Online kærlighed - One direction

For at fejre at hun endelig har fået ferie, tager Naja til fest med sin bedste veninde Hannah. Til festen møder hun en dreng, som hun optil flere gange danser med.
Der er bare et problem, han har en kæmpe hættetrøje på, så hun aner ikke hvordan han egentligt ser ud.
Alligevel ender hun med at sige ja, da han spørger om hendes facebook og mobilnummer.
Og det starter intet mindre end en online kærlighed - men er kærligheden virkelig når de endelig skal møde hinanden face to face, når hun aldrig har set hans ansigt.

43Likes
49Kommentarer
3976Visninger
AA

17. Showet

Det viste sig, at det var godt, vi havde planlagt nærmest alt inden. For vi havde ikke tid til at se London, faktisk havde vi nærmest ikke nok tid. Det endte endnu engang med, at vi måtte spurte ud og finde en taxi. Jeg tror at taxiføreren virkeligt fortrød, at han havde samlet os op. For vi sad og råbte og skreg, at han skulle køre hurtigere, hvilket han selvfølgelig ikke gjorde. Men vi nåede da frem og det var det vigtigeste.

Køen var lang, alt for lang, men vi stillede os modigt op i den. Det var ligemeget, hvor lang den havde været, jeg skulle se Harry OG One direction, ligemeget hvad havde jeg stillet mig i den.

Pludseligt mærkede jeg et prik på skulderen og jeg vendte mig en smule irriteret om, det var sikkert bare en eller anden pige, som ville spørge om en forlomme. Men det var det ikke, eller det var i hvert fald ikke en pige, det var en stor, bredskuldret mand. "Excuse me girls. Are you Naja and Hannah?", spurgte han med en sød britisk accent. Jeg vendte mig overrasket imod Hannah, som så ligeså undrende tilbage, "Øh... Yes we are?". Manden sendte os et stort smil, selvom han nu så mere lettet ud, over at have fundet os.

"Please follow me ladies", sagde han og begyndte at gå. Af en eller anden grund stolte jeg blindt på manden og det så ud til, at Hannah havde samme tanke, i hvert fald fulgte vi nysgerrigt efter ham. Til vores overraskelse gik han bare ind, lige forbi den lange kø og damerne der tjekkede billetten. Vi stod lidt usikre og tøvede, indtil manden vinkede til os, som et tegn på, at vi bare skulle gå igennem og hen til ham.

Pigerne vi passerede på vejen, så surt på os og jeg kunne endda høre et par bandeord. Jeg havde allermest lyst til at sige noget til dem, men besluttede mig at lade være. Det var vidst bedst at lade være alligevel, hvis det nu blev til et slagsmål eller sådan noget, ville vi sikkert blive smidt ud. Istedet gik jeg med stolte skridt forbi dem, mens jeg udvekslede fnisende udtryk med Hannah.

"Here's you seats", sagde manden, i det vi nåede frem til nogle pladser, som var lige foran scenen, altså virkeligt LIGE foran den. Vi takkede manden mange gange og satte os på vores pladser, mens vi langsomt så alle de andre pladser blive fyldt op. Men jeg tænkte ikke over, hvor heldige vi var, lagde ikke mærke til hvordan alle de andre piger kiggede misundeligt på os. Nej, det eneste jeg lagde mærke til, var at sæderne ved siden af os og bag ved os var optaget, der var ingen plads til Harry og den ven han ville bringe.

Havde han..? Jeg prøvede at lade være med at tænke mere over det, bare håbe at de ville komme. Men jeg kunne ikke bare lade være med at tænke på det, Harry havde droppet mig, han havde rent faktisk droppet mig. Den eneste ting jeg bare ikke kunne fatte, var hvorfor han så havde brugt så mange penge på os, hotellet, billetterne, flyet. Var det bare for at opbygge vores forventninger, for så at knuse dem fuldstændigt? Jeg fattede det virkeligt ikke, men jeg havde heller ikke tid til at prøve at forstå det.

For lige pludseligt begyndte alle pigerne at skrige og jeg kiggede forvirret op. På den store skærm midt på scenen var en video af One direction begyndt at køre til melodien fra What makes you beautiful. Hannah skreg ligesom alle andre, lagde overhovedet ikke mærke til mit triste udtryk og heller ikke at Harry og hans ven, ikke var kommet endnu.

Jeg prøvede at skrige ligesom de andre, men min mund lod mig ikke gøre det. Jeg prøvede at følge med i videoen som de andre, men jeg så ikke rigtigt hvad der skete, selvom jeg stod og kiggede på den.

Men pludseligt blev skrigene endnu højere og frem på scenen løb Louis, Niall, Liam, Zayn og Harry. Endnu engang prøvede jeg at skrige, men min mund var som snørret sammen. Drengene brød straks ud i Up All Night, som nok passede ganske godt til i aften. Af og til sang jeg da også et enkelt ord eller to, men jeg kunne ikke lade være med, hele tiden at kigge hen på sæderne vedsiden af os, sæderne hvor Harry og hans ven burde have siddet, hvis han da ikke havde droppet mig.

