Online kærlighed - One direction

For at fejre at hun endelig har fået ferie, tager Naja til fest med sin bedste veninde Hannah. Til festen møder hun en dreng, som hun optil flere gange danser med.
Der er bare et problem, han har en kæmpe hættetrøje på, så hun aner ikke hvordan han egentligt ser ud.
Alligevel ender hun med at sige ja, da han spørger om hendes facebook og mobilnummer.
Og det starter intet mindre end en online kærlighed - men er kærligheden virkelig når de endelig skal møde hinanden face to face, når hun aldrig har set hans ansigt.

43Likes
49Kommentarer
3984Visninger
AA

11. Opkaldet

Mit hoved var ved at springe, måske var det af varmen, måske ikke. Eller var det bare tanken om den gyselige farve - en slags gulig og grønlig farve, som mindede lidt for meget om bræk -, der snart ville kunne ses og grines af langt væk fra. Jeg ville for alt i verden ikke være med til at forvandle vores ellers så flotte hvide hus, til et virkeligt grimt maridt. Men som min mor så pænt - og med pænt mener jeg ondt, var det en hentydning til, at jeg ikke havde nogle venner eller hvad? - havde peget ud for mig, "Du har jo ikke nogen aftaler imorgen, så kan du jo ligeså godt bruge din tid fornuftigt, og hjælpe til".

Efter det havde jeg så også peget pænt ud for min mor - igen, ironisk, ikke en skid det var pænt - at, "WHAT?! Jeg har ligesom andre ting at tage mig til, jeg har f.eks. noget meget vigtigt jeg skal på computeren (facebook) og en heel masse andre ting jeg skal nå (se fjernsyn og slappe af)". Men det havde min mor åbenbart været fuldkommen ligeglad med - ellers kendte hun mig bare for godt, til at vide at jeg skulle slappe af, se fjernsyn og på facebook - for hun havde stukket mig en pensel og en stor bøtte af den afskyelige farve.

Så jeg havde selvfølgelig intet andet valg, end at gå igang med at male, for jeg vidste, at jeg umuligt kunne ændre min mors mening.

Så her stod jeg, iført grimt, gammelt og slidt tøj i fuld gang med at male mit hus grimt, hvilket syn det må være. Det eneste gode ved det her, var at jeg nu havde god tid til at stå og tænke på Harry - mmh Harry - uden at blive afbrudt. Så jeg benyttede selvfølgelig situationen fuldt ud. For selvom jeg sad på mit værelse med døren låst og var på computeren, fandt min mor næsten altid en undskyldning til at få mig ud eller til at lave et eller andet. Og hvis min mor ikke var problemet, så var der endten noget galt med strømmen - nogle gange mistænkte jeg min mor for at slukke strømmen - og andre gange blev jeg bare inviteret til et eller andet af mine veninder.

Derfor var det ikke tit, jeg bare kunne gå i mine egne tanker. Der var selvfølgelig altid om natten, men jeg havde det med at falde hurtigt i søvn, ligemeget om jeg prøvede at lade være, så jeg kunne ligge og tænke.

Okay, nu syntes jeg, at det begynder at lyde liidt for filosofisk - jeg ved ikke engang, hvordan jeg kender det ord - og ærligtalt, jeg er bestemt ikke sådan en drømmende, svævende-whatever person, som tænker over tingene og mediterer, tværtimod! Som jeg nævnte før, tænker jeg nærmest aldrig over ting - fordi jeg altid bliver afbrudt - ikke engang skoleting og sådan noget, dem har jeg det ærligtalt med at glemme så... Ja, jeg er i hvert fald ikke den type pige.

I det samme viberede min lomme, hvilket straks fik mig til at tabe penslen ned på græsset. Men det var ikke penslen, der var det jeg først kiggede til, det var selvfølgelig min mobil. Det kunne jo være et super vigtigt opkald - som kunne befri mig fra dette tvangsarbejde - som jeg bare var nød til at tage. Ikke at jeg kiggede på, hvem det var først selvfølgelig, jeg besvarede bare straks med en doven stemme, "Hey! Victoria her, hvem taler jeg med?".

En hæs, genkendelig stemme svarede hurtigt, "Heey søde, Harry her".

Jeg sværger, at jeg et kort øjeblik, bare et kort øjeblik fløj et par centimeter op i luften! Jeg ved det er umuligt at flyve, men jeg følte virkeligt at mine ben lettede et par sekunder. "Harry... Hey!", mumlede jeg med en svag - svag for ham - stemme. Jeg vidste ikke, hvad han ville om han overhovedet ville noget specielt, men bare lyden af hans stemme var nok for mig. Han kunne hænge på nu og jeg ville stadig føle, at det havde været den bedste samtale nogensinde! Men den blev bedre endnu, for han hang ikke på, han snakkede videre.

"Du var ret vild med One direction ikke?". Vild, vild?! Jeg var besat af dem, de var jo nærmest grunden til at jeg levede. Alligevel havde jeg aldrig set dem, fordi de aldrig ville komme nær denne lille, tarvelige undskyldning af en by. "J-jo, ret vild", fik jeg fremstammet, mens jeg så undskyldne på min mor og pegede på mobilen, for at fortælle hende at jeg desværre - hvilket ville sige YES - ikke kunne male videre, fordi jeg lige snakkede med en.

"Fedt, så er jeg sikker på, at du ville blive glad for det her", sagde han med et tone, som jeg var sikker på betød, at han lige nu sad og smilede, "Jeg tænkte bare på du ved... Om du kunne have lyst til at komme til London og se dem optræde? Jeg skal nok betale for turen derhen". Min øjne blev store og min mund åbnede sig i et lydløst skrig, LONDON, ONE DIRECTION! OMG OMG OMG OMG OMG OMG, jeg kunne blive ved - OMG OMG OMG OMG OMG OMG OMG OMG - i lang tid. Og det kunne jeg bestemt ikke skjule for Harry, "HARRY! OMG JEG FUCKING ELSKER DIG! Ej men altså... Det ville jeg RIGTIG gerne. EJ hvor er det uvirkeligt!".

Harrys grin berørte mig ligeså meget gennem mobilen som i virkeligheden, for snart måtte jeg sætte mig ned, så jeg kunne holde balancen og fortsætte med at snakke med ham.

Jeg kunne virkeligt ikke tro det, jeg skulle til London og se One direction endda live, og for at det ikke skulle være løgn, så skulle jeg derhen med Harry! Det kunne virkeligt ikke blive bedre, det var simpelthen psysisk umuligt, dette var toppen af toppen og højere kunne man ikke komme nu. Ærligtalt sad jeg lige nu og svævede på en lille, lilla - ja lilla, jeg har aldrig brudt mig specielt meget om lyserød - sky. Og den ville jeg helt sikkert blive siddende på i lidt tid. Koncerten var godt nok først om en uge, men det gjorde skam ikke noget, det ville bare gøre det endnu mere spændende. Plus at så kunne jeg nå, at skrive endnu mere med Harry!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...