He wanna change me-One Direction

Madeline er en helt almindelig 19-årig pige. Hun er glad, sød og elsker sin familie og venner, specielt sin søster Casey. Men det ændres en sen aften, når hende og Casey er på vej hjem om aftnen. Casey bliver ramt af en bil, og dør, sammen med sin kæreste og Madeline's bedste ven. Siden den dag har Madeline ændret sig, meget. Hun har ingen venner, hun bliver mobbet og slået. Men ingen ved hvad hun allerede har været igennem. Men hun holder det for sig selv, hun fortæller ikke engang sine forældre om mobberiet. Men en sommer hvor hendes mor ville have hende ud af hendes facade, melder hun Madeline til et maler-kursus i sommerferien. Madeline nægter til at starte med, men er nødt til at give op i sidste ende. Hun kommer der hen, og møder en helt speciel person, som ikke bedømmer hende på det han ser, men på det hun gør. Hvem er han? Ville hun acceptere ham? Eller ville hun bare se det som enddu et forsøg på udnyttelse? Følg med i Madeline Thunderhill's liv.

121Likes
230Kommentarer
19352Visninger
AA

13. Forsvundet?

Jeg har ikke set Zayn siden episoden oppe i træet. Hvor er han? Og hvad snakkede Dylan og Marcy om? Alle gør mig totalt forvirret her! Hvorfor kan jeg ikke bare flyve væk?! Underligt nok pågrund af at jeg ikke er supermand.

*Ring Ring* "Vi ses imorgen. Husk timen er udsat en time, da jeg skal til møde." Siger Melody og pakker sine ting ned.

Jeg går hen mod David og Marcy med det samme, så de ikke stikker af. "Hvad snakkede i om?" Spørger jeg og kigger dybt alvorligt på dem.

"Det ved du vidst godt." Svarer David snobbet, lidt bøsse agtigt. Jeg bider mig i læben, og knytter mine næver.

"Nej jeg ved det ikke. Sig det!" Siger jeg irriteret og mærker adrenalinen pumpe i mig.

"Lad os nu gå." Siger Marcy irriteret og bukker hovedet tilbage.

"Fortæl." Siger jeg og lægger armene over kors.

"Brug hovedet og kig ud af vinduet." Siger David og puffer sig forbi mig.

Jeg kigger ud, og opdager at hele klassen har haft fri udsigt til træet, hvor Zayn og jeg sad. "F#ck." Mumler jeg og finder min taske. Jeg har så meget lyst til at slå på noget. Han gør mig sindtsyg vred, det er hans skyld at folk her omkring sender mig mystiske blikke, bliver jaloux på mig og undgår mig. Det er alt Zayn's skyld.

Jeg går hen mod skoven, for at se om han stadig er der. Men nej, træet er tomt, ingen lyd af blade der risler, kun vinden kan høres. Han kan da ikke bare sådan forsvinde. Eller kan han? Han er jo berømt, så han kan jo bare ringe til en eller anden og be' dem om at hente ham. Bare jeg kunne det.

"Madeline?" Spørger en bag mig. Jeg vender mig og ser Zayn stå med fire andre drenge.

"Hvem er de?" Spørger jeg forsigtigt og ryster en smule.

"Resten af bandet selvfølelig." Svarer han og går tættere på mig.

"Hvorfor er de her?" Hvisker jeg til Zayn, og kigger mistroisk på ham.

"For du ikke skal virke så indelukket." Svarer han og smiler.

"Få dem væk." Snerrer jeg og går ind mod skoven. Men Zayn er hurtig, og tager fat rundt om mit håndled.

"Du går ingen steder." Siger han og løfter mig over hans skulder. Fedt, nu er jeg fanget, og tvunget til at hilse på dem.

Jeg bliver båret ind på mit vores værelse, og sat på Zayn's seng. Resten af drengene kommer efter lidt, med mystiske-blikke.

"Madeline? Hils på Harry, Niall, Louis og Liam." Præsenterer Zayn og peger på dem hver især.

