Missing You

Tag ikke lyset med dig, ellers drukner jeg i mit eget mørke. Vend dig om en ekstra gang, inden du vender ryggen til mig. Og fortæl mig, at du kommer til at savne mig, lige så meget, som jeg savner dig.

Første del blev inspireret af: http://24.media.tumblr.com/tumblr_m6mrxpBlTm1rt8pkfo1_500.png

13Likes
19Kommentarer
1142Visninger

2. Del 1

 

 

Det var mørkt. Selvfølgelig var det mørkt som natten, men det var virkelig mørkt. Det var ikke kun manglen på lys, men det var også den dystre aura, der gjorde, at det netop virkede så mørkt. Manglen på lyset var ved at dræbe alle mine celler inderst inde. Jeg havde aldrig været bange for mørket, men denne gang, kunne jeg ikke skjule det. Et par kuldegysninger fór gennem min krop.

 

Noget i mig var godt klar over, at dette var en drøm, men jeg kunne ikke vågne igen. Natten var stadig lang og der ville stadig gå lidt tid, inden jeg faktisk vågnede. Det, der skete inde i mit hoved, var ikke skræmmende, men alt omkring mig var koldt. De mennesker jeg kendte, opførte sig anderledes. De var inde og jeg var ude på sidelinjen. Vi kunne ikke nå hinanden.

 

Jeg ville stille dem spørgsmål, snakke til dem eller skrige indtil de hørte mig, men nej. De ville skule til mig og bede mig om at holde kæft. Jeg vidste jo godt, at det her ikke var mine rigtige venner… At de aldrig ville opføre sig sådan i den virkelige verden, men når jeg først drømte, kunne jeg ikke stoppe igen. Det hele var så realistisk, at det gjorde ondt. Det prikkede i øjnene og min mund føltes som sandpapir. Kulden, som de efterlod mig, var begyndt at trænge ind i min krop, men inden jeg kunne gøre noget ved det, forsvandt alle mine venner.

 

Hele scenariet omkring mig var et stort sort hul. Mine ben bevægede sig, men jeg anede ikke, hvad de bevægede sig på. Det var ikke til at se… Til at mærke. Til sidst magtede jeg ikke at gå længere og valgte at sætte mig ned. Mørket… Det var en af de ting, som jeg var begyndt at drømme om, ret tit. Der ville ikke ske noget, og jeg ville også stå op efter et stykke tid, men om morgenen, ville jeg føle mig ret så tom.

 

Jeg tog mine knæ op til mig og stirrede på tomheden foran mig, da en skygge dukkede op… For at kunne se en skygge, havde man også brug for lys og det var ikke så tit, at mit mørke blev afbrudt af lys. Jeg løftede langsomt hovedet op og slap langsomt grebet om mine ben… Skikkelsen foran mig virkede så bekendt, men hvorfor sagde den ikke noget?  Jeg sad længe og stirrede på skikkelsen, inden jeg besluttede mig for at rejse mig op, for at finde ud af, hvem den person var. Da jeg endelig stod oppe, var der et gisp der undslap min mund. Skikkelsen, ansigtet, håret…. Det hele var så bekendt… Mir.

 

”Oppa,” mumlede jeg helt forsigtigt, da han kun stod få meter væk fra mig. Mit hjerte bankede hårdt, da jeg endelig ikke følte mig helt alene. Selvfølgelig… Han skulle jo være min redningsmand. Jeg trådte fremad og lagde min hånd på hans venstre kind, men det føltes helt forkert. Huden på hans kind var alt for tynd. Hans hoved var bukket nedad og hans hår dækkede for hans ansigt. Hans hår var faktisk langt, ligesom i hans ”Cry” dage.

 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men prøvede at ae hans kind i stedet for. Hvad der mødte mig, var noget, der slet ikke mindede om hud… Det mindede ikke om kød. Det var hårdt og koldt, buede mange steder. Min hånd begyndte at ryste og derefter spredte det sig til resten af min krop… Nej… Det var ikke en kind jeg rørte ved. Jeg skreg og sprang en meter bagud, for at kunne se ham ordenligt. Hvad var det, der skete?

