Who, what, where, why, when & how?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 21 jul. 2014
  • Status: Igang
Eleanor vågner op som en nyfødt vampyr. Hun kan ikke huske noget som helst, fra sit tideligere liv, som menneske. Hun kender ikke engang hendes navn, hendes alder, hvad hun er og hvor hun kommer fra. Men kort tid efter, hun har åbnet øjnene for første gang, dukker der en vampyr op, Ryan. Ryan fortæller hende hvem hun er, hvad hun hedder, hendes alder og hvad hun er blevet til. Men Eleanor virker usikker og forvirret på det hele, men ender med at tro på Ryan. En helt almindelig aften, møde hun mennesket Jordan som siger at han kender hende, og at hun og Jordan er forlovede, enden hun blev overfaldet. Eleanor tror ikke på ham, og begynder at blive bange for ham. Jordan ender med at bevise det hele, og skaber et spørgsmål i Eleanors hoved, som kun Jordan og Ryan kan svare på. Hvem taler sandt? Og hvem ender hun sammen med?

9Likes
1Kommentarer
708Visninger
AA

3. 1 år senere

Jeg havde lukket mine øjne. Jeg forsøgte at tænke på noget andet, end den søde duft af blod. Ryan havde sine arme om mig, så jeg ikke kom til at angribe en tilfældig. Vi gik efter noget bestemt, eller Ryan ville havde jeg gjorde.

For Ryan var det ligemeget, hvem han dræbte og tømte for blod. Men for mig var det noget andet. Jeg ville aldrig kunne tage et uskyldigt liv. Så derfor ventede vi på en morder eller en voldtægtmand. Men lige nu var jeg faktisk, overraskende nok, fuldstendig ligeglad. Jeg ville bare have blod, og jeg ville havde det nu. Duften plagede mig så meget.

"Jeg kan altså snart ikke vente mere," sagde jeg utålmodigt.

"Tålmodighed min søde, du skal nok få noget af drikke. Men du er nød til at vente," sagde han forførene ind i mit ører.

Jeg åbnede mine øjne. Det hjælp overhoved ikke at havde dem lukket, faktisk gjorde det bare det hele meget værre. Jeg tog en dyb indånding, min hals brænde nærmest af tørst. Jeg havde det som om at jeg kunne smage blodet, bare ved at dufte det.

Jeg så rundt i gyden, der var ingen mennesker at se. Men man kunne tydeligt hører og lugte dem, kun nogle få meter væk fra os.

"Jeg kan ikke vente mere," hvæsede jeg sulten.

Ryan holdt hårde fat i mig, hvilket nok var klogt, for jeg ville snart ikke kunne styrer mig mere.

"Rolig nu, det kan ikke værre længe mere," sagde han beroligende.

Han strøg stille mit hår om bag mit ører, med hans ene hånd, han havde stadig væk den anden rundt om livet på mig. Han begyndte at kysse mig stille op og ned af min hals. Jeg ville ikke ligefrem sige at det gjorde mig rolig, men det fik mig til at tænke på noget andet.

"Drillepin," hviskede jeg.

Han smilede drillende. Han strøg mit hår over min ene skuldre og nappede mig stille og forsigtigt i nakken. Selvom han forsøgte at få mig til at tænke på noget andet, så hang duften af blod stadig i luften.

Jeg vende mig om mod ham. Han havde begge hans arme omkring mig, stadig væk bare en sikring.

"Det hjælper ikke," sagde jeg trist.

Han sukkede. Uroligt lagde jeg mit hoved ind til hans bryst. Jeg kunne mærke hans læber, i mit hår. Han agede mig stille på ryggen, i et forsøge på at gøre mig mere rolig. Hans grab om var mig var hårdt.

Jeg holdt vejret et par gange, for at undgå duften af blod. Men det blev kun værre og værre. Duften blev stærkere og stærkere for mig. Det brændte mere og mere i min hals. Og jeg viste ikke, hvor længe jeg ville kunne holde det mere. Jeg knyttede mine næver sammen, i et forsøg på at styre mig.

"Vi må jage noget oftere," sagde han mod mit hår.

 

Pludselig skete der noget. Man kunne høre en kvinde der jamrede. Og to mænd, der prøvede på at få hende til at holde sin mund. Alt for ivrigt, vende jeg mig om og forsøgte at komme fri af Ryans grab, men han holdt godt fast i mig. Jeg havde ingen muligheder for at stikke af.

Ryan træk mig om bag en container, så de ikke ville se os. Jeg var klar til at angribe, jeg ventet kun på at Ryan ville give mig lov.

Den jamrende kvindes stemme blev højere og højere. Jeg kunne mærke vampyren i mig, der langsomt var ved at blive til et blodtørstigt monster.

Jeg kunne mærke Ryan som gav slip på mig og med et, havde jeg brækket begge mændenes halse. Ryan tog sig af kvinden. De virker måske underligt, eftersom vi... eller mest jeg, går efter de onde. Ryan derimod skaffede sig af med vidnerne. Som han havde fortalt mig første gang jeg skulle jage, 'Vi kan ikke have nogen vidner, det er alt for risikabelt.'.

