Who, what, where, why, when & how?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 21 jul. 2014
  • Status: Igang
Eleanor vågner op som en nyfødt vampyr. Hun kan ikke huske noget som helst, fra sit tideligere liv, som menneske. Hun kender ikke engang hendes navn, hendes alder, hvad hun er og hvor hun kommer fra. Men kort tid efter, hun har åbnet øjnene for første gang, dukker der en vampyr op, Ryan. Ryan fortæller hende hvem hun er, hvad hun hedder, hendes alder og hvad hun er blevet til. Men Eleanor virker usikker og forvirret på det hele, men ender med at tro på Ryan. En helt almindelig aften, møde hun mennesket Jordan som siger at han kender hende, og at hun og Jordan er forlovede, enden hun blev overfaldet. Eleanor tror ikke på ham, og begynder at blive bange for ham. Jordan ender med at bevise det hele, og skaber et spørgsmål i Eleanors hoved, som kun Jordan og Ryan kan svare på. Hvem taler sandt? Og hvem ender hun sammen med?

9Likes
1Kommentarer
709Visninger
AA

5. Sandhed og løgn

Ryan var lige gået i bad. Imens sad jeg på hotelværelses seng og tænkte over det der var sket i dag. Det hele virkede helt forkert. Ryan havde sagt, at der var mange af den slags typer, som udgav sig for at være nogen folk (åbenbart) skulle kende, men i virkeligheden ikke gjorde.

Men det virkede bare helt forkert. Specielt fordi han viste hvad jeg hed.

Hvordan viste han hvad jeg hed?

Hvorfor ville Ryan dog lyve for mig?

Han elskede mig, ik'?

Jeg følte mig såret og misbrugt på samme tid. Det gav slet ingen mening i mit hoved. Havde han virkelig udnyttet det at jeg havde hukommelsestab. Jeg rejste mig op, gik hen til Ryans natbog og tog de kontaktlinser, jeg vidste han gemte. Jeg tog min jakke og gik hen til døren til hotelværelset.

Jeg løb næsten ned af trappen, men uden at gøre forhurtigt. Trods alt måtte ingen jo vide at jeg var vampyr. Jeg gik hen til hotellets hoveddør og skyde mig ud. Gaden var fyldt med mennesker, selv om aften. Der måtte være udslag i nogle af butikkerne, eller noget i den stil.

Duften af det friske blod, som var rundt omkring mig forstyrede mig lidt. Frisk blod, mindre end en meter væk. Frisk blod. Frisk blod. Jeg holde vejret nogle gange for at modstå trangen. Jeg indrømmer, at det ikke var mere end en dag eller to siden jeg sidst fik blod. Men alligevel var trangen efter mere der stadig. Den var der hele tiden.

Men pludselig duftede jeg noget velkendt. Lugten af Jordan. Jeg kunne tydeligt genkende den lugt. Også selvom jeg ikke havde lugten til i mere end et par minutter. Måske kunne han kaste lidt lys over sagen.

 

Han sad ved en lille café nær parken. Caféen solgte kaffe. Lugten af kaffe var næsten aldrig til at tage fejl af. Lugten var meget skarp og sad godt i næsen. Jeg kunne lugten selv hvis jeg flere kilometer væk. Så stærkt var lugten. Det eller også havde jeg bare en god lugte sans. Jeg stod bag ham.

"Jordan?" sagde jeg tøvende.

Jeg var blevet usikker på om dette nu var en god idé. Men ... jeg var så nysgerrig og spørgsmålene fylde så meget i mit hoved. Og han, var den eneste som kunne give mig svarende på dem. Han vende sig om og så overrasket på mig.

"Kan du huske mig nu?" spurgte han en smule fornærmet.

Han kneb øjnene sammen da så ind i mine. Som om der var noget galt med mig. Jeg håbede så inderligt på, at Ryans kontaktlinser ikke havde flyttet sig.

"Hvad sker for de brune øjne?" spurgte han forvirret.

"Prøv hør, Jordan." sagde jeg igen tøvende "Jeg er stadig ikke sikker på, hvem du er? Jeg ved knap nok, hvem jeg selv er?"

Han så mere overrasket ud end før. Det var uventet, meget uventet for ham. Jeg satte mig op på den ene stol vend siden af ham.

"Det forstår jeg ik'." sagde han.

Hans stemme lød en blanding af trist og forvirret. Jeg så ned på hans kaffe i et kort øjeblik,

"Jeg forklarer hvorfor senere, men..."

Han afbrød mig.

"Hvad ved du så om dig selv?" spurgte han stadig forvirret.

"Øh..." Jeg tænkte mig lige om, for at huske hvad det nu var Ryan havde fortalt.

"Mit navn er Eleanor Spencer. Min mors og fars er Jennifer Spencer og Harry Spencer. Jeg er født her i New York. Jeg gik i skole på ..."

Han afbrød mig igen. Gad vide om han overhoved ville høre, hvad jeg havde at sige. 

"Er det det eneste han har fortalte dig. Hvor du født, hvordan du er vokset op, hvad din familie hedder? Er det det eneste du har fået at vide?" spurgte han denne gang mere alvorligt.

"Øhh ja." sagde jeg usikkert.

Jordan så måbende på mig. Jeg forstod ikke rigtigt hvorfor. Det var jo rar viden for mig. Han tog sin tegnebog op af lommen. Og viste mig et billede i tegnebogen. Det var et billede af ham og ... mig ved søen. Dengang havde jeg lyseblå øjne, nu kunne jeg godt forstå, hvorfor han var så forvirret over de brune.

"Nå men han har vist glemt, at fortælle dig om de sidste fire år af dit liv." sagde Jordan meget fornærmet.

Jeg så måløst på billedet. Det kunne ikke passe, men jo det måtte det jo. For hvem havde ellers mit ansigt, min kropsform og mit navn?

Men så blev mine tanker afbrudt, da jeg fik færten af Ryan. Han ledte sikkert efter mig. Og hvis han fandt mig her ved Jordan ... ja kun Guderne ville hvad der skete.

"Jeg bliver nød til at gå nu." sagde jeg.

"Vent!" sagde Jordan.

Jeg stoppede op og så på ham.

"Får jeg dig at se igen?" spurgte han bekymret.

"Mød mig i morgen ved søen." sagde jeg vende mig om og begyndte at løbe.

Jeg måtte komme så langt væk fra Jordan, som jeg kunne. Så Ryan ikke ville få færten af ham, og dermed vække mistanke.

 

Efter at have løbet lidt, ende jeg med at løbe ind i ham.

"Eleanor hvor har du været? Jeg har været så bekymret for dig." sagde han og trak mig ind til sig.

"Jeg følte mig indelukket i lejeligheden, så jeg tænkte måske få lidt frisk luft." forklarede jeg.

Det lød ikke så overbevisende i mine ører, men Ryan købte den og det var heldigt nok. Han slap mig så han kunne se mig i øjnene. Hans øjne var også brune. Flere kontaktlinser.

"Og mig der stadig troede at du ikke ville kunne modstå fristelsen." sagde han stolt.

"Jeg fuld af overraskelser." sagde jeg med et lidt dumt smil.

Jeg brød mig enlig ikke om at lyve, specielt ikke overfor Ryan. Men ... han løj tydeligvis overfor mig. Det knuste mit hjerte.

Hvorfor fortalte han mig ikke bare sandheden fra starten?

Hvad skjulte han?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...