Justin Bieber - One Shots ♥


36Likes
37Kommentarer
2893Visninger
AA

1. Stupid In Love

Melody, min yndige, lille pige som jeg aldrig kommer til at se igen.

Du kender mig næsten ikke, men jeg er din mor. Så usandsynligt som det nu end lyder, så passer det, og du må aldrig tro på det modsatte – selvom nogen fortæller dig det modsatte!

Men inden du begynder at stille hundredevis af spørgsmål, vil jeg starte med begyndelsen. Dette er taget direkte ud af den dagbog, hvor jeg skrev alting som små historier. Jeg har intet ændret på den. Jeg ville aldrig lyve for dig i denne sag. Tro mig, Melody. Alt hvad jeg har skrevet er sandheden.

Du kender sikkert heller ikke din far, men efter det her brev må du se, hvad du selv synes om ham. Jeg vil aldrig påvirke din beslutning med vilje – levende eller død.

9. August 2013

”Har du hørt Chris Browns nye album? Det er mega fedt!” sagde Katy begejstret over hendes nyeste køb med hendes ’mand’, som hun selv ville kalde det. Jeg rystede smilende på hovedet af hende og kiggede rundt omrking. Bilen fes frem og tilbage på vejen, og det så så godt som umuligt ud, at skulle krydse den. Pludselig så jeg dog et sted, hvor jeg kunne krydse vejen, da der ingen biler kom, og der var rødt lys, så der ikke ville komme nogen. Imens Katy ævlede videre, gik jeg over vejen.

”Pas på Rachel!” skreg Katy, og jeg nåede ikke en gang at tænke, før jeg så en bil køre imod mig. Jeg stod som frosset fast i øjeblikket, og det var som om, at alting gik i slowmotion. Chaufføren havde ikke set mig. Han sad med sin mobil til øret, en øl i højre hånd og så halvdrukken ud. En mand på omkring min egen alder, nitten, kom løbende ind over vejen, tog sin arm omkring mig, og min krop blev revet til siden. Jeg landede på jorden få sekunder, før bilen kørte forbi mig. Jeg kunne mærke gassen fra dens motor i mit ansigt, og jeg lå trygt i personen, som havde skubbet mig til sidens arme. Mine øjne flakkede over på ham, og jeg blev fortabt i hans brune øjne.

”Du bliver nødt til at passe på,” sagde han. Han havde et par ar i ansigtet, men jeg kunne ikke se, om det var fra faldet, eller om det var nogen, han havde i forvejen. I hvert fald så blødte han. Eller... det troede jeg, indtil jeg førte en hånd op til mit hår, og min hånd pludselig mærkes våd og varm af mit eget blod. Jeg var ved at besvime af synet. Blod havde aldrig været mig, men hvis han ikke havde skubbet mig til side, havde blodet kun været værre. Blodet som havde været på ham, var i virkeligheden mit eget blod.

Han hjalp mig op fra jorden, inden der ville komme flere biler, men et par stykker havde dog holdt ind til siden og var på vej ned til os. Jeg tog mig til hovedet og var ved at falde af svimmelhed. Han lagde sin arm omkring mig, og jeg støttede mig til ham.

 

Jeg havde nu været på hospitalet i omkring en time. Han havde aldrig forladt mig, eller bare ladet mig være sammen med Katy. Han havde endda kørt mig på hospitalet og hjulpet mig herind.

”Miss. McClain, De ser ikke ud til at fejle noget bortset fra en lille hjernerystelse, som vil gå over meget snart. Det kunne have været meget værre! Det var heldigt, at den unge mand her, fik dig væk lige i tide,” sagde en mandlig læge og lagde en hånd på min redningsmands skuldre. Han så ikke ud til, at synes, at lægens hånd skulle være der, men han lod den være.

Jeg fik tilladelse til at tage hjem. Jeg havde endnu ikke sagt et eneste ord til min redningsmand. Ikke en gang et tak, men jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle få det ud. Han havde jo reddet mit liv.

”Jeg bliver nødt til at gå. Jeg håber, at det vil... gå,” sagde han og bed sig i sin underlæbe. Jeg åbnede min mund for at sige noget, men det var som om, at jeg pludselig var blevet stum, når jeg kiggede på ham.

