He wanna change me-One Direction

Madeline er en helt almindelig 19-årig pige. Hun er glad, sød og elsker sin familie og venner, specielt sin søster Casey. Men det ændres en sen aften, når hende og Casey er på vej hjem om aftnen. Casey bliver ramt af en bil, og dør, sammen med sin kæreste og Madeline's bedste ven. Siden den dag har Madeline ændret sig, meget. Hun har ingen venner, hun bliver mobbet og slået. Men ingen ved hvad hun allerede har været igennem. Men hun holder det for sig selv, hun fortæller ikke engang sine forældre om mobberiet. Men en sommer hvor hendes mor ville have hende ud af hendes facade, melder hun Madeline til et maler-kursus i sommerferien. Madeline nægter til at starte med, men er nødt til at give op i sidste ende. Hun kommer der hen, og møder en helt speciel person, som ikke bedømmer hende på det han ser, men på det hun gør. Hvem er han? Ville hun acceptere ham? Eller ville hun bare se det som enddu et forsøg på udnyttelse? Følg med i Madeline Thunderhill's liv.

121Likes
230Kommentarer
19707Visninger
AA

7. Værlseskammerater

Alle her er sød mod mig. De snakker hele tiden til mig, sørger for jeg er glad og fortæller mig alt hvad de ved, men så meget som muligt, prøver jeg at ignorere dem.

"Så, hvem bor du på væresle med?" Spørger Jewel, og stikker sit ansigt helt op i mit.

"Øhh.... To ved navn McKinsley." Svarer jeg usikkert og trækker på skuldrene.

"McKinsley familien." Siger Elroy hurtigt.

"Dem? De er simpelhent så sjove. De var her også sidste år. Og hver dag var de dagens højdepunkt." Griner Payton.

"Kommer de her flere gange?" Spørger jeg og kigger skiftvis på dem alle.

"De gør vi alle. Det er mit tredje gang." Svarer Nicky, og blinkertil mig.

"Åh.... Så i kender allerede hinanden?" Spørger jeg og peger på dem.

"Ja. Og lad vær med at pege så meget." Svarer Elroy og sænker min finger.

"Undskyld." Mumler jeg og kigger nervøst nede i jorden.

"Hey se!" Udbryder Jewel og peger på tre biler, som er på vej ind.

"Det er Mckinsley." Fortsætter hun og peger. En dreng og en pige, på samme alder stiger ud af bilen, med deres mor.

"Er det Mckinsley?" Spørger jeg og kigger undrende.

"Hold nu op David. Det er ikke sjovt!" Siger pigen irriteret.

"Helt klart. Marcy er hende pigen, drengen er David og deres mor Joy." Svarer Payton.

"Så slap dog af Marcy, det var bare for sjov." Siger David flabet og tager en kuffert. Man kunne se på deres mor, at hun allerede for længst havde opgivet at stoppe dem.

Ud af den anden bil kom en flot, høj brunette. Hun var nok i tyverne.

"Kom nu far, vi har ikke hele dagen!" Klager hun sig, med armene over kors.

"Kommer nu prinsesse." Siger en mandestemme.

"Kimberly. Diva-typen." Hvisker Jewel til mig. Jeg nikker stille og kigger så på den tredje bil. En dreng med sort hår stiger ud, med en pige.

"Ham har jeg ikke set før." Siger Payton og rynker sin pande.

"Heller ikke jeg." Eniggøre Nicky sig.

"Jeg kommer til at savne dig Adam. Find nu ikke en anden." Siger pigen og kysser ham på munden.

"Han må vær ny." Siger Jewel og kigger på mig. Jeg nikker og kigger igen på ham. Pigen vinker, og stiger ind i bilen igen. McKinsley'erne går hen mod os, og hilser.

"Marcy!" Hviner Jewel og omfavner Marcy.

"David!" Råber Nicky, Payton, Elroy og Alex i kor og laver fælleskrammer. Der var min chance, til at smutte. Jeg rejste mig langsomt og begyndte at gå indenfor, på 'mit' værelse.

Jeg fandt The vampire diaries frem, og begyndte at læse. Vinduet var på klem, så jeg kunne høre de andre tale.

