I don't exist (1D fanfic)

Cathleen Laura Daniels, Cathy, er en pige på 16 som bor hjemme hos en voldelig far, da hendes mor døde i et trafikuheld. Hvad sker der når Cathy beslutter sig for at forsvinde.. for altid?

16Likes
6Kommentarer
1495Visninger
AA

3. Del 2.

Hoveddøren var smækket for længe siden, men Cathy blev liggende i entreen. Smerterne var ulidelige. Dette var nok det værste hun havde prøvet. Som altid havde hun talt minutter når hendes far begyndte at slå hende, men denne gang var hun stoppet efter 10 minutter. Cathy kæmpede sig op på benene og vaklede ud på badeværelset hvorefter hun kiggede i spejlet. Hendes far undgik med vilje hendes ansigt, hvilket hun var glad for. Cathy trak op i sin bluse og kiggede på sin forslåede krop. Hun trak vejret dybt, men krympede sig hurtigt sammen på grund af smerten i hendes ribben. Hun vaklede stille bagud til væggen ramte hendes ryg og endnu en smerte skød frem. Hun mærkede de kolde fliser mod sin ryg da hun langsomt gled ned af væggen til hun sad på gulvet. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke holde til dette meget længere. Slagene hver dag. Kulden, som blev mere og mere intens for hver dag. Sulten, som hobede sig op. Savnet, til hendes mor. Den indvendige og udvendige smerte. Cathy rejste sig fra badeværelsegulvet og kæmpede sig ud i entreen og videre ind på sit værelse. Hendes blik søgte værelset til hun fandt hvad hun ledte efter. Cathy pakkede den omhyggeligt ned i sin taske og tog også en ekstra trøje med.

 

Udenfor dalede sneen stadigvæk ned og dannede endnu engang et fint hvidt lag. Cathy lavede fodspor i sneen, men hun var ikke bekymret for om hendes far ville følge efter hende. Det ville jo egentlig bare være en befrielse for ham. Cathys øjne søgte himlen og det eneste hun blev mødt af var skyer. Hun sukkede og traskede videre i den bidende kulde. Hun skulle bare nå hen til parken, som lå i den anden ende af byen. Der gik hun tit hen. Der var så fredeligt og det lå hinsides, så der var ikke rigtig nogen mennesker. Og hvis der var, ja, så var de der ikke på denne tid af døgnet. Lysene i husene var slukkede, og den eneste belysning der var på gaden var lygtepælene, som egentlig ikke gav særlig meget lys, men det var nok. Man behøvede bare at kunne se vejen man gik på. Som forventet var der ingen mennesker i parken, men hvorfor skulle der også være det? Cathys fødder var dybfrosne og kulden stak i hendes bryst som pile. Søen, som hun nu stod foran, så dyb og kold ud. Heldigvis var den ikke frosset til endnu.

Cathy fik, med besvær på grund af sine frosne fingre, sin taske ned fra ryggen. I noget tid fumlede hun med lynlåsen, men fik til sidst åbnet tasken. Cathy åndede ud og så til stor overraskelse sin ånde i form af en damp sky. Hendes øjne blev på damp skyen til den forsvandt i luften. Endnu engang kiggede hun ned i tasken. Det sorte skaft nærmest tryglede om at blive rørt. Hendes øjne bevægede sig langsomt, men samtidigt ivrigt, op ad skaftet og videre langs bladet. Cathy fik kuldegysninger. Bare tanken om kniven gjorde hende tilfreds. Cathy rakte ud efter kniven og da hendes fingre lukkede sig om skaftet kunne hun ikke andet end at smile. Ikke fordi hun var mentalt syg, men fordi dette levende mareridt snart ville være overstået. Hun sad i lidt tid og bare betragtede knivbladet i sin benede hånd. Cathy trak det ene ærme op og lod bladet lege lidt op og ned af armen. Arene, som var synlige, bragte minder frem.

