Alle gode gange 17

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Dette er en fortælling om kærlighed. Det er en fortælling om at være fuldstændig besat af en finde den eneste ene. Besat af tanken om, at kærligheden gemmer sig derude, hvis bare man leder længe nok. Det er historien om en ung, naiv håbløs romantikker, der fik sit første kys af Drengen på den anden side af hækken. Det er historien om pigen, der faldt i Odense havn, og historien om hende, der aldrig rigtigt lærte at binde sine snørebånd. Det er en historie om familie, venskaber, forvirring og fortvivlelse.Men mest af alt, er det en historie om Kærlighed.

36Likes
55Kommentarer
3363Visninger
AA

8. SYV

 

Min allerførste sommerferie på Fyn gik faktisk hurtigere end forventet. Ikke fordi jeg som sådan havde noget at lave. Men måske fordi jeg havde ting at se frem til. Min fødselsdag var ikke rigtigt noget, jeg gik op i. Ikke den sommer. For første gang var min fødselsdag noget, der skulle deles op i to. Fars familie kom hjem til Ringsted og fejrede mig dér, mens mors del af familien tog til Odense. Alt i alt havde det føltes hårdere end nogensinde, at skulle være den, der var i centrum. Derfor havde jeg gemt min energi til noget, der ifølge mig, var mere vigtigt. Nemlig den weekend, hvor Kasper endeligt ville komme til Odense, for at fejre vores tre års dag.

På trods af, at sommeren næsten først lige var startet, var ferien allerede ved at være slut. Jeg vidste ikke, hvordan det var sket. Måske havde jeg bare haft for mange lige gyldige småting at se til? Som f.eks. begivenhedsløse familiefødselsdage eller talrige IKEA-ture med min mor. Men sommeren havde gået sin gang, og vi havde nu taget hul på august måned. Og når man tænkte på, hvad august havde at bringe, var jeg egentlig slet ikke så utilfreds med udfaldet alligevel.
Jeg kiggede forventningsfuldt på mit ur. ”MOR?” kaldte jeg højlydt. Kasper kunne være på stationen indenfor et kvarter, og jeg ville være sikker på, at hver en eneste, lille detalje var, præcis som den skulle være. Jeg var lieg ved at blive småirriteret, da min mors forvirrede, beskidte ansigt, stak frem fra havedøren.  ”Ja snuller?” sagde hun undrende, mens hun kørte sin håndryk hen over kinden. Jeg ved ikke, om hun forsøgte at fjerne noget af den jord, havearbejdet havde efterladt i hovedet på hende. Men det havde i hvert fald den modsatte effekt; Hun lignede nu endnu mere end muldvarp, end hun gjorde før.

Jeg kiggede muggent på hende. ”Hvad nu?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet. ”Kasper er i Odense lige om lidt, jeg troede, du skulle med hen på banegården, så jeg ikke skulle gå alene?”
Selvom vi efterhånden havde boet i Odense i lidt over en måned, var jeg stadig ikke specielt god til at finde rundt. ”Jamen det er da stadig planen, har du taget sko på?” min mor virkede fuldstændig uforstående overfor, hvorfor jeg blev ved med at stirre på hende. ”Jeg skal ikke følges med dig, hvis du skal se sådan der ud! Og nu kan du ikke engang nå at gå i bad!” Jeg traskede vredt ud af stuen, og satte mig i entréen. Jeg kunne høre, at min mor skyndte sig efter mig. ”Mathilde, kan du godt vejen selv da? For jeg kan jo bare lige tage en klud i ansigtet. Der er jo ikke nogen herude på landet, der tænker over, om man har lidt muld i øjenbrynet.” Selvom jeg var sur på hende, kunne jeg alligevel ikke tilbageholde et grin. For det var lige netop dét, jeg elskede ved hende; På trods af, at vi havde boet hele livet i Ringsted, som er betydeligt mindre end Odense, så ville min mor aldrig nogensinde kunne se på Fyn, som andet end éns tor bonde by.

Jeg gav min mor et hurtigt kram, inden jeg smuttede ud af døren. Selvom jeg var usikker på, om jeg overhovedet gik den hurtigste vej derind, gjorde det egentlig ikke noget. Jeg var simpelthen for oppe at køre, til at tænke over smutveje og rutebeskrivelser. Jeg ville bare gerne snart se Kasper. Selvom vi egentlig havde set hinanden et 8 dage tidligere, da jeg sidst var på Sjælland, var det alligevel ikke helt det samme, når nu vi var vant til at se hinanden hver dag. På trods af min manglende stedsans, fandt jeg faktisk banegården. Jeg tjekkede tavlen tre gange, inden jeg spurtede ned til det rigtige spor. Siden jeg flyttede, havde vi kun set hinanden, når jeg var hjemme ved min far. Derfor var det første gang, at Kasper havde mulighed for at komme til Fyn og besøge mig. Jeg vidste, hvor stor afsky han havde til steder, der ikke var Sjælland, og derfor var jeg ekstra glad for, at han havde givet tage turen.

Da toget endeligt holdte stille, kunne jeg mærke mit hjerte banke hårdt i brystet. Jeg trak vejret dybt, imens folk  hastigt stog af toget, og stak i hver sin retning. Det væltede ud med forskellige slags mennesker; Tykke, tynde, gamle og unge. Og til sidst, efter alle de andre var steget af, dukkede Kasper frem. Med håret i uorden og brillerne sat fast i udskæringen på sin T-shirt. ”KASPER!” råbte jeg. Jeg var virkelig glad for at se ham, det var der ingen tvivl om. Kasper stoppede op to sekunder, og kiggede lidt forvirret rundt. Så fik han øje på mig, og med ét fik han smidt sin rygsæk midt på perronen. Så åbnede han sine arme, og lod mig hoppe direkte op i favnen på ham. ”Tre år, Kasper. Vi har holdt i tre år” mumlede jeg glad ind i hans skulder. ”Tre år” svarede han, og kyssede mit hår. Han satte mig ned på jorden igen, og kiggede indgående på mig. ”Jeg er virkelig glad for, at jeg er kommet, for..” begyndte han. Men jeg afbrød ham. Jeg var simpelthen for ivrig, til at lade ham snakke ud. ”Det er jeg også! Nu er det bare dig og mig!” Jeg smilede stort. ”Ja..” Begyndte han tøvende. ”Apropos det..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...