"Hey, hvor er Madeline?" Kan man høre Jewel spørge.

"Hun var her for lidt siden." Siger Payton.

Jeg fandt mine høretelefoner frem og satte One Direction 2012 på. Fred at læse i, var lige mig.

Da jeg nåede til kapitel fem, kom Elroy brasende ind.

"Madeline?" Spørger han.

"Heroppe." Svarer jeg og rækker en hånd op i luften. Han løber op af de små trapperin og sætter sig på sengekanten. "Vi vidste ikke hvor du var." Siger han og rynker sin pande. "Det kunne jeg regne ud, når du kaldte på mig." Siger jeg flabet og læser videre.

"Hvor er mit værelse?"

Spørger en højtlydt ude på gangen.

"Måske skulle vi starte med at finde mit!" Siger en anden bestemt.

"Hun sagde det var for enden af gangen." Elroy begynder at grine.

"McKinsley! Herind!" Råber han, og straks står de begge derinde.

"Skal vi dele værelse? Øv altså!" Klager Marcy og stamper i jorden.

"Jeg skal bo med dig? Min verden er lige brudt sammen!" Hyler David og sætter sig dramatisk på knæ.

"Nej!" Råber de i munden på hinanden.

"Tag jer sammen venner. I kan jo snakke med de andre herinde. Madeline er her også." Siger Elroy og hjælper Marcy med hendes kuffert.

"Madeline?" Spørger de i munden på hinanden.

"Kom herned Madline." Siger Elroy og smiler. Jeg sukker og går ned.

"Jamen halløj." Siger David charmerende og blinker med øjet.

"David! Du skræmmer hende." Siger Marcy og skubber ham væk. "Marcy McKinsley og David McKinsley." Fortsætter Marcy og giver hånd. Jeg tager venligt imod den, og prøver at smile så godt jeg kan.

"Hvem er den sidste vi skal dele værelse med?" Spørger David og børster sit tøj. Elroy går stille og roligt hen til den tomme seng og kigger på sedlen.

"En Zayn Malik." Svarer Elroy usikkert.

"OMG!" Råber Marcy og David i kor.

"Hvad?" Spørger jeg fjoget.

"Det-det Zayn Malik for Gud's skyld!" Hviner Marcy og hopper på stedet.

"Jeg er enig med Madeline. Hvad?" Spørger Elroy.

"Det er sku da ham fra One Direction! Ham den sorthårede." Hviner David, så vi alle kigger underligt på ham. Som sagt havde jeg hørt om pop bandet One Direction. Men jeg kendte dem ikke hver især. Kun rock bandet.

"Gud kender du ikke dem Madeline?" Spørger Marcy dramatisk og holder sig for munden.

"Kun rock bandet." Svarer jeg og rækker uskyldigt hænderne op  luften.

"Oh God, hun ved ikke hvem de er." Siger David og slår sig selv på kinden.

"Hvad med mig? Jeg har heller ikke hørt om dem." Kommer det fra Elroy.

"Du en dreng. Det tæller ikke." Svarer David.

"Det er du da også." Siger Elroy.

"Ja, men jeg er en drenge Directioner sammen med Marcy. Bortset fra hun er en pige selvfølelig." Forklarer David. 

"Okay....." Mumler Elroy.

Jeg gik op til min seng, og begyndte at læse igen.

"Laver du ikke andet?" Spørger Elroy og sætter en hånd på bogen, som min mor plejede at gøre.

"Jo, jeg hører også musik." Svarer jeg og tager mine ørepropper på, og fjerner hans hånd.

"Du skal være social. Var du aldrig det derhjemme?" Spørger han og kigger underligt på mig. En tåre gled ned af min kind.

"Vent. Havde du ikke nogle venner?" Hvisker han. Jeg rejser mig op, og løber ud på toilettet.

"Madeline!" Kunne jeg høre ham råbe, men jeg ignoregede det. Jeg låste døren, og satte mig på toiletbrættet. Tårede gled ned af mine kinder, og ramte det hårde kolde gulv. Jeg begyndte at græde lydløst. Jeg har jo aldrig haft nogle venner. Og når jeg endelig fik en ven, blev jeg bare udnyttet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...