg kan ikke holde det tilbage mere. Men jeg græder ikke. Jeg kigger bare på ham. Mine ord har ramt ham. Så fik jeg da lidt ud af det.

”Kylie, hvad skrev du i den sms, med dit nummer?” spørger han. Hvorfor spørger han dog om det? Nå, så må telefonen hives frem. Ned i tasken, og rode den frem, blandt alt det andet lort jeg har samlet i den.

”Der står ’Hej Zayn. Selvom du ikke har svaret på mine utallige sms’er, prøver jeg igen. Jeg har fået nyt nummer, men nu har du det også – Kylie’,” jeg kigger spørgende på ham, mens jeg ligger mobilen fra mig.

”Det kan jeg godt huske. Jeg troede du var en sindssyg fan, så jeg fik mig en ny mobil,” svarer han. Er det bare mig, eller lyder hans stemme såret? Nå, det er vel lige meget. Han troede jeg var en sindssyg fan! Så heller støv, det er helt hundrede.

”Zayn. Du har lige kaldt mig en sindssyg fan. Så hellere støv!” jeg råber det næsten op i hovedet på ham. I hvert fald trækker han et par skridt væk.

”Jamen, man kan jo ikke være for forsigtig, vel?” han kigger sørgmodigt på ham. Han har det dårligt med det, og det skal han gerne blive ved med.

”Du kunne jo bare have spurgt, hvor jeg havde dit nummer fra, eller noget? Eller hvor jeg kendte dig fra, ikke?” spørger jeg. Det er da den mest logiske måde at gøre det på.

”Det tænkte jeg jo ikke på, vel?” Zayn virker virkelig såret.

”Nej Zayn, det kan jeg ligesom godt regne ud, ikke?” jeg er virkelig sur på ham, stadigvæk.

”Jeg har bare savnet dig sådan. Jeg har bare virkelig ingen tid, med det her job. Og nå jeg så endelig kommer hjem, og jeg tager til stranden, hvor jeg er sikker på at finde dig, så hader du mig,” han lyder virkelig trist. Altså, virkelig langt nede. Som om han mener det han siger.

”Zayn, jeg hader dig ikke. Det har jeg aldrig gjort, og det kan jeg aldrig komme til. For problemet, Zayn, problemet er, at jeg elsker dig. Jeg elsker dig jo forhelvede!” det sidste råber jeg. Og det chokere både ham og mig. Men jeg vil ikke trække det tilbage, for det er jo sandt.

”Kylie, jeg elsker også dig. Det er bare så svært,” han griber ud efter min hånd, men jeg trækker den tilbage. Han kigger såret på mig. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal føle,” mumler jeg. Han strækker sine arme ud, som om han ved hvad jeg tænker. Jeg har brug for et kram. Jeg træder ind i hans favn, og lader hans arme holde om min krop. Det er en fantastisk følelse. ”Kom med,” siger han, inden han trækker mig hen til hans bil.

Jeg sidder inde på hans værelse, præcis som for to år siden. Isen er ikke væk mellem os, men det bedre nu, end det var for en halv time siden. Jeg tror faktisk, han snart har fattet, at det her er hans skyld. Jeg sidder bare på hans seng, og kigger på ham, mens han kigger ud af vinduet. Ingen af os siger noget. Vi kigger bare. Ikke at stilheden er akavet, for det er den ikke. Den er nærmere trykkende. Det er slet ikke rart. Ikke på nogen måde.

”Zayn, jeg…” jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg vil bare have ham til at se på. jeg vil have stilheden til at stoppe. Jeg kan ikke lide det. Det er så… Ja, jeg ved ikke engang hvad det er, men det er ikke rart, overhovedet.

”Nej, Kylie. Stop. Det var min skyld. Jeg kan godt se det nu. Jeg har været forfærdelig. Jeg kunne ikke være dig det bekendt, men det kunne jeg ikke se før nu. Undskyld. Jeg mener det virkelig. Undskyld,” hans ord kommer bag på mig, men han har vendt sig om, hvilket jeg er meget glad for. Så kan jeg se ham i øjnene.

”Zayn… Jeg har heller ikke været en god ven,” jeg ved ikke hvorfor, men jeg har brug for at tilstå. Tilstå, at jeg ville have ham ud af X-Faktor, bare så jeg kunne få ham hjem.

”Hvad mener du?” hans øjne er triste, men alligevel ikke skræmmende meget. Han sætter sig ved min side på sengen, og tager min hånd i hans. Jeg lader ham beholde den, så føler jeg mig mere sikker. Jeg forklare ham, at da han var i X-Faktor, ville jeg på ydersiden bare have ham ud, men inderst inde, ville jeg ønske han vandt. Utroligt nok, så forstod han mig. Han forklarede mig, at han nok ville have haft det, på samme måde hvis det var ham. Jeg kan slet ikke beskrive min lykke lige nu. Vi skal nok få det her til at fungere, og nu har vi en hel sommer foran os. – Og jeg kan besøge Lucas nu, uden at være bange for at løbe ind i Zayn. Dét er et stort plus. Han er virkelig en af mine bedste venner, og det er virkelig tit, at vi er hos ham, for de andre bor så langt væk. Vi er altid hos enten ham eller mig.

