Justin Bieber - One Shots ♥


36Likes
37Kommentarer
2917Visninger
AA

2. Lonely

Til alle, der elskede Last Kiss, er nu her en slags efterfølger, hvad der skete efter Jasons død. I er selvfølgelige velkomne til stadig at have jeres egen slutning i hovedet, men det her er bare, hvad jeg forestillede mig, da jeg "dræbte" Jason :P

- Hvis I ikke har læst Last Kiss, giver denne her historie nok ikke så meget mening for jer, men det er selvfølgelig op til jer, om I vil læse den eller ej :D

-------------------------------------------

 

”Jeg smutter nu, Allie!” råbte Jacob. Jeg svarede ham ikke, men hørte blot døren lukke i. Han skulle på arbejde, og som altid skulle jeg sidde hjemme og passe Janette. Det var ikke meget hjælp, jeg fik fra Jacob, men samtidig kunne man jo sige, at det ikke var hans barn. Hun betragtede ham dog som sin far, men nu havde hun også kendt ham lige fra, da hun blev født. Hun vidste dog godt, at Jacob ikke var hendes rigtige far. Jacob betragtede hende også som sit rigtige barn.

”Mor, hvad skulle far?” spurgte Janette og stod i døren i sin natkjole og med sin bamse under armen.

”Han havde aftenvagt,” sagde jeg og smilede forsigtigt til hende. Hun gik ind til mig og lagde sig ved siden af mig på den seng, jeg selv lå på. Hun puttede sig ind til mig, og jeg lagde min bog på natbordet.

”Hvorfor arbejder han så meget?” spurgte hendes lille stemme. Jacob arbejdede meget og havde altid gjort det, men det var han også nødt til, når jeg ikke tjente det største beløb på at være lærer på en high school.

”Nogle skal jo tjene pengene, ikke? Ellers ville du ikke kunne få noget tøj eller mad. Så ville det være meget begrænset,” smilede jeg sødt til hende. Hun nikkede og kiggede op i loftet.

”Mor, hvordan var far?” spurgte hun, og jeg følte mit hjerte synke til jords. Dét emne havde altid været et ømt punkt for mig.

”Han var fantastisk,” nøjes jeg med at sige. Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad skulle jeg også sige? ’Far var forbryder, men han var stadig et dejligt menneske!’ Nej vel? Heldigvis vidste Janette godt, at han var død, da hun ikke en gang var en uge i min mave. Det var kommet meget bag på mig, da jeg så, at min mave var begyndt at vokse dengang, og jeg kastede op konstant, så Jacob insisterede på, at jeg skulle tage til lægen, hvilket jeg gjorde. Det viste sig så, at jeg var gravid med Jasons barn. Janette er stort set det eneste, jeg har tilbage af Jason. Det var også derfor, jeg var sikker på, at jeg ikke ville have en abort. I dag er det mit livs bedste beslutning.

”Hvorfor blev du gift igen?” spurgte hun. Jeg kiggede væk. Det spørgsmål kunne jeg ikke en gang selv svare på. Jeg ville gætte på, at jeg var ensom, og jeg savnede Jason så meget, at jeg blev gift med Jacob. Ikke at jeg fortryder min beslutning i dag – for det gør jeg ikke – men jeg savner Jason, og hvis jeg kunne få ham tilbage, ville jeg klart gøre det. Jeg ville give alt i hele verdenen – undtagen Janette – for at få Jason tilbage.

”Fordi jeg elsker den far, som du har nu,” sagde jeg. Det var nu ikke løgn, men jeg elskede ham klart ikke på samme måde, som jeg elskede Jason. Da jeg var sammen med Jason, var han som min eneste ene. Med Jacob... har jeg det som om, jeg bor med min bedste ven - hvilket jeg gør i følge mig selv.

”Elsker du stadig min... rigtige far?” spurgte hun og kiggede forsigtigt på mig. Mine øjne var allerede ved at blive blanke bare ved tanken om Jason og vores dejlige tider sammen, som jeg savnede mere end noget andet.

