Justin Bieber - One Shots ♥


36Likes
37Kommentarer
2897Visninger
AA

3. Perfect

”Tykke. Klamme. Grimme. Kælling. Luder.” Og det er blot nogle af de ting, jeg bliver kaldt. Hvis du ikke kan regne det ud, så bliver jeg mobbet. Brutalt mobbet. Jeg ved ikke en gang, hvad jeg har gjort. Ifølge dem på skolen er det nok, at jeg bare ånder.

Jeg prøver at undgå at gå ind i dem så meget, jeg nu kan på skolen, men det er åbentbart ikke nok. Jeg skal lide, og de klarer det alt for godt. Selv når de tæver mig, siger jeg ikke et eneste ord til dem.

”Er det dig Brianna?” spørger min mor, da jeg kommer ind af døren. Mit ansigt er fordybet i vores gulvtæppe, min jakke er trukket godt op til halsen, og jeg undgår så godt, jeg kan at kigge på hende. Hun tager fat om min hage og løfter min hage op, så hun kan se på mit ansigt, som hver dag har et nyt blåt mærke eller sår. Hun sukker som hver dag. ”Er du nu faldet igen? Brianna, du kan ikke blive ved at gå og falde. Måske burde vi tage til lægen.”

”Nej!” udbryder jeg for hurtigt, og hun kigger chokeret på mig. ”Jeg er bare klodset, mor. Jeg skal nok prøve at holde mig oppe, så jeg ikke får flere sår.” Bare det var så let. Bare det løfte var så let at holde, som det var at spytte ud...

Hun sukker tungt. ”Okay, men sker det igen i morgen, går vi til lægen. En aftale?” Jeg nikker, men kan lige så godt forberede mig på, at skulle til lægen i morgen og blive spurgt, om nogle har slået mig. Læger kan desværre bare se sådan noget.

Hvis jeg er heldig – som jeg aldrig er – kommer ingen af de populære i skole i morgen, og jeg får ikke bank. Men hvad er chancen lige for det? De er over ti mennesker, og de er ikke alle pludselig blevet syge. Kun hvis lige præcis, at de har fået noget madforgiftigning eller en virus. ”Jeg skal på arbejde nu. Justin laver mad i aften. Hyg jer, ikke?” Hun kysser mig kort på kinden, før hun forsvinder ud af døren som et lyn, og jeg står tilbage i gangen med mine tanker.

Som hver dag stiller jeg mine sko meget pænt ved siden af de andre sko, som også er stillet pænt, før jeg begiver mig ind på mit værelse. Det er totalt urørt siden i morges og er pænt, som jeg efterlod det. Jeg kaster mig på sengen, begraver mig ansigt i dynen og lader tårerne trille.

Samme følelse, samme undskylding og samme liv. Alt er det samme, og jeg kan intet gøre.

 Jeg kommer i skole, klarer det godt i timerne, tror endelig, at jeg får en dag, hvor jeg kan slippe for skældsord og tæv, får bank, kommer hjem, mor går på arbejde, jeg er alene med Justin, som jeg lader som om, alt er fint overfor, går i seng, og så gentager rutinen sig bare hver dag. Som et evigt sort hjul. Jeg kan aldrig vinde.

”Hvad vil du have at spise i aften?” spørger Justin i døren. Mit ansigt er stadig begravet i dynen, og jeg lader ham bare stå der uden et svar. ”Bri?” Justin og jeg har altid haft et meget specielt forhold. Hvis der er nogen, der forstår mig, så er det Justin. Selvom jeg føler, at jeg kan sige alting til ham, kan jeg bare ikke få mig selv til at fortælle om, hvad der sker i skolen. Hvad ville han ikke tænke? Og værst af alt – hvad ville han ikke gøre?

Justin har selv været populær i skolen, men vi har aldrig gået på den samme skole, selvom det klart havde ændret alt i min situation. Alle ved dog godt, at jeg er Justin Biebers lillesøster, og hvis han finder ud af, hvad de siger til mig. De er så godt som døde, hvilket gør mig så godt som død, når Justin er færdig med dem, for så går de efter mig.

De har tydeligt sagt til mig, at hvis jeg fortæller bare ét ord til Justin, er jeg død. Justin har sine kontakter, og det ville være så let at skille mig af med dem. Sådan er jeg bare ikke. Jeg kan ikke andet end at adlyde ordre.