Jeg kunne mærke det varme blod, som rørte mine læber. Smage var næsten altid den samme, der var jo selvfølgelig forskel. Det var for det meste blodtypen der afgjorde smagen af blodet. Det, også hvor meget alkohol, medicin eller (måske) stoffer eller røg der kunne være i. Det ødelagde tit smagen. Det havde Ryan fortalt mig. I starten troede jeg ikke på ham, men efter den første jagt, måtte jeg indrømme at han havde ret.

Da jeg var færdig med den første mand, gik jeg hurtigt videre til den næste og bed ham i halsen. Blodet sprøjtende ud og jeg havde blod over alt på mit tøj.

"Gris," sagde Ryan.

Jeg så op på ham, da jeg havde tømt den anden mand for blod. Han havde kun en smule blod på hans læber, ellers havde han intet blod på sig.

"Du har også flere års øvelse," sagde jeg irriteret.

Han lo og smilede.

 

Ryan og jeg blev aldrig det samme sted længe. Ryan havde selv fortalt mig, at det mest sikre var at flytte hele tiden. Han havde også fortalt mig meget, om mit "tidligere" liv. Nogle af tingene syntes jeg måske kunne være lidt ligemeget nu. Som f.eks. at min ynglings is var vanille. Jeg spiser slet ikke vanille is mere, jeg lever kun af blod nu.

Dog kunne jeg huske nogle af tingene, efter Ryan havde fortalt mig dem, var det som om, nogle af minderne blev levende for mig igen. Ryan havde fortalt mig, at nogle minder forsvinder foraltid. Og ligemeget hvor meget man prøver på at huske dem, kan man ikke. Han fortalte mig også, at det var sjældent man mistede alle sine minder, altså hukommelsetab. Men rigtigt nok, var det sket for mig. De eneste rigtige minder jeg havde nu, var dem Ryan og jeg havde sammen.

Jeg gik ud på badeværelset. Normalt så havde jeg slet ikke brug for at gå i bad, men når man var helt dækket af blod, havde man ikke så mange andre muligheder.Vandet var varmt og det føltes ret mod min nøgne hvide hud.

Da jeg var færdig i badet, tog jeg et håndklæde om mig. Håndklædet var ikke så langt, men det var langt nok til at det lige dækkede. Jeg havde glemt at tage noget tøj med ud på badeværelset, så jeg var nød til at gå ind i soveværelset.

Da jeg åbnede døren til soveværelset, Ryan lå på maven i sengen. Han lå og slappede af. Ikke fordi han havde brug for det, det var bare noget han gjorde en gang imellem. Hans øjne var lukkede, men jeg ville alligevel ikke havde han der inde, ikke når jeg skulle havde tøj på.

"Ud," sagde jeg.

Ifølge Ryan havde jeg ikke været så genert som menneske, men det var jeg nu.

"Jeg har lige så meget ret til at være her som du har," sagde han med et skævt smil.

Hans øjne var åbne nu. Jeg sende ham mit dræberblik.

"Fint jeg skal nok lukke mine øjne," sagde han og tog en pude over hovedet.

Jeg gik hen til komoden, tog noget lysegrønt nattøj på. Jeg holdt hele tiden øje med ham. Det var ikke fordi jeg ikke stollede på ham, det var bare... jeg var bare ikke helt sikker. Okay måske stollede jeg ikke hundred procent på ham.

Jeg gik hen til sengen. Han fyldte det hele. Hvis ikke det var fordi han var en vampyr. Lignede han lidt en der havde været i byen, som bare havde smidt sig i sengen, så snart han kom hjem. Med puden over hoved, lignede han også meget en der sov.

"Du fylder," sagde jeg stille.

Han tog puden væk fra ansigtet. Han flyttede sig ikke, han rakte armene frem, som i at jeg skulle bare ligge mig hos ham. Jeg lagde mig ind i hans favn. Jeg lå med hoved ind mod hans brystkasse. Vi lå og holde om hinanden. Ryan lod sine finger glide gennem mit hår. Jeg var træt nu, underligt nok.

"Hvor længe går der før jeg ikke behøver at sove mere?" spurgte jeg træt.

Ryan behøvede ikke at sove. Han tog dynen og pakkede mig ind i den. Dog behøvede jeg den ikke, men den var bare så blød, at både Ryan og jeg elskede at ligge der med den.

"Du er stadig under forandringen, så muligvis nogle måneder igen. Det er meget forskelligt hvornår man holder op," forklarede han.

Jeg sukkede. Jeg ville hellere være vågen sammen med ham, se byen, se verden.

"Nyd det mens du stadig kan," sagde han og kyssede mig på panden.

Nogle gange var det tydeligt at Ryan savnede at være menneske. Jeg lukkede mine øjne og faldt hurtigt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...