”Jeg... vil bare gerne sige.. tak, for at... du ved... reddede mig,” fik jeg sagt i små korte bidder. Han grinede af, at jeg havde så svært ved at snakke.

”Skulle det være en anden gang. Man kan jo ikke have, at et smukt ansigt som dig skulle gå til spilde,” sagde han og kærtegnede min kind. Mine kinder blussede, og han smilede af sin effekt på mig. Han tog en kuglepen frem og signalerede til, at jeg skulle give ham mit håndled. Jeg lagde min hånd i hans, og han begyndte at skrive en masse numre ned på min hånd. ”Ring til mig, ikke?” sagde han og gik så ud af hospitalsdørene.

”Du har bare ikke at ringe til ham! Det vil kun være et spild af tid! Han har et rygte, Rachel,” sagde hun, og jeg kiggede forvirret på hende. Hun vidste, hvem han var. Det var tydeligt. ”Du ved ikke, hvem du lige har snakket med, gør du vel?” sukkede hun, og jeg rystede på hovedet. ”Det var Justin Bieber, Rachel.”

Selvom jeg ikke kendte ham, Melody, så blev jeg så forelsket i ham. Det tog mig et par dage at ringe til ham, men jeg gjorde det, selvom Katy sagde, at jeg ikke skulle gøre det. Jeg skulle have lyttet til hende. Det skulle jeg virkelig.

Jeg blev kærester med ham blot to måneder efter. Han var som prinsen på min hvide hest. Han viste mig kun sin gode side de første tre måneder, jeg kendte ham, men så blev han anderledes. Men jeg var så forelsket i ham, at jeg ikke kunne se det. Jeg så stadig kun hans gode side. Jeg sagde til mig selv, at han bare havde en dårlig dag.

På vores ni månedersdag spurgte ham, om jeg ville flytte ind hos ham. Selvfølgelig sagde jeg ja. Jeg var dybt forelsket i ham. Jeg var blevet blind af mine egne følelser. Han blev den person, jeg mindst havde forventet.

11. Oktober 2014

Mit humør var højt. Et årsdag med Justin og jeg havde planlagt alt! Alt var stillet frem, og alt så så perfekt ud. Jeg havde min yndlingskjole på – den kjole jeg havde fået af Justin i fødselsdagsgave. Jeg havde tændt lys, lavet mad siden Justin tog på arbejde, og jeg havde gjort mig ekstra pæn bare for hans skyld. Jeg glædede mig til at se, om han havde husket det.

Hvor blev han af? Han skulle have været hjem for to timer siden! Jeg havde kimet ham ned og lagt mindst tolv voicemails på hans telefonsvarer.

”Ja, det var rigtig hyggeligt. Vi ses snart,” sagde Justin og kom endelig ind af døren. Jeg ville ikke gå ud til ham. Han var forsinket. Han havde glemt det. Jeg vidste det. ”Rach?” råbte han ud i huset. Jeg svarede ikke, men pillede bare ved mine nylakerede negle. ”Hey babe,” hviskede han i mit øre og plantede et kys lige ved mit øre. ”Wow, her ser godt ud! Hvad fejrer vi?” Mit hjerte knækkede lige lidt itu der.

”Ved du det virkelig ikke?” spurgte jeg såret.

”Det er ikke din fødselsdag, vel?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet, og han så ud til at tænke grundigt, imens han hang sin jakke op på vores knagerække. ”Fik du endelig den forfremmelse?” spurgte han glad, inden jeg overhovedet havde svaret ham. ”Tillykke!” udbrød han og skulle til at kysse mig på munden, da jeg skubbede ham væk.

”Jeg er ikke blevet forfremmet! Jeg kan ikke fatte, at du har glemt det,” sagde jeg og smed mine sko i et hjørne, før jeg gik ind i soveværelset. Jeg tog min kjole af og fik mig selv klemt ned i en stor t-shirt. Jeg lagde mig i sengen og havde lyst til at lade tårerne trille ned af mine kinder.