"Hej Madeline." Siger ham der vist hedder Harry, og smiler stort.

"Hej." Mumler jeg og kigger ned på mine fødder. Menneskesky, har jeg været da jeg lige havde mistet Casey. Det var som om alles ansigter blev forvandlet til de der mænds.

"Vent Madeline, har vi ikke set hinanden før?" Spørger ham der hedder Liam. Vent! Brunt hår, brune øjne, stort smil, klar stemme, Liam Payne!

"Liam?" Spørger jeg usikkert og rejser mig.

"Hvad sker der?" Spørger Zayn og rynker panden.

"V-vi har mødtes f-før. Da jeg k-kom tilbage. Kan i ikke huske det?" Stammer Liam og kigger stadig på mig.

"Njarh... Eller jo, du fortalte os om hende. Madeline!" Siger Harry overrakset og peger på mig.

"Har du mødt hende før?" Spørger ham der vist hedder Louis, og peger på os skiftevis.

"Ja han har." Mumler jeg og går et skridt væk fra ham.

"Må jeg ikke godt få noget mere at vide?" Spørger Liam og går tættere på mig. Hans ansigt forvandles pludselig til Dylan's. De brune øjne, det brune hår, det er som at se ham i virkeligheden. "Madeline?" Spørger Liam og går tættere. En tåre glider ned af min kind. Han mindede for meget om Dylan, hvilket gjorde mig bange.

"Please, gå væk." Græder jeg og løber væk. Zayn prøver at stoppe mig, men jeg puffer mig forbi ham, heldigvis.

"Madeline!" Kan jeg høre Liam råbe. Nogle skridt bag mig høres også, og da jeg vender mit hoved over skulderen, ser jeg Zayn løbe efter mig. Ligesom den aften, med mændene.

"Lad mig være!" Skriger jeg. Det minder alt for meget om aftnen, det kom med dårlige minder. Gangen bliver som ændret.

Dørene laves om til bygninger, gulvet laves om til en asfaltvej, Zayn er pludselig mændene der løber efter mig, og ligefrem ser jeg Elroy som bliver til bilen, der kommer i fuld fart hen mod mig. "Nej!" Skriger jeg og prøver at bremse. Men jeg glider lige ind i Elroy og falder ind i væggen. Som Casey bliver slynget ind i forruden. Mine øjne falder i, og alle lyde forsvinder.

"Madeline?" Spørger en fjern stemme. Jeg åbner øjnene, og ser Casey stå med en hånd fremme. "Tag min hånd." Hvisker hun og smiler. Jeg rækker min hånd ud mod hendes, men bliver trukket tilbage.

"Nej!" Råber jeg og mærker langsomt at jeg bliver trukket tilbage. Væk fra Casey, fra noget anderledes.

"Madeline!" Råber en stemme, og nogle hænder rusker i mig. Jeg åbner stile øjnene, og ser Elroy, Zayn, Liam og Melody, stå omkring mig. Bag dem står Harry, Louis, Niall, Payton, Marcy, David og Alex.

"Hvad?" Spørger jeg hurtigt og forvirret. Alle står skræmt og kigger på mig.

"Er du okay?" Spørger Melody og kigger mig dybt i øjnene. Jeg nikker og prøver at komme op at stå. Zayn og Payton hjælper mig, mens jeg holder mig til hovedet. Liam tager fat om mine skuldre og kigger mig dybt i øjnene.

"Hvad har jeg gjort?" Spørger han og står helt stille. Dylan's ansigt kommer tilbage, og jeg mister pludselig balancen igen. Alting bliver sort, stemmer forsvinder og jeg mister helt kontrollen.

________________________________________________________________________________________

Håber ikke det var for forvirrende:P Skriver så meget jeg kan, men får kun fritd om aftnen, da jeg hygger med min familie resten af tiden:) Please, like, favoriser og kommenter, så bliver jeg glad:D

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...