He wanna change me-One Direction

Madeline er en helt almindelig 19-årig pige. Hun er glad, sød og elsker sin familie og venner, specielt sin søster Casey. Men det ændres en sen aften, når hende og Casey er på vej hjem om aftnen. Casey bliver ramt af en bil, og dør, sammen med sin kæreste og Madeline's bedste ven. Siden den dag har Madeline ændret sig, meget. Hun har ingen venner, hun bliver mobbet og slået. Men ingen ved hvad hun allerede har været igennem. Men hun holder det for sig selv, hun fortæller ikke engang sine forældre om mobberiet. Men en sommer hvor hendes mor ville have hende ud af hendes facade, melder hun Madeline til et maler-kursus i sommerferien. Madeline nægter til at starte med, men er nødt til at give op i sidste ende. Hun kommer der hen, og møder en helt speciel person, som ikke bedømmer hende på det han ser, men på det hun gør. Hvem er han? Ville hun acceptere ham? Eller ville hun bare se det som enddu et forsøg på udnyttelse? Følg med i Madeline Thunderhill's liv.

121Likes
230Kommentarer
19701Visninger
AA

12. Han er ude på noget

Jeg mærker mine kinder blive våde, samt min næsetip, mit tøj, mine hænder, mine fødder, alt. Jeg åbner mine øjne, og ser det regne. Det er egentlig hyggeligt. Jeg sidder i regnen, oppe i et træ,  kigger ud over skoven, drivvåd. Det er en fantastisk følelse.

*Ring Ring* Selvfølelig ringer klokken, til 'time' igen. Jeg kigger hen mod skolen, og ser de fleste begynder at løbe indenfor. Men jeg bliver. Hellere sidde heroppe alene, istedet for at være dernede og blive mobbet, og få spørgsmål klasket lige i fjæset.

"Madeline?" Spørger en under mig. Jeg kigger ned, og ser Zayn stå drivvåd, kigge sært på mig.

"Hvad?" Spørger jeg irriteret og fjerner mit hår fra min pande.

"Kommer du med ind? Eller bliver du herude?" Spørger han og smiler lidt, selvom man kan se, at han fryser vildt meget.

"Jeg bliver." Svarer jeg og retter mit blik mod skovens trætoppe.

"Fint nok." Siger han og begynder at gå. Tænk engang, at jeg slap fra ham. Jeg regnede med at han ville blive, til jeg hoppede ned.

"Halløj." Siger en ved siden af mig. Jeg vender straks blikket mod personen, og ser Zayn sidde på hug ved side af mig.

"Hvad i alverden?" Gisper jeg og er lige ved at falde ned, men Zayn tager fat om mit håndled, og får mig op igen.

"Jeg bliver sammen med dig heroppe. Ingen skal være alene her." Siger han og smiler. Først der lægger jeg mærke til at vores ansigter er vildt tæt på hinanden. Jeg kan mærke min kind blive fugtig af hans ånde, og vores læber få centimeter fra hinanden.

"Øhm... Fint." Hvisker jeg og kigger ned i den gren vi sidder på. Men han sætter to fingre under min hage, og løfter mit hoved.

"Kig op Madeline. Vær' ik' usikker. Der sker ikke noget, det lover jeg." Hvisker han og smiler. Jeg smiler også en smule, og kigger ham så dybt i øjnene. Min mave slår koldbøtter, og mit hjerteslag bliver hurtigere. Er jeg forelsket? Jeg plejer ikke at blive så let forelsket, der plejer altid gå omkring et halvt år med venskab, før sådan noget her sker.

"Jeg er ikke usikker. Jeg er bare bange måske?" Spørger jeg usikkert. Han lader et lille fnis undslippe han læber. Jeg bider mig i underlæben, og lader stille mit blik falde ned på min hånd, hvor hans hånd holder om mit håndled.

"Op med øjnene Madeline. Ikke kigge ned. Så bliver du da bare for alvor bange," griner han og fanger mit blik. Hans øjne glider stille ned på mine læber, og lader det så kigge op igen. "Du er smuk." Hvisker han og kigger mig i øjnene.

"Tak." Hvisker jeg og kigger på hans læber. Nej vent! Madeline, stop det. Han tror du har bukket under for ham, og det må ikke ske! Han ender bare med at udnytte dig for sådan noget med, penge, sex, blær for sine venner, alt muligt.

Han læner sig længere frem mod mig. Vores læber strejfer stille hiananden, og vores åndedræt bliver tungere. Jeg skal til at skubbbe ham væk, men istedet mærker jeg hans læber mod mine. Det giver stød i mine læber, varme i mine kinder, kilden i maven, rystelser på hænderne, alt ved min krop ændres.

Jeg trækker mig og kigger ham dybt i øjnene. "J-jeg kan ikke." Stammer jeg og glider let fri af hans greb, ned mod jorden, og ind på mit værelse. Alle drenge gør det mod mig. Kysser mig, gør mig glad, udnytter mig, slår mig, slår op med mig, prøver at få mig tilbage, jeg siger nej, de laver rygter om mig, jeg prøver at glemme dem, og til sidst stoler jeg ikke på folk mere. Sådan er det, ikke alle kan have lykke.

Jeg går ind på mit værelse og finder noget tørt tøj frem. En sort sweater, nogle dybblå bukser, sorte stilletter og en masse armbånd. (Link til video, med tøj, hår og makeup.) Jeg lagde en ny makeup, eftersom den gamle er tværet helt ud. Jeg krøllede blidt mit hår, og satte så mit pandehår op.

Jeg går hen mod lokale otte, da det er der jeg skal have time. Da jeg træder ind, kigger alle hen på mig. Jewel og Kimberly kigger ondskabsfuldt på mig. Elroy og Payton kigger bedrøvet på mig. Marcy og David kigger lidt sært på mig. Nicky, Adam og Alex kigger naturligt på mig.

"Frk. Thunderhill, du er forsinket." Siger Melody og sender mig et irriteret-blik.

"Undskyld." Mumler jeg og begynder langsomt at gå mod det bagerste bord i klasselokalet. Jeg mærker alles blik i ryggen på mig, og ganske ret, da jeg vender mig om, kigger alle på mig.

"Du så det, ikke?" Hvisker David til Marcy og kigger på mig. Marcy nikker til David og kigger ondskabsfuldt på mig.

"Så hvad?" Spørger jeg og går et skridt hen mod dem. De siger intet. "Så hvad?" Spørger jeg igen og går tættere.

"Det ved du vist godt." Svarer David en smule bøsset.

"Frk. Thunderhill. Det er nok med at du har afbrudt min undervisning, men lad nu de andre være." Siger Melody med en streng tone og kigger alvorligt på mig.

"Jeg skal nok lade vær'." Siger jeg og sætter mig ned. "Jeg er ikke færdige med jer to." Hvisker jeg til Marcy og David, da de sidder ved siden af mig. De sender bare et hånligt blik, og kigger så op på Melody. Alle hader mig her. Det er jeg sikker på. Men jeg kan heller ikke lide dem, de prøver bare at komme igennem mig, og så ødelægge mig. Ingen skal prøve på noget, især ikke ham Malik-fyren, ikke efter det der skete. Men hvor var han egentlig?

____________________________________________________________________________________________________

Er kommet hjem fra lejren, og sidder nu og nyder solen, mens jeg skriver:D Nøj hvor har jeg savnet min computer, selvom jeg havde min iPhone med mig:P Men jeg er tilbage, og skriver:) Husk at denne Movella er med i sommer-konkurrencen, så like og favoriser endelig:D Håber ikke det er for forvirrende, eller urealistisk, ellers må i skrive;)

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...