 

”Zayn, jeg har sådan savnet dig!” udbryder jeg, efter alle mine tanker, og endnu en stilhed. Og pludselig kan jeg ikke holde tårerne tilbage længere. De løber i lange baner, ned af mine kinder. Jeg prøver at smile, men det bliver bare et forsigtigt smil. Hvorfor skal han også være så forbandet perfekt? Jeg forstår helt hundrede de tusind tøser, der er helt vilde med ham. For nu er jeg en af dem. Jeg er bare et skridt tættere på, end dem. Det føltes ret godt.

”Nårh skat da! Kom her!” han griner stille, inden han trækker mig ind i hans favn. Dog er min gråd næsten stoppet, så jeg beslutter, at jeg vil drille ham lidt. Jeg græder færdig, stadig i hans favn. Så snart jeg er færdig med det, vælter jeg ham ned i sengen, og sætter mig ovenpå ham. Han kigger forvirret på mig. Derfor griner jeg ondt, inden jeg begynder at kilde ham. Og det er sjovt. Han ligger bare under mig, og skriger som en tøs. Har i prøvet det? Nej? Ja? Hvis i ikke har, så burde i. Jeg kunne forestille mig, at i gerne vil have lidt at vide, om hans udseende? For det er ekstra lækkert i dag, efter min mening. Han har nemlig bare en hvid tanktop på, og en par jogging bukser. Hans hår er dog sat til perfektionisme, så det er mit næste mål. Jeg begynder at rode rundt i hans hår.

”Zayn. Du har fået langt hår,” griner jeg. Han sender mig bare en sur mine, inden han griber fat om mine hænder, og vælter mig ned, hvorefter han sætter sig oppe på mig.

”Og du har taget på,” mumler jeg smilende.

”Det sagde du bare ikke,” hvæser han grinende, hvorefter det er min tur til at blive kildet. Jeg griner som en sindssyg, hele tiden. Til sidst for han vidst nok af mit grin, for han falder ned ved min side, med et smil på læben. Så ligger vi der, og snakker. Han har jo utrolig meget at fortælle, og han synes det er sjovt at høre om tøserne i min klasse.

 

”Zayn, jeg må hellere tage hjem, mine forældre bliver bare bange,” smiler jeg forsigtigt.

”Nårh ja, de er vel bange for et selvmordsforsøg?” griner han.

”Har du virkelig ikke været væk i længere tid?” spørger jeg undrende. Han trækker bare på skuldrene, og følger mig ud.

”Skal du have et lift?” sikke en gentleman. Jeg griner lidt, og nikker så. Han smiler, tager sine bilnøgler, og så kører vi ellers. Han kan stadig huske vejen til mit hus. Det er jeg ret stolt over. Selv to år efter.

”Tak for turen,” smiler jeg inden jeg åbner døren.

”Kan vi mødes i morgen?” spørger Zayn hurtigt, inden jeg når væk.

”Ehm, Zayn, skal du ikke være sammen med din familie? Jeg har det dårligt med at stjæle dig fra dem…” mumler jeg. Jeg vil jo gerne bruge min tid sammen med ham, men jeg ved bare ikke, om jeg tør.

”Dem kan jeg altid være sammen med. Jeg har ikke set dig i to år! Jeg henter dig i morgen, klokken elleve, og så tager vi til stranden,” beslutter han. Jeg nikker bare smilende, og hopper ud af bilen, lukker døren, og vinker til Zayn, ind til han er væk.

Jeg kommer ind til tusind spørgsmål, men der skal ikke meget mere end et ord til. Nemlig Zayn. Så snart jeg har sagt hans navn, er der stille, udover de blændende smil de sender mig. De har altid elsket Zayn. Jeg smiler bare let tilbage, hvorefter jeg løber op på mit værelse. Jeg finder en sort tusch, og går hen til min væg. Nu vil jeg tegne, og så kan i lytte til mine tanker. Det lyder fair nok. Og bare rolig, og skal nok lade være med at tænke sådan ”Zayn… Zayn… Zayn…” for så sindssyg er jeg ikke. Jeg ved godt at jeg er sindssyg, men ikke sindssyg. Smiley. Sms sprog. Det sker vidst ret ofte. Som sagt, jeg må stoppe med at sms’e så meget. Det influere min tankegang, og helt ærligt, er det ikke bare pisse irriterende?  Nå, det tog ikke så lang tid, at skrive Zayns navn, så nu vil jeg i seng. Jeg har spist, bare rolig. Nu vil jeg bare ind under min dejlige, sorte dyne. Og så tror jeg, at jeg vil drømme lidt om Zayn? Det tror jeg, at jeg vil. Ville i ikke have gjort det samme? Det tror jeg nok i ville. Og det der, med at falde i søvn, med tankerne om en sød fyr, det er jo lige sagen. Specielt hvis den fyr er Zayn…

 

________

 

Så fik i dagens kapitel. Der kommer ikke flere, før tidligst onsdag, men måske først torsdag, da jeg skal sove hos nogle veninder (: Jeg vil lige gøre jer opmærksomme på, at ingen af disse kapitler er rettet igennem. Bare lige så i ved det, og ikke regner med, at jeg bare er vildt dårlig til at skrive (:.

Nå, men jeg håber i nyder ferien, lige så meget som mig. Forlad gerne en kommentar, eller tryk like, det ville jeg være yderst glad for (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...