”Det vil jeg altid gøre. Uanset hvad,” smilede jeg og kyssede hende på panden. ”Men nu skal du falde i søvn. Du skal i skole i morgen.” Hun lukkede træt sine øjne i og blev liggende i Jacobs side. Denne snak fik mig til at savne Jason endnu mere, end jeg plejer. Jeg tænker på ham hver dag, og jeg har flere gange grædt mig selv i søvn uden, at Jacob ved det...

***

Jeg parkerede bilen og steg ud med de røde roser i hænderne. Det var efterhånden en måned siden, at jeg havde været her, men jeg prøvede at lade være med at komme så tit, som jeg før i tiden havde gjort. Men stedet gav mig fred og ro i sindet, og jeg følte, at det på en eller anden sær måde gav mig kontakt til Jason igen.

Der var ingen, der vidste, at jeg tit besøgte stedet her. Men en dag... så ville jeg også tage Janette med her ud. Jeg ville have, at hun skulle se sin rigtige fars gravsten. Og en dag ville jeg da også fortælle hende hele historien, om Jason og jeg. Hun skulle vide, at hendes far var forbryder, og at hun nogle gange kunne være som snydt ud af næsen på Jason. Hun havde hans hårfarve, min øjenfarve, hans temperament og stadig min tålmodighed.

”Allie!” råbte en stemme efter mig, Jeg fór sammen. Der var kun én, der stadig kaldte mig Allie, efter hvad jeg kunne huske – kun Jacob. Jeg vendte mig om og havde det som om, mit hjerte kunne hoppe ud når som helst.

”Ryan!” sagde jeg mundlam og slog straks mine arme omkring ham.

”Det er så længe siden,” sagde han, og først der lagde jeg mærke til, at han havde fået mere hår, og han var blevet mere muskuløs. Han var ikke længere karseklippet som før. Hans hår var nu sat med voks, og det klædte ham faktisk.

”Ni år for at være præcis,” smilede jeg...

***

”Så... hvordan går det?” spurgte Ryan, da vi gik rundt på kirkegården. Den gav en uforklarelige stemning.  På en måde var det uhyggeligt at tænke på, at der lå døde mennesker i jorden, men alligevel vidste vi begge, at Jason også lå dernede.

”Det går... normalt.”

”Hvad kalder du normalt?” spurgte Ryan og smilede.

”Jeg... ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, men...” Ryan ventede spændt på mit svar. ”Jeg er gift med Jacob.” Hvis ens kæbe kunne falde til jorden ligesom i tegnefilm, var Ryans det nu. ”Og jeg har en datter.”

”Med Jacob?! Allie du sagde, at du ikke havde følelser for ham! Du sagde, at Jason var din eneste ene!”

”Det er han,” sagde jeg og forstod ikke, hvorfor han flippede ud. ”Men jeg måtte komme videre Ryan. Det er ni år siden. På et eller anden tidspunkt skulle jeg jo videre.”

”Jeg kan ikke fatte, at du siger det der! Hvad ville Jason ikke sige til det?!”

”Jason er her ikke længere, Ryan. Han er død. Det er på tide, at jeg glemmer ham.”

”Og derfor besøger du stadig hans grav?” sagde han anklagende.

”Hør, det er også svært for mig det her! Janette er det eneste, jeg har tilbage fra ham!” sagde jeg og var tæt på at bryde sammen.

”Fra ham?” spurgte Ryan forvirret og kiggede længe på mig,

”Janette er Jasons barn! Jeg blev gravid med Jason dagen inden, alt det der lort skete! Jeg ville ikke have en abort!” sagde jeg, og jeg kunne ikke stoppe tårerne. Snakken om Jason, snakken om Janette og at vi gik på den kirkegård Jason var på – det blev for meget. Som altid var mine tårer forrædere.

”Jeg...”

