Online kærlighed - One direction

For at fejre at hun endelig har fået ferie, tager Naja til fest med sin bedste veninde Hannah. Til festen møder hun en dreng, som hun optil flere gange danser med.
Der er bare et problem, han har en kæmpe hættetrøje på, så hun aner ikke hvordan han egentligt ser ud.
Alligevel ender hun med at sige ja, da han spørger om hendes facebook og mobilnummer.
Og det starter intet mindre end en online kærlighed - men er kærligheden virkelig når de endelig skal møde hinanden face to face, når hun aldrig har set hans ansigt.

43Likes
49Kommentarer
3977Visninger
AA

9. Xoxo

Men som man siger, når man hygger sig går alting hurtigt, og det var lige hvad der skete. Efter et par få danse med Harry - hvor han bagefter efterlod mig rystende med ben som smør - og et par drinks, sluttede den sidste sang og DJ'en sagde farvel.

Jeg traskede en smule fuld hentil Hannah og sukkede dybt, "ØV!". Hannah så overrasket på mig, det plejede altid være hende der klagede over for korte fester. Men på den anden side, plejede det også være hende, der mødte en vildt sød dreng. Hun havde godt nok også mødt Liam, som hun havde danset med et par gange, men jeg havde set ham kysse med en anden pige senere den aften - ikke at jeg ville sige det til hende, hun ville blive knust - så det var ikke helt som det plejede.

Hannah fortsatte med at se overrasket ud lidt tid, men pludselig bredte forståelsen sig i hendes ansigt, "Hvad er det så med ham Harry?". Jeg smilte bare ved lyden af hans navn, jeg kunne bare ikke lade være. Og Hannah udbrød et tilfredst fnis, "Du er vild med ham er du ikke, helt skudt?". Mine kinder antog straks en let pink farve, som let kunne se på trods af det lag af en lidt for mørk rouge, jeg tidligere den dag havde taget på. Hvilket selvfølgelig fik Hannah til at smile endnu mere og hive mig ind i et kæmpe kram, "Årh Naja! Hvor er det godt for dig, jeg er så glad på dine vejne. Tænk at du endelig har mødt en fyr, sådan rigtigt!".

"Hannah!", sagde jeg en smule pinlig berørt - nok mest fordi, at der stod en stor flok og kiggede underligt på os - men kunne alligevel ikke skjule et kæmpe smil, "Så stort er det altså heller ikke". Men Hannah så hverken den store flok eller bemærkede min hentydning til, at hun skulle slippe mig inden det blev alt for pinligt.

Så jeg fik langsomt sneget mig ud af hendes store favn og et par skridt væk, så jeg ikke var inde for kramme-rækkevide. Hannah så dog ikke ud til at opdage det, hun stod bare og spejdede - aner ikke efter hvad - indtil hun kiggede på mig med et irriteret ansigts udtryk, "Øv... Jeg kan ikke se Harry". Så det var ham hun havde kigget efter, det er måske lidt ondt, men jeg er glad for at hun ikke fandt ham. Hannah kan være ekstrem pinlig og hvis hun havde fundet ham, ville hun sikkert have gået hen og udspurgt ham - og ja, hun har udspurgt mine crush før, mega pinligt - eller i hvert fald snakket liidt for meget med ham. Det er super dejligt at have en veninde, der virkeligt bekymrer sig og passer på en, men nogen gange er det bare ikke fedt.

Men jeg er ikke en dårlig veninde, som udpeger min venindes "fejl", så jeg mumlede bare, "Hvor ærgeligt... Skal vi så tage hjem?". Hannah nikkede, selvom jeg tydeligt kunne se, at hun gerne ville have en laang snak med Harry om, hvad han skulle gøre og ikke skulle gøre - hvilket jeg bestemt ikke synes hun skulle have - og alt sådan noget.

I samme øjeblik som vi trådte ind ad døren til mit hus, lød et højt 'BIIB' fra min lomme og jeg hev hurtigt min mobil op. Men jeg var ikke hurtig nok, det var Hannah til gengæld. Som et lyn, snuppede hun min mobil ud af mine hænder, tastede min kode ind - hun havde engang set mig skrive den og ærligtalt, så orkede jeg ikke ændre den - og gik ivrigt igang med at læse sms'en. "Årrhhh, hvor sødt", udbrød hun højt, da hun igen så op på mig, "Du skal HELT klart gifte dig med Harry!". Mine øjne blev store og hun fortrød straks, hendes ordvalg. "ER DET FRA HARRY?!", råbte jeg, "HIT MED DEN!".

Men Hannah var ikke med på den idé, hun tog bare mobil højt op i luften, så jeg ikke kunne nå den og skyndte sig væk fra mig. "Okay, jeg regner med at du ville høre, hvad han skriver", sagde hun og ændrede så sin stemme til en mørk stemme, der vidst skulle lyde som Harry, hvilket det overhovedet ikke gjorde, "Hey babe! Håber du kom godt hjem, savner dig allerede. Harry :) x x x".

Hvis jeg ikke havde været nær et bord, var jeg højst sandsynligt faldet.

Ikke fordi jeg ikke havde fået nok at drikke - tro mig, det var slet ikke tilfældet - og heller ikke fordi jeg var fuld, selvom at jeg nu var liidt fuld for at være helt ærlig. Men bare tanken om, at Harry lige havde siddet og skrevet sms'en til mig, selvom vi for ikke særlig langtid havde set hinanden. De fleste drenge ventede et par dage, nogen endda en hel uge, med at kalde eller skrive til pigen, fordi de synes at alt andet ville virke desperat. De vidste bare ikke, at piger hadede når de ikke ville virke desperate og derfor ventede med at skrive. Det var faktisk tit derfor pigen blev sur på drengen, selvom det i nogen tilfælde var fordi pigen var vildt forelsket og nu ikke troede drengen kunne lide hende mere. Typisk piger...

Men det var Harry åbenbart ligeglad med, for han havde virkeligt skrevet en sms til mig, en sød en af slagsen endda. Og med kræfter jeg ikke anede jeg havde, fik jeg på mystisk vis erobret min mobil tilbage, hvorefter jeg hurtigt svarede ham. Han skulle jo nødig tro, at jeg ikke kunne lide ham, så jeg satte rigeligt med kys og kram (aka xoxo) efter min besked for at gøre budskabet klart, "Hey Harry! Det eneste problem ved at være hjemme, er at du ikke er her. Xoxoxoxoxo Naja".

Normalt ville jeg have været bange for, at alle de x'er og o'er (kys og kram) ville virke for desperat. Men jeg havde bare denne her følelse af, at Harry ikke ville synes det. For han var ikke som andre drenge, slet ikke...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...