The eyes of summer‎~♥

Maya, en blind 16årig, prøver og gør alt for at leve et normalt teenage liv, men det hjælper ikke når hendes mors største er at sende hende på en specialskole, kun for blinde.
Hendes mor giver hende et sommerløfte der går ud på at bevise at selvom hun mangler synet, kan hun sagtens passe på sig selv, også må hun blive på sin gamle skole. Alting går som planlagt, indtil en vidunderlig ung fyr træder uplanlagt ind i hendes liv..

19Likes
30Kommentarer
2177Visninger
AA

2. Skoven

 

 

Jeg kiggede ham dybt i øjnene, eller, det forestillede jeg mig at jeg gjorde. Bladene raslede under mine fødder da han langsomt hev mig i armen og fik mig op tilbage på mine rystende ben. ”So, where are you staying?” Spurgte han mig, og begyndte stille og roligt at gå væk fra mig. ”At the camping place, but I have no idea where it is..” Det sidste kom lidt ud som en mumlen, og jeg standsede op, og ventede på at han ville tage min hånd og fører mig videre. ”Oh well, I’ll try and help you then” Grinede han blidt, og en lille flok sommerfugle begyndte at sprede sig i min mave da hans søde grin ramte mine øre. ”Thank you” Hviskede jeg og rakte min hånd ud i luften foran mig, i håb om at han ville tage den. Mine kinder blev varme da hans hud igen rørte min, og jeg tog forsigtigt et trin ud imod der hvor han stod. Han anbragte sine arme omkring mig, og skubbede mig stille og roligt på ryggen, som om han sikrede sig at jeg kom godt op af den bakke jeg var faldet ned af. ”What were you doing out here in the forest anyway?” Spurgte han da vi var kommet op på det som føltes som en sti. ”It’s kind of a long story” Svarede jeg ham, og forsatte med at gå ved hans side. ”I have time” Sagde han med et glad klang i stemmen, og stoppede op. ”Well.. Wait, what are you doing out here” Grinede jeg og lagde specielt et tryk på”you”. ”Oh I’m just you know.. It’s a long story too” svarede han kækt og begyndte straks at gå igen. Et smil bredte sig på mine læber, og jeg gik med vilje lidt tættere ind imod ham.

Vi gik et stykke tid uden at sige noget, og skoven blev langsomt fyldt med vores akhavethed. Efterhånden som vi kom tættere på camping pladsen, fik jeg en stærk fornemmelse af at jeg godt ville kunne finde hjem igen. ”I think I can handle it from here”  Fortalte jeg ham og vendte mig om imod ham. ”Are you sure?” Spurgte han, og hans accent gav sig virkelig til udtryk. ”Yeah, I have to be able to find my way home for the next few days so I better just learn it now” Grinede jeg lidt og hav ham et blidt puf på skulderen. ”You sure?” Spurgte han mig igen, og lige med det samme genkendte jeg hans accent. ”You’re from Ireland!” Røg det ud af mig, uden at tænke på at det havde absolut intet med samtalen afgøre. Hans søde grin ramte mine øre igen, og de små sommerfugle der fløj rundt i mine mave susede hurtigt forbi hinanden. ”Sorry, I just.. yeah but I’m sure, don’t worry” Smilede jeg til ham, og vendte mig om og gik stille og rolig væk fra ham. ”Ehm.. You’re going in the wrong direction” Fnisede han og jeg skyndte mig med det samme at vende rundt og gå i den modsatte retning. ”I knew that..” Grinede jeg og prøvede at skjule hvor pinligt jeg syntes det hele var.

Da mine fødder igen ramte græs og jeg igen kunne hører lyden af forskellige mennesker, vidste jeg at jeg endelig var ude af skoven. Gåsehud spredte sig udover min hud, og en træthed bredte sig overalt på min krop. ”Maya, der er du!” Lød det fra min mor, og før jeg vidste af det tog hun mig i hånden og trak mig med tilbage i teltet. ”Hvor skal jeg sove?” Spurgte jeg hende, og det var som om at hun i et kort øjeblik havde glemt jeg ikke kunne se. Hun førte mig ind i det som virkede som et lille rum, og jeg kastede mig straks ned på den madras der var foran mig; efter jeg selvfølgelig lige havde sikret mig den var der.

Inden jeg faldt i søvn, lå jeg og lavede små billeder i mit hoved af hvordan ham der havde hjulpet mig i skoven nu så ud. Uden rigtigt at havde dannet et ordentligt billede, faldt jeg endelig i søvn.

Jeg brugte det meste af den næste dag sammen med min familie, som skulle ud og se alle mulige ting, og selvfølgelig ville have mig med. Godt nok var jeg ved at blive vand til at blive bragt med på slæb, og jeg accepterede at de aldrig ville kunne forstå hvordan det var, men alligevel irriterede det mig at jeg skulle med. Da jeg langt om længe var færdig med at hører på hvor flotte de blomster nu var, og hvor skøn himlen så ud i dag, besluttede jeg mig for at tage min time alene. Selvfølgelig var min mor ikke glad for det, men det var det eneste jeg havde glædet mig til siden jeg blev tvunget ud af min seng.

Jeg gjorde mit bedste for at finde tilbage til skoven, uden at stoppe op, men det skete alligevel et par gange jeg skulle have en kort tænke pause. Efter at havde snublet over et par grene, fandt jeg endelig en der lød som om den kunne holde til mig, og jeg satte mig forsigtigt oven på dens grove overflade. Luften omkring mig ramte mit ansigt, og jeg følte mig fri som en lille fugl.

”Hey, I’ts you again!” Lød en velkendt stemme bag mig, og jeg vidste med det samme hvem det var. Jeg ville vende mig om og råbe hans navn, da det gik op for mig, at jeg ikke engang vidste hvad han hed. Før jeg vidste af det mærkede jeg hans dejlige arme omkring mig, og med vilje lod jeg det varer lidt længere end det skulle. ”What are you doing here?” Grinede han og tog min hånd. Sommerfuglene i min mave begyndte at flyve hurtigere og hurtigere, og da han trak mig ned ved siden af ham, gik de amok. Jeg satte mine hænder forsigtigt mod de tørre blade, der med det samme raslede højt under mine håndflader. ”Well, I have this deal with my mom, and.. it’s a long story” Jeg stoppede, han gad sikkert ikke at hører på mine problemer med min mor, det ville sikkert bare skræmme ham væk. ”Go on” Sagde han sødt, og jeg var ret så sikker på han kiggede direkte på mig. ”No, I, I don’t really want to talk about it” Sagde jeg lavt, og håbede på at han ikke ville blive ved med at spørger. ”It’s fine, I get it. But can you atleast tell me your name?” Han begyndte at grine, og nu var jeg fuldstændig sikker på at prøvede at kigge mig i øjnene igennem mine sorte solbriller. Jeg lagde mig ned og blev mødt at en meget høj lyd af blade der knækkede under min krop. ”Maya. Now tell me yours” Jeg smilede, og med det samme lagde han sig også ned. ”No, it’s a secret” Hviskede han, og kom til at ligge sin hånd oven på min. Det bedste ved det hele var, at han ikke rykkede den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...