Alle gode gange 17

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Dette er en fortælling om kærlighed. Det er en fortælling om at være fuldstændig besat af en finde den eneste ene. Besat af tanken om, at kærligheden gemmer sig derude, hvis bare man leder længe nok. Det er historien om en ung, naiv håbløs romantikker, der fik sit første kys af Drengen på den anden side af hækken. Det er historien om pigen, der faldt i Odense havn, og historien om hende, der aldrig rigtigt lærte at binde sine snørebånd. Det er en historie om familie, venskaber, forvirring og fortvivlelse.Men mest af alt, er det en historie om Kærlighed.

36Likes
55Kommentarer
3339Visninger
AA

4. TRE

Som I nok allerede har regnet ud, var Kasper og jeg ret lykkelige. Men ikke på sådan en Romeo og Julie lignende måde, hvor jeg ville skyde mig selv, hvis Kasper døde fra mig. Jeg ville højst sandsynligt bare været gået i en længere varende komatilstand, som kun Harry Potter maraton med Kasper, ville kunne hive mig ud af. Men før at det hele går hen og bliver alt for sukkersødt, så skal I vide, at der også var en bagside af medaljen. For eftersom Kasper og jeg næsten havde været kærester i 3 år, var mit liv jo ikke helt identisk med mine jævnaldrendes. Kasper var jo ikke kun min kæreste, men også min allerbedste ven. Og det havde resulteret i, at jeg ikke rigtigt havde andre end ham.

Da vi kom cyklende ind på parkeringspladsen den morgen, begyndte det så småt at regne. Det havde ellers været et nogenlunde vejr. Taget i betragtning, at foråret kun så småt var begyndt. Skyerne var begyndt at trække sig sammen, og idet jeg satte min røde cykel ind i cykelstativet, begyndte regnen at tage til. ”Du skal nok skynde dig, hvis ikke du skal være gennemblødt” sagde jeg, mens jeg låste cyklen. Kasper nikkede bare. ”jeg har hætte på jakken, skat. Jeg er faktisk i stand til at tjekke vejrudsigten” jeg grinte let. ”har du sent fri idag?” han rystede på hovedet. ”jeg har jo kun to moduler i dag. Men du kan jo bare komme hjem til mig, når du engang har fået smidt tasken og sådan noget” nu var det min tur til at nikke. ”jeg magter det ikke..” mumlede jeg, mens jeg kiggede hen på skolens indgang.
Med tanken om at dagen skulle starte med to timers matematik, var det næsten uoverskueligt overhovedet at træde ind på skolen. ”Det skal nok gå, du. Jeg hjælper dig med matematikken senere. Så smider vi en film på og spiser noget kage. Det klarer vi sagtens” jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Du er dejlig” sagde jeg, og kyssede ham på panden. ”Det er jeg faktisk. Super dejlig!” grinte han, idet han hoppede op på sin blå cykel igen. Kasper vinkede farvel, inden han kørte ud af parkeringspladsen. Så greb jeg min taske, og løb hen mod indgangen.

Der var en umanerlig larm i klassen den morgen. Størstedelen af klassen havde været til en eller anden fest i weekenden, og det var nu det helt store samtaleemne. Jeg smed min taske på min sædvanlige plads midt i klassen. ”seriøst, jeg tror jeg fik 12 shots eller sådan noget!” lød det fra pladsen foran mig. ”Kristas fætter havde både købt smøger og små blå til mig. Han kunne åbenbart huske mig fra Kristas fest i sommers. Det var så fedt!” jeg undertrykte et fnys, mens jeg ledte i tasken efter min matematikbog. Min lærer ville snart blive oprigtigt træt af mig, hvis jeg blev ved at glemme den. ”SKAAANK!” lød det pludselig fra døråbningen. En skinger, falsk stemme, men på ingen måde kunne tage fejl af. Hun stak to fingre i vejret og kastede hendes mørkebrune hår til den ene side – Det var hendes kendetegn. ”Hey babe!” svarede halvdelen af klassen i kor, hvilket fik hende til at slå over i en diskantagtig tone. Krista Møller var uden tvivl det menneske i verden, jeg mindst brød mig om. Hun var arrogant, overlegen, falsk og så havde hun en evne til at forvrænge både sin stemme og sandheden, på en måde, der kunne give enhver hovedpine. Krista var selvudnævnt dronning af klassen- og af hele verden. Hun trofaste håndlanger, Julie, var pigen foran mig. De to havde egentlig ikke brudt sig om hinanden før, men da de begge to i 7. klasse mistede både mødom og hjerneceller, fandt de på mystisk vis et venskab, som stadig holdte ved.

Det er nok overflødigt at fortælle jer, at jeg ikke følte mig godt tilpas i min klasse. Det havde jeg faktisk gjort engang. I de mindre klasser. Faktisk helt indtil Kasper og jeg havde 6. måneders dag. Derfra begyndte folk ligesom at miste interessen for mit forhold. Og for mig. Julie, som nu var Kristas bedste veninde, havde jeg faktisk altid brudt mig om. Hun var den pige fra klassen, jeg havde haft det bedst med. Lige indtil hun altså faldt i kløerne på Krista, og begyndte at ignorere mig fuldstændig. Hun farvede sit hår blond og fik piercing i navlen, og pludselig var jeg ikke spændende længere. Det var alle drengene på skolen til gengæld. Og nu åbenbart også Kristas fætter, som jeg var sikker på var mindst 22.
”Hvorfor var du ikke med i lørdags?” jeg vendte mig til siden, hvor en af drengene var klassen havde sat sig. Jeg trak på skuldrene. ”jeg havde andre planer” Krista grinte hånligt foran mig. ”Det kræver en invitation, hvis man gerne vil med til fest” sagde hun spydigt. Jeg undlod at svare. Kasper sagde altid, der ikke var nogen grund til, at kravle ned på hendes niveau. ”Desuden er Mathilde jo gift, ved du nok” nåede hun lige at indskyde, inden døren gik op, og timen gik i gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...