Alle gode gange 17

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Dette er en fortælling om kærlighed. Det er en fortælling om at være fuldstændig besat af en finde den eneste ene. Besat af tanken om, at kærligheden gemmer sig derude, hvis bare man leder længe nok. Det er historien om en ung, naiv håbløs romantikker, der fik sit første kys af Drengen på den anden side af hækken. Det er historien om pigen, der faldt i Odense havn, og historien om hende, der aldrig rigtigt lærte at binde sine snørebånd. Det er en historie om familie, venskaber, forvirring og fortvivlelse.Men mest af alt, er det en historie om Kærlighed.

36Likes
55Kommentarer
3331Visninger
AA

10. NI

Det er egentligt ret underligt at tænke på.. Det år, var året, hvor mine forældre gik fra hinanden. Det var året, hvor mine forældre, efter næsten 20 års ægteskab, besluttede sig for at gå fra hinanden. Det var året, hvor jeg flyttede fra alt hvad jeg havde kært. Året, hvor jeg måtte rykke op med rod, for at min mor kunne have en form for nyt liv, et helt andet sted i landet. Det var året, hvor det gik op for mig, at jeg ikke havde nogen venner at sige farvel til på Sjælland, og året, hvor jeg pludselig skulle dele min familie op i to. Og alligevel vil det for mig, aldrig være andet end året, hvor Kasper knuste mit hjerte.

Jeg kunne pludselig mærke mig selv blive svimmel. Forvirret fik jeg min krop hevet op fra græsset, mens hele mit liv snurrede rundt om mig. ”Thilde..” begyndte han. Jeg kiggede overrasket på ham. ”THILDE?!” råbte jeg. ”DU SKAL KRAFTHELVEDE IKKE KOMME HER, OG KALDE MIG THILDE!” Kasper fumlede rundt på tæppet, og fik nu hevet sig selv op på knæene. Han rakte ud efter min hånd, men jeg skubbede den væk. ”Du skal ikke røre mig” jeg tror, jeg ville have råbt det, men pludselig svigtede min stemme mig. ”Du skal aldrig røre mig igen!” nærmest hviskede jeg. Jeg ville løbe væk. Bare efterlade ham på en forbandet jakke på en plet ved Odense Å. Men mine ben vejede pludselig fire tons. Hvor end jeg gerne ville, kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at gå. For selvom han lige havde revet i mit hjerte, så var det jo bare ikke hvem som helst, der lige havde trampet på mig. Det var ikke bare en fremmed. Det var Kasper.

Jeg havde næsten besluttet mig for, trods alt, at gå, da han kiggede på mig. Og denne gang, var det et blik jeg kendte. Det var et blik, jeg havde set mange gange før. Det var det blik, jeg så, første gang jeg nogensinde mødte Kasper. Det blik jeg så i hans øjne, første gang jeg kyssede ham. Et blik der kunne få mig til at indse, at vi ikke engang havde haft vores sidste kys endnu.
Jeg rakte min hånd ud. Meget langsomt. Kasper fangede lynhurtigt, hvad jeg ville, og tog imod den. Han lod mig hjælpe ham op på benene, så vi stod ansigt til ansigt. ”Hvis jeg tilgiver dig.. hvis jeg lader dig få en chance til..” begyndte jeg, og trak vejret dybt. ”Lover du mig så, at alt vil blive som før? Kan du love mig, at vi vil gå tilbage til at være os? Bare Mathilde og Kasper? De to, der har kravlet gennem vinduer og hække i årevis, og dem, der har været vanvittigt forelsket i tre år? Kan du love mig det?” Jeg tog endnu en pause, inden jeg talte færdig. ”For så tilgiver jeg dig. Lige her, lige nu. Det lover jeg”

Der var en lang, larmende stilhed. Den slags stilhed der kravler ind under huden, og bliver siddende alt for længe. Stilheden varede helt indtil Kasper fangede mit blik, og kiggede indgående på mig. ”Kan du love mig det?” spurgte jeg igen. Kasper sank dybt. Så blinkede han et par gange, og rystede på hovedet.
Jeg stirrede vantro på ham. Kasper stirrede bare tilbage. ”Du.. hvad?” udbrød jeg. Han kunne ligeså godt have svaret mig på finsk. Jeg forstod fuldstændig ingenting. Kasper rystede endnu en gang på hovedet. ”Det kan jeg ikke, Thilde. Det ville jeg gerne, men det kan jeg ikke love dig. Jeg kan ikke love dig noget, jeg er bange for, jeg ikke kan holde. Jeg vil ikke risikere at såre dig..” Det, jeg først troede var sorg, havde nu pludselig vendt sig i mig, og var blevet til vrede. En inderlig, brændende vrede.
”OG DET TROR DU IKKE, DU GØR NU?” råbte jeg.

Jeg begyndte panisk at bakke væk fra ham. Skridt for skridt bakkede jeg længere og længere væk fra Kasper, og fra vores liv sammen. ”Mathilde, kom her..” begyndte han, og rakte ud efter mig, men jeg skubbede hans hænder væk. ”Fjern dig!” råbte jeg. Men jeg fortsatte baglæns væk fra ham. Jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne blikket, selvom jeg ikke havde lyst til at se på ham. ”Lad nu være!” udbrød han. Og idet han endnu en gang rakte ud efter mig, forsøgte jeg at skubbe ham væk. Men i stedet for, fik jeg skubbet min vægt baglæns. Jeg kunne mærke mig selv miste fodfæstet. Næsten i slowmotion kunne jeg mærke hele min kropsvægt falde bagover. Hvis jeg dog bare havde været klar over, at jeg var kommet så tæt på åen, at jeg ikke ville kunne nå at sætte fra. Og før jeg var klar over det, røg jeg direkte bagover. Direkte ned i Odense Å.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...