”Brianna, er du okay?” spørger han og er nu helt tæt på mig. Jeg mærker ekstra vægt på min sengekant, og Justin fingre stryger mig hen over ryggen. ”Er det nu din menstruation igen?” Der er en smule sjov i hans stemme samtidig med, at han mener det alvorligt. Mor har aldrig tid til at købe ind, så hver gang jeg skal have bind, er jeg nødt til at sige det til Justin. I starten var det akavet, men efterhånden er det blevet temmelig normalt.

”Nej. Bare gå,” siger jeg hårdt ned i dynen.

”Skal vi snakke om det?”

”Kan du ikke bare gå?”

”Brianna, du bliver nødt til at fortælle mig det, ellers kan jeg ikke hjælpe dig. Hvor sl...”

”Hørte du mig ikke? Skrid med dig!” skriger jeg ad ham. Endelig møder mit blik hans. Hans før så forstående og omsorgsfulde blik er nu chokeret og uforstående. Han rejser sig uden et ord og går ud af døren.

”Når du vil snakke, så ved du, hvor jeg er,” siger han. Min dør bliver lukket forsigtigt, og jeg skriger så højt, jeg kan ned i min pude. Det er så sjælendt, at Justin og jeg snakker til hinanden på den måde, at vi begge bliver chokerede.

Hvorfor skal jeg også være så dum? Han er den bedste storebror i hele verden, og jeg behandler ham så dårligt, når han bare vil hjælpe mig. Jeg hader mig selv inderligt for det.

 

Mine øjne er efterhånden løbet tør for tårer, og jeg kan ikke græde mere. Jeg er så sur på mig selv efter, at jeg bare har smidt Justin ud af mit værelse, da han bare prøvede at hjælpe, men det var bare et raserianfald. Det der sker i skolen, kommer jeg ofte til at lade gå udover det omkring mig – og i værste tilfælde Justin.

Jeg sætter mig op i sengen og tørrer mine øjne med mit ærme, som i forvejen er helt vådt af tårer. Mit blik falder på min skuffe. Min bedste ven ligger i den skuffe. Det er da også længe siden, at vi sidst så hinanden. Vores gamle minder er dog stadig tydlige, når jeg ikke dækker dem.

Meget langsomt trækker jeg skuffen ud og tager den skarpe kniv op. Synet af den får mig lyst til at lægge den ned igen – ligesom hver gang – men jeg må gøre det. Det vil i det mindste sætte en stoppe for mine psykiske lidelser for en tid. De vil blive erstattet med mine fysiske.

Hvis der lander noget blod på gulvet, vil min mor eller Justin hundrede procent spørge ind til det, så jeg er nødt til at gå ud på badeværelset. Jeg stiller mig foran spejlet og kigger mig selv dybt i øjnene. De brune øjne som jeg har kigget i så mange gange.

På mange måder ligner jeg Justin så forfærdelig meget. De samme brune øjne, de samme fyldige læber og den samme næse. De eneste ting som jeg aldrig vil fornærme ved mig selv – kun fordi Justin har præcis de samme. Men på Justin sidder de bare, som de skal. På mig er de så malplaceret og ligner noget alt for perfekt til at høre til andre steder end på Justin. Mit hår er brunere end Justins, og desuden har Justin en helt anden bygning. Han har så svært ved at tage på. Totalt modsat mig.

Jeg er tyk og klam.

Jeg ville græde, men mine øjne er stadig helt udtørret efter de mange timers gråd, og mine ben helt udmattede af sparkeri i dynen. Før jeg overhovedet tænker på det, har min hjerne ført kniven til mit håndled – klar til at skære. Jeg kniber mine øjne i og skærer det første snit. Blodet løber ned ad min arm meget langsomt og snittet er dybt og smertefuldt. Den røde farve er så tyk og mørkerød. Selvom farven er et slags symbol for død i mine øjne, er den tykke farve så facinerende.

”Bare et til,” hvisker jeg for mig selv og sætter kniven igen ved håndledet – dog lidt længere oppe denne gang. Jeg skal til at skære, da jeg hører hans stemme. Den stemme jeg mindst vil høre.

