Alle gode gange 17

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Dette er en fortælling om kærlighed. Det er en fortælling om at være fuldstændig besat af en finde den eneste ene. Besat af tanken om, at kærligheden gemmer sig derude, hvis bare man leder længe nok. Det er historien om en ung, naiv håbløs romantikker, der fik sit første kys af Drengen på den anden side af hækken. Det er historien om pigen, der faldt i Odense havn, og historien om hende, der aldrig rigtigt lærte at binde sine snørebånd. Det er en historie om familie, venskaber, forvirring og fortvivlelse.Men mest af alt, er det en historie om Kærlighed.

36Likes
55Kommentarer
3263Visninger
AA

9. OTTE

Jeg har startet hver del af min historie, med et kort, indikerende stykke tekst. En lille introduktion til den næste del af historien. En slags forsmag på hvad der skal til at ske. Men for at kunne introducere jer for den næste del af historien, bliver jeg nødt til selv at have en form for idé om, hvad der er, der er sket. Netop for at I vil kunne forstå, hvad det er der sker. For at give jer forståelsen for, hvad jeg har tænkt og følt og oplevet.  Men problemet er bare, at det ikke kan lade sig gøre, med den næste del af historien. For uanset hvor lang tid der efterhånden er gået, så kommer jeg aldrig til at forstå, det næste der skete..

”Apropos hvad?” jeg kiggede forvirret på Kasper. Jeg havde ærlig talt ikke tid til at sætte mig ind, hvad han snakkede om. For jeg havde simpelthen for travlt med at glæde mig, til at begynde på alle de planer, jeg havde lagt for os. Jeg havde brugt flere dage på at gennemtænkte, hvordan jeg bedst kunne udnytte vores dage sammen. Og der var absolut ingen af de planer, der indeholdte os stående på en halv tom perron på Odense Banegård. Jeg løftede afventende øjenbrynene. Til sidst kunne jeg simpelthen ikke vente længere. ”Okay, kan vi ikke godt snakke om det mens vi går?” indskød jeg til sidst. Han smilede kort, og svarede så; ”jo skat, selvfølgelig” Godt tilfreds med svaret, hjalp jeg ham med at samle hans ting sammen. Så rakte jeg ud efter hans hånd, og knugede den tæt ind i min. ”Kom, så skal jeg vise dig min nye by!”

Til min store overraskelse, kunne jeg faktisk finde rundt i Odense. Jeg ved ikke hvorfor, jeg havde forventet noget andet. Måske fordi jeg efterhånden havde vænnet mig til at have min mor med alle steder. Og eftersom jeg endnu ikke var startet i skole, havde jeg ikke som sådan haft mulighed, for at udforske byen sammen med nogle, der faktisk kendte gaderne. Alligevel virkede det hele faktisk lidt velkendt, som jeg sådan ledte Kasper ned gennem gaderne. Jeg havde så travlt med at fortælle ham alting, at jeg faktisk ikke tror, han nåede at sige noget. Jeg nærmest løb bare gennem gågaden, mens jeg ævlede og kævlede. Da jeg endeligt stoppede op for at trække vejret, kiggede jeg storsmilende på ham.
”Har du slet ikke noget at fortælle skat?” Kasper kiggede underligt på mig. Det var ikke et blik, jeg havde set før. Det var slet ikke et ansigtsudtryk, jeg kendte. Og uden at lyde som det mest kiksede par i verden, så kunne Kasper normalt ikke fremtvinge et udryk i sit ansigt, som jeg ikke havde oplevet før.
”Kan vi ikke vente, til vi kommer ned til åen?” spurgte han. Jeg nikkede.

Bådudledningen ved Odense Å, var faktisk et af de eneste steder, jeg rigtigt havde nået at forelske mig i. Da det lå tæt på huset, var det også et af de eneste steder, jeg sådan rigtigt kunne finde hen til, og hvad vigtigere var – hjem fra. Vi gik langsomt hen over den lille bro, hen mod et stort græsstykke.
Jeg tog min jakke af, og smed den på græsset. Derefter tog jeg mine sko af, og satte mig på jakken. ”Kom, sæt dig. Snak!” udbrød jeg ivrigt. Som I nok kan fornemme, var jeg helt oppe og køre. Og inden I beslutter jer for, at jeg virkelig bare var irriterende, så bliver i nødt til at indse, at jeg virkelig havde savnet ham. Jeg havde savnet at snakke med ham, savnet at se på ham.. Generelt bare savnet at være sammen med ham.
Jeg skulle lige til at begynde at plapre igen, da Kasper pludselig lagde en hånd for min mund. Jeg kiggede overrasket på ham. Men endeligt forstod jeg, at han faktisk gerne ville sige noget.

”Mathilde..” begyndte han. Jeg begyndte for alvor at blive nervøs. Kasper kaldte mig aldrig Mathilde. Han havde altid et eller andet nuttet kælenavn, han benyttede i stedet. ”Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget. Og det er ikke nemt for mig. Men du bliver nødt til at lade mig sige det, okay?” Langsomt fjernede han hånden for min mund, og kiggede afventende på mig. Jeg nikkede stille.
”Den her sommer, siden du flyttede.. Det har ikke været nemt. Faktisk har det været noget af det værste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg har savnet dig som en i bare fanden. Og det er virkelig ikke fordi, jeg ikke synes, det skal fungere. For der er ikke noget, jeg hellere vil, end at være sammen med dig. Men her, efter du tog af sted..” Han sank et par gange, inden han fortsatte sin talestrøm. ”Jeg var til den her fest. Hos Krista fra din klasse..” han sank igen. Men denne gang kunne jeg ikke lade ham tale. Jeg kunne simpelthen ikke lade ham sige ordene. For selvom jeg ikke kendte udtrykket i hans ansigt, eller tåren i hans øjenkrog, så kendte jeg Kasper. Og lige meget hvad, ville jeg aldrig nogensinde lade ham fortælle mig det, han netop skulle til. Derfor kiggede jeg i stedet på ham og sagde; ”Kasper, var du sammen med hende?” Kasper kendte ikke sorgen i mit blik, og han kendte ikke rynkerne rundt om min mund. Men han kendte mig. Og for at sparre mig for smerten, i at høre ordene, gengældte han bare mit blik. Og nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...