The eyes of summer‎~♥

Maya, en blind 16årig, prøver og gør alt for at leve et normalt teenage liv, men det hjælper ikke når hendes mors største er at sende hende på en specialskole, kun for blinde.
Hendes mor giver hende et sommerløfte der går ud på at bevise at selvom hun mangler synet, kan hun sagtens passe på sig selv, også må hun blive på sin gamle skole. Alting går som planlagt, indtil en vidunderlig ung fyr træder uplanlagt ind i hendes liv..

19Likes
30Kommentarer
2161Visninger
AA

3. Farvel

 

De næste par dage fortsatte vi med at mødes ude i skoven, det lykkes ham på en eller anden måde altid at finde mig, selvom jeg var ret sikker på jeg gik et nyt sted hen vær gang. Vi brugte en time sammen hver dag, for det meste på at snakke om ingenting, og alting på samme tid. Det var som om han forstod mig, og han respekterede virkelig at jeg ikke havde lyst til at snakke om hvorfor jeg kun var der en time af gangen, men på den anden side ville han jo ikke engang sige hvad han hed, og det var nok også derfor han ikke var så ivrig på at hører på min kedelige livshistorie. Den sidste dag jeg skulle være på campingpladsen, blev jeg vækket af solen der bagte ned på mig.

”Godmorgen Maya, husk du skal pakke og rydde op og lave madpakke inden vi skal hjem, okay?” Lød det fra min mor, kvinden kunne bare ikke tage det roligt i et øjeblik. ”Ja mor, jeg ved det godt” Gabede jeg imens jeg løftede armene højt op over mit hoved og nød at mine muskler blev strækket ud. Med lidt besvær fik jeg slæbt mig ud af min seng, og fandt straks ud af hvor der var en stol jeg kunne sætte mig på. Imens de andres fodtrin var hurtige imod teltgulvet, og duften af tandpasta og brød fyldte mine næsebor, kunne jeg ikke lade vær med at tænke på at i dag var allersidste gang jeg ville være i selskab med ham. Hans søde grin, og hans dejlige stemme var nok det jeg ville komme til at savne mest, udover hans dejlige kram selvfølgelig. ”Mor, hvad tid kører vi?” Jeg blev nød til at vide det, jeg skulle nå at sige farvel til ham. ”Det ved jeg ikke skat, nok om en time hvis alle er klar der, hvorfor?” Råbte hun fra et andet rum af. ”Jeg skal jo nå at have min time alene!” Jeg var tæt på at råbe, og jeg skyndte mig at løbe hen til der hvor jeg havde stillet min kuffert.  Mine hænder fik hurtigt gravet noget tøj op, og med lidt besvær fik jeg taget det på. Jeg tog hurtigt en børste igennem mit hår, og forsatte ud til toilettet, hvor jeg børstede tænder. ”Maya tag det roligt, du skal ikke komme til skade” begyndte min mor, men før jeg kunne nå at svare var jeg allerede ude af teltet. Mit hjerte bankede hurtigere da jeg ræsede ud til skoven, imens jeg prøvede at huske hvilken vej jeg tog, så jeg kunne finde tilbage når tiden var gået.

Bladenes raslen begyndte så småt at blive højere, og da duften af birketræer bredte sig, vidste jeg at jeg var kommet langt nok ind i skoven. Uden at tænke over noget som helst, satte jeg mig direkte ned på den bløde skovbund, og heldigvis havde jeg ikke sat mig i en stor hundelort, eller noget andet klamt. Imens jeg bare sad der og ventede, strejfede spørgsmålet mig; Hvad gør jeg hvis han ikke kommer? Mit hjerte begyndte så småt at synke, da længselen til at høre hans stemme voksede.

