Online kærlighed - One direction

For at fejre at hun endelig har fået ferie, tager Naja til fest med sin bedste veninde Hannah. Til festen møder hun en dreng, som hun optil flere gange danser med.
Der er bare et problem, han har en kæmpe hættetrøje på, så hun aner ikke hvordan han egentligt ser ud.
Alligevel ender hun med at sige ja, da han spørger om hendes facebook og mobilnummer.
Og det starter intet mindre end en online kærlighed - men er kærligheden virkelig når de endelig skal møde hinanden face to face, når hun aldrig har set hans ansigt.

43Likes
49Kommentarer
3967Visninger
AA

7. Géle ben

Mens vi stod og dansede, eller vrikkede fra side til side. Kunne jeg ikke have fokus på noget andet, jeg anede ikke hvad Hannah lavede og havde heller ikke tænkt mig at finde ud af det. Hun var alligevel sikkert bare igang med det sædvanlige, altså at danse med en masse drenge og skrue op for festens tempo. Men det opdagede jeg hurtigt, at hun ikke igang med. Hun var på vej hen imod mig og Harry, fra den vinkel så kun jeg kunne se hende, Harry dansede bare videre intetanende.

Hannah stoppede et par skridt fra os, stod kort og betragede os og mimede så, "Hvem er det?". Jeg smilte ved tanken om, hvem det var og mimede stolt tilbage, "Harry!". Hannah nikkede tilfreds, vinkede og løb så væk igen.

Jeg ville gerne se efter hende, tjekke at hun ikke løb hen til Harry, men jeg kunne ikke stoppe dansen for at se efter, det ville bare være for dumt. Så nu var det mig, der stod intetanende og dansede. Eller det gjorde jeg lige før. Pludseligt var dansen stoppet, Harry havde ikke armene omkring mig mere og var stoppede med at vrikke til side. Jeg derimod havde først opdaget det nu, så jeg stod stadig med armene omkring ham og vrikkede. Mit hoved blev helt sikkert rødt, det gjorde det altid i pinlige situationer, hvilket bare gjorde dem endnu værre.

Jeg stoppede hurtigt med at vrikke og hev mine arme til mig, så de slaskede mod siden af kroppen, som de altid gjorde. Harry sendte mig et grinende smil, syntes sikkert det var vildt sjovt, at jeg havde været så lang tid om at opdage, at han ikke dansede mere. Hvor lang tid mon der var gået, for at jeg havde opdaget det? Tænk hvis der var gået lang tid, så havde jeg i hvert fald ødelagt alle mine chancer hos ham! Hvis jeg da havde nogen, for hvem sagde overhovedet, at jeg havde det? Kun mig selv og min fantasi.

Harry sendte et sidste smil til mig og kiggede mig dybt i øjnene - eller i hvert fald i øjnene efter min mening var det altså dybt - og fik mine ben, til at blive bløde som géle. Jeg ville faktisk sige, at jeg kunne falde sammen hvert sekund det skulle være. Men jeg ville ikke falde sammen foran Harry, det ville bare være for pinligt. For så ville han med garanti vide, at det var pågrund af ham, mine knæ blev bløde som smør og mine ben usikre som géle. Nej, det var vidst bedst, at han ikke vidste, hvilke følelser og tanker han satte igang i mig, når han kiggede mig i øjnene.

Men jeg behøvede ikke at bekymre om at brase sammen foran ham, han var allerede på vej væk.

Jeg ved ikke hvor han var gået hen, men han var der pludseligt ikke mere. Jeg havde været alt for optaget af at holde mig oprejst og lade være med at skabe en scene foran ham. Men nu kunne jeg ikke mere, med et bump faldt jeg mod jorden og alt blev sort. Men sort er også godt, er det ikke? Jeg mener, alle siger at det bliver hvidt når man dør, det siger jeg i hvert fald. Det bliver vel sort når... Ehm... Når man falder imod jorden, sådan helt normalt altså!

"Er du okay", lød en fjern stemme, "Hallo?". Jeg blinkede med øjnene og hørte straks et lettet suk. Lyset over mig var ret skarpt, men jeg kunne straks genkende Hannah, som stod bøjet over mig. "Hvad...", mumlede jeg forvirret, "Hvad skete der?". Hannah hjalp mig op at sidde, men blev nød til at holde mig oppe, da jeg ellers ville falde ned og ligge igen. "Jeg tror du besvimmede", sagde Hannah og tog mig på panden, for at tjekke om alt var okay. Besvimede? Var jeg virkeligt besvimmet? "Ehm...", mumlede jeg, "Det var sikkert pågrund af vandmangel".

For man kunne da ikke besvimme pågrund af en dreng vel, det måtte være fysisk umuligt!

Derfor lød vandmangel-forklaringen god nok i mine ører og Hannah lød også til at godkende den. Pludseligt opdagede jeg, at det ikke kun var Hannah der stod bøjet hen over mig. "Hvem er det?", mumlede jeg. Først havde jeg håbet på, at det ville være Harry. Men det kunne det ikke være, sådan noget ville han ikke gøre, han havde sikkert travlt med en masse andre piger. Desuden havde denne her dreng bar mave og dermed ingen hættetrøje og ingen hue. "Det er Liam", sagde Hannah og så glad på ham, "Du afbrød os i en dans".

"Liam Payne?", spurgte jeg med store øjne. Liam grinnede stort og lige så gjorde Hannah, "Nej dit fjols! Det ville nu være meget sejt, men for det første har Liam jo Danielle og for det andet, hvad pokker skulle han så lave her?". Nu hun sagde det, kunne jeg godt se, at hun havde ret i det hun sagde. Jeg kunne også sagtens se, at det ikke var Liam Payne, denne her Liam havde kulsort hår og havde grønne øjne.

Det ville bare have været så sejt, tænk hvis Hannah virkeligt havde danset med Liam Payne. Så kendte min bedste veninde en fra One direction! Det ville være SÅ sejt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...