Mine tanker blev afbrudt af en albue i siden fra Hannah.

"AV!", udbrød jeg og så surt på hende, hvorfor pokker havde hun gjort det. Men Hannah så bare med store øjne på mig, før hun igen flyttede blikket op på scenen, "Følg dog med! Harry Styles står og kigger på dig". Jeg kiggede forvirret op på scenen, for at opdage at det var rigtigt, Harry Styles stod faktisk og kiggede intenst på mig.

Og nu da han så, at jeg også kiggede på ham, sendte han et stort smil til mig, hvilket bare fik Hannah ved siden af mig til sat skrige højt. Jeg sendte ham et lille smil tilbage, men så så væk igen, han mindede mig for meget om Harry pågrund af navnet.

Det var sjovt, jeg havde altid drømt om dette øjeblik. Det øjeblik hvor en af dem kigger på mig fra scenen, jeg sender et strålende og dog flirtende smil. Tilsidst bliver jeg inviteret backstage, hvor vi af en eller anden grund ligeså snart vi ser hinanden begynder at kysse. Vi ender med at blive gift og have to børn, en pige som hedder Sophie og en dreng der hedder Lucas.

Men nu når det skete i virkeligheden, eller i hvert fald noget af det, var det slet ikke som forestillet. Hvis jeg ikke havde haft Harry i baghovedet, ville jeg sikkert have smilt genert tilbage. Men jeg havde ham i baghovedet, hele tiden og jeg kunne ikke bare droppe ham til fordel for... Well, en anden Harry, bare en mere kendt udgave. Så jeg undgik hans blik og prøvede at fokusere på noget andet; Louis' røde bukser, Zayns umage hår, Liams ansigt når han sang, Nialls sjove spring og Harrys - nej vent, IKKE Harrys!

I det samme som I wish's sluttoner blev spillet, begyndte spørgsmål fra Twitter at komme op på skærmen bag dem. Der var alle slags spørgsmål; Vis os nogle dansetrin. Hvad søger du i en kvinde? Syng Lille Peter Edderkop - jeg fattede VIRKELIGT ikke, hvorfor de skulle det, det var jo komplet åndsvagt - Hvor lang tid bruger i foran spejlet om morgen?

"And then we have a question from 1Derful_Life1", sagde Louis med et underligt ansigtsudtryk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige lagde mærke til det, da jeg ærligtalt ikke var specielt opmærksom, men der var noget ved det, der fangede mine øjne. "And it is; Are you in love right now?", fortsatte Zayn med et ansigt, der bare var endnu mere underligt. Liam snakkede selvfølgelig om Danielle, Louis fortalte en kærlighedsroman om Eleanor, Zayn snakkede for sjov om sit spejlbillede, men begyndte derefter om Perrie og Niall lavede ligesom Zayn sjov, ved at sige, at det eneste han var forelsket i var mad.

Så var det Harrys tur, hvilket desværre bare fik pigerne til at skrige endnu mere. Men der var noget anderledes ved Harry, han lavede ikke ligesom Niall, der jo også var single, sjov med det hele. Hans ansigt var helt seriøst og jeg kunne ikke lade være, med at være opmærksom på, at han nu kiggede endnu mere intenst på mig.

"For a couple of weeks I met this girl", startede han, "She's sweet, funny, a bit crazy and really pretty. Actually she's here today, coz I invited her. It's just... She doesn't know I'm talking about her, she don't even know I'm the famous Harry Styles, she just thinks I'm a normal guy named Harry. But Naja... I didn't forget you today, I've just been watching you from here. And babe... I'm falling in love with you".

I det samme lagde jeg mærke til, at en af de store lyskegler, der før havde været på scenen, fandt mig. Jeg stod bare med åben mund og vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle sige. Og underligt nok, var den første tanke der faldt mig ind, var; Kan Harry Styles snakke dansk?! I det samme udbrød han, "Naja... Jeg ved det er underligt men... Jeg kan virkeligt, virkeligt godt lide dig". Okay, det kunne han åbenbart godt.

"Happy for you man", sagde Louis med et grinende smil, "Naja happy too meet you. I don't think Harry can't talk right now, but he'll see you and your friend backstage after the show". Jeg nikkede uden den mindste antydning af et smil på mine læber, men det gjorde ikke noget, for jeg smilte indeni, strålte indeni. Harry havde ikke brændt mig af... Han... Han havde bare haft travlt med at optræde.

Jeg ville gerne gå op til Harry lige nu og fortælle ham... Fortælle ham at jeg også var begyndt at blive dybt forelsket i ham, men jeg ville ikke afbryde showet. Så jeg blev bare på min plads, blev og ventede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...