”Hvad har jeg glemt, babe?” hviskede han i mit øre bagfra. Jeg kunne mærke, han satte sig på kanten.

”Skrid med dig,” mumlede jeg uden at værdige ham ét eneste blik.

”Hvad fanden er der i vejen med dig?” sagde han og rejste sig fra sengen.

”Mig? Du laver sjov, ikke?” sagde jeg hårdt og skarpt.

”Jeg ved fucking ikke, hvad jeg har gjort, og du bitcher totalt ud på mig!” sagde han og tog frustreret fat i enderne af sit hår.

”Vi har et årsdag, og du har glemt alt om det! Du elsker mig ikke nok til at huske det!” råbte jeg, og jeg kunne ikke stoppe tårerne. Og da han begyndte at grine, var det ikke meget bedre.

”Var det bare det? Betyder det virkelig så meget for dig med en et årsdag? Vi har bare været sammen i et år. Når vi har været sammen i ti år, så siger du bare til,” sagde han. Jeg svarede ham ikke. Mit hjerte dunkede derud af, og jeg var sikkert rød i hovedet af raseri. Et år var meget for mig. Det var et helt år, jeg havde tilbragt med ham som hans kæreste! Men han var tydeligvis ligeglad. Han lagde sig ved siden af mig og lagde sin arm omkring mig som om, at alting var okay.

”Fjern din arm fra mig,” sagde jeg tydeligt, men han lod som om, at han ikke havde hørt det. Jeg fjernede selv hans arm, og jeg kunne fornemme, at han himlede med øjnene. Han lagde sin arm omkring mig igen, og der flød vandet over. ”Fjern nu din fucking arm! Den har lægget der i et år nu, men det betyder jo intet for dig,” sagde jeg bittert. Jeg rejste mig op fra sengen og begyndte at gå ind imod stuen.

”Hold nu op med at være så tøsefornærmet. Et år er jo ingenting i forhold til, hvad vi kommer til at være sammen i. Har du tænkt dig, at vi skal fejre hvert år?” sagde han og lavede grin med det til sidst. Han talte til mig som om, at jeg var komplet dum.

”Det betyder bare, at du ikke elsker mig nok til at fejre, at vi har været så længe sammen. Du elsker mig ikke!” sagde jeg, og før jeg vidste af det, stod han foran mig. Han var selv vred nu.

”Du ved godt, at jeg elsker dig, Rachel!” sagde han hårdt, og hans øjne borede sig ind i mine.

”Nej, du gør ikke! Du elsker mig ikke! Hvis du gjorde, så havde du fejret det! Så havde du i det mindste skrevet det ind i din kalender eller noget! Så havde du lagt mærke til, at jeg havde gjort ekstra meget ud af mig selv! Det betyder faktisk meget for mig!” Jeg faldt til jorden, og min kind sveg. Hans blik brændte sig ind i mit, og han sagde ikke en eneste lyd. Han kiggede bare surt på mig. Jeg rejste mig, og inden han kunne sige noget, havde jeg lagt mig på sofaen i stuen med et tæppe over mig. Han havde slået mig...

Det var kun første gang, Melody. Men så blind som jeg var af forelskelse, så tilgav jeg ham, efter han havde sagt, at han var ked af det. Men han gjorde det igen og igen og igen. Han var ustoppelig, og vi gentog den samme rutine hver gang. Han slog mig, jeg lagde mig på sofaen, han sagde undskyld næste dag, og jeg tilgav ham, fordi jeg elskede ham. Han fortalte mig, at han også elskede mig. Jeg var blind.

Jeg fortalte ham, at jeg ville forlade ham, og i det han sagde undskyld og kiggede på mig med de øjne, så tilgav jeg ham. Jeg var åndssvag.

Selvom jeg burde fortryde, at jeg gik i seng med ham så mange gange, så gør jeg ikke. For en af gangene var den lykkelige gang, hvor du blev til. Han nåede aldrig at få det at vide, før han en dag virkelig lavede rag i den. Den dag han kom hjem med blod på sine hænder, begyndte jeg at forstå nogen ting.