”Brianna, hvad fanden har du gang i?” spørger han vredt. Jeg gemmer min arm bag min ryg og smider kniven i vasken. ”Vis mig din arm,” siger han koldt og rækker sin hånd frem, som er jeg et barn, der har stjålet noget. Som det pattebarn jeg er, ryster jeg bare flovt på hovedet. Han spørger ikke en gang igen, før han tager fat i den.

”Du skærer i dig selv,” hvisker han mundlamt. Hans øjne søger mine, men jeg er så flov, at jeg ikke kan kigge ham i øjnene. Det var ikke meningen, at han skulle finde ud af det. Aldrig.

Min mor havde været lettere at skuffe, men lige Justin... Han er den, jeg mindst vil skuffe. Jeg ser så meget op til ham, og jeg vil så gerne være som ham. Han gør alting rigtigt og laver aldrig fejl.

Han tænder for vandhanen og begynder at vaske min arm under den. Jeg lader ham bare gøre det. Blodet løber af, og jeg ser tydeligt ind til de dybe snit.

”Hold den under vandet,” siger han uden nogle følelser overhovedet. Jeg tør ikke gøre andet end det, han siger, imens han finder førstehjælpskassen frem.

Blodet bliver bare ved med at strømme, og vandet er alt for koldt. Jeg slukker for vandhanen og tørrer den af i noget papir, som jeg smider i toilettet og skyller ud bagefter. Imens jeg gør det, har Justin fået noget plaster ud af kassen og er klar til at putte det på. Alt det foundation jeg har smurt på min arm, som jeg gør hver morgen, for at ingen ligger mærke til det, er blevet skyllet af, og Justin ser nu også alle de andre snit,som jeg har skåret. Han gyser, så han får kuldegysninger, men siger ikke et ord.

Skuffelsen er så tydelig i hans ansigt. Han havde sikkert aldrig troet, at jeg ville blive en cutter.

Han er meget forsigtig, da han rør ved min arm for at sætte et plaster på. Han ser mig sikkert som en skrøbelig nipsting, han skal passe på ikke at ødelægge.

Så snart han har sat plasteret på, giver han slip og går ud af badeværelset. Jeg går ud kort efter ham og finder ham allerede siddende på min seng. Han signalerer til, at jeg skal sætte mig ved siden af ham ved at klappe på pladsen ved siden af ham, og jeg gør det uden at tøve. Jeg vil ikke gøre ham mere sur, skuffet eller ked af det i dag.

Der er en akavet stilhed. Ingen af os siger noget, og det eneste vi kan høre, er vores dybe vejrtrækning. Jeg venter bare på, at Justin skal komme med sine spørgsmål.

”Hvorfor gør du det?” spørger han så endelig. Jeg trækker på skuldrene. ”Du skal ikke lyve overfor mig, Brianna.” Jeg bider mig nervøst i læben.

”Det føles bare som den eneste udvej.”

”Udvej? Fra hvad?” Mine øjne bliver fyldt med tårer igen efter en lang pause uden gråd.

”Jeg vil ikke snakke om det.”

”Hvis vi ikke snakker om det, bliver det aldrig bedre.” Jeg forholder mig stille. ”Er der nogen, der har slået op med dig?” Da jeg stadig ikke siger noget, tager han det som en bekræftelse. ”Hvem er fyren? Når jeg finder ham, så skal jeg nok banke ham synder og sammen.”

”Hvem skulle slå op med mig? Der er jo ingen, der kan lide mig,” siger jeg og gemmer mit ansigt i mine hænder. Tårerne presser meget på, men jeg prøver at holde dem inde.

”Det passer ikke, Bri. Du er jo fantastisk. Hvem skulle ikke kunne lide dig?” spørger han og lægger en arm omkring mig.

”Alle, Justin. Alle hader mig. De kalder mig fede Dorit, når jeg kommer i skole og går ned af gangene,” hulker jeg i mine hænder og prøver stadig at holde tårerne inde. ”Hvordan tror du, det er at komme i skole og tænke ’I dag bliver en god dag’, og så bare få bevist det totalt modsatte? Tror du virkelig, at jeg er så klodset, at jeg falder hver dag? Jeg bliver jo banket synder og sammen hver dag! Fysisk og psykisk.”

Han tager fat om mine hænder og får mig til at kigge ind i hans øjne. ”Hvor længe har det der stået på?” spørger han direkte.

