He wanna change me-One Direction

Madeline er en helt almindelig 19-årig pige. Hun er glad, sød og elsker sin familie og venner, specielt sin søster Casey. Men det ændres en sen aften, når hende og Casey er på vej hjem om aftnen. Casey bliver ramt af en bil, og dør, sammen med sin kæreste og Madeline's bedste ven. Siden den dag har Madeline ændret sig, meget. Hun har ingen venner, hun bliver mobbet og slået. Men ingen ved hvad hun allerede har været igennem. Men hun holder det for sig selv, hun fortæller ikke engang sine forældre om mobberiet. Men en sommer hvor hendes mor ville have hende ud af hendes facade, melder hun Madeline til et maler-kursus i sommerferien. Madeline nægter til at starte med, men er nødt til at give op i sidste ende. Hun kommer der hen, og møder en helt speciel person, som ikke bedømmer hende på det han ser, men på det hun gør. Hvem er han? Ville hun acceptere ham? Eller ville hun bare se det som enddu et forsøg på udnyttelse? Følg med i Madeline Thunderhill's liv.

121Likes
230Kommentarer
19352Visninger
AA

4. Skole afslutning

Da jeg træder ind på gangen i skolen, begynder folk med det samme at ændre humør. Deres blikke går fra at være glade, til hånlige. Men efter alle de år, har jeg lært at man skal ignorere det.

"Freaken har vist taget sit første bad i år." Siger en af pigerne, fra den snobbede gruppe, selvom jeg syntes alle her er snobbede. Da jeg prøver at komme hen til mit skab, spærrer straks en af drengene.

"Smut fra mit skab." Siger jeg og prøver at virke truende.

"Jeg står ellers lige så godt her." Siger han og smiler skævt.

"Du hørte mig godt. S#rid." Siger jeg hårdt og prøver at skubbe ham væk.

"Når, så man leger hård i dag eller hvad?" Spørger han med et hånligt grin. "Smut freak. Du har intet at gøre her." Siger han og skubber mig ind i de andre skabe.

"Seriøst? Sidste skoledag og i bruger jeres tid på mig? I er idioter, brug dog hjernen." Ryger det ud af min mund.

"Hvad sagde du lige?" Spørger han og går truende hen mod mig.

"Du hørte mig vist godt." Svarer jeg og sender et irriterende-blik.

"Som om du kan true mig. Du er bare en lille nørd her i skolen, som ingen venner har." Siger han og går så tæt på mig, at jeg kan mærke hans ånde.

"Overvej en mintpastil idiot." Siger jeg og går hen mod klasselokalet.

"Du går ingen steder." Siger en anden dreng og spænder ben for mig. Jeg falder hårdt på jorden, taber alle mine ting og får et hårdt stød på min albue.

*Ring Ring* "Hyg dig freak." Siger en af pigerne går sammen med de andre.

Jeg ømmer mig og rejsee mig så op.

"Idioter." Mumler jeg for mig selv og samler alle mine ting op. Efter at ha' samlet alle mine ting op, som lå spredt ud over hele gulvet, går jeg hen mod lokale seksoghalvfems. Da jeg går ind i lokalet, vender alle blikket mod mig.

"Frk. Thunderhill. Du er forsinket." Siger min lærer, Fru. Adams.

"Undskyld, der var nogle 'forhindringer' på gangen." Undskylder jeg og sætter mig på min sædvanlige plads, bagerst i lokalet, helt alene som altid.

"Godt så." Starter hun, men resten hørte jeg ikke. Det var pladder for mig, tomme ord, ikke andet. Jeg finder en blyant frem, og begynder at tegne i en notesblok. En ensom ulv, som mig selv, og sådan foretrækker jeg at leve.

***

Regnen siler stadig ned da jeg er på vej hjem. Og hvad så? Det er bare vand. Regnen nød jeg altid, det var skænt at mærke dråber falde ned på ens næsetip, og glide ned af kinden.

"Ha' en ikke god sommerferie!" Blev der råbt, og en af de store elever kørte i en vandpyt, så jeg enddu engang blev våd. Jeg sukker, og finder igen min Iphone frem, og enddu engang sætter jeg One Direction på, og stadig nej, det er ikke det berømte pop boy-band, men rock bandet One Direction. Samme rutine hver dag, jeg går i skole med musik i ørene, jeg bliver mobbet i skolen, jeg går hjem fra skole, bliver mobbet på vej hjem, når jeg kommer hjem læser jeg, spiser og går i seng. Andet gider jeg ikke, og jeg kan heller ikke. Jeg kan ikke være sammen med en masse venner, for jeg har ikke nogen, jeg kan ikke tage ud at shoppe med veninder, for jeg har ikke nogen, jeg kan ikke sidde og skrive med andre, for jeg bliver bare mobbet. Intet socialt kan jeg, bortset fra at være sammen med min mor, men det er for overgearet, så det har jeg helt droppet.

Da jeg træder ind i vores hus, og stiller mine sko i entreen, kommer min mor straks med en seddel i hånden.

"Gæt hvad det her er." Synger hun og vifter med papirlappen.

"Et stykke papir." Svarer jeg og går ud i køkkenet, efter et glas vand.

"Nej. Gæt igen." Siger hun og stikker næsten papirlappen helt op i fjæset på mig.

"Mor, jeg gider ikke. Sig bare hvad det er." Siger jeg irriteret og tager en stor slurk af glasset.

"En billet til et maler-kursus i sommerferien i London." Svarer hun, jeg får straks vandet galt i halsen, og kvæler næsten mig selv.

"A'hvad har du?" Spørger jeg og tager papirlappen ud af hænderne på hende.

'Kære Madeline.

Vi ser frem til at se dig på Maler-kurset i London, vi håber du får det sjovt, og møder en masse nye mennesker. Vi ses om tre dage.

De venligste hilsner

Markisna.' Læser jeg.

"Hvordan kunne du? Jeg sagde jeg ikke gad, men du gjorde det alligevel." Siger jeg irriteret og går op på mit værelse.

"Hov hør unge dame. Jeg er din mor, og jeg prøver bare at gøre dit liv nemmere." Siger min mor strengt og prøver at følge efter mig.

"Når, men det hjælper ikke en s#id, så bare gå!" Råber jeg og smækker min dør i. Jeg kan høre min mor på vej op af trapperne, så jeg løber hen til døren, og låser med det samme.

"Du kommer med, om du vil eller ej." Siger hun, og går så.

"L#rte verden." Mumler jeg og finder mine høretelefoner frem. Gæt engang hvad jeg satte på? One Direction, men denne gang blev det Falling to pieces.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...