He wanna change me-One Direction

Madeline er en helt almindelig 19-årig pige. Hun er glad, sød og elsker sin familie og venner, specielt sin søster Casey. Men det ændres en sen aften, når hende og Casey er på vej hjem om aftnen. Casey bliver ramt af en bil, og dør, sammen med sin kæreste og Madeline's bedste ven. Siden den dag har Madeline ændret sig, meget. Hun har ingen venner, hun bliver mobbet og slået. Men ingen ved hvad hun allerede har været igennem. Men hun holder det for sig selv, hun fortæller ikke engang sine forældre om mobberiet. Men en sommer hvor hendes mor ville have hende ud af hendes facade, melder hun Madeline til et maler-kursus i sommerferien. Madeline nægter til at starte med, men er nødt til at give op i sidste ende. Hun kommer der hen, og møder en helt speciel person, som ikke bedømmer hende på det han ser, men på det hun gør. Hvem er han? Ville hun acceptere ham? Eller ville hun bare se det som enddu et forsøg på udnyttelse? Følg med i Madeline Thunderhill's liv.

121Likes
230Kommentarer
19816Visninger
AA

2. Døden kom

 Vi gik ned af gaden. Det var koldt, stille, mørkt, kun vores stemmer fyldt gadens stilhed. Men ingen af os var bange, for vi havde hinanden.

”Hvordan går det egentlig med Chase?” Spurgte jeg.

”Fint, han tog til fest i aften, men en af hans venner ville passe på ham.” Svarede Casey. Chase og Casey havde været sammen i et halvt år nu, og de virkede lykkelige, glade, perfekte sammen.

 

”Hey!” En stemme vækkede mig fra mine tanker. Jeg vendte hovedet over skulderen og så en klam mand i trediverne nok, komme hen mod os.

”Fulderik.” Hviskede Casey i mit øre.

”Skal i have noget?” Spurgte han og holdte en vodka flaske op i luften.

”Kom lad os gå.” Hviskede Casey i mit øre, og gik lidt hurtigere.

”Kom drenge, de prøver at stikke af!” Råbte manden, og straks kom der tre fulderikker mere. De begyndte at gå hurtigere, og vi satte farten op. Da vi var på grænsen til løb og ikke gågang mere, begyndte mændene at løbe.

”Løb.” Sagde Casey og begyndte at løbe ud på vejen. Jeg fulgte efter ud på vejen, med mændene i hælende.

”Hvad gør vi?” Spurgte jeg, med et par tårer ned af kinderne.

”Løb videre. Vi løber hjem.” Svarede hun og løb hurtigere.

 

Jeg kigger mig over skulderen og så de kom nærmere.

”De indhenter os.” Sagde jeg og løb hurtigere. Casey kiggede sig over skulderen, og fik et underligt udtryk. Men mine øjne var fokuseret på vejen, for jeg så to små lygter komme hen mod os. En bil.

”Pas på!” Skreg jeg og rullede ind på gaden. Men Casey nåede det ikke. Hun blev banket ind i forruden, og landede hårdt på jorden. Det var forfærdeligt, at se sin søster blive kørt ind i en bil, som var det en slasket dukke, der prøvede et stunt. Jeg gik tættere på bilen og for at se hvilke idioter der havde kørt hende ned. Jeg kiggede ind i bilen og så to meget bekendte ansigter. Chase og Dylan. Dylan var min bedste ven, og var rigtig gode venner med Chase. Hver gang jeg ikke kunne være sammen med Dylan, hang han ud med Chase. Men nej, nu galdt det ikke dem, men Casey. Hvis hun dør, begår jeg selvmord. Fra nu af, var de andre bare idioter.

Jeg løb hen til Casey og prøvede at tjekke hende om hun var død, men nej, hun overlevede. Jeg ledte desperat efter min mobil, og ringede til en ambulance. Der gik nogle sekunder inden den blev taget.

”Alarmcentralen, hvad kan jeg hjælpe med?” Spurgte en dame. Jeg begyndte at fortælle om situationen. Hun sagde at der ville komme nogen inden for fem minutter.

Jeg lagde mit hoved mod Casey's mund, for at høre om hun stadig trak vejret. Heldigvis var hendes åndedræt der stadig, men det var svagt. Jeg løb hen mod bilen for at tjekke hvordan Chase og Dylan havde det. Man kunne se Chase havde slået hovedet ned i rattet, benet og armen klemmet sammen mellem instrumenterne og fået et par skrammer fra glasskårene.

”Chase?” Spurgte jeg og ruskede i ham. Men han var væk.

”Dylan?” Spurgte jeg Dylan og ruskede i ham. Han kom med en lille vejrtrækning hvilket betød han stadig levede. Casey begyndte lige pludselig at ømme sig. Jeg løb hen til hende, hun havde sin hånd på sin mave, og åben mund.

”Jeg elsker dig.” Hviskede hun, og hendes øjne faldt i.

”Nej, nej. Åben øjnene. Ikke dø nu.” Sagde jeg og gav hende mund til mund. Men hun var væk. ”Hun er væk.” Hviskede jeg for mig selv.

Dylan begyndte at røre lidt på sig. Jeg løb hen til ham og prøvede og se om han var kommet til skade.

”Mit ben.” Mumlede han. Jeg kiggede på hans venstre ben, og så det sad fast. Sædet havde rykket sig, og var kommet op i hans ben, så det var klemt helt sammen mellem sæderne.

”Bare rolig, der kommer en ambulance og henter dig om lidt.” Hviskede jeg og prøvede at berolige ham. Jeg lagde en hånd på hans arm, og opdagede en masse blod. En ølflaske i bilen var blevet knust, og havde lavet et grimt hul i hans arm. "Nej." Hviskede jeg og klemte såret hårdt sammen.

Der gik omkring et minut da ambulancen kom. De bar alle tre ind i hver deres ambulance, og mig i en bil. Vi blev alle fire kørt til hospitalet, selvom det var nytteløst for Chase og Casey. De var allerede væk.

Nutid:

Og her står jeg så i dag. Til min søsters begravelse. Alle tre døde, i den bil ulykke. Bare jeg også var røget med. Det ville ha' gjort mit liv så meget bedre.

”Nogen der har lyst til at sige noget?” Spørger præsten. Min mor kigger på mig med et ville-du-sige-noget-blik? Men jeg ryster bare på hovedet. Jeg ville ikke sige noget, det kunne jeg ikke, der ville ikke komme et ord ud.

”Nogen som har noget at give?” Spørger præsten. Jeg går langsomt hen mod kisten og ligger en halskæde på kisten. En halskæde som jeg købte til hende da hun fyldte atten. Min mor ligger en broche fra Casey's femten år's fødselsdag.

”Andre?” Spørger præsten, men ingen træder frem. Kisten bliver langsomt sænket i jorden, og helt ned til bunden. Præsten begynder at sige en masse, men jeg hører ikke efter. Det eneste der er i mit hoved, er billederne fra den aften hvor hun døde.

Hendes ansigt som var fyldt med sorg, hendes ansigt som var fyldt med blod og skræmmer, hendes sidste ord: ”Jeg elsker dig.” De ord ville jeg aldrig glemme.

”Lille skat?” Spørger min mor, og vækker mig fra mine tanker. ”Vi kører nu. Kommer du?” Spørger hun, jeg nikker stille og begynder at gå væk fra kisten, som de allerede har begravet.

”Jeg elsker også dig.” Hvisker jeg mod graven, og begynder at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...