Alle gode gange 17

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Dette er en fortælling om kærlighed. Det er en fortælling om at være fuldstændig besat af en finde den eneste ene. Besat af tanken om, at kærligheden gemmer sig derude, hvis bare man leder længe nok. Det er historien om en ung, naiv håbløs romantikker, der fik sit første kys af Drengen på den anden side af hækken. Det er historien om pigen, der faldt i Odense havn, og historien om hende, der aldrig rigtigt lærte at binde sine snørebånd. Det er en historie om familie, venskaber, forvirring og fortvivlelse.Men mest af alt, er det en historie om Kærlighed.

36Likes
55Kommentarer
3264Visninger
AA

3. TO

 

Fra jeg første gang mødte Kasper, vidste jeg, der var noget specielt over ham. Det var ikke noget, man kunne se med det blotte øje. Allerede den dag han fandt mig i hans forældres have, kunne jeg fornemme det. Der var noget beroligende over hans væsen, som gav en lyst til at kende ham, og tilbringe sin tid med ham. Først var vi så uforstående over for hinanden. Men som dage blev til måneder, og måneder langsomt blev til år, blev uvidenhed erstattet med venskab, som en dag blev erstattet med et kys. Det ene kys blev senere til mange, og pludselig havnede vi der, hvor historien rigtigt begynder. Nemlig to år og 11 måneder efter vi blev kærester. Det var en søndag.

Jeg satte mig på den fugtige trappesten med et højt suk. Mine forældre var netop i gang med endnu et af deres sværdvægtsskænderier, og jeg havde ikke den mindste smule overskud til at overvære det. Man selv udenfor kunne man høre min far brumme som en sulten bjørn. Lyden sneg sig nærmest ud gennem brevsprækken. Jeg rystede kort på hovedet. Det var frygtelig pinligt, at de altid skulle råbe så højt. Hvis de dog for pokker bare kunne gå og skule ondt til hinanden, eller sådan noget. Så ville vi i det mindste slippe for, at naboerne altid skulle kigge bebrejde herhen, når nogle af os forlod matriklen. Jeg bøjede mig ned mod mine beskidte, hvide converse og begyndte at binde snørebåndende. Jeg smilede skævt til mig selv, da jeg langsomt formede to løkker ud af snørebåndende og bandt en knude på dem. Jeg var efterhånden næsten overbevist om, at jeg aldrig ville lære at binde mine snørebånd rigtigt. Men Kasper sagde altid, han synes det var nuttet. Så kunne det faktisk være lige meget, at Jonathan altid sagde, at det trick kun var gyldigt til VM i børnehave tricks. Min bror var jo trods alt også stadig et fjols.

Jeg bandt snørebåndende på den anden sko, og rejste mig så op. Jeg opgav hurtigt at sige farvel til mine forældre. Når først de rigtigt gik i gang med at råbe af hinanden, ænsede de ikke hvad der foregik omkring dem. Om så jeg havde vadet nøgen ind i stuen i færd med at stikke en heroinfyldt nål i en spændt blodåre, tror jeg ikke, de havde opdaget det. Jeg slyngede min taske over skulderen, og hang jakken henover. Jeg skyndte mig hen mod hækken, hvor jeg hurtigt fandt det hul i buskene, der med årene næsten havde skilt dem helt fra hinanden. Jeg kastede tasken ind, og smuttede selv igennem. Kaspers mor brokkede sig altid over det hul i hækken. Hun forstod ikke, hvorfor vi ikke bare kunne gå igennem havelågerne ved vejen. Men der var noget charmerende over, at der ikke skulle mere end lidt gran i håret til, og så befandt jeg mig næsten ud for Kaspers værelse.

Jeg lod mine ting falde ned i det fugtige græs, idet jeg greb fast i vindueskarmen. Jeg lod mine fødder støtte op af det stykke, hvor murstene stikkede lidt ud. Selvom mine sko var større, end da jeg var otte år gammel, kunne jeg stadig akkurat lige stå der. Mine øjne søgte gennem roden, hvor Kaspers værelse lå. Hans værelse mindede utrolig meget om ham: Pænt, rydeligt, stilet, med et snært af underligt. I hjørnet stod Kaspers brune læderstol. Jeg havde alle dage syntes, det stol var hæslig. Men vi elskede den alligevel begge to. Måske fordi det var i netop dén stol, vi som 13- og 14-årige havde vores første kys. Lige dér, i det rynkede læder, ovenpå den spaghetti plet, der nok aldrig ville gå af. Netop som jeg stod og funderede over Kaspers stol, kom han til syne i vinduet. Han havde øjnene plantet på sin telefon. Han skyndte sig igennem værelset, og han mod vinduet. Jeg smilede stort mod ham, men det virkede ikke som om, han havde set mig. Og før han nåede at opdage det, åbnede han vinduet indefra – lige ud i maven på mig.

”Av for satan, Kasper” brølede jeg højt, idet jeg blev skubbet bagover. Og med et kæmpe bump, landede jeg direkte på græsplænen. Jeg ved godt, at Kasper gerne ville hjælpe mig. Men hans næste træk var nok ikke helt gennemtænkt. For i et splitsekund kunne jeg høre ham åbne vinduet, og springe ud til mig. Men i stedet for at lande foran mig, som han nok havde tænkt det, landede han direkte oven på mig. Og med et endnu større bump, lå vi så der. På den morgenkolde plæne, med græs på bukserne og dug i håret. Det tog kun et kort blik mellem os, før vi skraldgrinede. ”Din idiot!” fik jeg fremstammet, mens min mund igen blev fyldt med latter. ”Jeg så dig jo ikke!” grinte han. Jeg rystede smilende på hovedet. ”Jamen jeg har også kun stået der hver dag i snart 3 år, skat.. Jeg kan sagtens forstå din overraskelse! Altså, det kommer vel næsten bag på dig, at..” mere nåede jeg ikke at sige, før Kasper lagde hovedet på skrå og sagde; ”hold nu bare kæft og kys mig!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...