 

Han løftede hovedet op og stirrede på mig… Nej, hvordan kunne han stirre på mig, når han ikke havde øjne. Hans øjne var helt sorte. Selv området rundt omkring hans pupil og iris. Ja, jeg var omringet af mørket, men dette var værre. Når man var vant til at drukne i øjne fyldt med kærlighed, kom det helt bag på mig, at de nu var tommere og mere håbløse, end jeg selv var. Men det værste var hans ansigt. Huden var langsomt ved at falde af og afslørede hans indre skelet. Han tog sin hånd op, lige under hagen, så det lignede, at han skulle til at tørre sig… Nej… Dette var umuligt… Mir… Min elskede Mir… Dette var umuligt… Tårerne trillede allerede ned ad mine kinder og varmede mit kolde ansigt op. Af alle de mareridt jeg havde haft, var dette det værste. Mens han stirrede koldt på mig og lod sin hud falde af, kunne jeg kun høre mine hulk og de tårer, der på en eller anden måde gav genlyd i mit mareridt. Med et skrig, stod jeg op.

 

 

Allerede dagen efter MBLAQ’s koncert i Indonesien, kunne man se klips fra deres performances. Jeg så nogle af de forskellige klips igennem, men allerede efter de første, stoppede jeg med det. Hurtigt klappede jeg min Mac sammen og tog en dyb indånding. Det var en dag siden jeg havde haft det mareridt, men jeg kunne ikke samle mig… Hvor lang tid siden var det, at jeg havde set Mir?... Det var jeg ikke engang klar over. Lige siden starten af 2012, havde de haft travlt. Comeblaq kaldte deres fans det… 2012 var virkelig deres år.

 

De havde hele tiden travlt og selv når de ikke havde travlt, plejede Mir altid at være så træt, når han endelig havde tid tilovers. Men han gjorde det så godt han kunne og det elskede jeg ham også for. Men… Lige siden han langsomt forsvandt ud fra mit liv, begyndte jeg at få søvnproblemer. Det startede med at jeg ikke kunne sove i et par dage, men langsomt blev det værre. Det var som en rotteudspredelse. Det ene øjeblik havde man to og det næste øjeblik havde man trestusinde rotter. Til sidst blev det så alvorligt, at lægen fortalte mig, at det var insomni også kaldt som søvnløshed… Der var ikke så meget at gøre, men når valget stod mellem mareridt og søvnløshed, valgte jeg altid at springe søvnen over, indtil min krop sagde stop.

 

Hver gang jeg var sammen med Mir, plejede jeg at kunne sove normalt, så jeg kunne jo ikke rigtig fortælle ham om det. Desuden behøvede jeg heller ikke at bekymre ham med mine søvnproblemer… Han havde det svært nok i forvejen.

 

Jeg klappede min Mac op igen og fandt tilfældigt et klip fra hans nye single ”Wild” med G.O. Mir skinnede sådan som han altid plejede at gøre på en scene. Men denne gang så han virkelig ud til at være glad. Han havde glædet sig til at komme ud til alle hans fans… Til at optræde for så mange mennesker, forskellige steder. Da han stod med armene slynget rundt om to kvindelige dansere, var der et eller andet, der bevægede sig inde i mig. Jeg var ikke jaloux. Det havde jeg ingen grund til at være, vi havde trods alt været sammen omkring halvandet år nu… Men tårerne ville ikke stoppe med at trille.

 

Jeg burde være glad for hans vegne af, men jeg ville sådan ønske, at hans arme var omkring mig og ikke omkring de piger. At jeg ville være i stand til at putte hovedet ind mod hans bryst og så bare græde. Inden jeg kunne nå at få det mere elendigt, ringede min telefon. Jeg skyndte mig at tørre de få tårer væk og rejste mig træt op, for at se hvem der ringede. Da jeg så kontaktnavnet, stivnede jeg.

 

”Cheol Yong <3”

 

Jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage telefonen… Ellers ville jeg ikke høre hans stemme i flere uger, men jeg var ikke klar. Klumpen i min hals var der stadig og ville gøre det svært for mig at snakke. Jeg tvang klumpen dybt ned i min hals og tog modvilligt mobilen op til øret.

 

”Hallo?” mumlede jeg forsigtigt og lavt, for at han ikke skulle kunne høre min stemme alt for godt.