Det gav et set i mig, da der pludselig lød en høj skrigen uden for der hvor jeg nu sad, men jeg beroligede mig selv ved tanken om at det sikkert bare var nogle børn der lejede. Der gik et par sekunder før det gik op for mig at det ikke kunne være det, da den høje skrigen fortsatte, og nu virkede det som om at det kun var lyse pige skrig. Hvad mon de skreg over? Uden at tænke mig om, begyndte jeg at gå hen imod lyden af skrigene, som bare blev højere og højere. ”Where are you going?” Råbte nogen bag mig, og der kom straks et par sommerfugle i min mave, fordi jeg vidste det var ham. ”Nowhere now that you’re here” Jeg prøvede at sige det på en flirtende måde, men selvfølgelig fik det mig bare til at virke kikset. Jeg kunne hører hans langsomme fodtrin, og der gik ikke lang tid før jeg mærkede hans arme på mine skuldre. ”I’m leaving today” Ordene forlød mine læber, nærmest som en hvisken. Selv det at sige det, når han stod lige foran mig fik langsomt tårnede til at presse på, og selvom jeg godt nok ikke kunne se, kiggede jeg stadig direkte ned i jorden. I stilhed tog han forsigtigt fat i min hage, og nu gik sommerfuglene helt amok. Han løftede mit hoved, og satte langsomt hans læber imod mine. Et stød gik igennem min krop, som om der slog gnister overalt inden i mig. Lige det her øjeblik, præcis nu, ville jeg ønske kunne varer forevig.

Han trak forsigtigt sine bløde læber væk fra mine, og anbragte så hans arme omkring mig, og med det samme følte jeg mig tryg. En lille usynlig tåre trillede forsigtigt ned af min kind, da jeg vidste at det her var farvel.

”Niall, where are you?!” Var der pludselig en mande stemme der råbende afbrød os, og armene der holdte mig spjættede hurtigt. ”Zayn I’m coming, just wait okay?” Hans dejlige irske accent fløj ud til ham som åbenbart hed Zayn.  Zayn. Zayn, Zayn Malik? Og Niall? ”WHAT?!” Skreg jeg nærmest i hovedet på Niall, hvis det virkelig var det han hed. Der kom intet svar, og der indså jeg hvem den dejlige irske dreng var, ham jeg lige havde kysset. ”Why… Why didn’t you tell me?” Måbede jeg, og rakte min hånd ud i luften, i håb om han ville tage den som han plejede. ”Because..” Han gav endelig en lyd fra sig. - ”When I found out you were blind, I wanted you to meet me. Not just Niall Horan from One Direction. I was planning to tell you but it really didn’t mean to come out this way. I’m sorry Maya.” Han klemte min hånd, og trak mig tæt ind til ham igen. Hvis han ikke havde holdt om mig, var jeg sikker på jeg havde besvimet. Jeg følte mig dum, virkelig dum over jeg ikke havde tænkt på det noget før. Men samtidig var jeg så lykkelig lige nu, at det ikke rigtigt gik mig på.

”Niall come on, the others are waiting!” Lød mande stemmen igen, og nu var det tydeligt at det var selveste Zayn Malik. ”I’m gonna miss you” hviskede jeg, og forestillede mig at jeg kiggede ind i hans sikkert flotte øjne. Hans bløde læber kærtegnede hurtigt min kind, hvorefter de ramte min mund igen. Følelsen af kærlighed var stærk, og det øjeblik er noget jeg aldrig glemmer. At stå midt i en skov, og kysse en dreng som jeg var glad for. Det er det bedste man kan forestille sig. ”I better go” Hviskede han og trak sig tilbage. ”Yeah” Hviskede jeg så lavt, at det næsten ikke kunne høres.  Han begyndte at gå længere væk fra mig, men vores fingre som var stærkt flettede, slap ikke hinanden, det var kun da jeg var på grænsen af at falde han gav slip. Hans tynge trin blev til hurtige hop, også var han væk. Pigeskrig eksploderede et par sekunder efter, og jeg var overbevist om det var pga. One Direction. Jeg gik straks den modsatte vej af der hvor larmen kom fra, da det ville være alt for akavet at se Niall, nu hvor jeg lige havde sagt farvel. Mine skridt udviklede sig også til en slags små løb, da jeg kom i tanke om at jeg også skulle nå tilbage.

”Åh Maya der er du, jeg var lige ved at blive bekymret!” Råbte min mor da hun tydeligvis fik øje på mig. ”Vi venter på dig, vi tager af sted nu” Fortalte hun imens hun trak mig med ned til der hvor bilen sikkert stod.  Da jeg langt om længe sad i bilen på vej hjem, kunne jeg ikke lade vær med at smile. Jeg havde vundet aftalen med min mor, og mødt den sødeste dreng. Det var helt klart den bedste sommer, nogensinde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...