Just a secret - One Direction.

Willow Black, er en indelukket pige. På hendes 17 års' fødselsdag er hun flyttet til London, var hendes mor og far er begravet. Willow tilbringer alle sine dage på kirkegården, det får hende til at føle hun har dem omkring sig. En dag i sommerferien, hvor hun sidder ved graven, kommer der en dreng forbi, ved navnet Liam Payne. Hvad vil der ske i mellem dem? Og hvad er det for en hemmelighed Liam har for Willow?

19Likes
17Kommentarer
2492Visninger
AA

2. Hey.

 

Jeg cyklede på min hvide gammeldags cykel, jeg elskede den. Det var min mors gamle cykel, hun havde aldrig sagt at jeg måtte få den, men nu hvor hun var væk kunne jeg ligeså godt tage den med. Jeg sukkede dybt og forsatte med at cykle hen af vejen. Der kom nogle små lyde fra cyklen, når jeg cyklede over brune gros. Der var meget stille. Vejret var gråt, men det var lige sådan jeg elskede det. Mit liv, tog en slem drejning da de ringede og fortalte at mine forældre var døde, i en bilulykke i London. Jeg valgte at flytte her over, for at være i nærheden af dem og jeg ved ikke hvorfor, men når jeg sidder på den næsten forladte kirkegård føler jeg mig helt hjemme igen. Jeg smilte kort og så på vejen, jeg var her nu.

Jeg slog støttebenet ud, så den ikke skulle ligge ned. Jeg tog min lille taske, ud af kurven foran cyklen. Jeg slyngede den over skulderen og forsatte ind af den gamle, sorte låge, som lammer en del, når man åbner og lukke den. Jeg gik med lange skridt hen til deres sten, hvor jeg satte på hug og kørte min lange finger over navnene på deres grav, som de delte. Det var godt nok mig der havde bestemt det, men jeg vidste hvor meget, de elskede hinanden så hvorfor ikke sørge for de altid blev sammen. Min langfinger kørte ind i fordybningerne, hvor den lille tekst stod.

Mor og far, jeg elsker jer. Håber i hviler for evigt og altid, i hinandens sjæle.

Jeg mærkede en lille tåre trille ned af min lyse kind, jeg lod den bare forsætte til den dryppede ned i græsset. Jeg satte mig med ryggen op af den og lod mit hoved hvile på den, en dejlig fornemmelse gik igennem min krop. Jeg følte, de sad lige ved siden af mig, holdte om hinanden og så glad på mig. Jeg smilte svagt til de slørede personer jeg så foran mig, selvom jeg var sikker på det var min regne fantasi. Min ”mor” åbnede munden, men ingenting kom ud, hendes læber bevægede sig. Jeg åbnede at læse den, og fik det til, ”vi elsker dig. Vi er stolte af dig min pige, gå ud og lev dit liv som du altid har drømt om, ikke luk dig inde.” Jeg mærkede tårerne begyndte at strømme ned af mine kinder, de vil bare ikke blive inde. Jeg rystede ivrigt på hovedet, de skulle væk og det var nu, men jeg vidste de havde ret. Jeg havde altid drømt om at blive sanger, de sagde jeg sang godt og jeg bare skulle gå efter det. Jeg åbnede svagt øjnene, de vat væk. Jeg sukkede lettede, dejligt. Det var bare noget jeg forstillede mig.

Jeg så mig omkring, der var næsten helt dødt. Der var mig, som altid, så var der en gammel dame, som nok sad ved sin mands grav og græd. Det var trist, de har nok været sammen i mange år og nu var de skilt ad. Jeg sukkede stille og bed mig svagt i læben, da en dråbe ramte mig i min paryk. Jeg gik med paryk, da jeg ikke gad klippe mit lange krøllede brune hår til, så de lignede. Det hår jeg havde med min paryk, var sort, godt skulder langt og med pandehår. Jeg gik altid med solbriller, ved ikke hvorfor? Jeg startede med det efter jeg flyttede her over. Når folk se på mig, ser de afsky, en er som en lille myg, som alle helst holder sig langt væk fra. Jeg kunne godt forstå dem, det var også det jeg gik efter.

Jeg gabte kort, og lukkede kort mine øjne i, inden jeg åbnede dem igen. Jeg havde alligevel ikke andet at tage mig til, jeg lukkede mine øjne i igen og slappede af i hele kroppen. Jeg smilte svagt, jeg vil nok dø, her og blive et med mine forældre. Det vil nok gøre det hele meget bedre. Jeg gabte kort en sidste gang, inden jeg faldt hen, i en dejlig dyb søvn.

 

*

 

”Undskyld mig, er du der.” Sagde en dyb drengestemme. Jeg rynkede blidt på panden og åbnede øjne lidt og så ind i et par brune øjne, der mindede meget om mine. ”Øhh, ja,” sagde jeg flovt og så på ham med et fjoget smil på læben. Pinligt, der var kommet en ung dreng og vækkede mig. Han var nok omkring de 18 år, og han vi ikke just grim. ”Er du okay,” sagde han stille og satte sig på hug foran mig, jeg nikkede stille og kom op på benene. Jeg tog min mobil op af den brune taske, klokken var lidt over seks.

”Er det dine forældre,” sagde han lidt nervøst, jeg drejede mig og så ham i øjnene. ”Jep,” mumlede jeg og vendte mig om, og skulle lige til at gå da han sagde. ”Det er jeg ked af,” sagde han lidt trist. Jeg drejede mig og så forvirret på ham, han kunne selvfølgelig ikke se det. ”Ta… tak.” Fik jeg stille frem, han et smil kom frem på hans læber. Han hånd blev løftede mod mig, ”Liam,” smilede han og så på mig med et venligt blik. ”Willow,” sagde jeg og trykkede han blidt i hånden. Han nikkede og så på mig, ”nå, men jeg skal gå.” Sagde jeg stille og så på ham, han nikkede stille. ”Håber vi ses igen,” sagde han og så mig i øjnene, igennem mine solbriller. Jeg nikkede bare og gik mod min cykel.

------------------------------------------------------------------------

Undskyld, det er lidt kort og undskyld i skulle vente, men her er det og håber i kunne lide det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...