The Lifes Goes On No Matter What 2 (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2012
  • Opdateret: 13 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jade er nu tilbage i London hos sine venner. Hun bliver nød til at acceptere en meget svær ting, som hun bare ikke syntes er okay. Hun har både op og ned ture, går til fester, passer sin skole og arbejde. Hun får en opringning af hendes mor, og det er dybt alvorligt. selv om hun kan hader sin mor, vil hun ikke af med hende allerede nu. vil hun kunne lade være med at fortælle Harry sin hemmelighed? og hvad sker der når hun pludselig klare sig elendigt i skolen? og hvad når hele skolen finder ud af at hun er på diæt? og pludselig blvie indlagt for det? og hvad når det med Harrys forelskelse bliver sprædt ud over nettet? vil hun nogensidne kunne være på nettet uden der står alt muligt lort om hende? og i sidste ende, kan hun slev klare presset? Efter akt dette rod, kan hun så stadig gå med ret ryg eller går hun helt ned med flaget?
Dette er 2éren i Livet går videre serien. læs 1eren først!! :D SWAG!

83Likes
138Kommentarer
7438Visninger
AA

9. kapitel 9

Jeg vågnede og var virkelig træt. Jeg ville klø mig i hovedet, men en smerte strøg igennem min hånd. Jeg åbnede træt mine øjne og så et drop i min hånd. Det fik mig til at kigge rundt, og jeg opdagede at jeg lå i en hospitals seng. På et sygehus og pludselig huskede jeg, at jeg var hjemme ved min mor og pludselig gik det helt galt.

”Er du træt?” spurgte en velkendt stemme. Min mors.

”Ja” sagde jeg og lukkede øjnene, hvor jeg lidt efter faldt i søvn. Til lyden af en masse mærkelige lyde.

Jeg vågnede ved, at der var en der sagde mit navn. Så jeg slog træt mine øjne op og så på en læge.

”Hej Jade, godt du er vågen… jeg kan forstå at du ikke spiser noget, så derfor bliver vi nød til at indlægge dig så du kan blive rask… du får først noget sonde mad, som du allerede for igennem det der rør og senere hen skal vi til at veje din mad. Og sådan skal det gå lige indtil du spiser normalt igen” sagde han, og smilte skævt og kiggede på mig.

”Hvad med min skole?” spurgte jeg hurtigt, selv om jeg ikke gad tilbage til skolen. Men det var da en måde at undslippe for det her fængsel.

”De sender alle dine lektier her op, og så kan du lave det mens du er her, Og vi sender det tilbage” sagde han som om det var helt normalt.

”Hvor lang tid skal jeg være her?” spurgte jeg og lød mere skræmt end meningen.

”Indtil du er rask” sagde han. Den mand skal fandme ikke sige at jeg er syg!

”Jeg er ikke syg” sagde jeg med sammenbidte tænder, mens jeg kiggede surt på ham.

”Jeg ved godt det her ikke er sjovt, og at de fleste ikke kan se problemet. Det er netop derfor de ender her. Fordi de skal blive raske” sagde han i en rolig tone, hvilket gjorde mig endnu mere sur.

”Du skal ikke sige jeg er syg! Du ved overhovedet ikke, hvad jeg har været igennem i mit liv. Din skide egoist!” råbte jeg. Det var ikke min mening at råbe af ham, men han sagde jo alt mulig lort! Lidt efter brød jeg grædende sammen i sengen, og døren blev lukket i efter mig. Min mor som sad ved siden af og prøvede at trøste mig, men det gik ikke så godt.

Jeg skulle på toilettet, og min mor blev nød til at hjælpe mig. Jeg opdagede at jeg havde min menstruation, og det nok var derfor jeg var blevet så sur. Min mor fandt et bind (hun har altid nogen på sig) og gav det til mig. Da vi var færdige gik vi tilbage til værelset, og en sygeplejerske kom ind. Hun havde noget mad på en bakke, og kom så hen og lukkede for det der klamme mad jeg fik ned gennem halsen. Nu skulle jeg til at spise normalt. Kan jeg nu også det?

Jeg fik det mad ned som sygeplejersken var kommet med, det var virkelig klamt og jeg havde det som om jeg skulle kaste op. Hun havde givet mig det der sonde mad, da jeg i det mindste ikke fik kvalme af det.

Senere på dagen kom Jess, Jacob og Førn forbi. De var her omkring en time eller lidt mere, hvor efter de gik igen. De skulle vist til noget fest eller noget, selv om det var søndag. Også skulle jeg bare ligge her! Unfair.

Min mor tog hjem ved en otte tiden, så nu var jeg alene. jeg fandt min mobil og skrev til Harry. #Du skal ikke være bekymret, jeg er okay:D# jeg regnede med at han havde hørt, at jeg var blevet indlagt. For min mor havde sikkert sagt det til Anne, også havde hun ringet og sagt det til Harry. Sådan plejer det i hvert fald at være. Lidt efter brummede den, og jeg tog den op. #Det er jeg! Du skal blive rask!! Jeg bliver ked af det hver gang der sker noget med dig.. jeg følger det er min skyld… elsker dig# åh for helvede! Han skal ikke have det sådan, for det er ikke hans skyld! Det er min egen. #Harry please hold op! Det er ikke din skyld det må du forstå! Det er min egen fejl og jeg er ked af det… lige som jeg er ked af så meget andet…# Jeg sendte den og lagde mig til at sove. – med tårer der flød over det hele….

Så kom der et nyt kapitel og det blvier det sidste jeg skriver inden jeg tager på ferie.. desværre! Jeg vil sætte stor pris på hvis i sætter den på favorit, liker den og skriver en kommentare om mere eller jeres ærlige mening om den!! og i må også meget gerne blvie fan af brugeren :D much love!! :D og endnu engang GOD SOMMER!! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...