He wanna change me-One Direction

Madeline er en helt almindelig 19-årig pige. Hun er glad, sød og elsker sin familie og venner, specielt sin søster Casey. Men det ændres en sen aften, når hende og Casey er på vej hjem om aftnen. Casey bliver ramt af en bil, og dør, sammen med sin kæreste og Madeline's bedste ven. Siden den dag har Madeline ændret sig, meget. Hun har ingen venner, hun bliver mobbet og slået. Men ingen ved hvad hun allerede har været igennem. Men hun holder det for sig selv, hun fortæller ikke engang sine forældre om mobberiet. Men en sommer hvor hendes mor ville have hende ud af hendes facade, melder hun Madeline til et maler-kursus i sommerferien. Madeline nægter til at starte med, men er nødt til at give op i sidste ende. Hun kommer der hen, og møder en helt speciel person, som ikke bedømmer hende på det han ser, men på det hun gør. Hvem er han? Ville hun acceptere ham? Eller ville hun bare se det som enddu et forsøg på udnyttelse? Følg med i Madeline Thunderhill's liv.

121Likes
230Kommentarer
19351Visninger
AA

33. He wanna change me

"I må godt komme ind nu." Utydelige fremmede stemmer snakker frem og tilbage. Men pludselig hører jeg en genkendelig en.

"Er hun død?" Vent lige to sekunder... Hvis jeg kan høre hvad de siger, må det betyde jeg er i live! Tell me a lie! Det er bare for meget det her altså! Så jeg følte stor smerte til ingen verdens nytte?! "Nej, hun burde leve. Operationen gik perfekt, så alt skulle være i orden." Svarer endnu en fremmed stemme. Kan folk ikke begynde at sige deres navn i hver sætning?

"Hun ser altså død ud." Ser jeg virkelig så frygtelig ud? Jamen tak for ingenting! Hvis jeg vågner op, så smadrer jeg personen der sagde det!

"Det er hun ikke, det er bare bedøvelsen der gør at hun ser så død og slatten ud." Slatten? Det lyder ikke godt!

"Men I kan komme tilbage om et kvarter, så kan jeg garantere at hun er vågen." Garantere ligefrem? Jamen sikke et held - Not! Jeg kommer stadig til at leve i den r#vsyge verden med de r#vsyge irriterende personer som kender mig!

Jeg åbner øjnene med et sæt og ser fem alt for genkendelige drenge på vej ud af en dør. Jeg troede lægen sagde et kvarter? Læger, man kan aldrig stole på dem... Husk det! "Madeline!" Råber de i kor og løber hen mod mig. Jeg ligger mig hurtigt under dynen og gemmer mit ansigt.

"Drop det okay! Du har narret os en gang du kan ikke gøre det igen!" Siger Zayn's stemme strengt. Jeg kigger hurtigt over dynen og ser dem alle fem sidde på sengekanten og kigge på mig.

"Hvem siger det?" Spørger jeg flabet og hiver alle slangerne ud af min arm og mit ansigt. "Det siger vi og du er ikke klar til at komme op at stå!" Svarer Liam strengt og prøver at få mig ned at ligge igen. Men jeg skubber ham bare væk og rejser mig op. Jeg skimter hurtigt en kommode i den anden ende af lokalet og regner med at mit tøj ligger dernede.

Og rigtig nok! Men ikke helt præcist mit tøj. Eller jo, men ikke det jeg havde på før jeg tog pillerne. Der lå istedet en tanktop, nogle lyse hullede jeans, en vest og nogle converse i mørkeblå. Hvem f#nden ligger sko ned i en kommode?! Det må kun være idioter der kan finde på sådan noget!

"Hvor er toilettet?" Spørger jeg koldt og kigger rundt. Ingen svarer men kigger bare forvirret på mig. "Jamen så finder jeg det selv." Mumler jeg irriteret og tager tøjet og skoene i hånden. Den er hospitalskjole er det grimmestes nogensinde jeg har ser!

Jeg går ud på gangen og ser hurtigt skiltet med en mand  og en kvinde på. Det må være der! Jeg småløb derhen i frygt for at nogle ville løbe efter mig. Og ganske rigtigt, bag mig kom Louis og Harry løbende efter mig. "Drop det!" Råber jeg og låser mig ind på toilettet.

