Vampyr Pigen - *ONESHOT*

Solen går ned. Mørket kommer frem. Når mørket kommer frem, kommer der trolde, feer, varulve og vampyr frem. Alle disse væsner kommer frem ved mørkets frembrud.

3Likes
1Kommentarer
672Visninger

1. Rose?

 

Solen går ned. Mørket kommer frem. Når mørket kommer frem, kommer der trolde, feer, varulve og vampyr frem. Alle disse væsner kommer frem ved mørkets frembrud.  
Trolde Trolde er nok de meste grimmeste væsner jeg ever har set, men ikke ligeså grimme som dæmoner. Trold er højde og meget kraftig bygget. De er meget beskidte og grimme som jeg har sagt før. Alle trolde har sorte øjne og hvidt hår. De render rundt med køller og økser hele tiden. Deres formål er at udrydde Feer, fordi de hader dem og mener at det er dem der skal bestemme, over "Den grønne verden." "Den grønne verden" er nok meste fuldt med skove og bjerge. Men hele verden er delt op i to. "Den lyse side." og "Den mørke side."  Men nu nok om det, for vi må videre.  
Feer Feer er meget sjældne væsner, men meget små. De er ikke andet end 15 cm høje, så de bliver nemt væk. De har små vinger i alle farver og forskellige former. De har spise ører, næsten alle feer har langt hår i mange farver eller bare i en farve. Deres kroppe er små og lette at brække over. De har kun 4 finger og finger tæer. De er fuld med glimmer over det hele. De har store kræfter og evner, men nogen gange er de lidt sværere at styrer. De fylder hele "Den grønne verden." Med glæde og lys, de er det modsatte af troldene.    
Nå vi må videre. Nu til det væsen jeg hader allermest...!   Varulve Varulve bliver kaldt ”De glubske varulve” eller hvad de selv kalder sig ”Formskifter.” De kalder sig det fordi, de skifter form når de vil, og ikke bare ved Fuldmåne. De lever af menneskemad. De er rigtig stærke, store og hurtigt, men ikke så hurtigt som vampyr. De har lige så gode sanser som vi har. OG de HADER Vampyr, de synes vi lugter. De bryder sig ikke så meget om os, så vi er deres fjender.
  Vampyr Vi kaldes ikke så meget andet end ”De blodtørstige vampyr” eller som vi selv kalder os ”Angel.” Vi er ikke lige frem Engle som det nu betyder, men vi ligner engle, mener vi selv. Vores hud er hvid, men meget sjældent har nogen en lysebrun eller mørkebrun hud farve. Men de fleste har en meget lys og hvid hud. Vi er høje og slanke, mange kvindelige har langt hår og de mandlige har næsten altid kort hår. Vi drikker kun blod, fra dyr eller mennesker. Men vi fortrækker menneskeblod. Bare vi har blod i vores system så kan vi godt leve, vi skal drikke hver dag. Vi har forskellige evner og kræfter. Jeg har fået tildelt mig evnen til at læse tanker og tåle sollys, uden at gå i brænd. De andre skal sove om dagen. Men ikke jeg Rose. Vi har rigtig gode sanser og er rigtig hurtige. Vi bliver ikke ældre og kan kun dræbes ved at få jordede en træpæl gemmen hjertet eller sat ild til. Os vampyr har en fjende: Varulvene. Nå nu har jeg sagt nok, så videre til historien.

  "Rose hvor mange gange skal jeg sige det?" Råbte min vampyr leder Mason, lige i hovedet på mig. Han var sur rigtig sur denne gang. Men jeg havde jo også dummet mig meget. Jeg sukkede højt og så op på ham, han så meget truende ud. Mason var en meget høj og muskuløs vampyr, med brunt pjuskede hår og lilla øjnene.

"Mason hør undskyld, men jeg keder mig om dagen. Når i sover." Sagde jeg uskyldigt. Jeg tænkt på det jeg havde gjort. Jeg havde listede mig ind på varulvenes lejr og kiggede mig omkring, men endt så med at blive taget af Neville Varulvenes alfa.  Der var en pinlig tavshed mellem os, men til sidt sagde Mason endelig noget.

