Who, what, where, why, when & how?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 21 jul. 2014
  • Status: Igang
Eleanor vågner op som en nyfødt vampyr. Hun kan ikke huske noget som helst, fra sit tideligere liv, som menneske. Hun kender ikke engang hendes navn, hendes alder, hvad hun er og hvor hun kommer fra. Men kort tid efter, hun har åbnet øjnene for første gang, dukker der en vampyr op, Ryan. Ryan fortæller hende hvem hun er, hvad hun hedder, hendes alder og hvad hun er blevet til. Men Eleanor virker usikker og forvirret på det hele, men ender med at tro på Ryan. En helt almindelig aften, møde hun mennesket Jordan som siger at han kender hende, og at hun og Jordan er forlovede, enden hun blev overfaldet. Eleanor tror ikke på ham, og begynder at blive bange for ham. Jordan ender med at bevise det hele, og skaber et spørgsmål i Eleanors hoved, som kun Jordan og Ryan kan svare på. Hvem taler sandt? Og hvem ender hun sammen med?

9Likes
1Kommentarer
707Visninger
AA

2. Hukommelsestab

Jeg åbnede mine øjne. Jeg lå midt ude i skov. Jeg så rundt i den grønne skov. Alt virkede så klart og lyst. Jeg satte mig op, for bedre at kunne se rundt. Træerne havde smukke grønne blade, der var bær på buskende og man kunne høre alle fuglene synge. Jeg kiggede rundt for at se om der var andre end mig, men det eneste jeg kunne se var træer og buske, og ingen andre end mig.

Mig?

Hvem i alverden var jeg enlig?

Og hvad lavede jeg dog her?

Jeg rejste mig op. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg havde et par lyse cowboyshorts på og en ternet skjorte. Skjorten var alt for stor til mig. Jeg var helt forvirret.

Hvad var jeg?

Jeg rakte armene frem, for at se ordenligt på dem. De var helt blege og hvide, som den reneste vintersne. Jeg lod den ene arm falde ned på siden igen. Og lod den anden komme tættere på mit ansigt, for bedre at kunne se min hånd.

Jeg så på mine negle. Mine negle var ikke korte, men heller ikke lange, de var en perfekt længde. De var helt hvide, men alligevel ikke hvider end min hud.

Jeg tog hånden op på mit hoved, men træk den forskrækket til mig, da jeg mærkede hvor blødt det var. Forsigtigt tog jeg hånden op igen, for bedre at kunne mærke. Jeg lod min hånd glide stille ned på den ene side af mit hoved. Hvor jeg tog fat i det og træk det lidt frem, så jeg bedre kunne se det. Det var hår, mit hår. Mit hår havde en smuk mørkebrun farve, også krøllede det en lille smule. Måske var krøllede det forkerte ord, det bølgede.

Jeg gav slip på det, og lod min hånd falde ned på min ene side. Jeg stod og kiggede rundt igen og fik øje på en sø, ikke så langt væk fra mig. Jeg begyndte at gå stille hen til den. Mens jeg tænkte.

Hvem var jeg?

Hvad var jeg?

Hvor kom jeg fra?

Hvor var jeg?

Hvordan var jeg havnet her?

Fandes der andre som mig? Eller var jeg helt alene?

Jeg havde mange spørgsmål, der fyldte mit hoved og der kom hele tiden flere og flere. Jeg var så forvirret, det var som om ingenting gav mening.

Hvad var der sket i mit liv?

Hvor var min hukommelse?

Var der overhovedet nogen?

Jeg prøvede og prøvede på at huske, bare det mindste. Men der kom ingenting, ikke så meget som et lille glimt af noget som helst. Jeg stoppede op. Jeg stod foran søen og kiggede rundt. Vanden havde en smuk lyseblåfarve, der passede perfekt til træerne omkring den. Jeg tog min hånd op til min hals. Jeg var tørstig, måske ville lidt vand... pludselig hørte jeg en lyd og vende mig om. Der var noget efter mig, jeg kunne høre det.

Men hvad var det?

