He wanna change me-One Direction

Madeline er en helt almindelig 19-årig pige. Hun er glad, sød og elsker sin familie og venner, specielt sin søster Casey. Men det ændres en sen aften, når hende og Casey er på vej hjem om aftnen. Casey bliver ramt af en bil, og dør, sammen med sin kæreste og Madeline's bedste ven. Siden den dag har Madeline ændret sig, meget. Hun har ingen venner, hun bliver mobbet og slået. Men ingen ved hvad hun allerede har været igennem. Men hun holder det for sig selv, hun fortæller ikke engang sine forældre om mobberiet. Men en sommer hvor hendes mor ville have hende ud af hendes facade, melder hun Madeline til et maler-kursus i sommerferien. Madeline nægter til at starte med, men er nødt til at give op i sidste ende. Hun kommer der hen, og møder en helt speciel person, som ikke bedømmer hende på det han ser, men på det hun gør. Hvem er han? Ville hun acceptere ham? Eller ville hun bare se det som enddu et forsøg på udnyttelse? Følg med i Madeline Thunderhill's liv.

121Likes
230Kommentarer
19708Visninger
AA

18. Flere løgne, og en lille sandhed

Madeline's synsvinkel:

Tænk engang at jeg har sådan et godt liv. Jeg har en flot kæreste - som er berømt - en masse mennesker der kommer og besøger mig og jeg er glad. Men jeg er dog lidt i tvivl. Hvor kender jeg de mennesker fra? Og hvad betyder de for mig?

"Madeline?" Spørger ham med det krøllede hår og smiler charmerende. "Jeg er Harry." Siger han og rækker sin hånd frem.

"Hej Harry. Hvor kender jeg dig fra?" Spørger jeg og rynker panden.

"Jeg er berømt sammen med Zayn, vi er et band sammen med Liam, Louis og Niall." Svarer han og peger på nogle forskellige personer.

"Nårh, så du spiller sammen med Zayn? Spændene." Siger jeg og smiler. Hvem er så de to andre?

"Fint nok, men hvis du får hende til at blive ulykkelig igen, sørger jeg får at banke hendes hukommelse tilbage i hovedet på hende, og så behøver hun aldrig at vide hvad der er sket.” Siger ham drengen til Zayn. Men hvis hukommelse snakker vi om? Og hvem er ham drengen egentlig?

De kommer begge gående mod mig, Zayn sætter sig på sengekanten, og drengen stiller sig ved siden af hende damen, som jeg heller ikke ved hvem er.

"Hvem er de to?" Spørger jeg og peger hen på dem.

"Dem? De er.. Øhm.. Din bror og lærer," Svarer Zayn og slår ud med armene. Okay..... Jeg er nitten år, går åbenbart stadig i skole siden jeg har en lærer, min søster er død, men jeg har en bror, min kæreste er berømt, og har et band, sikke et liv. "Men du går ikke i skole," Fortsætter Zayn. Pyhaa, så har jeg ikke gået nogle klasser om, så jeg er ikke dum. "Det er din lærer fra kunst-kurset."

"Går jeg på en kunst-kursus? Er jeg kunstnerisk?" Spørger jeg forvirret. Jeg virker ellers ikke sådan.

"Aner det ikke. Har faktisk aldrig rigtig set dig tegne." Svarer han og griner lidt af sig selv.

Zayn's synsvinkel:

Hvorfor sagde jeg at Elroy er hendes bror? De ligner godt nok hinanden lidt, men søskende? Aldrig livet!

"Frk. Thunderhill? Er det her?" Spørger en sygeplerjske henne ved døren, hvor Harry og Louis prøver at lukke døren igen.

"Ja, det er her." Svarer Melody og peger på Madeline. Sygeplerjsken går stille og roligt hen mod os, jeg flytter mig så jeg ikke kommer i vejen.

"Madeline? Der er gode nyheder." Siger hun og smiler til Madeline, som bare sidder med håbefulde øjne.

"Hvad er det?" Spørger hun og smiler stort, som var det hendes fødselsdag.

"Lægen siger du kan blive udskrevet idag." Svarer hun og smiler. Udskrevet allerede? Hold da op det går stærkt! Sygeplerjsken går hen til Melody, og begynder at tale lavt.

"Kan jeg allerede blive udskrevet?" Spørger Madeline forvirret.

"Åbenbart." Svarer jeg og smiler. Men hun kigger stadig forvirret.

"Men hvor skal jeg så hen?" Spørger hun og kigger fortabt på mig. Det er jo rigtigt, hun ved ikke hun bor ved det underlige maler-kursus.

"Du skal hen på kurset og være der. Vi bor på samme værelse." Svarer jeg og finder hendes ting.

"Zayn, kom lige med." Siger Melody og vinker mig hen. Er sygeplerjsken allerde gået? Hold da op det gik hurtigt.

Vi stiller os hen i hjørnet af lokalet og stikker vores hoveder helt sammen. "Hun må godt komme med, på én betingelse: Hun må aldrig være alene." Hvisker Melody og peger alvorligt på mig, jeg nikker blot blidt og fjerner mit hoved igen.

"Er det det?" Spørger jeg og ryster forvirret på hovedet.

"Ja, det er bare det, men husk det!" Siger hun og kigger alvorligt på mig, jeg nikker og begynder at gå hen mod Madeline igen.

"Hvornår tager vi så tilbage?" Spørger Madeline og kigger håbefuldt på mig.

"Efter vi har fået dig udskrevet." Svarer jeg og smiler. Tænk engang hun virker lykkelig. Men på den forkerte måde, vi lyver for at få hende til at blive glad. På en måde syntes jeg det er godt, men alligevel, meget forkert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...