”Du ved ikke, hvad jeg skal sige? Sådan ville jeg også have det, hvis jeg var dig,” sagde jeg og kiggede væk. Det irriterede mig, at han var blevet sur over det, men samtidig... så var det noget, Jason også kunne have fundet på. Alt den her snak fik mig til at savne ham næsten lige så meget som lige, da han døde. Men det værste var, at fordi Jason ikke kendte særlig mange, så kunne vi ikke holde begravelse. Der ville kun komme Ryan, Jacob og jeg. Jacob, fordi jeg ville tvinge ham med.

”Du savner ham mere end noget andet, gør du ikke?” sagde Ryan, og hvis jeg ikke var helt forkert på den, skimmede jeg nogle enkelte tårer.

”Jeg ville give alt, undtagen Janette, for at få ham tilbage. Virkelig. Jeg ville leve i fattigdom for evigt, give alle mine legeme eller endda dræbe Jacob.” Der kom et kort smil frem på hans læber, da jeg sagde, at jeg ville dræbe Jacob. Dét smil som Jason også havde haft, hvis han var der.

”Du skal nok klare det, og... hvis du har brug for nogen, kan du altid finde mig,” sagde han og rakte mig et stykke papir med en adresse.

”Tak Ryan. Det betyder meget for mig, og det havde også betydet meget for Jason, selvom han nok ikke havde ville indrømme det.” Hvis det stod til Jason, ville han klart hellere se mig med Ryan frem for Jacob.

”Jeg bliver nødt til at gå,” sagde han, og jeg nikkede. Egentlig var jeg også selv nødt til det. Jacob ville snart komme hjem, men jeg havde brug for bare et par enkelte minutter mere. Jeg vinkede til ham og kiggede på adressen. Jeg ville klart begynde at se Ryan igen. Ikke blot for min egen skyld, men også for Jasons. Det ville betyde meget for ham, hvis jeg gjorde det. Det var jeg sikker på.

Selvom det var ni år siden, at han døde, så kan jeg stadig høre hans latter. Jeg kan stadig se ham for mig, og nogle gange kan jeg stadig høre hans stemme for mig. En gang imellem... så kan jeg stadig huske vores skænderier eller følelsen, da vi første gang var... sammen.

Mange gange har jeg faktisk overvejet at begå selvmord bare for at komme af med smerten fra Jasons død, som jeg nok aldrig kommer over. Ikke nok med at han var min første store kærlighed, så var han også den første, som jeg virkelig elskede, som døde.

 Men når jeg så tænker på selvmord, kommer jeg hurtigt fra det igen. Janette er noget af det eneste, som holder mig tilbage. Jeg ville aldrig kunne gøre det imod hende med vilje, uanset hvor dårligt jeg selv har det. Hun har brug for sin mor, og egentlig også sin far, men heldigvis er Jacob en god erstatning for det, selvom han aldrig kommer til at erstatte Jason i min verden. Jason ville have været den perfekte far trods for hans åndssvage fortid og... utilregnelige temperament.

Mine ben gik imod Jasons grav igen. Jeg pakkede de friske blomster ud og lagde dem overalt på hans grav. Mine tårer trillede ned af mine kinder og stoppede på min hage, hvor de faldt som små regndråber på jorden. Jeg faldt ned på mine knæ foran Jasons grav, og jeg holdt ikke længere mine dybe hulk tilbage. Min gråd blev meget højlydt, og jeg var glad for, at jeg var alene.

Efter at have grædt i i hvert fald ti minutter, rejste jeg mig fra den beskidte jord. Det var også begyndt at regne midt i det hele, så jeg var også drivvåd. Jeg vidste, at dette snart burde stoppe, for det var ikke første gang, men jeg havde brug for Jason. Jeg havde brug for hans arme omkring mig, og hans læber som kysser mig og forsikrer mig om, at alting bliver okay igen. Jeg savner ham så ufattelig meget, men han bliver aldrig levende igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...