8. April 2015

Som altid var Justin op til en time forsinket i forhold til, hvad tid han sagde, at han ville være hjemme. Klokken havde lige rundet tolv, og selvom jeg var mere end bare træt, så ville jeg vente på, at Justin kom hjem. Jeg havde sagt nogen ting i morges, som jeg ville fortælle ham, at jeg var ked af. Og det gjorde det ikke bedre, at da jeg var på vej på arbejde, råbte nogen af mine gamle venner til mig, at jeg var en kæmpe idiot. Jeg havde brug for Justin.

Endelig ringede min telefon, og jeg så sikker på, at det var Justin, så jeg sagde ’svar’, inden jeg overhovedet fik kigget på opkalds ID’et.

”Rachel, du er virkelig en idiot,” sagde det i telefonen, og jeg genkendte stemmen. Samantha. Jeg svarede ikke. Hvad kunne jeg sige til det?

”Fordi jeg er forelsket?” spurgte jeg lavt ind i telefonen, og jeg hørte hende knurre i den anden ende af røret.

”Hvornår begynder du at forstå, at du bare må give slip? Han er ikke den rigtige! Du kan finde så meget bedre!”

”Jeg ved, at jeg ikke kan finde bedre! Justin er sød, og han elsker mig!” Jeg hørte hende fnyse i den anden ende. ”Det kan godt være, at i ikke kan se det, men vi er begge forelskede.”

”Det er, hvad du tror.” Jeg hørte tonen af et afsluttet opkald, og jeg sukkede. Hun havde lagt på...

 

Jeg var så tæt på at falde i søvn, da døren åbnede sig og smækkede op i væggen med et brag.

”Fuck,” hørte jeg Justin mumle. Jeg løb ud til ham og kastede mig i hans arme.

”Jeg er så, så, så, ked af det, der skete i morges! Det hele var min skyld! Jeg vil bare ikke være uvenner med dig!” sagde jeg, men da jeg ikke mærkede Justins arme omkring mig, kiggede jeg op på ham. Hans blik var utydeligt. ”Er der noget i vejen?”

”Nej, gå nu i seng. Jeg kommer om lidt,” sagde han hurtigt som om, han ville af med mig i en hvis fart. Jeg kiggede forvirret på ham. Hvad var der i vejen? Jeg bed mig i min underlæbe og tog fat i hans hænder. Selvom det var mørkt, kunne jeg se, at det var mørkere, end den farve hans hænder normalt havde.

”Hvad har du lavet?” spurgte jeg målløst og gav slip på hans blodige hænder.

”Rachel, please. Kan vi ikke snakke om det her i morgen?”

”Så du kan finde på en god undskyldning? Næ nej, Justin. Så let slipper du ikke. Jeg ved, at du er god til at finde på ting, så jeg vil have sandheden lige nu.”

”Jeg faldt, okay?”

”Jeg vil have sandheden!” sagde jeg højt.

”Du vil ikke høre sandheden,” sagde han lavt.

”Selvfølgelig vil jeg have sandheden! Jeg vil vide, hvad du går og laver, når du kommer for sent hjem.”

”Jeg faldt!”

”Fortæl mig sandheden!”

”Vil du virkelig gerne vide det?” snerrede han lavt.

”Ellers ville jeg ikke spørge!”

”Jeg har dræbt Katy, okay?! Er du tilfreds?! Du fik sandheden!” udbrød han højt og vredt. Han havde ikke en gang selv lagt mærke til, at han havde sagt det. Jeg havde ikke snakket med Katy længe, og nu ville jeg heller ikke komme til det...

”Hvorfor?” hviskede jeg følelsesløst. Jeg forstod ikke, hvorfor han havde dræbt hende. Hun var en af mine bedste veninder, og jeg kunne ikke fatte, at hun pludselig var væk.

”Stop nu alle dine spørgsmål, Rachel! Du vil hade sandheden mere end løgnen!” sagde han højt og gik ud i køkkenet for at vaske sine hænder.

”Fortæl mig det hele! Fortæl mig hvorfor du dræbte Katy! Fortæl mig hvorfor du kommer så sent hjem hver dag! Fortæl mig hver eneste lille sandhed, som du kan komme frem med!” skreg jeg. Jeg forstod godt, at naboerne hadede os herude. Vi var altid så højlydte.

