Alle gode gange 17

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Dette er en fortælling om kærlighed. Det er en fortælling om at være fuldstændig besat af en finde den eneste ene. Besat af tanken om, at kærligheden gemmer sig derude, hvis bare man leder længe nok. Det er historien om en ung, naiv håbløs romantikker, der fik sit første kys af Drengen på den anden side af hækken. Det er historien om pigen, der faldt i Odense havn, og historien om hende, der aldrig rigtigt lærte at binde sine snørebånd. Det er en historie om familie, venskaber, forvirring og fortvivlelse.Men mest af alt, er det en historie om Kærlighed.

36Likes
55Kommentarer
3242Visninger
AA

6. FEM

Det er mærkeligt at tænke tilbage på.. Men da jeg den dag tog hjem fra Kasper, og ind til mig selv, havde jeg faktisk ikke nogen anelse om, at min liv skulle til at ændre sig. Jeg havde ikke den mindste smule på fornemmelsen, at hele min hverdag snart ville ændre sig. Havde jeg vidst det, havde jeg måske gjort nogle ting anderledes. Jeg havde måske kysset Kasper en ekstra gang, inden jeg kravlede ud af hans vindue. Jeg havde måske endda valgt at tage døren, for en gangs skyld. Men det er ikke til at vide. For det var nu engang ikke det, der skete..

Efter at have taget den obligatoriske kravle tur gennem hækken, gik jeg ind af hoveddøren til mit hjem. Langsomt kiggede jeg mig omkring. Jeg iagttog hver en kvadratmeter. Jeg prøvede desperat at finde forandringen, for jeg kunne mærke, den var der. Et eller andet sted, bag de hvidmalede paneler og tapetserede væge, gemte der sig noget, der var anderledes end det plejede at være. Det var først, da jeg gik ud i køkkenet, hvor min far og Jonathan sad ved køkkenbordet, at jeg kunne se, hvad der manglede. Og pludselig følte jeg mig dum. For det var ikke en materiel ting. Det var ikke en eller anden dum vase, vi engang havde købt på et kræmmermarked i Ringsted, eller et eller andet gammelt, forgyldt te stel, som vi ikke engang turde drikke af. Det var ikke rammerne der manglede. Det var min mor.

Jeg kiggede forvirret rundt i køkkenet. Først på min far, der sad med hænderne foldet foran sig. Så på Jonathan, der sad alene på den anden side af bordet.
”Hvor er mor?” Det var det første, jeg sagde. Jeg vidste godt, det var meget direkte. At det måske ramte en nerve eller to. Men jeg var ligeglad. Jeg havde på få sekunder formået og hyle mig selv helt ud af den, og nu ville jeg egentlig bare gerne have svaret. Om det så sårede nogle eller ej.
”Sæt dig ned, Mathilde. Vi skal lige snakke sammen” sagde min far. Han forsøgte at lyde rolig, men han træk vejret så dybt, at man nærmest kunne se hans mave bevæge sig. Jeg trak på skuldrene, og trak en stol ud ved siden af min bror. Min far rystede langsomt på hovedet. Så trak han vejret endnu en gang. ”Mathilde, sagen er den, at din mor at taget af sted. Hun er simpelthen..” Han sukkede. ”Hun er rejst.” Jeg kiggede hurtigt på Jonathan, der blot kiggede væk. ”Og for at være helt ærlig, så kommer hun ikke tilbage. I hvert fald ikke, som det ser ud lige nu”

Mit hoved snurrede rundt en gang eller fire, imens min far så smut begyndte at udlægge alle deres planer. Om hvordan min mor altså skulle finde et andet sted at bo, og at hun jo helst så, at jeg flyttede med. Og som det så ud nu, mente de altså, at det var den eneste løsning. Jonathan, som jo var to år ældre end mig, ville selv have mulighed for at vælge. Men som de jo havde snakket om, var der ingen grund til, at jeg skulle stilles alle de svære valg. Når nu de havde en idé om, hvad der var bedst for mig. Mit hoved snurrede en runde til, alt imens jeg blot stirrede tomt på min far. Jeg vidste ikke, jeg hvad skulle sige. Hvad fanden kunne jeg overhovedet sige? Der blev atter stille. Det var først, da Jonathan rakte sin hånd ud efter min, at jeg ikke kunne holde alle tankerne tilbage længere.
”Og hvad fanden havde i så lige tænkt jer?” råbte jeg. ”At jeg skulle følge blindt med min mor, bare fordi i ikke kan finde ud af noget mere? Så skal jeg pakke hele mit liv sammen. Og flytte fra Kasper? Så vil i bare have, jeg skal fucking flytte fra Kasper?!” Jeg havde rejst mig op, og som mit toneleje steg, fægtede jeg mere og mere med armene. ”DET ER FANDME EGOISTISK!” Skreg jeg. Og med det, forlod jeg bare, og trampede arrigt op af trapperne.

Da mit hoved endelig ramte min hovedpude, brød jeg ud i tårer. Først var det bare et par frustrerende, små dråber, der ramte sengen. Men som jeg tænkte mere og mere over situationen, kom gråden for alvor. Jeg var rasende. Fuldstændig, helt ind til knoglerne, rasende. Og mest af alt, så var jeg ked af det. Det var bare så meget lettere at være sur og urimelig, end det ville være, at være ked af det. For i min optik, så gav dem det meget mere magt, at jeg var ked af det, end hvis jeg bare var teenagefornærmet. Jeg trak mit arme ud over fingrene, og tørrede mig i ansigtet. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne forlade mit barndomshjem og alle vores minder? Hvordan i al verden skulle jeg nogensinde kunne forlade Kasper?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...