Jeg tager hurtigt tøjet på, samt skoene og åbner toiletdøren. Selvfølelig står Louis og Harry helt oppe af døren og falder ind da jeg åbner. Idioter! "Hvad tror I i har gang i?" Spørger jeg fornærmet og kigger irriteret på dem. "Sørger for at du ikke besvimer igen." Svarer Louis mens han ømmer sig. "Nårh men imens kan I jo tage jer af det her." Siger jeg og kaster hospitalskjolen i hovedet på dem og går med faste skridt hen mod stuen hvor jeg lå.

Da jeg træder ind opdager jeg hurtigt min mor stå derinde. Hun har tårer ned af kinderne og sidder og fumler med sine bilnøgler. "Madeline?" Spørger hun fortvivlet og kigger hen på mig. "Lad os bare hente mine ting og køre hjemad." Mumler jeg og tager min mobil og pung. Selvom jeg gerne ville afsted hurtigt ville jeg da ikke bare lade min mobil ligge her!

"Jamen skal du ikke sige farvel eller noget?" Spørger hun og peger på Liam, Zayn og Niall som sidder og kigger såret på mig. "Nej egentlig ikke." Svarer jeg koldt og går.

* * *

"Har du husket alle ting?" Spørger min mor for tredje gang! "Ja, jeg har husket alt!" Svarer jeg irriteret og tager min sele på. "Også at sige at du ikke går her mere, og at du gerne ville have dit sygesikringkort tilbage?" Spørger hun og løfter det ene øjenbryn højt. "Nej. Jeg er på vej." Mumler jeg og tager selen af igen.

Jeg går med faste skridt hen mod bygningen da en tager fat om min arm og trækker mig omme bag bygningen. "Skal du ikke sige tak?" Spørger Zayn og holder mig stramt fast så jeg ikke stikker af. "For hvad? At du er igang med at kidnappe mig eller hvad?" Spørger jeg flabet. "For det vi har gjort." Svarer han og lægger hovedet lidt på skrå.

"Hvad har I gjort for mig andet end at lyve, irritere, gøre mig til grin?" Spørger jeg irriteret og prøver at fjerne hans klamme hænder fra mig. Men han griber bare endnu hårdere fat og rykker os helt tæt sammen. "Vi gjorde at du følte dig lykkelig. Du var glad da du havde venner som os, en kæreste som mig, en bror som Elroy, du følte dig lykkelig." Svarer han og skal til at kysse mig, men jeg skubber ham tværtimod hårdt væk og kigger mistroisk på ham. "Jeg har intet at takke for." Snerrer jeg og går igen hen mod bygningen.

Ingen kalden, ingen råben, ingen løben. Tingene ar ændret sig, meget. Eller jeg ved nu ikke hvor meget jeg har ændret mig? Men ihvertfald i et stykke tid var jeg forandret. Måske har Zayn ret...? Nej drop det Madeline! Du kører for eget løb! Ingen andre skal bestemme over dig!

Jeg træder ind på kontoret til Markisna som for en gangs skyld er kommet tilbage! Det var da sandelig også på tide! "Madeline Thunderhill. Jeg er her for at melde mig ud og bede om mit sygesikringskort." Siger jeg bestemt og rækker hånden ud. "Madeline, synd du tager hjem, jeg elskede ellers virkelig dine tegninger og måder at udtrykke dig på. Håber vi ses igen, måske til næste år." Siger hun og giver mig kortet i hånden. Jeg nikker hurtigt og går så igen. "Måske." Mumler jeg og går ud. Jeg lukker døren stille bag mig og går så ud af bygningen igen.

Alt er så stille, fredeligt og roligt. Hvorfor var det ikke altid sådan? Men ligemeget, jeg skal aldrig tilbage hertil! Gården er helt tømt, men tilgængæld er der da nogen, bare ude på fodboldbanen istedet. Elroy, Louis og Niall spiller fodbold, mens Liam, Zayn og Harry bare sidder på bænken og synger stille sammen med en guitar.Jeg går hen mod min mor, som selvfølelig skal holde lige ved siden af fodboldbanen og helt tæt op af der hvor Liam, Zayn og Harry er. De kigger alle sammen såret på mig. Louis, Elroy og Niall er også helt holdt op med at spille. Jeg føler mig nedstirret! Gæt engang hvorfor?

