He wanna change me-One Direction

Madeline er en helt almindelig 19-årig pige. Hun er glad, sød og elsker sin familie og venner, specielt sin søster Casey. Men det ændres en sen aften, når hende og Casey er på vej hjem om aftnen. Casey bliver ramt af en bil, og dør, sammen med sin kæreste og Madeline's bedste ven. Siden den dag har Madeline ændret sig, meget. Hun har ingen venner, hun bliver mobbet og slået. Men ingen ved hvad hun allerede har været igennem. Men hun holder det for sig selv, hun fortæller ikke engang sine forældre om mobberiet. Men en sommer hvor hendes mor ville have hende ud af hendes facade, melder hun Madeline til et maler-kursus i sommerferien. Madeline nægter til at starte med, men er nødt til at give op i sidste ende. Hun kommer der hen, og møder en helt speciel person, som ikke bedømmer hende på det han ser, men på det hun gør. Hvem er han? Ville hun acceptere ham? Eller ville hun bare se det som enddu et forsøg på udnyttelse? Følg med i Madeline Thunderhill's liv.

121Likes
230Kommentarer
19782Visninger
AA

5. Første dag, og jeg hader det allerede

Min kuffert var pakket, jeg var frisk og udhvilet, men ikke glad. Jeg var sur, næsten rasende over at min mor sætter mig på et åndsvagt kursus om at male. Men hun mente at det var en god vej at udtrykke mig på.

"Vi kører nu!" Råber min mor nedenunder.

"Kommer om lidt!" Råber jeg og retter på mit tøj. Jeg havde taget min grå langærmet trøje på, som gik til lårene, mine blå jeggins og nogle brune støvler med rem. Min makeup var bare en almindelig typisk hverdag makeup. (Link til video i kommentar.) Mit hår var touperet i bunden, men også blidt i det længere. Jeg tager min taske over skulderen og min kuffert i hånden, og går så nedenunder.

"Vi kommer altså forsent til flyet." Skynder min mor mig.

"Du mener jeg. Jeg kommer forsent. Ikke vi, for du har kun meldt mig til." Retter jeg hende, og går hen mod hoveddøren.

"Ja, ja. Den tager vi senere. Kom nu bare afsted." Siger min mor og går ud af hoveddøren. Jeg slynger min skindjakke rundt om mig, og går så ud.

Jeg sætter mig ind i bilen med et surt ansigt. Min mor er i gang med at ligge kufferter og tasker ind i bilen.

"Åndsvage kursus." Mumler jeg for mig selv og finder mine høretelefoner frem. Jeg sætter The ligh inside på og lader mit hoved falde tilbage på sædet. Mine øjne falder langsomt i, og jeg skal lige til at sove, da min mor smækker bagagerummet i. Jeg sukker, hun ødelagde da også bare alting!

"Glæder du dig?" Spørger min mor med syngende stemme.

"Ih ja! For jeg har jo altid drømt om at male åndsvage ting på et papir!" Svarer jeg med en irriterende stemme.

"Så unge dame. Ikke være flabet." Siger min mor og peger alvorligt på mig.

"Fint nok." Siger jeg og læner mig tilbage i sædet.

***

Efter en halv times køretid, med min mor som snakker konstant, nåede vi endelig til lufthavnen. Jeg indånder luften, og kigger hen mod græsset. Så vidunderligt, Casey og mig plejede altid at ligge os i græsse og kigge op på skyerne. ”Madeline hjælp lige.” Min mor afbryder mine tanker, med de åndsvage kufferter.

”Kommer.” Siger jeg opgivende og hjælper hende. Jeg tager min kuffert og min taske og begynder at gå mod indgangen. Min mor kommer dumpende efter med sin håndtaske og min taske. Vi går begge hen til skranten og betaler for min billet.

”Flyet mod London går om fem minutter.” Bliver der sagt over højttaleren.

”Du må ha' det godt lille skat.” Siger min mor og krammer mig hårdt.

”Så godt jeg nu kan ha' det.” Svarer jeg og trækker mig.

”Vi ses.” Siger min mor da jeg begynder at gå mod gaten. Jeg vinker bare håbløst tilbage, og går så videre. Jeg checker ind, afleverer min bagage og stiger så på flyet.

Da jeg går ind, opdager jeg første klasse på min billet.

”Seriøst?” Mumler jeg for mig selv. Hader for alvor første klasse. Damer der stikker parfumeprøver op i fjæset på dig, klam mad selv på første klasse og fine folk som ikke kan klare en smule larm. Føj hvor er det irriterende.

”Flyet letter om lidt. Vær venlig at spænde selen.” Blev der sag over højttaleren i flyet.

Jeg fandt min sikkerhedssele og spændte den hurtigt. En dreng nogenlunde på min alder satte sig ved siden af mig. Hans hår var brunt og han havde brune øjne. Han mindede al for meget om Dylan. En smule utilpas blev jeg. Han prøvede at få sin sele på, men ramte mig i stedet med sin albue.

”Ej undskyld.” Siger han hurtigt og lægger en hånd der hvor han slog mig.

”Det gør ik' noget.” Siger jeg og fjerner hans hånd.

”Liam. Dig?” Spørger han og rækker hånden frem.

”Helst ikke.” Svarer jeg og vender mit hoved den anden vej. Jeg hører et lille fnis komme fra ham, men jeg giver ham et irriterende-blik, så han stoppede.

***

”Vi lander om fem minutter. Vær venlig at spænde selen.” Siger flydamen og smiler stort, uhyggeligt. Alle gør som hun siger, og derefter sidder de helt stille og kigger.

”Vil du stadig ikke fortælle dit navn?” Spørger Liam og kigger på mig.

”Nej, ikke til fremmede.” Svarer jeg og kigger på mine hænder.

”Men så er det heldigt vi har fire minutter at lære hinanden at kende i.” Siger han og kigger på sit armbåndsur.

”Jeg kan ikke lære dig at kende på fire minutter.” Siger jeg og smiler lidt.

”Jo du kan. Navn: Liam Payne. Alder: Nitten. Jeg har to skilpadder Archidemes og Boris. Jeg har to søstre: Ruth og Nicole og mine forældre hedder: Karen og Geoff. Din tur.” Siger han hurtigt og peger på mig.

”Madeline, nitten år og kender dig ikke helt endnu.” Siger jeg en smule flabet, og sætter tryk på endnu.

”Fair nok. Men nu ved vi begge noget om hinanden.” Siger han og smiler.

Jeg mærker straks vi lander, og ånder lettet ud.

”Endelig er vi her.” Siger jeg og læner mig tilbage i sædet.

”Kan du da ik' lide fly?” Spørger Liam og kigger uforstående på mig.

”Ikke første klasse.” Svarer jeg.

”Vi er landet. Håber i har nydt turen.” Siger damen og smiler igen uhyggeligt. Jeg rejser mig, men kan ikke komme forbi Liam.

”Er du sød at rykke dig?” Spørger jeg, da han ikke skal have min bagdel i fjæset.

”Ja,ja. Men vi skal alle ud Madeline.” Svarer han og rejser sig. Jeg ryster på hovedet af ham, typisk drenge, forstår ikke noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...