"Rose hvad skal jeg stille op med dig, du dummer dig hele tiden. Og hver gang skal jeg redde dig ud af suppe dassen." Sagde han opgivende og så mig lige ind i øjnene. Jeg så ned og tænkte lidt.  Hvorfor er han altid på nakken af mig? Tænkt jeg. Når ja fordi jeg laver ballade hele tiden... Tænkt jeg efter noget ting. Jeg rejste mig op fra den stol jeg var blevet sat i, og gik ud af hans kontor. Jeg styrede overmod min bedste ven Dimitri. Jeg var både sur og underligt tilpas. Dimitri så længe på mig, da jeg noget ham. Dimitri var ikke så høj, men stadig højere end mine 1.68. Han havde blåsort hår og klarer blå øjne. 

"Fik du en stor skider?" spurgte han med morskab i stemmen. Jeg skulede til ham. Han grinede bare og smilede skørt. "Mason var lidt hård mig ikke så meget, fik ham gjort blød til sidt." Sagde Jeg lidt selvsikker og smilede selvsikker. Dimitri var klædt i et bare sorte hullede og slidte jeans, en sort trøje, sorte motorcykle støvler og e sort læder jakke. Dimitri grinede og skubbede lidt til mig.

"Tror du jeg hopper på den Rose?" Spurgte han og grinede. Jeg sukkede højt og så på ham med et blik der sagde hold-nu-bare-mund-Dimitri blik. Han grinede bare og gik sin vej.

"Vi ses!" råbte han tilbage over skulden. Jeg stod tilbage og så efter ham, og tænkt: drenge altså. tænkt jeg og sukkede igen.   Jeg vidste det var forkert det jeg havde gang i, men jeg kedede mig så, jeg gjord det alligevel. Jeg vil se ham en gang til enden han skulle henrettes.   

Jeg satte i løb mod Varulvenes område. Hvis jeg var et menneske vil det tage en time, men for en vampyr ingen tid. Jeg elskede at løbe, og mærke vinden tage fat i mit lange hår. 

Jeg løb i lidt tid. Pludselige bliv jeg væltede af en stærk stank, af varulv. Men det var ikke bare lugten der havde fået mig i gulvet. Det var Ham. Jeg prøvede på at rejse mig forsigtigt så jeg ikke skadede ham. Da vi begge var oppe at stå, så jeg på ham og smilede lidt.

"Rose hvad laver du her?" Spurgte han med en lav stemme og et lidt rasende blik. Jeg sukkede lavt og så ham lige ind i øjnene. "Hvad tror du?" Spurgte jeg med samme lave stemme, som ham.

"Night forstår du det ikke? Jeg vil se dig engang til enden du bliver... Henrettet." Tilføjede jeg, men hviskede do det sidste. Jeg vendt blikket ned mod jorden. Hvis jeg kunne vil jeg, rødmen eller græde. Men det kan jeg jo ikke, fordi jeg er en vampyr, en vampyr der dø. Når de andre finder ud af det her. Min tanke stoppede da jeg mærkede et par hænder på min kinder. Jeg så langsomt op. Lige op i Nights natblå øjnene. Jeg så sorgen, vreden, men vreden bliv overskygget af noget andet jeg ikke kunne regne ud. Var det kærligheden i hans øjnene? Skyld følelsen skyllede ind over mig, som en kæmpe bølge. Det her var min skyld. Jeg sukkede og så stadig ham i øjnene.

"Rose det er ikke din skyld, det er min egen jeg hjalp dig og nu må jeg tage min straf som en mand." sagde han og så mig dybt i øjnene. Jeg skulle til at sige noget, men han kom i forkøbet. "Også selv om jeg dør." tilføjede han og slap mit ansigt. "Men inden jeg dør skal du havde denne ring, den kan vise dig vej til det der er det rigtige at gør." Sagde han og rakte mig en guld og sølv ring. 

"Night det er bare en ring." sagde jeg og så på Night og derefter på ringen. Night sukkede højt og sagde så.

"Rose det er en magisk ring. Prøv og se, den lyser og sender gnister ud, efter..." Han afsluttede ikke sætning. Men det gjord jeg.

"Efter mig" Sagde jeg. Jeg måbede og så bare på ringen. Til sidst tog jeg den, og satte den på min ringfinger. Jeg så afventende på ham.

"Skynd dig at komme væk Rose, jeg synes ikke du skal se det, der sker om nogen timer. Løb og blev der hvor du løber hen, og kom ikke her igen." Sagde han og gik ind mellem træerne. Jeg stå tilbage og kiggede ind mellem træerne, efter noget tid sukkede jeg og satte i løb. Jeg anede ikke hvor jeg løb hen, men jeg løb bare.  

 

The end!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...