Online kærlighed - One direction

For at fejre at hun endelig har fået ferie, tager Naja til fest med sin bedste veninde Hannah. Til festen møder hun en dreng, som hun optil flere gange danser med.
Der er bare et problem, han har en kæmpe hættetrøje på, så hun aner ikke hvordan han egentligt ser ud.
Alligevel ender hun med at sige ja, da han spørger om hendes facebook og mobilnummer.
Og det starter intet mindre end en online kærlighed - men er kærligheden virkelig når de endelig skal møde hinanden face to face, når hun aldrig har set hans ansigt.

43Likes
49Kommentarer
3973Visninger
AA

3. Fest!

Ved indgangen stod to drenge på vores alder, de havde begge to shorts, der gik til lidt før knæene og en løs t-shirt. Jeg smilede charmerende til dem, i det jeg gik hen imod dem, som om jeg kendte stedet og var blevet inviteret. Min plan var egentligt bare at vade direkte ind, så det så ud som om, at jeg hørte til, men en fast hånd satte en stopper for den plan, "Navn?". Jeg blinkede flirtende med øjne, men drengen så ikke ud til at opdage det, så jeg stoppede, "Naja". Han kiggede ned over en liste, det tegnede ikke godt. Det var vidst en privat fest, en fest man skulle være skrevet op til. "Efternavn?", spurgte han nu med et lille smil, måske var der stadig et håb for at komme ind, "Dwigt".

"Naja Dwigt, du står på, bare gå ind", sagde han nu med et endnu større smil. Jeg skjulte en måben, det var nærmest for godt til at være sandt. Jeg stod rent faktisk på, det var jo et mirakel! Ligeså stille bevægede jeg mig hen imod indgangen med mine mest selvsikre bevægelser, men min umage gang blev hurtigt afbrudt, "Vent! JEG er Naja Dwigt!". Pludseligt blev mine selvsikre bevægelser til en hurtig usikker gang, nærmest ikke en gang faktisk mere løb. Men selvfølgelig slap jeg ikke fra at lade som om, jeg ikke havde hørt det. Snart lå der en tung hånd på min skulder.

"Undskyld... Men du bliver nød til at følge med".

Jeg nikkede nervøst, nu ville de med garanti opdage, at jeg ikke var den rigtige Naja Dwigt. Ikke fordi, at jeg havde løjet om mit navn, for jeg hed skam Naja Dwigt. Men eftersom jeg aldrig havde fået en invitation eller noget, var det ret sandsynligt, at denne Naja Dwigt, der stod på gæstelisten ikke var mig, men hende den anden.

Pludseligt kom jeg til at tænke på Hannah, som jeg faktisk helt havde glemt alt om. Jeg begyndte en smule måbende at kigge mig omkring efter hende, hvordan pokker kunne jeg glemme hende?! Og så fik jeg øje på hende, hun stod et stykke væk fra indgangen og så surt på mig. Straks blev hele mit hoved rødt, hun stod tydeligvis ikke på gæstelisten og var derfor blevet nød til at gå væk fra indgangen. Hvor hun havde regnet med, at jeg også var kommet hen. Men i stedet for havde jeg været så dum at tro, at jeg var blevet inviteret og bare gået fra hende. Hun havde skam en god grund til at være sur på mig.

"Hallo?", spurgte drengen, der før havde hånden på min skulder, "Jeg spurgte, om du havde nogen beviser på, at du er Naja Dwigt?". Åh ja, tilbage til virkeligheden.

Mine hænder fumlede i mine lommer efter legimation, som jeg vidste var her et eller andet sted. Endelig stødte min hånd på det og jeg trak det hurtigt op - mit sygesikringskort. "Her", sagde jeg med et stort smil, mens jeg viste det til drengen. Drengen nikkede og krævede derefter at se den anden piges legimation. Egentligt var det ret fjollet, hvis jeg kom ind, ville jeg alligevel styrte ud igen, for selvfølgelig kunne jeg ikke tage til festen uden Hannah. Eller jeg kunne jo godt i princippet, men jeg kunne i hvert fald aldrig finde på at gøre det. Måske burde jeg bare løbe væk fra dem her, jeg vidste jo godt, at det var hende der inderst inde talte rigtigt. Hvilket bare gjorde hele situationen endnu mere dum og fjollet.

Drengens sukken, fik mig straks ud af mine tanker, "Jeg bliver vist nød til at finde Harry". Harry, hvem pokker var Harry? En eller anden hund der kunne dufte om man talte sandt..? Eller måske var det en eller anden stor bodyguard, som ville tvinge sandheden ud af os. I så fald, ville jeg straks bekende kulør og spurte væk. Det var ikke, fordi jeg var slap. Det ville bare være synd at sige, at jeg er stærk... Især fordi jeg aldrig træner, medmindre man kan sige, at det er træning hver gang jeg løfter skeen fuld af is op til min mund?

For ja, måske var jeg en smule buttet. Og det var måske, fordi jeg spiste lidt for meget is og kage... og endnu mere is. Men man har da ret til at spise is, når man er blevet slået op med ikke? Okay, måske var det for et halvt år siden Christian slog op med mig, men alligevel så syntes jeg altså det er grund nok, til at spise is. Eller, det vil sige at det er i hvert fald den undskyldning jeg bruger, når jeg spiser is.

I det samme kom drengen med denne "Harry" og det viste sig, at "Harry" var en helt normal dreng... med dejlige grønne øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...