Måske var det en der ville hjælpe mig?

Pludselig stod der en foran mig. Det gik så hurtigt at jeg faldt bagud, af forskrækkelse. Han kiggede nysgerrig på mig, med hans uhyggelige røde øjne. Jeg skubbede mig bagud med mine ben, mens han bare gik, med stille skridt tættere på mig.

Til sidst kunne jeg ikke kommer længere, mest fordi der var en sø i vejen. Han kom helt hen til mig, end til han stod lige foran mig. Jeg så skræmt på ham. Han lagde hoved på skrå og kiggede nysgerrig på mig.

"Mig skal du ikke være bange for," sagde han helt roligt.

Han satte sig ned på huk og så på mig, med de uhyggelige røde øjne.

"H-hvem er du?" spurgte jeg sikkert og forsigtigt.

Han så pludseligt forvirret på mig. Og jeg blev mere bange for ham.

"Kan du ikke huske mig?"

Han lod trist, da han sagde det. Jeg rystede forsigtigt på hoved. Han så helt forvirret på mig.

"Ved du hvem du er?" spurgte han så, forsigtigt.

Jeg rystede igen forsigtigt på hoved. Jeg blev forskrækket, da han pludseligt tog fat i mit hoved. Han drejede det i alle mulige forskellige retninger, for at se nærmere på mig.

"Det ser ud til at det hele er godt," sagde han stolt.

Han lød pludseligt meget selvsikker og stolt. Som om jeg var noget han havde skabt.

"Hvem er du?" spurgte jeg bange.

Han slap mig. Selvom hans øjne var røde, så de han bekymret og kærlige ud.

"Mit navn er Ryan. Og dit er Eleanor," sagde han.

Ryan. Eleanor. Jeg så forvirret på ham. Jeg havde kun spurgt efter hans navn, men han gav mig også mit. Han kendte mig, det måtte han gøre. Måske kunne han hjælpe mig.

"Kender du mig?" spurgte jeg.

Nok ikke et spørgsmål man hører hver dag.

"Kender dig? Vi var sammen," sagde han.

Han rejste sig op. Han rakte armene ud, som i at jeg skulle tage fat i hans hænder. Forsigtigt tog jeg fat i hans hænder og han trak mig, med sådan en styrke jeg ende med, at stå helt op af ham. Han var højere end mig. Hans hage var på sammen højde, som min næsetip. Jeg så forlegent på ham. Det her var akavet.

"Som jeg sagde før, mig skal du ikke være bange for," sagde han.

"Det her føles akavet," sagde jeg.

"Hvordan det?" spurgte han forvirret.

"Fordi jeg slet ikke ved hvem du er," sagde jeg "eller hvad du er?"

Han nikkede forstående. Han så trist ud. Han lagde en hånd på min højre kind. Hans hånd var blød. Jeg tog min hånd op for at føle hans. Jeg følte mig pludselig tryk og sikker.

"Det er jeg ked af," sagde han trist "jeg havde håbet på, at det ikke ville ske."

Jeg så forvirret på ham.

"Jeg er vampyr," begyndte han "det er derfor mine øjne er lidt uhyggelig røde. Det er derfor jeg er så bleg. Og det er blandt andet derfor du ikke kan huske noget."

"Hvorfor?" spurgte jeg nysgerrig.

Selvom han var vampyr gjorde det ikke så meget. For jeg viste ikke, hvad det var. Men jeg havde en dårlig fornemmelse med det. Og alligevel var jeg ikke bange for ham. Jeg havde følelsen af at han ville passe på mig.

"Du er en vampyr nu. Altså en nyfødt en," forklarede han "Hvilket er grundt til du ikke kan huske noget."

Jeg så ud på søen, pludselig var jeg bange igen. Han tog en anden hånd op til mit hoved og tvang mig til at se ham i øjnene. Han så både alvorlig og trist ud.

"Jeg skal nok hjælpe dig med at få den igen, det lover jeg," sagde han.

Jeg lagde mit hoved på hans brystkasse, hvor ville jeg dog ønske jeg kunne huske ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...