The Lifes Goes On No Matter What 2 (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2012
  • Opdateret: 13 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jade er nu tilbage i London hos sine venner. Hun bliver nød til at acceptere en meget svær ting, som hun bare ikke syntes er okay. Hun har både op og ned ture, går til fester, passer sin skole og arbejde. Hun får en opringning af hendes mor, og det er dybt alvorligt. selv om hun kan hader sin mor, vil hun ikke af med hende allerede nu. vil hun kunne lade være med at fortælle Harry sin hemmelighed? og hvad sker der når hun pludselig klare sig elendigt i skolen? og hvad når hele skolen finder ud af at hun er på diæt? og pludselig blvie indlagt for det? og hvad når det med Harrys forelskelse bliver sprædt ud over nettet? vil hun nogensidne kunne være på nettet uden der står alt muligt lort om hende? og i sidste ende, kan hun slev klare presset? Efter akt dette rod, kan hun så stadig gå med ret ryg eller går hun helt ned med flaget?
Dette er 2éren i Livet går videre serien. læs 1eren først!! :D SWAG!

83Likes
138Kommentarer
7196Visninger
AA

3. kapitel 3

Jeg vågnede efter flere timers søvn. Det var skønt! Også især efter den lange togtur. Jeg blev liggende med lukkede øjne og nød stilheden om mig.

Efter nogle minutter. Jeg ved ikke hvor mange, men jeg stod op og traskede ned i køkkenet med mine trælse krykker, og sikkert med uglede hår, som slet ikke var til at rede ud og gammelt make up i hele fjæset. Ikke et kønt syn! Jeg var alene i lejligheden siden Jess skulle i skole, og jeg havde fået fri. Der hang en seddel på køleskabet, men jeg orkede ikke til at læse den! Det måtte jeg gøre senere. Jeg fik slugt et glas mælk og et stykke tørt stykke toastbrød. Ikke det lækreste, men bedre end ingenting.

Jeg slentrede ud på badeværelset med mine krykker i hånden, og stilte mig så lidt ustabilt på mine ben og lod krykkerne falde. Jeg fik tøjet af og kom ind i bruseren, med mit ben som jeg havde svært ved at holde udstrakt. 

Jeg kom ud efter en halv times tid. Jeg fik viklet håndklædet omkring min krop, tog fat i krykkerne og kom så ind på mit værelse, hvor jeg fandt noget tøj. Jeg fandt min mobil og så at der var en sms fra Harry og et tabt opkald fra ukendt nr. jeg læste sms’en og blev helt varm om hjertet #Hey smukke! Savner dig så meget … ville ønske du var her ved mig!!:I<3- haz# hvor er han sød! Jeg svarede ham hurtigt. #Hey Haz! Hvor er du sød!! Savner også jer!!:I skal jeg ringe til et ukendt nr. der har haft ringet??:P# jeg sendte den og fik kort efter svar. Han var hurtig på tasterne må man sige! Men inden jeg overhovedet nåede noget som helst ringede nr. igen. Jeg tog den hurtigt og sagde ”hallo”.

”hallo, er det Jade Crawford?” spurgte en dyb mande stemme, som jeg hurtigt genkendte. FUCK!.

”Ja” sagde jeg med en meget nervøs stemme og det var SÅ tydeligt at hører.

”Det er desværre tid til at sige farvel, han overlever ikke, ikke så lang tid i koma” sagde han trist og stille.

”det mener du ikke? I kan ikke bare lade ham dø! I må kæmpe for hans liv! Please ikke sluk for den! Giv ham noget mere tid…. Han må ikke dø nu! Please lad være… giv ham en chance mere” jeg hulkede og græd så snottede væltede ud. Klamt! Men jeg var bedøvende ligeglad! De måtte for helvede ikke slukke for maskinen. Det kan de ikke! Det må de ikke!

”Jeg er ked af det, men han klare den ikke. I kan komme her ud senere i dag og sige ordentligt farvel. Jeg er ked af det og ønsker jer alt godt frem over” sagde han stadig i et trist tonefald.

”I… i må ikke…. Please…. Giv..ham en… chance… please!” sagde jeg stammede ned i telefonen og græd højlydt.

”Desværre der er ikke mere at gøre, jeg bliver nød til at gå nu. Men sig endelig til hvis i vil have noget psykolog hjælp, så skal jeg se hvad jeg kan finde” sagde han og kløede sig.  Jeg lagde bare på og begravede mit hoved i mine hænder, og lagde mig ned på gulvet hvor jeg gik helt amok. Jeg græd nærmest mine øjne ud. Jeg græd bare så meget jeg kunne og tårerne strømmede ud af mine øjne og gjorde mine hænder helt våde og klamme. Min krop begyndte at ryste, og jeg fik det helt dårligt.

”JADE”….. ”JADE” sagde en velkendt pige stemme og ruskede hårdt i mig. Jeg så kun mørke, og følte jeg skulle kaste hele min mave op, samt indvolde. Efter nogle flere vildere og hårde ryk åbnede jeg stille mine øjne og kiggede på en grædende Jess. Jeg havde kort glemt hvad der var sket, men kom hurtigt i tanke om det. Men vent vidste hun det også eller var der noget andet? Please ikke flere dårlige nyheder! Det kan jeg ikke klare. Jeg begyndte igen at græde højlydt. Sammen sad vi der og bare græd i hinandens favn.