 

”Mill-ah! Jagi!” skreg han nærmest ind i telefonen. Jeg burde blive glad for at høre hans stemme og det gjorde jeg… Hvorfor var det så, at jeg kunne mærke mit hjerte, der blev knyttet inde i mit bryst. Hans stemme ville slet ikke stoppe og jeg blev overvældet af den tsunami af ord han lukkede ud. Hans stemme lød slet ikke, som når han var på scenen. Når han sang, var den dybere, men når han snakkede så hurtigt og vildt, lød den lidt skringer i det.

 

”Jagi… Er du okay?” spurgte han med en bekymring i hans stemme, da jeg i lang tid slet ikke svarede ham. Jeg åbnede min mund og mærkede hvor meget det spørgsmål påvirkede mig. Der var så mange svar på det spørgsmål, men det svar, som jeg havde lyst til at skrige, var også det svar, som ville komme til at påvirke ham negativt. ’Nej’. Det var så nemt at udtalte, så nemt, så nemt… Og alligevel kunne det ord ikke komme ud. Min samvittighed slettede ordet fra min hukommelse og han fik det svar, som alle andre mennesker omkring mig fik.

 

”Ja… Jeg er bare lidt træt,” mumlede jeg stille og lukkede øjnene for at opfange hans stemme. Mit hjerte bankede hårdt og forkert. Det gjorde ondt og jeg var træt. Men jeg kunne ikke ødelægge hans smil. Jeg havde aldrig set ham være så glad før… Måske var han mere glad, når han var på scenen, end når han var sammen med mig… Mine tænder bed automatisk hårdt i læben og jeg banede mentalt, for at være så svag. Hvis jeg ikke snart kom med et svar, ville Mir jo få en mistanke.

 

”Ja… Jeg er bare lidt træt oppa… Men når jeg tænker på hvor meget oppa kæmper, bliver jeg mindre træt,” sagde jeg og prøvede at lyde oprigtig, selvom gråden allerede var i halsen på mig. Den var så tæt på at komme ud. Så tæt på at knække den facade, som var så skræbelig.

 

”Ah… Godt, for ellers ville oppa være alt for bekymret,” grinede han. Det kunne han da ikke gøre mod mig lige nu. Hans søde grin, var som sød musik i mine ører. Tårerne blev ved med af falde og jeg vidste, at jeg ikke ville kunne holde en samtale kørende meget længere. Min hånd rystede om mobilen i min hånd og et hulk var ved at slippe ud. Til mit held, kunne jeg høre Seungho i baggrunden, der kaldte på Mir. Mir beklagede sig vist kort, men jeg kunne høre hans stemme tydeligt endnu engang.

 

”Jagiya… Du ved jeg elsker dig! Pas godt på dig selv,” hviskede han en anelse panisk, da tiden var ved at løbe ud.

 

”Og jeg elsker dig,” hviskede jeg så lavt, at det næsten ikke var til at høre. Men inden han kunne nå at stille spørgsmål ved det lave svar, havde han allerede lagt på. Jeg tog mbilen ned igen og stirrede længe på den. Mit greb om den blev slapt og jeg hørte hvordan den ramte gulvet, men der var ikke noget, som jeg kunne gøre ved det. Mine ben rystede og på en eller anden måde fandt jeg vejen hen til sengen, inden mine ben gav op under mig. Jeg hvilede mit hoved mod den pude, der plejede at tilhøre Mir og blev overvældet af duften.

 

Mine arme snoede sig rundt om puden og jeg begravede mit ansigt dybt ned i den, i håbet om, at den ville fjerne den tomme følelse indeni. Duften af Mir var så afslappende, men samtidig var det også den duft, der fik tårerne til at løbe. Det var tidspunkter som disse, hvor jeg virkelig havde brug for Mir. Det var tidspunkter som disse, at jeg virkelig fik lyst til at ringe til ham. Jeg havde virkelig brug for ham. Men her for tiden, havde jeg indset, at han virkelig var en stjerne… At han faktisk kunne få så travlt, at han slet ikke ville have tid til at være sammen med mig. At han slet ikke ville få muligheden for at være der for mig. Og med den tanke i mit hoved, fortsatte mine tårer med at falde. 

 

_______________

 

Oppa = Det en pige, kalder en dreng, der er ældre end hende selv og det man kan kalde sin kæreste. 

Jagi/Jagiya = Honey, babe, sweetheart, noget i den stil 

Hvis det er evt. tastefejl, beklager jeg, men er altid klar på at rette dem! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...