Livet under overfladen

Jeg siger dem ikke
De hører dem ikke
De ved intet, men vil heller intet vide
Hvis jeg sagde noget, ville de holde sige for ørerne.
Jeg er tavs og de er døve
Jeg er smuk på mit ydre og krakeleret under overfladen.
Men det gør intet, for de ser aldrig under overfladen.

2Likes
6Kommentarer
677Visninger
AA

2. Under overfladen

 

”Nå unger hvad har i så lavet i dag?” Mors stemme skærer igennem midt tankespind og jeg kigger op fra min tallerken. Regina fortæller om sit helt fantastiske 12-tal i fysik, som en der hed Pete roste hende for i dag. Vi har ikke hørt om andet end det 12-tal hele denne uge. Jeg tror virkelig ikke, man kunne finde en person i hele (en eller anden mindre engelsk by), der ikke vidste hun havde fået 12 i fysik. Regina er ikke min søster i virkeligheden, hun er Casper, min mors mands pige. Men det må man helst ikke snakke om, vi er jo en familie og så betyder det biologiske intet, sådan siger mor og det er vel rigtigt nok. ”Jeg kyssede 3 drenge i dag!” Og så kører den ellers, Mai pludrer løs, om alt og alle. Hun er min halvsøster, som mor altså har med Casper ”Hvad med dig Julie, skat?” spørger mor og prøver at lave et interesseret ansigtsudtryk. Jeg svarer med påtaget glad stemme ” Jeg havde fysik og vi lavede forsøg, og så var jeg sammen med Winnie i eftermiddag” Mor smiler tilfreds, alle har haft en dejlig og normal dag uden noget bemærkelsesværdigt. Resten af måltidet går med mor og Casper der snakker aktier. ”Hvis alle vil være søde og kigge i kalenderen, ovre på skabet” Mor lægger ekstra tryk på skabet. Hun er meget stolt af det, ny importeret fra Italien og det sidste nye ifølge Bo Bedre. Jeg tager min tallerken og kaster et blik på skabet, men når ikke at læse noget, før mors stemme skærer igennem: ” Julie sødeste ven, huskede du at sige tak for mad? Casper havde brugt flere timer, på at lave denne her utroligt lækre middag, ikke Casper?” Casper nikker og smiler stolt. ”Tak for mad, det smagte rigtig godt” siger jeg. Jeg hader ellers risotto .Jeg kigger igen på skabet og ser at næsten alle mine weekender og aftener er helt bookede op. Alle felterne er fyldt op med mors sirlige håndskrift. Middag hos Caspers chef. Middag hos Ann og William. Reception på mors arbejde. Alle venner til sommerfest. Regina´s venner til fødselsdag (husk pænt tøj) Besøg af Elisabeth, Pete og Ciara. Og sådan fortsætter det i det uendelige. Jeg går igennem huset, imod mit værelse. Ikke et eneste sted kan jeg spotte rod. Jeg lukker døren til mit værelse og trækker vejret dybt. Læser en bog. Sover.

Jeg vågner op midt om natten ved den lyd. Først lyder det som mus, men da jeg lytter efter kan jeg godt høre at det absolut ikke er det. Det er prustende lyde og tunge vejrtrækninger fra rummet ved siden af. Frastødende. Jeg kan slet ikke klare tanken om hvad der sker inde ved siden af. Billederne dukker op overalt i mit hoved. Jeg synker en klump og tænder hastigt lyset. Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken om at mor er sammen med Casper og kan slet ikke hold ud at tænke på hvad de gør sammen. De har kun været sammen i 8 måneder. Jeg tager hurtigt et par bukser ud af skabet, imens jeg prøver at ignorere de tiltagende lyde. Jeg åbner forsigtigt døren og begynder at liste gennem huset. Jeg ved ikke hvorhen, egentlig, jeg vil bare hen hvor jeg ikke kan høre dem. Men stopper ved en dump lyd fra Regina’s værelse. Jeg går stille derind. Vinduet står åbent og jeg når lige at se Regina i en lårkort lædernederdel, der hopper op på en knallert, sammen med en eller anden gymnasiefyr. Hendes computer står tændt på det lakerede, 10.000 kroners skrivebord. Hun er inde på studieportalen.dk, jeg ved man kan finde skoleopgaver der og sjovt nok er den inde på en fysikopgave. End sjovere er det præcis dem samme som jeg er blevet viftet om næsen med den seneste uge, den famøse 12-tals stil. Jeg tænkte det nok, nok er Regina smuk, men klog det er hun altså ikke, uanset hvad mor og Casper tror. Lydene er væk nu, så jeg vender tilbage til mit værelse. 

Jeg bliver vækket af mors skingre stemme om morgenen. ”Det er op nu søde venner, familien Hills kommer lige straks” Jeg har den største trang til at blive liggende, men rejser mig. På min seng ligger en lille stak sammenfoldet tøj. En blå og hvid kjole i maritim stil fra Tommy Hilfiger (mor holdt et længere foredrag, om hvordan den maritime stil var det sidste nye indenfor ”de bedre kredse”) Ved siden af lå et matchende sæt enkle guldsmykker og en skraber med en note ved siden af, om at hun mente jeg kunne have brug for det. Desuden et sæt matchende Calvin Klein undertøj, bh’en med den største push-up jeg nogensinde har set. Jeg ville meget hellere rende rundt i mine løse joggingbusker og min dejlige, bløde cahsmirtrøje, men det er ingen mulighed. Så jeg trækker jeg i tøjet, barberer og lader mor sætte mit hår. Resten af dagen foregår som planagt. Familien ankommer, der er den sædvanlige overhøflige smalltalk, mor viser dem alt det nye og flotte i vores hus og holder længere enetaler om hvert af os børn. Fru Hills holder fint trit med mor, fortæller om sine nye køb og holder enetaler om sine børn. Jeg smiler og nikker, nikker og smiler hele dagen. Folder min serviet og svarer høfligt. Jeg flygter ind på mit værelse, så snart de er væk. Jeg sætter mig på sengen og stirrer stift ud i luften i flere minutter. Min tanker snurrer rundt og jeg er ved at blive kvalt af dem. Tanker om i nat og tanker om min mor. Hvorfor skal alt være så perfekt? Hvad er det hun skal bevise? Jeg forstår hende ikke, ligesom hun ikke forstår mig. Det er nok her andre ville tale med deres veninder, tænker jeg. Et øjeblik overvejer jeg hvem jeg kunne ringe til, men dropper det kort efter. Der er absolut ingen af dem, jeg har lyst til at tale med. Jeg har ingen, kun mig selv. Da jeg tænker den tanke er der noget der går i stykker indeni mig. Jeg har ingen. Jeg ved ikke hvornår nogen sidst, seriøst har spurgt mig, hvordan jeg havde det og hvad jeg tænkte på, hvor de ville have mit svar. Det nærmeste jeg kommer på det, er gæster der spørger hvordan det går. Og det er som om, det ikke lige ville være tidspunktet at fortælle om sine tanker på, vel?

Jeg tænker mine tanker for mig selv, ingen ser dem, ingen hører dem.

 

 

 

 

Men jeg skriver dem i min bog. På side 310 der hvor prinsen redder prinsessen ind i sin favn:

 

Jeg siger dem ikke

De hører dem ikke

De ved intet, men vil heller intet vide

Hvis jeg sagde noget, ville de holde sige for ørerne.

Jeg er tavs og de er døve

Jeg er smuk på mit ydre og krakeleret under overfladen.

Men det gør intet, for de ser aldrig under overfladen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...