He wanna change me-One Direction

Madeline er en helt almindelig 19-årig pige. Hun er glad, sød og elsker sin familie og venner, specielt sin søster Casey. Men det ændres en sen aften, når hende og Casey er på vej hjem om aftnen. Casey bliver ramt af en bil, og dør, sammen med sin kæreste og Madeline's bedste ven. Siden den dag har Madeline ændret sig, meget. Hun har ingen venner, hun bliver mobbet og slået. Men ingen ved hvad hun allerede har været igennem. Men hun holder det for sig selv, hun fortæller ikke engang sine forældre om mobberiet. Men en sommer hvor hendes mor ville have hende ud af hendes facade, melder hun Madeline til et maler-kursus i sommerferien. Madeline nægter til at starte med, men er nødt til at give op i sidste ende. Hun kommer der hen, og møder en helt speciel person, som ikke bedømmer hende på det han ser, men på det hun gør. Hvem er han? Ville hun acceptere ham? Eller ville hun bare se det som enddu et forsøg på udnyttelse? Følg med i Madeline Thunderhill's liv.

121Likes
230Kommentarer
19341Visninger
AA

32. Død eller ej?

"Madeline, stop det!" Jeg ignorer det bare, og fortsætter der hvor jeg slap. Intet skal forhindre mig i det som jeg har gang i. Det er mit valg, ikke deres! Faktisk er det deres skyld at jeg sidder her lige nu, igang med selvmord!

"Hvad sker der? Vi hørte nogle råbe!" Skønt.. Bare få flere til at overtale mig.. "Madeline er igang med at dræbe sig selv." Bliver der svaret. 

"Det kan hun da ikke! Hvorfor ville hun overhovedet det?" Hvorfor jeg ville? Årh det skal jeg nok svare på!
"Hvorfor tror I? Jeg ville bare gerne være hjemme i sommerferien for mig selv med en bog - og ja! Det lyder åndsvagt! Men min mor tvang mig til at tage på det her sindsyge kursus med jer fjolser! Jeg mistede min hukommelse, og mens I alle gik rundt og troede jeg var dum som en f#cking dør! Prøvede jeg faktisk bare at finde ud af hvad der foregik! Og gæt engang? Jeg fandt ud af det! Og det er præcis derfor jeg sidder i denne situation lige nu!"

Jeg hører ikke så meget som en lyd derude. Jeg må have gjort dem målløse. Måske er de besvimet eller gået i chok.. Så får jeg også fred til at gøre det her for mig selv.

"Madeline!" Jeg kigger hen mod badeværelsesvinduet og ser Elroy stå der med tårer løbende ned af kinderne. Men ingen medlidenhed her, eller følelser.

"Du var med på ideen, så det er også din skyld." Siger jeg koldt og lader en enkelt tåre glide ned af kinden. 

"Elroy kom med! Jeg ved hvordan vi får hende ud!" Råber en. Hvorfor trækker jeg egentlig tiden ud? Jeg burde gøre det af med mig selv, lige nu! Men der er et eller andet der får mig til at tøve.. Jeg ved bare ikke hvad.

"Pas nu på!" Jeg kigger hurtigt ud af vinduet og ser dem komme hen mod vinduet med en mursten. Det er jo sindsygt det der! Har de vare tænkt sig at smadre ruden sådan uden videre? 

"Vent! Hvad hvis vi rammer hende?" Ja mange tak! Har de faktisk overvejet om jeg kunne blive ramt? Jeg siger mange tak til personen der tænker på mig! "Hvad skal vi så gøre?" Jeg har svaret! Smut og lad mig være i fred, det er mit valg og de er selv skyld i det. 

"Døren!" Straks forsvinder alle fra gården og indenfor. Så vil de smadre døren med en mursten? Den er ikke engang af træ, eller er den? Lad nu bare vær' med at tænke over det! Gør det nu bare af med dig selv!

Jeg sætter mig ned på gulvet igen med et bump, og lader igen pillerne komme op til min mund. Så er det nu.. Sig farvel til verdnen. Jeg lader den første pille glide ind i min mund. Ej okay Madeline! Tøsepige! Jeg lod hele hånden næsten stå lodret, og mærker mængden af piller der fylder min mund. 

"Madeline vi kommer ind nu!" Jeg går i panik og prøver at sluge dem. Men de sætter sig bare fast i halsen. Jeg mærker langsomt pillerne sætter sig godt fast, og snart kan jeg ikke få vejret.

Mit syn bliver sløret, og jeg når lige at se Zayn løbe hen mod mig, før alt bliver sort. Endelig sker det, jeg kan blive lykkelig igen sammen med min søster og bedsteven.



Hvad vikler du gøre hvis du dør i en alder af nitten? Hvad ville du gøre hvis det faktisk er med vilje du dræber dig selv? Hvis det er pågrund af nogle kendte? Tænk hvis det er deres skyld du dør?

Mit liv bliver sikkert perfekt nu. Jeg kan komme op til min søster, bedsteven og min søsters kæreste. Det skal nok blive godt. Det er sikkert også forsent nu at redde mig. Jeg er sikkert allerede væk. Indtil videre ligner det jeg lægger midt imellem himmel og jord. Men spørgsmålet er hvor længe jeg skal være her? 

"Er hun død?" Please sig ja! Jeg betyder ikke noget i verdnen. Jeg er bare endnu et ubetydeligt menneske der lever. "Hvis vi får hende hen på hospitalet i tide, overlever hun måske." Er der en der svarer. Hvor kommer stemmerne egentlig fra? Det er som det er luften der taler til mig. 

Straks er der noget der hiver i mig, og min krop falder til jorden hurtigt.
Min hud føltes som om den kan falde af. Det er som en operation hvor rynkerne skal strækkes ud. Og det føltes ikke behageligt. 

"Ind på oprerationsstuen med hende! Vi må operere hende!" Hvis jeg kunne, havde jeg løbet væk fra dem. Hvorfor redde en person som allerede er halvdød? Det er jo til ingen verdens nytte!

Straks mærker jeg et stød gå gennem min krop, og mine øjne går op. Men kun lige i to sekunder, så falder de i igen, og jeg er tilbage på vej mod himlen. 

Lige da jeg skal til at røre den første sky, kommer der smerte gennem min arm og jeg fakder langsomt bed igen. Det er ikke til at sige nu... Skal jeg dø eller når de at redde mig?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...