"Vi ses Madeline." Siger Elroy og vinker. Jeg er overrasket over det, men Zayn har faktisk ret! De drenge gjorde mig faktisk glad da jeg ikke kunne huske. De sørgede for jeg havde det godt, altid havde det sjovt, var sammen med nogle hele tiden, de fik mig til at føle mig elsket. Ikke ligesom når ens forældre elsker en, eller min mor som prøver ar få mig til at elske hende. Nej, det her var anderledes - eller det er. Hvis jeg ikke kendte til sandheden om løgnen, hvis jeg ikke havde lavet rod i den, hvis det var sådan hele tiden, hvis bare tiden kunne skrue tilbage... "Vi ses alle sammen." Jeg smiler og går faktisk hen mod dem.

Jeg omfavner hurtigt Zayn og ligger min mund tæt mod hans øre. "Du havde ret, I gjorde mig glad, lykkelig, I fik mig til at føle mig elsket. Jeg er ked af alt det jeg gjorde, undskyld." Hvisker jeg i håns øre og knuger ham tættere ind til mig. "Det gør ikke noget Madeline. Du havde også ret, vi skulle ikke havde løjet overfor dig. Jeg siger også undskyld." Hvisker han og kysser blidt min kind.

"Vi er vidst begge skyldige." Mumler jeg og trækker mig fra ham. Han sender mig bare et sødt smil og skubber mig så hen til Harry.

"Undskyld fordi jeg udnyttede dig Harry, det var ikke ment på den måde." Siger jeg og mærker en tåre glide ned af min kind. Da et par hænder placerer sig på mine hofter forventede jeg en afvisning, men istedet rejste Harry sig op og satte mig ned i stedet. "Det var selv forkert gjort af mig. Jeg mener hvis du virkelig havde været sammen med Zayn, så skulle jeg aldrig have prøvet at tage dig fra ham, eller blive fristet. Jeg siger også undskyld." Jeg får hurtigt et langt varmt kram og et kys på panden. Jeg smiler stort til ham og vender mig så mod Elroy som står nogle meter fra mig.

"Elroy," Starter jeg og hopper over bænken, lige ind i hans arme, "du var den bedste bror jeg nogensinde kunne ønske mig." "Du var da også en ok søster." Griner han og drejer mig rundt så et par fnis undslipper mine læber.

"Louis, Niall og Liam, tak fordi I var nogle gode venner." Siger jeg og smiler til dem alle tre. Louis går hen mod mig med er mistroisk blik. Bare han ikke er sur på mig. "Var? Vi er da stadig!" Siger han med et smil og løfter mig op. "Godt så! I er nogle gode venner!" Griner jeg og bliver sat ned igen.

"Nogle af de bedste du kan få." Siger Niall og omfavner mig også. Jeg smiler hurtigt over hans kommentar og slipper ham så. Mit blik falder hen på Liam som bare sidder på bænken med er smørret smil.

"Liam kom her." Siger jeg og går hen mod ham. Han åbner armene ud og tager imod mit kram. "Pas nu på dig selv." Mumler han og nusser mig lidt på ryggen. "Det skal jeg nok." Forsikrer jeg slipper ham stille og roligt. 

Jeg går med tunge skridt hen mod min mor som sidder med tårer i øjnene og smiler. "Vi ses alle sammen." Jeg vinker og lader et smil glide over mine læber. De vinker alle sammen og smiler stort. "Vi ses en dag Madeline." Siger Harry og blinker med det ene øje. "Det gør vi nok." Griner jeg og sætter mig ind i bilen.

"Og du er sikker på du vil forlade der nu?" Spørger min mor. "Ja, vi mødes nok en dag, jorden er nok ikke så stor som vi tror." Svarer jeg og tager min sele på. "Så siger vi det." Siger min mor og begynder at køre. Jeg læner forsigtigt mit hoved mod bilruden og kigger ud. Det her har været den bedste sommer i mit liv. Den har ændret mig. Zayn har ændret mig. Han har faktisk bare ville hjælpe mig, sammen med drengene. Han ville ændre på mig. Og det gjorde han.

_______________________________________________________________________________

SLUT!!!! Den er slut prut finale! Ikke mere på denne her! Håber I nød at læse med, og jeg er glad for denne her! Endelig en helt færdig historie som jeg er tilfreds med:D

Tak til alle mine læsere for støtte og konstruktiv kritik!

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...