”Fordi jeg har været dig utro i næsten en fucking måned med hende! Derfor kommer jeg så sent hjem hver dag! Jeg har hørt hende skige mit navn hver eneste dag, imens jeg bare har trængt endnu hårdere ind i hende! I dag kunne hun ikke gøre det imod dig længere, og jeg ville ikke have, at hun sagde det, så jeg gjorde, hvad jeg måtte gøre. Jeg dræbte hende! Er du tilfreds?! Du fik sandheden ud af mig! Den ækle, grimme sandhed!” Jeg var målløs, og pludselig faldt alle brikkerne på plads. Han havde været mig utro flere gange. Ikke kun denne gang med Katy. Han havde været mig utro hver dag i næsten halvandet år.

”Jeg går ind og pakker mine ting,” sagde jeg lavt. Han tog frustreret fat i enderne af sit hår.

”Se, jeg vidste det her, ville ske! Du ville pakke dine ting, og jeg skulle finde på verdens bedste undskyldning!” Han brølede lavt. ”Hvorfor skal det her altid ske for os?!”

”Fordi du er en idiot! Hvorfor skal du være mit utro? Hvad kan du få af de andre, som du ikke kan af mig? Sex? Er det det, det hele handler om? Er det det, du vil have?” skreg jeg op i hovedet på ham.

”Du aner intet! Du er så uskyldig og skrøbelig! Det ville svare til, at jeg voldtog et egern!”

”Så nu er jeg et egern?” sagde jeg dumt og kiggede koldt og såret på ham. Den dreng jeg troede, var min eneste ene, har hele tiden været mig utro.

”Nej, det var ikke det, jeg mente, det er bare...” Jeg tyssede på ham.

”Det er slut. Det her er sidste gang, Justin,” sagde jeg og gik ind på værelset, hvor jeg fandt en kuffert frem.

”Du mener det ikke! Rachel, vi er okay igen i morgen! Stop nu bare!” sagde han og prøvede at få fat i en af mine hænder.

”Lad mig pakke i fred! Gå din vej!” skreg jeg, og han blev chokeret af, at jeg pludselig var begyndt at skrige ad ham.

”Ved du hvad? Fint! Pak! Skrid! Gå din vej! Jeg vil alligevel klare mig bedre uden dig!” sagde han, men jeg kunne sagtens se i hans øjne, at han ikke mente det. Det her dræbte ham indeni lige så meget, som det dræbte mig.

”Jeg har prøvet at få det her til at fungere hele vejen igennem, men du bliver bare ved og ved med at dumme dig og opføre dig som en idiot!”

”Sikkert.”

”Du skal ikke tale til mig som om, jeg er dum! Du ved ikke, hvad du har mistet, før det er væk! Du finder først ud af det, når jeg er gået! Så finder du af, at jeg er din eneste ene. Den eneste som kan holde dig ud, og som faktisk forstår dig!” sagde jeg uden at kigge på ham, imens jeg pakkede mine ting sammen. Jeg vendte mig om imod ham med tårer i øjnene. ”Hvor blev den fyr af, som reddede mig fra en fuld billist den dag? Det var den fyr, jeg blev forelsket i.”

”Jeg... jeg ved det ikke, Rach.” Jeg kunne se på ham, at det her gjorde ondt, og at han ikke anede, hvad han skulle gøre af sig selv. Mine ord gjorde ondt. Både på ham og på mig selv. Det gjorde ondt på ham, at fra i dag af havde han set det sidste til mig. Han ville aldrig holde mig i sine arme igen – han vidste det bare ikke endnu. Han troede stadig på, at jeg ville tilgive ham.

”Jeg ved godt, hvorfor vores forhold ikke fungerer, Justin.” Jeg pakkede en trøje meget pænt sammen og lagde den ned i min kuffert. ”Vi har hver vores syn på, hvordan et forhold er. Du er ikke klar til at blive fast endnu. Du har brug for at være sammen med en masse piger og lave en masse planer med dem, før du er i et forhold. Derfor gik vores galt. Du havde brug for mere end en pige.” Tårerne kunne ikke længere holdes tilbage, og de løb om kap ned af mine kinder.

