Alle gode gange 17

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Dette er en fortælling om kærlighed. Det er en fortælling om at være fuldstændig besat af en finde den eneste ene. Besat af tanken om, at kærligheden gemmer sig derude, hvis bare man leder længe nok. Det er historien om en ung, naiv håbløs romantikker, der fik sit første kys af Drengen på den anden side af hækken. Det er historien om pigen, der faldt i Odense havn, og historien om hende, der aldrig rigtigt lærte at binde sine snørebånd. Det er en historie om familie, venskaber, forvirring og fortvivlelse.Men mest af alt, er det en historie om Kærlighed.

36Likes
55Kommentarer
3245Visninger
AA

2. ET

 

Jeg kunne sagtens starte min fortælling med en lang, poetisk indledning, om hvordan mit liv startede. Det ville faktisk falde mig ret naturlig, at gemme noget af historien bag nogle pæne ord og store begreber. Men i stedet vil jeg bare kaste jer ud i det. Ikke helt fra fødslen af, det vil jeg skåne jer for. Det er heller ikke den del af mit liv, jeg vil starte med. Det, i skal høre om, er nemlig først fra den dag af, hvor mit liv for alvor begyndte. Den dag, hvor jeg for første gang begyndte at opdage, hvem jeg var, eller hvem jeg en dag ville blive. Dagen, hvor jeg begyndte at blive den person, jeg er i dag. Det var torsdagen efter min otte års fødselsdag.

 Jeg havde netop sat mig på trappestenen foran vores hus, da jeg kunne høre nogle råbe inde ved siden af. Først troede jeg, det kom fra deres fjernsyn af. Jeg rystede kort på hovedet, og valgte i stedet at koncentrere mig om, at få mine sko bundet. Jeg tog forsigtigt fat i snørebåndende, og formede dem som tog løkker. Derefter bandt jeg en knude på løkkerne, og lavede samme nummer på den anden sko. Jeg kiggede stolt på mine nye, hvide kondisko med røde snørebånd på. Jeg havde netop fået dem i fødselsdagsgave ugen før, og jeg havde ikke kunne nænne at fortælle mine forældre, at jeg stadig ikke havde lært den rigtige måde at binde mine snørebånd på. Jeg kiggede op, og igen kunne jeg høre larmen inde fra naboen af. De var næsten lige flyttet ind, og jeg havde endnu ikke set, hvem der boede derinde. Jeg havde kun set den blå bil, der holdt parkeret foran huset. Jeg havde også set en blå drengecykel foran garagen. Det var den samme slags som min egne, min var bare rød. Jeg havde set nogle af deres ting, men jeg havde ikke set nogen mennesker. Jonathan påstod, det var en spøgelsesfamilie. Men min bror var også et fjols.

Råbene tiltog, og jeg måtte til sidst give efter for min nysgerrighed. Jeg listede forsigtigt ud af vores havelåge, og hen foran deres hus. Hvis bare jeg kunne komme tæt nok på huset, ville jeg måske kunne se ind af deres vindue. Det ville gøre mig mere end tilfreds, hvis jeg kunne fortælle Jonathan, at der faktisk boede mennesker derinde. Jeg fik sneget mig helt hen til vinduet, men jeg var ikke høj nok til at kunne se ind. Jeg så mig hurtigt omkring, for at sikre mig, der ikke stod nogle og lurede. Derefter greb jeg fat i vindueskarmen, og hev mig selv lidt opad. Nederst på bygningen stak murstenen tilpas ud, til at jeg kunne holde mig fast. Jeg strakte halsen, og kiggede spændt ind i det, der viste sig at være stuen. Først kunne jeg ikke se andet, end de sædvanlige møbler, billedrammer og pynteting. Men så kom der en mand gående. Hans ansigt så vredt ud. ”Jeg ved udmærket godt, hvad der foregår!” Skreg han. Nogle trampede hårdt i gulvet, og et kort sekund efter smækkede hoveddøren. Og med ét mistede jeg grebet om vindueskarmen, og faldt direkte ned på græsset.

”Hvem er du?” Jeg kiggede op, og lænet indover mig stod en skikkelse. Fortumlet kom jeg på benene, og det var dér, jeg fik øje på ham. Han var en smule højere end mig, og så havde han tykt, mørkt hår. Hans ansigt var dækket af et par grønne briller, og så havde han et blåt plaster på hånden. ”Hvem er du?” gentog han. Jeg kiggede forsigtigt på ham. ”Jeg hedder Mathilde” svarede jeg så. ”Bor du her?” han nikkede kort. ”Er i lige flyttet ind?” han nikkede igen, mens han rettede på sine briller. Jeg studerede ham nøje. Fra hans rodede, mørke hår, ned til hans blå kondisko. ”har du slået din hånd?” han nikkede. Jeg lagde hovedet på skrå, og kiggede forundret på ham. ”Siger du altid så lidt?” Han rakte sin hånd frem, og børstede noget græs af min trøje. Så trak han på skuldrene. ”Snakker du altid så meget?”

Fra den dag af, var vi venner. Sådan helt uadskillelige. Hvor end jeg var, var han også, og omvendt. Fra første dag, hvor jeg så de gyselige, grønne briller for første gang, formede der sig et langvarigt venskab, mellem Kasper og mig. Og som skæbnen ville have, blev han ikke blot min første rigtige ven, men senere hen, også min første kæreste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...