”Alt for længe til, at jeg kan huske det.” Jeg kigger væk.

”Hvem er de fjolser?”

Jeg sukker af ham. ”De populære selvfølgelig, men de andre følger bare med.  Ingen gør noget. Ikke en gang dem som selv bliver mobbet i forvejen.” Nu kan jeg ikke holde det tilbage længere, og tårerne løber atter igen. De løber og løber, og selvom jeg ville, kan jeg ikke stoppe dem. ”Men hvorfor skulle de også? Jeg er grim, tyk, klam.”

”Hvem fortæller dig det lort?” spørger han hårdt og vredt. Da jeg ikke svarer, sukker han. Svaret giver jo selvfølgelig sig selv. ”Du skal aldrig tro på dem. Aldrig. De er pisse misundelige på dig.”

”Misundelige? Over hvad? At jeg har en kæmpe krop, som jeg ikke kan komme af med? At de alle sammen har den perfekte krop, som andre vil have? Der er intet at misunde, Justin.” Justin sukker tungt. Han rejser sig op og rækker en hånd ned til mig. Jeg tager hans hånd, og han hiver mig op og stå. Han stiller mig foran spejlet med sig selv bag sig.

”Se på dig, Brianna. Der er så meget at misunde. Så meget andre piger ville dø for at have,” siger han lavt. Jeg ryster på hovedet som svar. Der er intet, de vil have, og hvis de vil have det – så må de få det. ”Dit hår. Se, hvor flot, langt og blødt det er?” Jeg studerer det i spejlet, men kan ikke se det. Det er bare hår, som har brug for en klipning. ”Ved du godt, hvor mange komplimenter jeg får for mine øjne? Mine læber? Min næse?”

”Nej,” hvisker jeg meget lavt.

”Mange.” Justin er omkring ti centimeter højere end mig, og sådan har han altid været. Han lægger sit hoved på min skulder, så vores ansigter er ved siden af hinanden. ”Kig grundigt på vores ansigter,” siger han, og jeg gør, som han siger. Hans ansigt er unikt. Noget helt specielt. Jeg har set, hvordan folk kigger på det, når han går forbi dem på gaderne. De er alle facineret. De synes, han er flot. Eller på teenagepigesprog – lækker. ”Vi er ens. Vi kunne være tvillinger. Du ved, bortset fra højden.” Han får mig til at smile, selv når intet andet ville.

”Du er nødt til at ignorere dem, Brianna. Jeg snakker gerne med din inspektør, men du bliver nødt til at lade mig gøre det. Det må sættes en stopper for. Ikke kun på grund af dig, men også på grund af alle de andre, som bliver mobbede.” Min vejrtrækning er ujævn, og når jeg trækker vejret helt nede i maven, er det som om, at jeg næsten mister vejret.

”Du er ikke tyk, Bri. Du er en sund og ernæret pige med sul på kroppen. Der er så mange piger, der ligner tændstikker. Det er ikke frækt. Der er så mange fyre, som kan lide en pige med flotte former, og en dag... så finder du en fyr, som kan lide alt ved dig. Du finder en fyr, som kan lide de ting ved dig, som du måske hader ved dig selv. Men ved du hvad? Han elsker dem, og det er kun fordi, de sidder på dig. Den fyr er den heldigste fyr, og når han kommer... så ved du det.”

Jeg vender mig imod hans ansigt, kigger ham ind i øjnene, før jeg udbryder et hulk og svinger så mine arme omkring hans muskuløse krop.

”Du er smuk, Brianna. Lad aldrig nogen fortælle dig det modsatte. Jeg snakker med din lærer og inspektør i morgen, så snart jeg kan, og hvis de der idioter driller dig igen, så tilkalder du mig, og jeg tager en snak med dem. Men du bliver nødt til at fortælle mig det, for ellers ender du på et hospital. Du må aldrig skære i dig selv igen, for det sårer ikke kun dig selv.” Han holder en kort pause, før han hvisker i mit øre; ”Det sårer også mig.” En sidste tårer triller ned ad min venstre kind, og jeg trækker ham langt ind til mig.

”Der er en ting, de kan misunde mig for.” Han griner et kort grin.

”Og hvad er det så?” smiler han, og jeg kan ikke selv lade være med at smile.

”Jeg har den bedste storebror i hele verden, som ingen andre kan tage fra mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...