”Kan du huske på vores et årsdag, da du sagde, at jeg ikke elskede dig? Det er dig, som ikke elsker mig! Hvis du virkelig elskede mig, så ville du ikke gå lige nu! Du ville ikke pakke! Du ville ikke mene noget af det her!”

”Jeg elsker dig stadig, men jeg vil bare ikke gøre mig selv mere til grin! Du har været mig utro hele tiden, og jeg kan ikke gå og bilde mig selv in længere, at det her forhold er normalt og lige som alle andres! Jeg vil ikke bilde mig selv ind, at vi nok skal finde ud af det,” jeg holdt en kort pause. ”For det kommer vi ikke til,” afsluttede jeg med en grødet stemme og vendte mig imod ham. ”Det kan godt være, at jeg er dum og blind, men jeg er dum af kærlighed.”

”Vi kan godt få det til at virke,” sagde han, men jeg rystede på hovedet.

”Nej vi kan ikke. Vi kommer aldrig til det,” hviskede jeg. ”Katy havde ret den dag, jeg mødte dig. Du var spild af tid. De sidste to år har været et komplet spild af tid. Jeg burde have vist fra den dag, du begyndte at ændre dig, at vi aldrig ville finde lykken sammen.”

”Jeg kan blive den fyr igen! Han er der stadig dybt inde! Vi skal bare finde ham sammen! Jeg kan ikke gøre det uden dig! Rachel, mit liv er tomt, hvis du går! Vil du ikke nok bare... blive?” Jeg kiggede ud af vinduet og kunne ikke lade være med at overveje det.

”Du bliver aldrig den fyr igen. Sådan er du bare ikke. Du er ikke den fyr, og du bliver det aldrig igen. Lige meget hvor meget jeg ville ønske, at du var, så vil jeg ikke lave om på dig. Du er som, du er.” Jeg lynede min kuffert og tog fat i håndtaget på den. ”Farvel Justin. Det har været et spændende... halvandet år.”

”Please Rach, bare...”

”Nej Justin. Det er slut. Glem det. Glem mig. Glem det hele,” sagde jeg. Jeg ville så gerne mærke ham i mine arme en sidste gang, men det ville kun gøre det hele sværre for mig.

”Rachel...”

”Farvel Justin,” sagde jeg og ud på gaden. Jeg fik en taxa hen til mig og sagde adressen på min mors hus. Jeg så Justin komme løbende ud af lejligheden og kigge tomt efter taxaen. Det var sidste gang, jeg så ham...

Nu ved du de vigtigste stunder. Du ved, hvorfor jeg forlod din far. Hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, selvom folk siger noget andet.

Men du skal vide, at de siger det for at beskytte dig imod den grimme sandheden. Nogen gange er det bare bedre at få den. Det kommer du selv til at opleve i dit liv.

Når du læser det her, er jeg her ikke længere. Du kommer aldrig til at se mig igen, men hvis du vælger at tage kontakt til din far, så er adressen Jackson Avenue 435. Spørg efter Justin Bieber, og du vil finde din far. Han er aldrig flyttet fra lejligheden, vi boede i. Jeg ved ikke, om han nogensinde er blevet gift igen, eller har fundet en ny kvinde i sit liv. Men Melody, hvis du beslutter dig for at mødes med din far igen, så fortæl ham, at jeg elskede ham, og at jeg aldrig stoppede.

Du tænker sikkert over, hvorfor jeg hoppede ud fra den bygning. Jeg kan ikke en gang selv komme med en ordentlig grund. Jeg så intet at leve for udover dig, men... det var bare ikke nok.

Jeg elskede stadig Justin, selvom han var spild af tid på de to år. Katy havde ret dengang, hun sagde det til mig, men det er, hvad kærligheden gør ved en. Den gør en skør og blind. Jeg havde flyttet tilbage til Justin, hvis jeg ikke havde gjort mig selv totalt til grin. Han ved ikke, at du er hans lille pige. Han ved ikke, at jeg blev gravid, da vi gik i seng sammen.

