Alle gode gange 17

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Dette er en fortælling om kærlighed. Det er en fortælling om at være fuldstændig besat af en finde den eneste ene. Besat af tanken om, at kærligheden gemmer sig derude, hvis bare man leder længe nok. Det er historien om en ung, naiv håbløs romantikker, der fik sit første kys af Drengen på den anden side af hækken. Det er historien om pigen, der faldt i Odense havn, og historien om hende, der aldrig rigtigt lærte at binde sine snørebånd. Det er en historie om familie, venskaber, forvirring og fortvivlelse.Men mest af alt, er det en historie om Kærlighed.

36Likes
55Kommentarer
3242Visninger
AA

11. TI

 

Den næste udmelding, jeg skal til at komme med, kan måske virke stødende for nogle. Men hvor om alting er, bliver jeg nødt til at skrive det alligevel; Jeg tror ikke på, der findes et menneske i verden, der har oplevet ydmygelse. Sådan virkelig, tå-krummende, altoverskyggende ydmygelse. Ikke før den dag, deres kæreste gennem tre år, ikke blot kan fortælle en, han har været i seng med ens ærkefjende  men derudover også nægte, at give forholdet den chance, det egentlig fortjener. Og jeg tror slet ikke, at man har oplevet ydmygelse, før man har fejret denne melding, med en tur i Odense Å. Skulle der alligevel sidde endnu en stakkel derude, med samme oplevelse som mig.. Så kondolerer jeg!

 Forvirret plaskede jeg rundt om mig selv i åen. Vandet var grønligt, og lugtede unægtelig af en blanding af mosevand og tis. ”Tag min hånd!” råbte Kasper fra tørlandet. ”DU RØR MIG IKKE!” skreg jeg tilbage. Nok befandt jeg mig i en klam å, men der var ingen chance for, at jeg ville nedværdige mig, til at lade Kasper være min redningsmand. Rundt om os havde der samlet sig en rand af mennesker. Gamle mennesker, der forarget mumlede ting om ungdommen, og en flok unge fyre, der grinte højlydt. Men det hele virkede forholdsvist fjernt for mig. Jeg havde trods alt noget mosevand, jeg skulle op af, før jeg kunne koncentrere mig om andet. ”Tag nu bare min hånd, Mathilde!” Kasper virkede nærmest irriteret. Jeg rystede på hovedet, mens jeg begyndte at sparke vildt med armene. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne svømme. Men pludselig virkede det meget uoverskueligt, at skulle møve min krop op på græsset igen.
”Skal hun have hjælp?” råbte en mand fra græsset af. Og på trods af, at jeg følte mig nedslået nok i forvejen, nikkede jeg febrilsk. Før jeg fik set mig om, hoppede manden ned til kanten. Derefter kastede han sit halstørklæde hen mod mig, og begyndte at hive mig ind mod ham.

Da jeg endelig fik sat mig på græsset igen, var jeg helt rundt på gulvet. Kasper stod som lammet foran mig, uden at sige et ord. Han betragtede kun mit gennemblødte tøj og ulækre hår. Jeg kiggede op på ham, og sukkede dybt. ”Er det så slut nu?” hviskede jeg. Selvom mine tilskuere efterhånden var forsvundet, kunne jeg alligevel ikke bære, hvis de skulle lægge øre til dette. Hvis jeg skulle have knust mit hjerte, kunne det lige så godt foregå i stilhed. Kasper nikkede. ”Jeg kan ikke..” begyndte han, men jeg stoppede ham. ”Du behøver ikke sige noget. Jeg tror ikke, jeg kan klare at høre det alligevel”
Stilheden ramte os igen, mens Kasper satte sig ved siden af mig. Han lagde sin hånd på mit ben, og kiggede på mig. Jeg havde efterhånden ikke kræfter til at fjerne den. Og på en eller anden måde, var det også okay. Hvis han ikke havde overskud til at kæmpe for os, kunne jeg heller ikke forvente, at han havde overskud til andet, end en hånd på mit lår. ”Hvordan kommer du hjem?” spurgte jeg. Det var det eneste spørgsmål, jeg kunne komme i tanke om, der ikke ville være akavet. ”Jeg har købt en endagsbillet.” svarede han.

Jeg  rejste jeg mig op, og fik fat i min jakke. Jeg lagde den over mine våde skuldre, og kiggede så på ham. ”Jeg ved ikke, hvordan man gør det her..” mumlede jeg. ”Men jeg har en idé om, at man skal sige farvel” Kasper rejste sig op igen. ”Du behøver ikke sige farvel. Vi ser jo hinanden igen” jeg kiggede opgivende på ham. ”Nej.. Det gør vi ikke. Jeg kan ikke se på dig. Jeg kan ikke holde til, at skulle kigge på dig, for jeg ved, at jeg aldrig vil se andet end os. Det er ligesom et del af dit ansigt. I hvert fald for mig” jeg kunne mærke tårerne samle sig i mine øjne. De kæmpede for at rulle ned af mine kinder, og til sidst kunne jeg ikke forhindre dem længere. De væltede ud af mine øjenkroge, og ned langs mine kinder.
”Jeg håber, du ved..” græd jeg. ”Jeg håber, du ved, at jeg har elsket dig. Og at jeg stadig elsker dig.” Kasper, der nu selv havde øjnene fuld af tårer, tog mit ansigt i sine hænder.
”Jeg elsker også dig, Thilde. Min første kærlighed”

Og med de ord, plantede jeg et sidste kys på Kaspers bløde læber. Så samlede jeg al min sidste energi, og brugte den på et lille, minimalt smil. Derefter drejede jeg op, og gav mig til at gå. Jeg vendte mig ikke om en eneste gang. Det tror jeg, ville have slået mig helt ihjel. I stedet gjorde jeg hvad jeg kunne, for at få mine fødder til fortsat at gå lige ud. For hvert et skridt jeg tog, kunne jeg høre vandet sjaske i mine sko. Men det betød ikke noget længere. Der var der ikke rigtigt noget, der gjorde. Jeg havde mistet alt. Ikke kun mit hjem, mit familie liv, og min hjemstavn. Ikke kun mig selv eller min person. Jeg havde mistet min første og eneste ven. Den eneste person, der nogensinde havde elsket mig 1000 procent som den, jeg var. Jeg havde mistet Kasper. Min første kærlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...