 

Cathys holdte stramt om sine bøger. Den lysegule sommerkjole bevægede sig i små elegante bevægelser om hendes ben. Cathyss mørkerøde hår hang løst ned ad ryggen og bevægede sig i takt med sine skridt. Hvis man ikke vidste bedre var der intet galt. Bare en normal skolepige i 6. klasse. Cathys øjne forblev fæstnet til gulvets fliser. Synet af et par hvide kondisko fik Cathy til at stoppe brat op. De smaragdgrønne øjne bevægede sig stille op og mødte de alt for kendte blå øjne. ”Hvad vil du?” Cathys stemme var tøvende og bange. Hun ville egentlig ikke kende svaret på sit spørgsmål. ”Nååeh Cathy…” Simon ignorerede hendes spørgsmål. ”Har du haft gang i knivene igen?” Hadet i Simons stemme var tydeligt. Cathy strammede grebet om bøgerne. ”Lad os se… Skal vi?” Simons stemme var rolig. Hans to venner, Brian og Martin, kom til syne bag ham. Det var først her Cathy lagde mærke til dem. Simons hænder rakte ud efter Cathys arme og han greb fast om hendes arm og klemte til. Cathy slap sine bøger af smerte. Sårene og de blå mærker kom til syne. Simon holdte om Cathys arm og viste den til Brian og Martin, som bare stod og grinte hånligt i baggrunden. Simon vendte sig mod Cathy igen og kiggede hende direkte ind i øjnene. ”Næste gang… så husk: Det er ikke over gaden, det er ned ad vejen.” Sagde han imens han kørte sin finger lodret ned af Cathys arm. Cathys øjne var stadig rettet imod Simons, som var fyldt med had. ”Lad hende være…!” En anden drenge stemme brød ind. Simon vendte sig rundt for at se hvem der var. Harry. En dreng med brunt hår og grønne øjne. Simon gav slip på Cathys arm og gik hen til Harry sammen med Brian og Martin. Cathy vendte rundt og løb sin vej, men stoppede op for enden af gangen og kiggede tilbage hvor hun fik øjenkontakt med Harry, som noget af det sidste, inden han blev sparket af Simon og hans slæng.

 

Cathy gøs ved tanken om Simons ord, men han havde vel ret. Hendes øjne bevægede sig ud over søen, som hun sad ved siden af. Cathy smed sine sko i sneen og tog derefter sine sokker af. Kulden kunne hun ikke mærke, da hendes fødder allerede var dybfrosne. Cathy rejste sig op og gik lidt ud i søen så vandet gik til lige under knæene. Kulden trængte op igennem hendes ben og videre til hele kroppen. Med kniven i højre hånd gik hun længere ud i søen. Kulden var så bidende kold, at Cathy ikke lagde mærke til den længere. Det eneste der talte var smerten og hvordan den snart ville være overstået.

Da vandet nåede Cathy til lige under brystet stoppede hun. Hendes mave trak sig krampeagtigt sammen. Det kolde vand var næsten ikke til at holde ud, men det var bedre end at være derhjemme og vente på sin fordrukne far endnu engang. Det var nu eller aldrig. Cathy løftede sin arm og holdte kniven mod armen. Simons ord kørte rundt i hovedet på hende. ”Det er ikke over gaden… det er ned ad vejen...” Cathy mumlede sætningen for sig selv igen og igen, imens hun skar lodret ned af sin arm med kniven. Hun lukkede stramt sin hånd sammen i smerte. Hendes grønne øjne så til imens blodet flød ud af det åbne sår i hendes arm og dryppede videre ned i vandet, hvor det blev fortyndet for til sidst ikke at kunne ses mere.

Langsomt begyndte Cathys syn at blive sløret. Hun følte sig for første gang i lang tid glad. Tilfreds. Hun gav slip på kniven og så den forsvinde ned i dybet, hvorefter hun sænkede begge arme og lod sig falde bagover og ned i det mørke vand. Cathy mærkede, som det sidste, en hånd om sit håndled inden alt blev sort.

 

_____________________________________________________________

Hey guys! Er i søde at 'Like' den og tilføje til farvoritter hvis i kan lide den ^^

Kom gerne med ris og ros :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...