Efter en timer, eller faktisk omkring halvanden time efter var vi kommet nogenlunde til os selv. Selv om det ikke er til at forstå at han snart ikke var her mere.

Vi havde nu været inde på en skadestue og aflevere skinnen, hvor jeg bare skal komme ind med krykkerne om 2 uger. Vi sad nu i bilen og var på vej om efter Førn, og bagefter Jacob. I det jeg satte mig ind på passager sædet, ringede min mobil. Jeg troede det var Harry. Men overraskende nok var det min mor.

”Hej mor” sagde jeg glad, måske lidt for glad. I forhold til hvad det ren faktisk er der var ved at ske.

”Hej skat” sagde hun i et trist toneleje.

”Er der noget galt?” spurgte jeg bekymret og kunne stille mærke tårerne der var på vej ud for at smadre mine øjne og den store klump der voksede i min mave.

”Jeg har en dårlig nyhed” sagde hun trist og man kunne fornemme at det var meget alvorligt.

”åh nej” sukkede jeg højt og kunne mærke en tåre rende ned af min ellers så tørre kind.

”Jeg har kræft….. i livmoderen” sagde hun og begyndte at græde.

”HVAD!?” skreg jeg hysterisk ind i telefonen.

”Det er kommet sammen med barnet, selv om jeg får det fjernet, er det ikke sikkert at jeg kan blive rask” sagde hun og vi begyndte begge to at græde voldsomt.

”Mor du ved at jeg elsker dig.. på trods af alle vores skænderier, og jeg vil ikke miste dig allerede, Andrew er snart væk” sagde jeg og begyndte og græde endnu mere. Det var helt utroligt at der stadig var tårer tilbage i mine tårekanaler.

”Det.. det er jeg ked af at hører” sagde hun imellem hendes hulk.

”Jeg kommer snart at besøger dig” sagde jeg og tørrede nogle tårer væk som hurtigt blev erstattet med nogle nye.

”Vi ses” sagde hun og lagde på.

Jeg kom pludselig til at tænke på, nu når jeg er tilbage i London så skal alle uheldene bare komme mod mig. Lige nu savner jeg Harry rigtig meget. Lige nu har jeg stærkt brug for ham, men det kan jo ikke nødte noget når han er i den anden ende af landet. Jeg ville så gerne mærke hans kropsvarme, bare hans nærvær. Hans dejlige berøringer og hans sexede hæse stemme der beroliger en. Jeg savner dem alle! Jeg sad så meget i mine egne tanker, at jeg ikke havde opdaget at vi var ude foran hospitalet.

”Kom” sagde Jess stille. Hende og Førn tog mine hænder, mens vi gik mod indgangen med Jacob forrest. Jeg kunne se, at det også tog hårdt på dem.

Vi kom op på stuen, og allerede der strømmede tårerne ud af mine øjne. Hans mor, far, lillesøster og storesøster stod ved sengen og kiggede på ham. Jeg gik stille over i mod sengen, og de lod mig komme til.

”vi lader dig sige ordentligt farvel” sagde han mor og de gik alle sammen ud, og lod mig sidde alene inde i rummet med ham. Han lå så stille i sengen, alt for stille. Jeg tog ham i hånden og nussede den blidt og valgte så at sige de sidste ord til ham.

”Andrew, jeg er utrolig ked af at de ikke vil give dig en chance! Det er skide uretfærdigt at sådan et ungt og godt menneske som dig skal dø på den her måde!! Det fortjener du ikke.. du fortjener at vokse op og få en familie…. Jeg må nok hellere indrømme, at jeg altid har været en lille smule forelsket i dig. Men der skete aldrig mere imellem os, jeg håber du kommer et bedre sted hen, selv om jeg meget hellere vil have dig her på jorden. Jeg kommer til at savne dig af hele mit hjerte…. Jeg vil aldrig glemme dig.. aldrig…. Men jeg ved at vi en dag ses på den anden side” sagde jeg med tusinde tårer ned af kinderne. Jeg bøjede mig ind over sengen og kyssede ham blidt på munden. Noget jeg aldrig får mulighed for at gøre igen. Jeg faldt kort efter grædende sammen på i stolen der stod ved siden af.

Efter nogle minutter kom de andre ind igen og der var kommet mange flere. Hans mor kom over imod mig med en bog i hånden.

”Denne her skal du have, du fortjener og vide hvad der er sket i hans liv. Han har skrevet om dig” sagde hun stille, nærmest hviskende med blod sprængte øjne. Hun hev mig lidt efter ind i et varmt kram, og gav mig bogen. Dagbogen.Stod der virkelig noget om mig? Hans mor gjorde tegn til at jeg skulle gå over og holde ham i hånden, så fik han den bedste død.

Kort efter lød et klik som betød at han var væk.....

Ved det er sørgeligt, emn sådan er det desværre nogle gange. håber i kan lide det!! i må undskylde vente tiden!! jeg håber i syntes om det og vil have mere!! men apropos det kommer der nok ikke mere for om en måned ca. da jeg skal på ferie og sådan. men måsje kan jeg skrive i ferien, men kan ikke love og hvis jeg kan så er der nok en del stavefejl, hvilket i må undskylde!! :I HUSK OG SÆT PÅ FAVORIT OG LIKE!!! og skriv meget gerne en kommentare med mere eller hvad i syntes om den.... GOD SOMMER DER UDE! much love! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...