Når du en dag finder en dreng, som du virkelig godt kan lide, ville jeg ønske, at jeg kunne være der for dig, og fortælle dig min historie, og om hvor sikker du skal være på ham, før du gør noget, men i stedet må du læse det her og tænke på, hvad der skete med mig, fordi jeg handlede for hurtigt. Jeg lyttede ikke til andre end mithjerte.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at du kun skulle følge dit hjerte, men... nogen gange må du også lytte til andre, selvom du ikke har lyst.

Jeg er ked af, at jeg gør det her imod dig, Melody. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive den mor, du fortjener. Den mor, du ville blive stolt af, at kunne sige ”Det er min mor!” Jeg ville ønske, at jeg kunne være der for dig, og stadig have det godt med mig selv. Men hvad er dog meningen med at leve, når man hader sig selv? Ja, det må du selv finde ud af på vejen.

Jeg ved, at jeg ville have været stolt af dig uanset hvad, og selvom du sikkert hader mig efter det her, når du har læst det her brev – så skal du vide, at jeg elsker dig, og jeg vil altid gøre det. Du vil for evigt være i mit døde hjerte, og jeg beder kun til, at jeg også vil være i dit.

Jeg elsker dig, Melody McClain Bieber.

Din mor, Rachel McClain.

 

Melody havde læst brevet igennem mange gange nu, og hver gang kunne hun ikke lade være med at fælde en tåre eller to. Hun lignede sin mor på så mange måde. Det samme brune hår, det samme smil og på mange måder de samme egenskaber. Hun var modig, viljestærk, blev hurtigt forelsket og følsom. Og så havde hun sit temperament fra sin far, og de samme gyldne brune øjne.

”Skal du med, baby?” spurgte hendes kæreste, Tyler. Hun trak vejret helt nede i maven, før hun nikkede. Han rakte en hånd ud til hende, og hun tog imod den. Tyler var ikke som Justin. Tyler behandlede Melody som en prinsesse. Som var hun den eneste pige i verdenen, som han overhovedet bekymrede sig om. ”Er du nervøs?”

”En smule,” smilede Melody. Hun skulle møde sin biologiske far for første gang nogensinde. Hendes plejemor Samantha havde fået brevet fra Rachel, da Melody blot var syv måneder gammel. Samantha var Rachels gamle veninde, som virkelig var der for Rachel, da hun gik fra Justin. Hun havde hørt om Rachels selvmordstanker, men hun troede, at hun havde fået hende overbevist om at lade være.

Det var først, da det bankede på Samanthas dør, og hun fik et bånd med et brev til, hvor der stod ’Melody’ på, at Samantha forstod, hvad der var sket. Båndet var til Samantha, hvor Rachel forklarede hvor ked af det, hun var over, at du ville begå selvmord, men det var for sent.

Rachel var væk, og Melody fik aldrig chancen for at møde sin rigtige mor.

Melody fik brevet, da hun var seksten år. Der følte Samantha, at hun var klar på sandheden omkring sin mor og far.

Tylers bil stoppede foran Justins lejlighed, og Melody trak vejret meget tungt, inden hun gik indenfor. Hun fandt Justins lejlighedsnummer, og hun bankede på. Tyler stod bag hende. Klar til at være der for hende uanset, hvad der nu end ville ske. Døren blev åbnet, og der stod Justin. Han havde ikke forandret sig meget siden Rachel forlod ham. Hans ansigt var det samme – dog med lidt flere rynker, end da han var enogtyve.

”Justin Bieber?” sagde Melody svagt.

”Det er mig?” sagde han og bed sig i sin underlæbe – samme gamle vane.

”Mit navn er Melody,” sagde hun, og hun trak vejret meget dybt endnu en gang, før hun sagde det sidste; ”Og jeg er din datter.”

 

Justin og Melody holdt kontakten, og Justin fortalte mange Melody om, hvordan han søgte hjælp, da Rachel forlod ham. Justin blev aldrig gift igen eller fandt en anden, siden Rachel forlod ham. Melody blev gift med Tyler, da hun var fireogtyve. Justin førte hende op ad gulvet, og Justin flyttede ind i deres hus sammen med dem, indtil han døde, da han var otteogfirs af alderdom...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...